Forladt i EU

Da Berlinmuren faldt i 1989 var den europæiske eufori enorm. Endelig var chancen der for at skabe et stærkt fællesskab som skulle kunne drage nytte af de forskelligheder som trods alt herskede imellem kandidaterne til medlemskabet og dem som allerede var indenfor. Nye, billigere råvarer, nye markeder, nye arbejdskraftreserver bundet sammen af en ny fælles valuta: Euroen.

Skulle sådan noget lykkes - også mentalt og socialt - var forudsætningen en nærmest uafbrudt økonomisk fremgang svarende til den man havde oplevet fra omkring 1948 til 1973. Alle skulle drage fordele og ingen skulle reelt betale og slet ingen skulle komme i knibe i foretagendet.

I Danmark var der ikke så mange som var begejstrede tilhængere af dette ”Happy Europe”. De borgerlige gik ind for EU og (til dels) Euroen med baggrund i interesse for økonomiske fordele for landbrug og industri – og venstrefløjen var i 1989 lige så meget imod EU som i 1972 under henvisning til ”kapitalismens Europa” som modsætning til det trods alt mere ”blandingsøkonomiske Danmark”.

Siden har  danske regeringer - såvel socialdemokratiske som borgerlige - med stor iver bedrevet en afvikling af den offentlige sektors andel i forskellige dele ag samfundslivet - ikke på baggrund af trusler fra EU men på baggrund af egne ”erkendelser” udruget af egne vismænd m.m. som ene og alene orienterer sig mod anglikansk-amerikansk økonomisk og sociologisk tænkning.

Danmark var (er) politisk og strategisk set ligesom Storbritannien USA's logrende halehæng i EU: NATO frem for EU og hellere en svag EU end en stærk union. At man mentalt endu ikke har meldt sig helt ud hænger nok sammen med, at samhandlen med Eurozonen er den helt afgørende faktor for Danmarks nationaløkonomi hvilket afstedkommer, at kronen følger Euroen op og NED. Kronen har dog den fordel frem for Euroen, at Danmark selv bestemmer, hvor meget man vil bidrage til at holde gang i de allermest skrantende økonomier på vores subkontinent Europa.

Det som overordnet ville og skulle holde sammen på butikken Europa er er parlament som ganske vist har vundet indflydelse som sådan, men som i sin babyloniske sammensætning fremtræder og til dels også agerer som en formsamling af levebrødspolitikere som udelukkende er forpligtiget overfor deres egen og deres klienters velfærd. Da man i sådan en situation kun i meget begrænset omfang kan føre en samordnet økonomisk politik venter mange mere eller mindre passivt på, at hele EU kæntrer og at derved bliver plads til at springe fra bord uden at blive ramt af sanktioner. En del danske økonomer og politikere helt med på den model! Det absurde ved dette tankesæt er dog, at Euroen ikke ville blive mindre værd som betalingsmiddel overfor resten af verden, hvis Grækenland og derefter nogle flere af de allermest skrantende europæiske lande ville melde sig ud eller blive smidt ud af Eurozonen. Otto Normalverbraucher i Tyskland drømmer om at kunne vende tilbage til D-Mark som ville gøre ham til den velpolstrede turist og storforbruger de fleste gerne vil være. Sagen er bare den, at en D-Mark med  en i begyndelsen tårnhøj kurs overfor de andre valuter lynhurtigt ville skyde den tyske eksport og dermed den tyske industri i sænk. Noget af det samme vil gøre sig gældende for en ”Resteuro” hvor de mest velkørende økonomier indenfor Eurozonen fastholder Euroen. Den ville ratingargenturene og valutaspekulanterne kunne lide - hvorefter også disse lande ville få alvorlige eksportproblemer med yderligere nedture som følge. Der vil Danmark overligt blive trukket med ned.

Mange i denne skrantende cirkus hengiver sig stadigvæk til illusionen, at et eller andet ”verdensmarkedet” (Kina, Indien ....??) vil holde sin usynlige hånd under dem, således at der vil genopstå en form for økonomisk balance efter nogle kriseår, uden at man skal eller må gøre andet end at hyppe sine egne kartofler.

På et eller andet niveau indeholder denne forestilling den sandhed, at der nok vil komme en optur igen (efter katastrofen) - der er bare ikke ret mange som ønsker at gøre sig en idé om, hvor mange unødvendige ofre, hvor uhyrligt et ressourcespild, hvilke konflikter og hvor stor menneskelig elendighed denne form for laissez faire er ved afstedkomme.