fra ondskab til galskab i frihedens navn

Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien …..

Allerede i 1988 da den endnu eksisterende Sovjetunion opgav kampen mod Taleban i Afghanistan var der stor begejstring i USA og NATO-landene over at have erstattet et brutalt diktatur (med sovjetisk rygstøtte) med et helt uoverskueligt kaos af mere eller mindre fanatiske, kriminelle og i hvert fald indbyrdes stridende grupperinger – alt fra lokale stammeledere til narkofinansierede islamistiske krigere (som siden kom til at udgøre kimen til Al-Qaeda)

Men bortset fra fra den afghanske diktatur som havde satset på den forkerte hest fik de fleste andre brutale diktatorer i den islamiske del af verden lov til at fortsætte – også efter Sovjetunionen fald.

Først Bush II (George Walker Bush) skrev friheden på sine faner 
og startede det nye korstog mod uvenligt sindede diktaturer – efter (sandsynligvis) Al-Qaeda havde angrebet selve USA ved hjælp af kaprede passagerfly.

At Taleban som direkte skrydede med at give husly til Al-Qaeda skulle fordrives fra Afghanistan var en del ræson i.

Værre blev det dog, da Iraks diktator, som allerede have fået en alvorlig afklapsning af Bush I (George Herbert Walker Bush) efter overfaldet på Kuwait, nu ikke alene skulle afsættes men også slås ihjel, i ly af den begejstring som den tilsyneladende hurtige sejr over Taleban i Afghanistan  havde fremkald. Selvom Saddam Hussein så godt som intet havde at gøre med angrebet på World Trade Center m.m. var denne fæle diktator den første i en række af mænd som skulle fjernes fra magten – som man til dels havde hold hånden under førhen, ligesom Saddam Hussein selv. (Bl.a. The Washington Post mener at sønnen George skulle hævne faderen George, som Saddam Hussein skulle have forsøgt at få likvideret via et attentat - http://www.washingtonpost.com/wp-srv/inatl/longterm/iraq/timeline/062793.htm )

Efter Saddam var lagt i graven begyndte stolen under de magtfulde mangeårige diktatorer i den islamiske verden at vakle under presset fra en kaotisk blanding af folkelige oprør p.g.a. utilfredshed med de økonomiske forhold, øget religiøs fanatisme og etniske konflikter  – akkompagneret af kraftig opbakning til disse oprør fra Vesten. Libyens diktator Muammar Gaddafi blev bombet fra magten af bl.a. danske krigsfly – siden er Syriens Bashar Al-Assad kommet under alvorlig pres fra ligeledes vestligt støttede oprørsgrupper.

Egypten har haft sin revolution som lige for tiden bliver rullet tilbage af en ny diktator.

Alt imens forvandles Irak for tiden til et politisk, religiøst og etnisk kaos af afghansk tilsnit - med oliekilderne under det hele...

At Danmark under Bush II's gode ven Anders Fogh Rasmussen blev involveret i mange af disse kaosfremmende tiltag har tilsyneladende ikke givet anledning til dybere eftertanke hos magthaverne herhjemme.

Med en vis kynisk kalkule kunne man ved et trist tilbageblik på ovennævnte katastrofer, som Danmark har bidraget aktiv til, håbe at Ruslands /Putins aggressive udenrigspolitik får NATO og dermed Danmark tilbage til et mere lokalt orienteret ”hjemmeværnsprojekt” som forhåbentlig forstår sine begrænsninger bedre end den globale ”freedom agenda” som ikke bragte varig frihed – kun varigt kaos til mange millioner mennesker som ikke kan unddrage sig hverken deres diktatorer, de lokale krigsherrer, forrykte mullaher eller de lokale kriminelle bandeledere...