I anledning af en indkøbstur til Aalborg midtby lagde jeg vejen hjem forbi Vestbyen – velsagtens inspireret af en ”naboblog” som blandt andet handlede om at flytte til Vestbyen i Aalborg.
I 1975, da jeg kom til Danmark og bosatte mig i Vestbyen, var området allerede et krydsningspunkt mellem almindelig arbejderklasse og Overdanmark, da Vestbyen ligger omklamret af Hasseris på den ene side og Bådehavnen på den anden.
Da den sidste industri, cementfabrikken Norden, De Smithskes Jernstøberier, Bera Stilladser & Galvanisering ligesom Limfjordsværftet forsvandt i løbet af 1970ernje og 1980ere kunne man have forventet, at hele området med dens nærhed til de fine folk i Hasseris og de rekreative områder mod vest ville blive shinet op og udstykket til ejerlejligheder. Men det her er Danmark – og Aalborg, og takket været det faktum, at den teglstensrøde boligmasse i Vestbyen er i hænderne på boligforeninger, som ikke går ind for at sælge sig selv som ejerlejligheder eller luksusandele, så er tilsyneladende alt ved det gamle.
Der boede jeg i 1970erne (fra 1975) på Henning Smiths vej. I dag kan man genfinde det gamle Smithske støberi med det runde tag som en integreret bestanddel af et alderdomshjem, og da man kan gå ind, så fik jeg syn for sagen, hvordan man engang i 1800-tallet kunne finde på at lade bærende træbjælker til tagkonstruktionen ende i skorstenen til smelteovnen. At taget ikke futtede af, dengang det hele var i drift, er et rent mirakel. For øvrigt var det i dette alderdomshjem, min svigermor tilbragte sine sidste dage for mere end 10 år siden. Hun skulle kun flytte nogle få hundrede meter over fra Kastetvej, hvor mine svigerforældre havde boet fra midten af 1950erne, og hvor min kone gik i skole på Vesterkær. På Kastetvej er Brugsen blevet skiftet ud men en (Spar?) da FDB droppede de mindre brugser til fordel for Superbrugs og Fakta, men ellers ligner også Kastetvej sig selv.
De ret beskedne lejligheder på Henning Smiths Vej lige overfor alderdomshjemmet er ikke blevet sammenlagt og boligblokkene ligner sig selv. Kun de bredrammede plastvinduer som vi fik dengang i 1970erne er heldigvis blevet udskiftet med mere passende todelte, som ligner de oprindelige fra 1940erne og 50erne. Dørtelefoner har man dog fået – og hermed også den mulighed at studere beboernes navne uden at gå ind i opgangen.
Det ser meget tilforladelig ud – danske efternavne næsten hele bundtet – og ibland de cirka 100 – 150 navne jeg så, var der én som entydigt henviste til det ”farlige” mellemøsten og islam: SAID.
Det mest eksotiske var dog PICASSO, (Günther!!). Det må være nyfascisten fra C.V. Jørgensen-sangen Costa del Sol, som er flyttet tilbage til Danmark efter en social deroute (”Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto.”) Undskyld Günther Picasso – jeg kender dig jo slet ikke, og i modsætning til den fiktive ”litterære” person findes du jo i virkeligheden.
En tilsvarende vandring i Østbyen afslører hurtigt, at det er her, indvandrene har fået foden indenfor. Her fortæller allerede bilerne på gaden med de mange baltiske nummerplader, at det er i øst man kommer ind, hvis man er ny i ….. i en by på denne jord .... så hører du hjemme i Eastend.
Nu vil jeg jo ikke bebrejde dem, som uddeler lejlighederne i boligforeningerne i Vestbyen for racisme – og det kan sagtens være, at folk med anden etnisk baggrund bliver guidet af interne kanaler de steder hen, hvor fællerne befinder sigt i forvejen.
Bilernes standard i Vestbyen er i hvert fald en god tand over dem i Østbyen – ikke gejlet op – men nyere mellemklasse – og ingen rust. Med en vis tilfredsstillelse så jeg dog en ”klassisk” Renault 5 i afbleget tomatrød – men køreklar og synet.
Hvorom det så går til med nydanskernes og indvandrernes bosætning, så finder integrationen ikke sted via boligen (hvis overhovedet). Ghettoerne dannes/skabes - uanset boligforeningerne - som om det hele gik rent privatkapitalistisk til, og de danskere, som holder sig til boligforeningerne og tilhører arbejderklassen (eller noget derhen ad i servicesektoren og de mere jordnære sektorer indenfor administrationen) holder sig tilsyneladende væk fra deres etniske kollegaer fra arbejdspladsen, når det gælder boligen.
”Ha! Hvordan er du så med din baggrund (som dengang østriger) kommet ti at bo i Vestbyen??”
Tja, jeg var/er dansk gift og min kone havde været medlem af Boligforeningen Himmerland siden en gang i barndommen, hvor hendes forældre havde meldt hende ind – sådan!
Hvis ikke Østrig siden var blevet en del af EU, kunne jeg i dag slet ikke komme til at leve i Danmark (dansk gift eller ej). Ok – der ville så være en brokrøv mindre i dette eventyr-land med et nyt "grænsehegn" under udvikling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar