tirsdag den 3. december 2013

Eller hvad?




systemets økonomiske rammer - pragmatisme - angst

”Min generation har angst” skrev gymnasieelev Olivia Dam Junget til Politikens debatside søndag d. 24 november. Hun fik så næsten en hel side til at beskrive en skolehverdag præget af stress fremprovokeret af usikkerhed overfor kammerater, præstationsangst og karakterræs, hvorefter hun 'konkluderer':
"For at mindske gymnasiepresset ville det dog være oplagt med mere samtale mellem elev og lærer, så læreren ved, hvor eleven står, og ved, hvordan eleven skal vejledes for at føle sig tilpas i undervisningen. På den anden side er det lige så vigtigt, at ikke socialt anlagte unge får de nødvendige værktøjer, hvis de føler behov for det. Der er umuligt at fjerne præstationsangst helt, som stresser os. Så vi må vel bare acceptere hinandens finurligheder og vores angst. Eller hvad?”

I en tid hvor man ikke tror på sine egne problemløsningsforslag er det svært at give sig selv lov til at tænke på andet end småjusteringer i nærmiljøet. 'Drømmene' går på at etablere tryghedsbobler omkring sig – måtte det være i familien, på skolen eller i Danmark.
Tryghed i en nedgangstid kræver selvdisciplinering – så al utilfredsheds med tingenes tilstand koges ned til acceptable småjusteringer – og en vilje til at se bort fra dem som ryger ud af boblen så snart de på arbejdsmarkedet bliver frasorteret.
Det veluddannede unge menneske må se i øjnene, at man skal justere sine forventninger til et minimumsniveau og pakke sine forventninger om en fortsættelse af forældrenes livsstil på et højere niveau af forbrug og nydelse langt væk.
Man skal ikke have hørt på ret mange af de ikke længere unge men nu yngre karriererytteres opskrift for deres førkrise-success, for at forstå, at der er ingen hjælp at hente der: De er i trediverne og fyrrerne, har bidt sig fast på Strandvejen og hylder konkurrencestaten i et forsvar af deres lunser - så længe de ikke foran en dommer bliver indhentet af deres synder.
De taler raskvæk for en slags rockerkultur i jakkesæt – Joakim B. Olsen, Bjarne Riis, CEPOS, ...
Her møder vi også en 'ny' politikerklasse som i tide – gerne med med forældrenes navn som adgangskort - har sat sig i spidsen af den politiske klasse hvor de knap nok prøver et bevise at man af egen kraft er nået så langt så hurtigt.
Mere eller mindre pænt indpakket er deres bud til dagens ungdom:
Ta' dig nu sammen, lad være med at klynke, hold din kæft og gør det lortearbejde som jeg aldrig kom i nærheden af – til en lorteløn som jeg synes er passende for undersåtter.

Det varer måske ikke så længe, før denne nærheds-boble eksploderer, som endnu holder en angst ungdom bort fra at erkende sin generations interesse i at se bort fra de ældre generationers luksusbehov og tåbelige opskrifter.
Men uden selv at have tænkt og drømt i alternative baner på samfundsplan er der risiko for at denne eksplosion ender i en tragisk nedtur som kan føre til fascisme eller anarki. Mellemøsten og Østeuropa viser for tiden, hvad der er på spil.
Ragnarok har mange jo fablet eller drømt om i årevis, enten som god underholdning i sorte fremtidsscenarier til de store lærreder – eller i eventyr-camps med skydeøvelser til mor, far og børn i Guds eget land.
http://politiken.dk/magasinet/ECE2148773/prepperne-tror-at-alting-bryder-sammen-lige-om-lidt/
Der skal helst ikke ultimative katastrofer til for at komme over disse fremtidsscenarier: Hvad var det egentlig som førte til hele TO verdenskrige i det tyvende århundrede??

Der skal nytænkning til og en omlægning af vores levevis på mange niveauer: det kulturelle, det miljømæssige, det politisk- økonomiske.
Vores regeringer lige fra Danmark til USA har det meget som eleven Olivia – de tør/vil ikke tænke i andre baner. De tanker som trods alt stikker lidt udenfor de slagne veje bliver hurtigt pakket sammen overfor 'realiteterne' dvs. pengeinteressers kortsigtede snusfornuft i forholdt til egne lommer.
”Vi ved hvad vi vil og kan” siger vores ledere.
”Eller hvad TÆNKER de egentlig når de ikke lige skal sælge sig selv?”
tænker vel ikke kun undertegnede




torsdag den 31. oktober 2013

naivistisk udenrigspolitik: Denmark is a little land …



... Denmark is a little land – and in Denmark we do not understand, what the big world outside want's us for ...
sang amerikansk-danske Eddie Skoller siden 1975 og adskillige år frem – kunne han se eller ane at denne uvidenhed i høj grad var/er påtaget?

Tilsyneladende er det stadigvæk gangbart at spille uvidenhedskortet når lille Helles mobiltelefon bliver koblet op til amerikanske overvågningsnetværk og hun derved kommer i en situation hvor fædrelandet evt. måtte have interessemodsætninger i forhold til storebror (USA).
Hvad siger man/frue så?
”Det, vi hører i tysk presse, er ganske alvorligt. Vi kender jo ikke fakta i sagen, og derfor skal vi også spørge amerikanerne, men det er klart, at det er ret alvorligt for to regioner, der har så tæt samarbejde.” (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/07/02/0702150617.htm)
”Som justitsministeren og PET har sagt det, så har vi ikke oplysninger, der giver grund til at tro, at der har været tale om ulovlige efterretningsaktiviteter mod Danmark eller danske interesser. Det gælder også min mobiltelefon.” (http://politiken.dk/indland/politik/ECE2115433/thorning-jeg-tog-selv-overvaagning-op-med-obama/)
’neither comfirm nor deny’ (NCND)-politikken
havde ellers sine kronede dage, da der i foråret 1988 blev udskrevet folketingsvalg af statsminister Poul Schlüter kun godt syv måneder efter det seneste valg.
Den direkte anledning til valgets udskrivelse var at regeringen nogle dage forinden var kommet i mindretal i et udenrigspolitisk spørgsmål. Folketinget vedtog mod regeringens stemmer en dagsorden, der krævede at fremmede magters krigsskibe og ubåde, der anløb danske havne skulle gøres bekendt med den danske atomvåbenpolitik, der indebar at atomvåben ikke måtte findes på dansk område.
”Anløbsaspektet” af Danmarks atomvåbenforbehold havde siden 1967 været administreret efter statsminister Jens Otto Krags formulering, nemlig at Danmark skulle undlade at „minde amerikanerne om vor atompolitik“ i forbindelse med godkendelse af amerikanske flådebesøg1.

Danske hoveder under vandet
(i stedet for i sandet)
Med henblik på efterretningstjenesters overvågning af alt, der kan overvåges, er der vel ingen grund til at hengive sig til den illusion at disse muligheder ikke bliver udnyttet. Når hemmelige tjenester har license to kill er det vel påtaget naivitet, hvis man træder frem for at sige til sin egen befolkning, at man antager, at landets kommunikation – regeringens inklusive – nok ikke bliver aflyttet af vennerne, da de godt ved, at vi (officielt) ikke vil have det.

Påtaget naivitet som stilistisk middel kaldes i billedkunsten NAIVISME – og den bruges åbenbart gerne i (udenrigs?)politikken.

Storebror i knibe og farligt spil
Der er dog andet end oplysninger på spil i den naivistiske inden/udenrigspolitik.
Lige siden Anden Verdenskrig har Danmark vidst, at Grønland var alt for stor en mundfuld når det gælder om at evt. kunne forsvare denne kolossale ø eller bare nogenlunde overvåge den. 
Det kan godt være, at der er romantikere som mener at den opgave løser Siriuspatruljen …
Der kom jo et moment af opvågnen, da amerikanerne tabte 3 eller 4 brintbomber ved Thule – men det er længe siden.(http://jyllands-posten.dk/indland/ECE4065395/usa-tabte-hemmelige-atombomber-over-groenland/)
Nu har Grønlænderne med deres selvstyre fundet ud af, at de for alvor vil se cool cash – koste det hvad det ville.  Det handler om at finde og sælge sjældne jordarter og mineraler (uran inklusive) så kan det ikke være deres moralske dilemma, at uran kan bruges til kernevåben. Man forstår dem godt – sandsynligheden for, at nogen MED VILJE vil smide et kernevåben på Grønland er yderst beskeden.
Danmark kan så sige, det er Grønlands ansvar og så håbe på at USA har kapacitet og lyst til at se efter, hvor Grønlands uran så havner, når det engang bliver eksporteret. Der er vel INGEN som tror, at Grønland selv kan magte det. Men er det ansvarligt? Storebror USA har meget andet at se til, og så længe det Grønlandske Hjemmestyre ikke laver en port to port leveringskontrakt med al Qaeda sker der nok ingenting.
Helle og hendes efterfølgere vil stå ved håndvasken og fortælle os, at de sandelig havde sagt til Grønlænderne, at de skal tænke sig godt om før de leverer:
DET ER NAIVISTISK POLITIK AF DEN LIVSFARLIGE SLAGS!
Ja, der findes også mange andre steder hvor der brydes uran som forsvinder …

Så hvorfor skal det netop være Danmark som skal holde ansvarlighedens fane højt – når det nu gælder den ædle kunst at outsource ansvaret – f.eks. til den anden side af Atlanten, måtte det være Grønland eller USA?

1
Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1997, s. 447 og bilagsbindet hertil, s. 436-44


mandag den 21. oktober 2013

lemminger



Lemmingeøkonomi
At lade input-output-ræsonnementet at være afgørende i alle livets forhold bliver i mange sammenhænge dyrket som det fornuftige og frigørende:
”sparet er tjent”
”pengene har det bedst i borgernes lommer”
”hvorfor betale for meget?”
”kan det overhovedet svare sig?”
”hvad får du/jeg ud af det?”
”få overblik over din økonomi”
”en bolig er en fin investering”
”på parcelhusmarkedet er der også bedre tider at spore - det ses blandt andet også ved en øget handelsaktivitet”
…....................
…............
…...
o.s.v.

Her har jeg ganske bevidst drejet fokus ind mod boligmarkedet:

Vi skal som regel have et sted at bo. Bostedet skal gerne opfylde vores behov og nogen gange endda vores drømme. Desværre er mange tvunget til at vælge det billigste.
Nogle vil gerne bo inde i byen, helst i nærheden af, hvor ”det hele” sker – andre foretrækker fred og ro – ja ligefrem afsondrethed – og de fleste vil velsagtens have noget, som ligger lidt midt imellem, igen meget afhængig af, om man har børn, er under uddannelse, har et godt arbejde i nærheden, om der er nær familie eller gode venner man vil have tæt på, om naturen rundt om er køn, om luften er ren, om det er tæt ved havet eller en park, om...

MEN med undtagelse af dem, som egentlig slet ikke har råd til at få sig en menneskeværdig bolig bliver de positive motivationer for at bosætte sig det ene eller det andet sted oftest stillet overfor den ”ØKONOMISKE OVERDOMMER” - enten den som vi efterhånden har installeret i vores egen bevidsthed eller i form af bankrådgiveren eller lignende, som har noget at have sagt i forbindelse med boligvalget.
Og hvad kommer der så ud af det: en endnu mere forceret flugt fra land til by, som hinsides al livskvalitet eller eller almenmenneskelige behov på danmarksplan såvel som på global plan afstedkommer stadig større byer med boligboble efter boligboble – tilsyneladende også i ud af takt med den økonomiske udvikling i øvrigt.
Om man selv ville være en lemming iblandt mange andre kan dog mange til en vis grad selv beslutte, men så skal vi også ved vores beslutninger have styrken til at gemme vores indre gnier af vejen når det gælder..





mandag den 30. september 2013

VALGET I OESTRIG


kilder:
http://www.bmi.gv.at/cms/BMI_wahlen/nationalrat/2013/
og
http://wahl13.bmi.gv.at/


Resultatet er ikke - slet ikke - godt, men skal dog gerne forstås (hvilket tilsyneladende hverken DR, Politiken eller andre danske medier som f.eks. Ritzaus gør)
Resultatet bliver i udlandet set som FPÖs (højrenationalisternes) store sejr. At partiet har haft en fremgang på 3,9% stikker selvfølgeligt i øjnene – så meget at man (hvis man ikke kender til partierne i Østrig i øvrigt) tilsyneladende overser, at BZÖ går 7,1% (!) tilbage. BZÖ er faktisk en afskalning fra FPÖ og Jörg Haiders  opfindelse – og Jörg Haider (den også i udlandet kendte, nu afdøde højrepopulist) ”var” faktisk FPÖ. Således er det mest markante i FPÖ-fremgangen ved valget i 2013, at den nationalistiske højrefløj i Østrig er vedat blive genforenet. 
At der ved siden af højrenationalisternes genforening sker et vælgerskred til nye, mere eller mindre neoliberalistiske partier (NEOS, FRANK [Stronach]) (tænk på f.eks. på Liberal Alliance) er mere ”sensationel”. 
Ved siden af al den fortrædelighed skal dog gøres opmærksom på, at hverken NEOS eller FRANK er fremmedfjendske, racistiske eller ”kønsfascistiske”. Interessant/positivt er dog, at de grønne går 1% frem – i modsætning til det tyske valgresultat fra 22-09-2013 .





fredag den 13. september 2013

om at skyde sin egen regering ned



 
 
om at skyde sin egen regering ned med velberåd hu

Meg glæde har jeg bemærket, at det at have en politisk holdning igen er på vej til at være mainstream.
Ikke nødvendigvis holdninger som jeg vil bifalde – men trods alt målsætninger af mere samfundsrelateret dimension end en ren individuel søgen efter en sti gennem tilværelsens jungle.
http://agenda.studentersamfundet.aau.dk/artikel/64
Det foruroligende ved denne politisering er dog, at den op- og udleves meget løsrevet fra større overbygninger af teoretisk-ideologisk karakter.

Twitter fremtræder således mere politisk end Facebook. Hos Twitter er der kun plads til ”oneliners” som i bedste fald giver anledning til debat men per se ikke giver plads til uddybende forklaringer – og (måske netop derfor) synes Twitter velegnet:
Det var faktisk nemt at tweete lige før:
"Margrethe Vestager forbereder de Radikale på sideskift til de borgerlige efter næste valg.”
Men at forklare De Radikales historiske rolle i dansk politik og partiets tradition for at være ”svigefuld” i forhold til de politiske fløje som en del af deres selvforståelse ville være aldeles umuligt. Bevares, der kunne linkes til alskens udredning – but who would care?
På sin vis er De Radikale nok det mest moderne parti i tiden, i det en løbende justering i positioneringen i politikkens magtspil fastholder medieinteressen for partiet og en hermed en folkelig interesse for parlamentarismen: regeringers afhængighed af folketingets aktuelle flertalsforhold bliver et fast politisk hotspot.

Om De Radikale (og fru Vestager) i særlig grad af netop unge vælgere vil blive belønnet for denne indbyggede smartness, vil vise sig i en fremtid som sagtens kan være tættere på end de store medier taler/skriver om lige for tiden.
Venter der et snarligt nyvalg i kulisserne??
 
 
 

fredag den 5. juli 2013

EXIT MORSI


Mubarak                  Morsi                Mansour
 

Efter årtiers forbud af det Muslimske Broderskab var det forventeligt at mange af dets medlemmer under præsident Morsi så chancen for at islamisere Ægypten. Præsidenten ”skulle” dog ikke alene tilgodese Broderskabet men endda yderligt gående muslimer som i grunden så omvæltningen efter Mubarak som et ”demokratisk mellemspil” på vej til Allahs rige på jorden.
Broderskabets valgsejr i Ægypten har for nogle islamister været et signal til at forny bestræbelserne hen imod et nyt kalifat som skal samle alle (selvfølgeligt muslimske) arabere1.
Stillet overfor sådanne forventninger og samtidigt overfor en mere verdsligt orienteret opposition havde Morsi ikke en reel chance i løbet af bare ét år at formidle et billede af en fremtid, som kunne rumme så modsatrettede forventninger.
Dertil kommer at verden (med få undtagelser) er presset af en økonomisk krise, som nødvendigvis slår igennem i Ægypten også, hvor systemskiftet fra militærdiktatur til parlamentarisk demokrati skulle ledsages af økonomisk fremgang.

Men uanset begejstringen over Morsis fald hos mange mennesker som jeg sympatiserer med og i mangt og meget er enig om så vil jeg fastholde følgende:
I demokratier vælter man ikke demokratisk valgte ledere ved kup men ved stemmeurnerne. Militæret kan – uanset dets egne intentioner – ikke være en institutionaliseret instans som ”holder demokratiet i ørerne”. Ægte demokrati kendes ved, at man respekterer og forsvarer sine modstanderes ret til at ytre sig og blive valgt. Kun at støtte sine egne er grundlaget for DIKTATUR – uanset om den er verdsligt eller religiøst orienteret.

Selvom vi nødigt vil indse det, så er den borgerlige demokrati som vi kender også presset meget i mange lande i Europa – og ikke alene i de nye forholdsvis nye demokratier som først blev etableret efter murens fald.

At lade såvel Ægypten (og andre efter det arabiske forår nu mere demokratiske lande) såvel som Europa syd for Alperne ”sejle deres egen – økonomiske - sø” falder sikkert i smag hos mange af vores politikere. Vælger vi dem - med blikket stift rettet mod vores trækprocent - vælger vi fremtidens katastrofe(r).



onsdag den 3. juli 2013

baby-misbrug



 
”Facebook-babyer misbruges af pædofile
Billeder på Facebook af nyfødte babyer misbruges af pædofile
Knap har mødre født, før de lægger billeder af deres dejlige babyer på Facebook. Men hvis bare de vidste, hvad de billeder kan blive misbrugt til, ville de måske tænke sig om en ekstra gang.
Det siger Gitte Jakobsen, særlig rådgiver i Red Barnets hotline mod børnepornografi, til MetroXpress.
Mor og far vil vise hele verden hvor skønt, det er. De tænker naivt, at kun familie og venner ser det, siger Gitte Jakobsen.
(...)
Undlad under alle omstændigheder at vise barnets kønsdele og numse. Læg f.eks. et tæppe over, siger Gitte Jakobsen.”

02. juli 2013 - http://ekstrabladet.dk/112/article2029403.ece

Hallo!!?? Handler det her om overgreb på uskyldige børn?
Handler det her om at børn (altså ikke deres billeder men børnene selv) bliver bragt i ydmygende, skadevoldende, skræmmende situationer for at tage pornografiske billeder af dem?
Nej. Dette handler om, at mange mennesker synes at det er ulækkert og perverst at der findes mennesker som kan blive seksuelt opstemte eller endda tilfredsstillede af at se på eller også mishandle billeder af babyer.

Jeg kan da sagtens synes at det er ”ulækkert”. Det er/ville også være ulækkert hvis det var babydukker. Skal salg af babydukker så forbydes, og babydukkers numser og evt. kønsdele tildækkes?

Billeder af kendte og ukendte kvinder og mænd, piger og drenge i mere eller mindre afklædt tilstand bliver utvivlsomt misbrugt på samme måde. Skal alle disse billeder væk fra internettet, bøgerne, museerne, de græske vaser, de romerske mosaikker, de indiske templer....

Er er vi på vej til vores egne ”talebanske” tilstande? Småbørn, der skal pakkes i heldragter når de leger ved stranden. ”Hudfarve- og sexords-filtre”, der skal installeres på alle computere allerede af softwareleverandøren?

Hvis vi vil holde nogenlunde styr på, hvad samfundet skal forhindre, forbyde og forfølge, så skal/kan ikke vores smag eller afsmag/afsky være rettesnoren – men alene en rational overvejelse, om det som vi tager afstand fra og som vækker vores afsky de facto volder skade på konkrete ofre og derfor skal forbydes.

Ellers ender vi i et "retssamfund" hvor det f.eks. er forbudt at onanere - med eller uden billeder - fordi det strider imod ”moralen” eller nogle menneskers religiøst bestemte forestillinger om ret og uret.