Fattiggaarden Europa og demokratiet

a. pengene

Ansigt til ansigt med udsigten til en fælleseuropæisk devaluering af karat, er det vel mentalhygiejnisk - dog især politisk - relevant at forestille sig nogle scenarier for en nærmere fremtid for at kunne placere (positionere sig, hvis man vil bruge det markedsprægede newspeak) sig dvs. os som individ, kommune, parti, region, nation og verdensdel.

Der er da ingen som snakker devaluering? Nej, den er allerede i gang, men da den for øjeblikket foregår på fælleseuropæisk plan bliver den ikke ”bemærket” af folket - lige bortset fra ved kasseapparatet og benzinstanderen. Her stiger priserne – i modsætning til lønningerne mere eller mindre konstant, hvilket selvfølgelig afstedkommer at vi må spare.

”Vi” er dog ikke os alle – men kun flertallet. Der er jo en gruppe - eller klasse - som kan opjustere sine egne indtægter i forhold til evnen til at udnytte, at flertallet bliver fattigere. Det er nationens helte, foretagsomme virksomhedsejere og investorer som kan glæde sig over, at nogle af vores produkter trods de dårlige tider nyder produktions- og eksportfremgang med baggrund i de i forhold til verdensmarkedet faldende lønomkostninger.

Så lad os da komme ud af den Euro siger mange tyskere, lad os da koble os af den der Euro tænker mange danskere i håbet om at kunne efterlade sydeuropæerne i fattigdom mens mellem- og nordeuropæerne igen kunne nyde den sydeuropæiske sol, køkken og charme til discountpriser.

MEN hvor ville vi danskere blive af på verdensmarkedet, hvis kronen for en stund fik lov til at bevæge sig frit i forhold til Euroen? Endda vores smarteste designs ville blive så dyre, at de ville forblive på de virtuelle hylder. Så ville der være nogen som veksler deres kortvarigt overratede kroner til Euro eller Neodrachmer (for at tage forskud på en fortsat græsk nedtur) og forsvinde med denne gevinst til de sydlige himmelstrøg. Men hvad så med dem som fortsat vil/skal arbejde og overleve her?

Vi får altså højst sandsynligt vores devaluering sammen med vores europæiske naboer – hvilket nok alt i alt er at foretrække for en kortvarigt valutarisk optur med efterfølgende nedsmeltning af handels- og betalingsbalancen.

b. demokratiet og freden

Endnu hersker der demokratiske tilstande i Vest- Mellem- og Sydeuropa men en tilsyneladende kun en meget ringe bevidsthed om, at disse demokratiske tilstande i meget høj grad er afhængige af opretholdelsen af social fred.

De liberalister som med glæde og overbevisning anbefaler at lade fattiglusene i Sydeuropa sejle deres egen sø, har slet ikke fantasi eller historisk bevidsthed til at se det skred i retning af fascismen som allerede er i gang. Forestiller man sig virkeligt, at et fascistisk Ungarn ville kunne leve fredeligt sammen med et fascistisk Rumænien? Forestiller man sig, at en lokal væbnet konflikt dernede ingen indflydelse vil få på os? Eller at grækerne går helt i sort og i anarkistisk desperation angriber turiststeder og filialer af udenlandske banker og virksomheder, uden at vi vil lide under det?

”Solidaritet” er jo et begreb som kom af mode for et par årtier siden. Det er på tiden at finde det frem igen – ikke alene for den gode samvittigheds skyld – men for at finde en vej ud af den økonomiske men først og fremmest politisk nedtur som vi er truet af.

Denne solidaritet er ikke gratis, men ville være en fremragende investering i en fælles og forhåbentlig fredelig fremtid.

De amerikanske ratingargenturer og globale banker vil straffe os meget hård for at gå imod deres og verdensbankens anbefalinger. Det vil koste os dyrt – men det ville være billigt sluppet i forhold til en social nedsmeltning uden solidaritet med social uro, fascisme og evt. krig og borgerkrig til følge. At satse på en særdeles kraftig forøgelse af indtægtsforskellene klasserne imellem som kriseløsning er endnu ”på mode” hos vismænd og andre af samme støbning. Men disse mennesker kunne jo heller ikke få øje på finanskrisen da den allerede var på vej. De ville først opdage trusslen imod freden og demokratiet den dag de pakker deres platinkort sammen for at stikke af fra den fascisme som de selv har fremmet via deres "vise råd".