ENERGI, TRANSPORT OG KRIG – PRIVATISERING FREM OG TILBAGE?

 

ENERGI, TRANSPORT OG KRIG – PRIVATISERING FREM OG TILBAGE?

Kritisk, personalekrævende infrastruktur er i virkeligheden på lang sigt uegnet til privatisering -

Fuld af begejstring har man i årtier rundt om i verden privatiseret jernbaner, elforsyningen, gasforsyningen, vandforsyningen osv.

Bl. a. i USA truer nu el-mangel i en fremtid der er mere afhængig af el end nogen kunne forestille sig for bare nogle årtier siden hvor olien var ENERGIKILDEN.

I Europa agerer nu statsbaner og tidligere statsejede luftfartsselskaber som private virksomheder og har for længst afskaffet funktionærstatus for deres personale.

Resultatet: Strejker, usundt konkurrenceræs mellem flyselskaber, miljømæssigt set meget uheldig flugt af person- og godstransport fra bane- til vejtransport på trods af alle mulige gode intentioner.

Endda i Storbritannien var man i fortiden kommet frem til, at i de mindste jernbanerne skulle være et offentligt foretagendeⁱ – indtil Margaret Thatcher Thatcher og hendes efterfølger John Majorⁱⁱ fik solgt British Rail til stanglakrids …

Når kineserne og europæerne er færdige med at forgylde Tesla – og USA stillet overfor Kina bliver tvunget til at have et militær de kan stole på i stedet for privatiserede militser til ”småkrige”, vil nok mange ønske sig en meget mere overordnet hånd i hanke, som de nu under et (endnu) demokratisk styre anser for det onde selv.

Har man først med eller uden valgfusk etableret mere eller mindre fascistiske regeringsformer rundtom, vil disse efter alt det forudgående kaos have stor tilslutning til at tvinge modstridige arbejdstagere til at underorde sig påtvungne ”funktionærordninger” – ikke mindst i skyggen af talrige militære eventyr disse regeringer vil kaste sig ud i.¨..ikke alene i Europa og Mellemøsten men GLOBALT.

ALT dette behøver IKKE munde ud i en genindspilning af historiens nationalistisk-fascistiske drejebog for det 20 århundredes første halvdel – men desværre arbejder en mere eller mindre koordineret antidemokratisk højrefløj ret målrettet og med en stigende folkelig opbakning på netop dette.

PUTIN er desværre IKKE alene om det.

...og fuld af overraskelse/frygt/beundring iagttager Europa Ruslands evne til at omstille en overordnet set underlegen økonomi til en krigsøkonomi som for alvor kan true os ...bl.a. ved at få magnaterne/oligarkerne til at stå ret som var de Krupp, Thyssen og konsorter.

iBritish Rail blev grundlagt den 1. januar 1948 som et resultat af Transport Act 1947, der nationaliserede de fire store britiske jernbaneselskaber samt nogle mindre jernbaner

iiUnder Margaret Thatcher’s ledelse som premierminister i Storbritannien blev der gennemført en omfattende privatisering af statslige virksomheder. Dette inkluderede også British Rail 1.

Her er nogle nøglepunkter om, hvad Margaret Thatcher gjorde med British Rail:

1. Gradvis privatisering: Under Thatchers konservative regering blev forskellige statslige virksomheder gradvist solgt, herunder nogle støttefunktioner relateret til jernbanen, såsom Sealink-færger og British Transport Hotels inden 1984, Travellers Fare-catering inden 1988 og British Rail Engineering Limited (ansvarlig for togproduktion) inden 1989 1.

2. John Major og privatiseringen af jernbanen: Det var under Thatchers efterfølger, John Major, at selve jernbanerne blev privatiseret. I henhold til Railways Act 1993 blev British Railways Board (BRB) opdelt og solgt til forskellige parter. Infrastrukturens ejerskab, herunder større stationer, blev overført til det nye privatejede selskab Railtrack. Sporvedligeholdelse og fornyelsesaktiver blev solgt til 13 selskaber på tværs af nettet. Passagertog blev overdraget til tre rolling stock companies (ROSCOs), og disse tog blev leaset til passagertogselskaber (TOCs) gennem et nyt system for togfranchising 1.

3. Kontroversiel privatisering: Privatiseringen af jernbanen var meget kontroversiel på det tidspunkt og er stadig genstand for debat. Selvom Labour-partiet, der kom til magten i 1997 under Tony Blair, ikke fuldstændigt har omgjort processen, har systemet forbløffende forblevet stort set uændret 1.

4. Senere ændringer: I 2001 kollapsede Railtrack, og dets aktiver blev overført til statslige Network Rail. Sporvedligeholdelse blev også in-house under Network Rail i 2004 1.

Selvom Margaret Thatcher var en stærk fortaler for privatisering, indrømmede hun senere, at privatiseringen af jernbanen var “en privatisering for meget” 2. Diskussionen om privatiseringens indflydelse fortsætter den dag i dag.

TO KNOW OR NOT TO KNOW

 

TO KNOW OR NOT TO KNOW

There are so many experiences we don't understand, so many things we have no idea about, so many feelings we can't explain. With all this ignorance, we come up with concepts that we ourselves don't understand, but which give us the feeling of understanding: angels, devils, souls, gods...

These concepts may give us comfort but do not bring us one iota closer to an understanding of the material reality that surrounds us and of which we are a part...and of which we CAN understand more and more - if we dare ..

VED DU HVEM DER HAR SET DINE PERSONLIGE DATA?

 

VED DU HVEM DER HAR SET DINE PERSONLIGE DATA?

I Estland slår den estiske datalov fast, at borgeren ejer sine personlige data. Det er ret enkelt at se, hvilke informationer det offentlige har om en. Man logger ind på X-road med sit e-ID-kort, og så kan man gå til en hjemmeside, der viser et overblik over alle ens personlige data. Når man logger ind, går der lige nogle sekunder, fordi dataene skal indhentes og sammensættes fra alle de offentlige registre.

Derefter kan man, myndighed for myndighed, gå igennem listen med data. Ud for hver oplysning kan man desuden se, om nogen har anvendt oplysningen. Hvis en embedsmand har trukket oplysningen, fremgår det på borgerens overblikside, hvem der har set informationen, og hvornår det er sket.

Der er selvfølgelig regler, der begrænser, hvilke typer personlige data forskellige offentligt ansatte har lov til at se om borgerne. Som borger kan man imidlertid yderligere vælge at blokere nogle typer information eller sætte begrænsninger for, hvem der kan få adgang til dem.

Hvis man eksempelvis blokerer sundhedsoplysninger for læger, bliver man dog advaret om, at det kan betyde, at man ikke får den rette betjening, hvis man ikke vil dele sine data. Man kan ikke se, om efterretningstjenesten har kigget på dataene, men selv når politiet trækker personlige data, bliver det angivet i systemet, med mindre det er igangværende og alvorlig efterforskning. Når sagen er afsluttet, skal dataene imidlertid gøres synlige for borgeren.

Estlands CIO, Siim Sikkut1), kalder systemet trust by design.

”Prøv at sammenligne med de store private virksomheder, der har massive mængder af data, som folk overhovedet ikke har nogen form for overblik over. Det er meget klarere med de offentlige tjenester. Vi har borgernes tillid, fordi vi gør det gennemskueligt. Jeg kan se, hvem der har set mine data, og hvis jeg føler, at der er noget mistænkeligt, kan jeg indlede en proces. Men folk stoler også på os, fordi de kan se, at de tjenester, vi skaber, gør livet lettere og skaber værdi. De kan se, at det er til vores fælles bedste, og så accepterer de det,” siger Sikkut.

Men i modsætning til de fleste lande, hvor det er den private industri, der driver udviklingen, er det den estiske stat, der går forrest med at indføre og anvende avancerede løsninger. Det gælder også i de kommende års udvikling af kunstig intelligens og overgangen til en realtime økonomi.

Det er sjældent, at den offentlige administration i et land har mulighed for at viske tavlen ren og opbygge en helt ny forvaltning, der fra starten er baseret på nye teknologiske muligheder. Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, valgte esterne at gå all-in på digitaliseringen. Estonia, som landet kaldes på engelsk, blev til E-stonia.

SMART, MEN SÅRBART

I grunden kan man undre sig over, at esterne har så stor tillid til det statslige system. Mange estere har selv oplevet sovjettidens censur og kontrol, og landet har fået flere alvorlige påmindelser om, at den digitale infrastruktur er sårbar over for cyberangreb.

Estlands store satsning på digitalisering blev alvorligt udfordret i 2007, da et massivt hackerangreb gennem flere dage afbrød internetforbindelserne til myndighederne, medier, banker og betalingsautomater.

Det er svært at placere ansvaret for angrebet endegyldigt, men det skete i forbindelse med en strid omkring flytningen af et mindesmærke for den russiske befrielse af Tallinn efter Anden Verdenskrig, og angrebene kunne føres tilbage til russiske internetadresser.

Så sent som november 2017 var hele den estiske digitale infrastruktur imidlertid ramt af en alvorlig sikkerhedsbrist, der gjorde det nødvendigt at lukke ned for brugen af elektroniske id-kort i flere dage.

Det viste sig, at det var muligt at hacke en ny chip, som man i 2014 gik over til at bruge i e-ID-kortene. Chippen var i brug på 750.000 kort, som derfor skulle have opdateret deres software. Der var så store forsinkelser med opdateringen, at myndighederne besluttede at lukke ned for systemet, så id-kortene ikke kunne bruges til offentlige tjenester eller til netbanker.

E-RESIDENS FOR DIGITALE NOMADER

Et område, hvor Estland bogstaveligt talt afprøver grænser inden for digitaliseringens muligheder, er den såkaldte E-residency-ordning – man kan kalde det et elektronisk statsborgerskab. Ideen er, at også udlændinge, som ikke bor i Estland, kan få udstedt et e-ID-kort, der giver dem adgang til X-road og mange af de offentlige tjeneste. 

Ordningen er især rettet mod ’digitale nomader’; folk, der har meget lille geografisk tilknytning. Det er personer, der typisk sælger deres varer eller tjenester over hele verden, som rejser meget, eller som kommer fra lande, hvor der ikke er en veludviklet infrastruktur.

Det er vel at mærke kun et virtuelt borgerskab. At være e-resident giver ikke ret til at rejse ind i Estland eller til andre traditionelle borgerrettigheder.

Som elektronisk borger er det nemt at oprette et selskab og en bankkonto i Estland – og dermed inden for EU og EU’s regulering. E-residents betaler stadig skat af overskuddet i det land, hvor de har bopæl, eller hvor pengene er tjent, men de kan bruge X-road til at afvikle betalinger og bruge e-ID-kortets elektroniske signatur til at indgå kontrakter.

Målet med ordningen er at trække flere virksomheder til landet og dermed få flere kunder til lokale selskaber, der kan understøttes e-residents med banktjenester, bogholderi og revision, investeringsrådgivning og lignende. I de fem år, ordningen har eksisteret, er Estland nået op på 55.000 e-residents.

KRIMINELLE ER BLEVET E-RESIDENTS
Estlands Rigsrevision har konstateret, at Politi- og Grænsevagtnævnet (PPA) har udstedt digitale id'er til udlændinge med verserende straffesager i udlandet.
"Vi foretog en forespørgsel til den finske strafferegisterdatabase, og det viste sig, at 48 e-residents med finsk statsborgerskab under ansøgningen om det digitale id havde en verserende straffesag i Finland, mens en fjerdedel af dem afsonede en egentlig fængselsdom og en femtedel var blevet straffet for økonomiske forseelser," sagde Holm. "De ville sandsynligvis aldrig være blevet e-residents, hvis disse oplysninger havde været tilgængelige for PPA tidligere."
PPA har også udstedt digitale id'er til udlændinge med et gyldigt erhvervsforbud i udlandet og har ikke tilbagekaldt de digitale id'er. Som følge heraf er e-residents med erhvervsforbud blevet bestyrelsesmedlemmer i estiske virksomheder. Hovedårsagen til dette er, at det er vanskeligt at gennemføre baggrundstjek i andre lande uden internationalt samarbejde, sagde revisionskontoret.
Administrerende direktør for e-residency Ott Vatter er ikke enig i vurderingen af, at det er for nemt for personer med mistænkelig baggrund at blive e-residents.
"Forholdet mellem e-beboere af tvivlsom oprindelse er meget lille i betragtning af, at vi har næsten 70.000 e-beboere," sagde han.
Revisionen sagde også, at hverken Enterprise Estonia, programmets styrende organ eller noget statsligt organ, har et konsekvent og ensartet overblik over programmets samlede indtægter og udgifter, hvilket gør det vanskeligt at administrere.

Ruth Annus, leder af afdelingen for statsborgerskab og migrationspolitik i indenrigsministeriet, sagde, at e-residents afgiver deres fingeraftryk til de estiske myndigheder og gennemgår en grundig kontrol.
"E-Residency er en del af den estiske økonomi. Ligesom folk med dårlige intentioner fysisk kan komme ind i Estland via Schengens Open Visa-området, kan vi ikke helt udelukke at der findes folk med dårlige intentioner iblandt de mere end 70.000 e-residents, som vi har i dag. Men når de opererer i det estiske økonomiske område, efterlader en e-resident et digitalt fodaftryk, hvilket reducerer risikoen betydeligt. Vi har ingen oplysninger om andre ikke-residents."
Hun tilføjede, at det desværre ikke er muligt at reducere antallet af ondsindede personer til nul uden at stoppe økonomien
Rigsrevisionen anbefaler ikke, at programmet afsluttes, lyder det i en meddelelse: "Rigsrevisionen har i løbet af revisionen konstateret flere mangler og fremsat forslag til, hvordan de kan løses.

Kilde:
https://news.err.ee/1117934/audit-criminals-have-become-e-residents-better-background-checks-needed

1) Estland har en CIO, der er den øverst ansvarlige for digitalisering. Han hed på det tidspunkt hvor artiklen blev til Siim Sikkut,

kilde: mandag morgen

https://www.mm.dk/artikel/estland-europas-digitale-frontloeber

Our son of a bitch - konceptet

 

Our son of a bitch - konceptet

Rafael Leónidas Trujillo var ”langtidsdiktatoren” i Den Dominikanske Republik (1930-1961). Trujillo, uddannet som amerikansk marinesoldat, var præsident mere end én gang, og når han ikke var det, styrede han landet gennem en marionetpræsident, han kontrollerede. Han moderniserede landbruget og industrien, styrkede hæren og satte gennem en grufuld massakre en stopper for immigrationen fra Haiti, som udgør den anden halvdel af øen med navnet som Hispaniola.

USA støttede ham, fordi, som Cordell Hull (amerikansk politiker og udenrigsminister 1933–1944, Nobels fredspris i 1945) sagde i en sætning, der siden blev brugt flere gange af andre politikere: ‘He was a son of a bitch, but he was our son of a bitch.’

Når vi ser på den politik, Rusland har forsøgt at føre, siden Putin målrettet begyndte at genskabe noget af den magtstruktur, som ”moderlandet” Rusland havde tabt via Sovjetunionens fald, så handler den mest om en ”genskabelse” af et russisk overherredømme over sine nabostater.

I de ”gode gamle dage” havde Warszawapagten frit spil til at slå ned på alle oprør øst for jerntæppet, uden at skulle være bange for at USA og/eller NATO ville blande sig. Den atomare terrorbalance sørgede for det. På den anden side kunne i ly af denne tilsyneladende balance Sovjetunionen booke nogle sejre i fjernøst og Afrika, så som i Vietnam, Cambodia, Angola, Etiopien - uden et direkte miltært engagement.¹

USA ”nøjedes” efter nederlaget i Vietnam i 1975 med et økonomisk verdensherredømme og traditionen tro et tilstræbt politisk eneherredømme i Mellem- og Sydamerika.

MEN efter indførelsen af glasnost, omvæltningerne i Østeuropa og Berlinmurens fald  blev det på et møde den 25. februar 1991 mellem udenrigs- og forsvarsministrene besluttet, at opløse Warszawapagten. Den officielle opløsning fandt sted ved et møde i Prag den1. juli 1991.

Dermed var med et slag hele det russiske ”sikkerhedsbælte” af militært allierede stater faldet fra hinanden. I første omgang lykkedes i en del af landene som grænsede direkte op mod Rusland for politisk-økonomiske magtstrukturer, som var blevet etableret efter Anden Verdenskrig under Sovjetunionens overherredømme, at fastholde magten. Men et økonomisk og derefter efterhånden også militært stærkt svækket Rusland formåede ikke at sikre dem permanet imod folkelige demokratisk-vestligt orienterede oprørsbevægelser.

Efter nogle ”begyndervanskeligheder” klarede f.eks. Polen og de baltiske lande sig fremragende i forhold til stadigvæk autoritært styrede stater som Belarus eller Ukraine.

I deres lokalt og geografisk-politisk-ideologiske modsætningsforhold til EU har dog Serbien og endda EU-medlemslandet Ungarn vedvarende bevaret et nært forhold til Rusland.

Først siden har Rusland via energi- og korneksport nået en økonomisk styrke, som sætter Putin og hans (i Rusland ret populære) styre i stand til at opruste massivt.

Siden har Rusland via en militær salamitaktik tilranet sig grænseområder i flere nabostater med russisksindede befolkningsgrupper.

I Belarus lykkedes uden direkte krig at fastholde en upopulær diktator ved magten², som pga. hans afhængighed af russisk militær opbakning er blevet en russisk marionet. Dette lykkedes IKKE i Ukraine, hvor man ganske vist via en de facto invasion fik overherredømmet over Krim – men ikke et landfaste med denne ”russiske kronjuvel”.

I stedet for at lokke Ukraine med gode tilbud om sikkerhed og samarbejde, satsede man på at vælte regeringen med en ”lynoperation”. Denne lynoperation er nu blevet til noget der kunne ligne en ”omvendt Vietnamkrig” – dog med den afgørende forskel, at Rusland selv absolut vil erobre og siden fastholde nogle ret betydelige ukrainske områder – uanset at det måtte forkrøble den russiske økonomi på længere sigt, hvor det traditionelt oplagte økonomiske samarbejde med Europa bliver stærkt begrænset. Putin satser derfor nu på en nær tilknytning til Kina. Dette vil igen på længere sigt underlægge den økonomiske lillebror Rusland et kinesisk styre, som ikke vil kære sig synderligt om den russiske befolknings interesser eller vilkår. Ruslands fremtidige ledere kommer i så fald til at fungere som ”Chinas son of a bitch”.

1Westad, Odd Arne (2005-10-24). The Global Cold War: Third World Interventions and the Making of Our Times. Cambridge University Press.

2Throughout most of his nearly 28 years in power, Alexander Lukashenko secured his grip on Belarus by maneuvering adroitly between East and West, playing each side off against the other as he extracted favors from both and resisted pressure from either that threatened his authority.

That game, however, is now over. (NYT, 25-02-2022)

DET REPRAESENTATIVE DEMOKRATI I VANSKELIGHEDER

 

DET REPRÆSENTATIVE DEMOKRATI I VANSKELIGHEDER

Stadig flere borgere nægter at at skrive under på en social kontrakt, der giver regeringen monopol på lovlig magtanvendelse, og mange af dem anser magtanvendelsen for et privilegium for den enkelte.

Under indtryk af den nyere udvikling i en del europæiske stater, hvor en stadig stigende andel af befolkningen siger helt eller delvist fra overfor statens autoritet, så kan man komme i stærkt tvivl, om ulydigheden udspringer afstandtagen fra en invasiv stat eller foragten for en stat som hævder en autoritet, som den de facto ikke kan/tør håndhæve.

Det ”samarbejde” af højreekstremister med mere eller mindre begavede ”Querdenker” som munder ud i ret talstærke demonstrationer af ofte meget aggressiv karakter indikerer, at der her mødes mere traditionel fascisme i en europæisk tradition med amerikansk inspireret, individualistisk højreradikalisme - i forlængelse af de af Pieter Spierenburg beskrevne fænomener/grupperinger.

Historikeren Pieter Spierenburg har allerede 2006 provokativt fremsat tesen, at "demokratiet kom for tidligt" til USA. I Europa afvæbnede først staten folket og håndhævede et monopol på vold, derefter overtog folket statens apparat. I Amerika overtog folket staten, før den havde tvunget dem til at nedlægge deres våben, hvor forfatningens Second Amendment som almen bekendt bekræfter, at borgerne beholder retten til at bære våben. Med andre ord, amerikanere, og især amerikanere i syd og vest, aldrig helt skrev under på en social kontrakt, der ville give regeringen monopol på lovlig magtanvendelse. I store dele af amerikansk historie blev ”lovlig” magt også udøvet af jordejere, vigilanter (grupper af selvbestaltede ordenshåndhævere), lynch-mobs, virksomheders egne vagttjenester, detektivbureauer (f.eks. Pinkertons), og endnu oftere anset som et privilegium for den enkelte.

Democracy Came Too Early: A Tentative Explanation for the Problem of American Homicide

Pieter Spierenburg

The American Historical Review, Volume 111, Issue 1, February 2006, Pages 104–114, https://doi.org/10.1086/ahr.111.1.104

Published: 01 February 2006

Tyskland. En ung kvindelig og en mandlig politibetjent blev skudt og dræbt under en trafikkontrol i Kusel-distriktet i det vestlige Pfalz. I løbet af samme dag blev to mænd fra Saarland anholdt. Mens der overalt hersker forfærdelse over, at to unge mennesker blev dræbt, mens de gjorde deres arbejde, fejres handlingen tilsyneladende i ”Querdenker”-kredse.

Politimordet fejres i corona-benægter-grupper

Adskillige screenshots fra forskellige Querdenker-grupper cirkulerer i øjeblikket på sociale netværk, hvor nogle brugere fejrer drabet på de to politibetjente: ’To færre ved vores „Spaziergängen“’ skriver for eksempel en bruger i Telegram-gruppen „Verstehen und Handeln“. Og mange flere tager ordet.

En bruger kræver, at der oprettes en donationskonto til gerningsmanden. "Det er din egen skyld" hævder en anden, og skriver, at politiet har til opgave at beskytte befolkningen og ikke at sætte ind over for dem på "gåture". Folk fra corona-benægtelsesscenen beskriver deres demonstrationer mod foranstaltningerne til at begrænse pandemien som „Spaziergänge“.

Kilde: https://www.berliner-kurier.de/.../corona-leugner-feiern...

DEN NYE GAMLE HOEJRE I SPIDSEN AF DEN MAALLOESE UTILFREDSHED

 

DEN NYE GAMLE HØJRE I SPIDSEN AF DEN MÅLLØSE UTILFREDSHED

”Fra evangelister¹ til hooligans: hvem demonstrerer egentlig?
Politisk utilfredse, såkaldte ”Querdenker”, esoterikere, vaccinemodstandere: Protesten mod de skærpede coronaforanstaltninger tiltrækker meget forskellige grupper. Professor i politologi Marc Hooghe fra det katolske universitet i Leuven sammenligner demonstrationerne i Belgien i en udsendelse på ZDF (Zweites Deutsches Fernsehen) med bevægelsen "de gule veste" i Frankrig og ser dem som en "kombination af meget forskellige sociale grupper med hver deres motivation".
Det ligner forholdene i Tyskland (og Østrig og Italien og….PB): "Det, der forener dem, er frustration - ikke kun over Corona-politikken, men også over demokratiet, over de politiske institutioner. I de antroposofiske miljøer spiller den anti-moderne holdning også en rolle," forklarer sociologen Johannes Kiess fra Universitet Siegen i en samtale med DW². "Det, vi har set overalt, er, at aktører fra højrefløjen tager teten, hjælper med at organisere eller mobilisere." Og det har ikke ændret sig gennem månederne. ”Fortællingen: 'Højrefløjen kaprer bevægelsen' er noget sludder; den var der fra begyndelsen. Og det var fra starten ikke et problem for nogen (af de andre deltagere i demonstrationerne, PB)," siger Kiess.

Også ved protesterne i Wien deltog medlemmer af de højreekstremistiske 'Identitære' omkring Martin Sellner, rapporterer ORF. Det højreorienterede parti FPÖ annoncerer demonstrationerne på sin hjemmeside med en såkaldt "demo-kalender", som efter eget udsagn bliver "løbende opdateret". Yderligere støtte kommer også fra det ærkekonservative katolske hjørne. En af deres fortalere er aktivisten Alexander Tschugguel, som ellers kritiserer klimabeskyttelse og ægteskab for alle (ægteskab for personer af samme køn. PB) og gør sig bemærket som "livsbeskytter" (abortmodstander, PB).
"Det afhænger altid af konteksten og den politiske kultur i landet," siger Kiess. I Holland protesterede for eksempel medlemmer af det evangelistiske spektrum sammen med hooligans. "Det findes ikke i denne form i andre lande."
Og der er også store forskelle inden for et land: Ifølge en undersøgelse foretaget af universitetet i Basel på vegne af Heinrich Böll Foundation (som står De Grønne nær), var rødderne til protesterne i slutningen af ​​november 2021 i Sydvesttyskland Querdenker-bevægelsen fra det venstreorienterede alternative miljø, mens der i Østtyskland er en væsentligt højere andel af ​​AfD-vælgere.
(Quellen des „Querdenkertums“. Eine politische Soziologie der Corona-Proteste in Baden-Württemberg | Heinrich Böll Stiftung Baden-Württemberg (boell-bw.de)

Hvad vil demonstranterne egentlig?
"I bund og grund handler det altid om meget, meget mere end Corona," siger Kiess. I Frankrig for eksempel var demonstrationerne kun overfladisk forbundet med coronaforanstaltningerne. "Men det handlede altid om Macron og hans form for politik." Også i Holland var protesten baseret på kritik af socialpolitikken. "Du skal ikke undervurdere, hvor megen sprængkraft det her tilbyder, og hvor let det kan antændes - for eksempel af Corona".

I Sachsen er hovedsagen et distanceret forhold til demokrati og utilfredshed med politik som sådan. "Der er ingen tillid til politik."

Axel Salheiser, medforfatter af Thüringen Monitor, en årlig befolkningsundersøgelse, taler i et DW-interview om "mobiliseringsårsager". "Højreekstremister har benyttet denne lejlighed til at sprede deres anti-system-fortællinger," forklarer han om protesterne i Østtyskland.

Bliver demonstrationerne stedse mere ekstreme?
"Det er ved at spidse til - men det har stået på i flere måneder," siger Kiess. Den tyske indenrigsministerkonference antager også, at protesterne bliver mere og mere radikale. Ifølge efterretningerne fra Kontoret for Beskyttelse af Forfatningen kan det antages, at "tvangsvaccinationer vil forstærke Querdenkernes aggressive holdning," sagde formanden for Indenrigsministerkonferencen, Thomas Strobl.
Sociologen Johannes Kiess går derfor ud fra, at det kan blive "endnu voldsommere" i løbet af de næste par uger. "Man burde have grebet stærkere og tidligere ind over for illegale demonstrationer, for eksempel ved at fordele bøder mere konsekvent og bryde folkemængderne op. Det fik lov til at fortsætte i lang tid, især i Tyskland."
Men selvom pandemien er forbi på et tidspunkt, vil protesterne fortsætte, mener Salheiser. ”De centrale aktører, der driver radikaliseringen, er interesserede i at lede efter et andet mobiliseringsemne.” For eksempel imod klimapolitikken. Og det bliver ifølge Salheiser allerede forberedt.
Kilde: https://www.dw.com/de/was-hinter-den-corona-protesten-in-europa-steckt/a-60056159

1https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/hvad-er-evangelist

2 ”DW” er en statslig tysk medieorganisation. Den udsender nyheder og information på kortbølge- og satellitradio på 29 sprog, fjernsyn på tre sprog og publicerer nyheder på internettet på 30 sprog. Den svarer til BBC World Service, Voice of America og Radio France Internationale.

A Hjernelammelse

 

A

Hjernelammelse

For 70 år siden

Blev Danmark ramt

Af polio¹

Og det afstedkom

Omtrent 350 døde børn

I dag er sygdommen udryddet

I Danmark

Men hvis vi lader os

Besnakke af antivaccer

Som indtil Corona

har kørt på frihjul

Bag en mur af vaccinerede

Skal vi se frem

til denne sygdoms genkomst

Vil vaccinemodstandere

Så foreslå smittekæder?

 I Danmark var der fra juli 1952 til april 1953 en polioepidemi, hvor ca. 7.000 personer – de fleste var børn – blev angrebet af sygdommen.[1] Godt 3.000 personer fik lammelser, og ca. 350 døde inden for kort tid [2].

Efter intenst virologisk arbejde lykkedes det i 1953 den amerikanske læge og virolog Jonas Salk fra University of Pittsburgh, at udvikle en vaccine mod polio, som i løbet af få år blev sat i masseproduktion.

I 1955-1956 blev der gennemført en omfattende poliovaccination af den danske befolkning. Danmark var det første land i verden, der kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser én gratis poliovaccination. Takket være vaccinationsprogrammet, blev en polioepidemi i Danmark i 1961 væsentlig mindre end forventet. Senere udvikledes en forbedret vaccine, der kunne indtages gennem munden på et stykke sukker.

Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976.

Inden man begyndte at vaccinere mod polio i Danmark, var der epidemier ca. hvert andet år.[3]