Dobbeltmoralens lovprisning

”Hvis moral er god må dobbeltmoral være dobbelt så god” fremstår som en meget ironisk forkastelse af dobbeltmoral i almindelighed.

Det er jo også næsten uudholdeligt at blive konfronteret med andres normkrav, som de tydeligvis ikke selv lever op til. Ta for eksempel en direktør som forklarer nødvendigheden af reallønsfald i Danmark generelt og for hans ansatte i særdeleshed for derefter glædeligt at tage imod en stor lønforhøjelse + bonus bevilliget af vennerne i bestyrelsen. Der kunne opremses et uendeligt antal af eksempler, hvor evt. læsere ville være enige med mig, at det simpelthen er en skandale at ….

Og dog .. ..

Moral som et mere overordnet normsæt for vores adfærd er en harsk søster at have:

Ingen løgne

Ingen fortielser for at skjule egne fejl
Intet skattesnyd
Intet utroskab
Ingen udskejelser i det hele taget
Intet hovmod
Ingen falsk beskedenhed …

Der er der da ingen som kan sige sig fri for at have trådt i spinaten  - og skulle der være nogen - så er de ikke til at holde ud at være sammen med.

Må vi så ikke kræve at politikerne ikke lyver for åben skærm?

Må vi så ikke kræve at folk ikke kører når de har drukket?
Må vi så ikke kunne gå ud fra, at et løfte er et løfte?
Må vi så ikke …

Jo vi må og skal. Meget af vores lovgivning er en stor bunke dobbeltmoral, udarbejdet og vedtaget af mennesker som ofte allerede ved vedtagelsen havde overtrådt deres egne lovkrav.

At kunne opretholde en vis grad af orden uden at forpeste vores tilværelse er en balancegang mellem moral og livsudfoldelse. Der har vi som kollektiv brug for ”dobbeltmoralen” for at bevare os fra kaos.

Hvad vi stiller op med dette dilemma hver for sig, er en anden sag.

_{"Iustitia est constans et perpetua voluntas ius suum cuique tribuendI"}