Mubarak Morsi Mansour
Efter årtiers forbud af det Muslimske
Broderskab var det forventeligt at mange af dets medlemmer under præsident Morsi så
chancen for at islamisere Ægypten. Præsidenten ”skulle” dog ikke
alene tilgodese Broderskabet men endda yderligt gående muslimer som
i grunden så omvæltningen efter Mubarak som et ”demokratisk
mellemspil” på vej til Allahs rige på jorden.
Broderskabets valgsejr i Ægypten har
for nogle islamister været et signal til at forny bestræbelserne
hen imod et nyt kalifat som skal samle alle (selvfølgeligt
muslimske) arabere1.
Stillet overfor sådanne forventninger og samtidigt overfor en mere verdsligt orienteret opposition havde Morsi ikke en reel chance i løbet af bare ét år at formidle et billede af en fremtid, som kunne rumme så modsatrettede forventninger.
Dertil kommer at verden (med få undtagelser) er presset af en økonomisk krise, som nødvendigvis slår igennem i Ægypten også, hvor systemskiftet fra militærdiktatur til parlamentarisk demokrati skulle ledsages af økonomisk fremgang.
Men uanset begejstringen over Morsis fald hos mange mennesker som jeg sympatiserer med og i mangt og meget er enig om så vil jeg fastholde følgende:
I demokratier vælter man ikke demokratisk valgte ledere ved kup men ved stemmeurnerne. Militæret kan – uanset dets egne intentioner – ikke være en institutionaliseret instans som ”holder demokratiet i ørerne”. Ægte demokrati kendes ved, at man respekterer og forsvarer sine modstanderes ret til at ytre sig og blive valgt. Kun at støtte sine egne er grundlaget for DIKTATUR – uanset om den er verdsligt eller religiøst orienteret.
Selvom vi nødigt vil indse det, så er den borgerlige demokrati som vi kender også presset meget i mange lande i Europa – og ikke alene i de nye forholdsvis nye demokratier som først blev etableret efter murens fald.
At lade såvel Ægypten (og andre efter det arabiske forår nu mere demokratiske lande) såvel som Europa syd for Alperne ”sejle deres egen – økonomiske - sø” falder sikkert i smag hos mange af vores politikere. Vælger vi dem - med blikket stift rettet mod vores trækprocent - vælger vi fremtidens katastrofe(r).
