Poesiens blomst blir’ blaa i hovedet

Med valget imellem 2 seancer med håbefulde poeter tog jeg så finalen i poetry-slam for elever i Nordkrafts maskinhal. Der var mere end fyldt op; der var hele klasser med deres lærere for at bakke op og hele 3 værter (prof-poetry-slammere) som i ugevis havde motiveret ungdommen til at udfolde sig i poetry-slam Nordjylland rundt.

Der var ”performances” som jeg fandt rigtig fine og nogle som var såsålala men ingen elendige. Det jeg oplevede var dog finalen, og de 3 værter havde sorteret sig frem til finalisterne – sådan forstod jeg i hvert fald udvælgelsesprocessen. Det endte så med, at 2 drenge vandt - ex equo – hvoraf den ene var ”min” favorit. Fint så.

Meeeen så er der lige det: Skal man fyre den af foran et publikum, som forventer gang i den, kræver det ord – mange ord, hurtige ord – 9000 af dem - i bare et hook. Det kan for mig blive til en slags rytmisk musik og glimtvise billeder – men min gamle hjerne er ikke gearet til at tænke med i disse verbale maskingeværsalver. Jeg har en lumsk fornemmelse, at meget af det som jeg fik at høre og ellers kunne få at høre ved en poetry slam, slet ikke kan tænkes med, fordi det slet ikke er gennemtænkt af nogen – heller ikke poeterne selv. Det skal bare ”køre”.

Min utilfredshed med denne tilstand udspringer sikkert deraf, at jeg har lært poesien at kende for alvor via skriften – og der handler det oftest om, at vers fortætter det som kunne skrives i megen prosa til en essens, som rammer præcist, løfter sproget ud af sine snævre syntaktiske bånd og indholdet fra det meget konkrete til noget mere alment og holdbart.

Og så bliver en gammel mand ramt af stormfloder af ord, hvor der bare bliver fyldt på og på og på …for at holde flowet. De ungdommelige poet-slammere er ved at blive blå i hovedet af anstrengelse og stress. Man må helst ikke snuble over sine egne ord – faldet er dybt foran et stort publikum.

”Poesiens blå blomst” har fået en helt ny betydning!

Hallo – hvor er jeg dog dybt uretfærdig overfor de 2 slammere, som var med til 9000ordåbningen fredag eftermiddag: Mads Bjergen Pedersen og Mark Jensen-Skovgaard eller Mathies Brinkmann Jespersen?? (var der ikke noget med en hurtig programændring?). De 2 var i hvert fald lige noget for mig, kritiske og politiske og til at hænge på ”intellektuelt”.

Så hvis der igen skal sendes slammere ud på de nordjyske sletter for at opdrage nye poet-generationer – lad disse herrer være iblandt dem (please). Men de er måske op i en klasse, hvor det bliver for dyrt for 9000ordlyrikfestivallen en anden go gang?

http://www.youtube.com/watch?v=swzYRh8RwZM