Man
skulle tro, at det største problem ved vores telefoner er, at de i
værste tilfælde kan eksplodere eller bryde i brand. Det er ganske
vist sket, men kun for de få udvalgte, som altid skal have de nyeste
modeller – uanset hvad.
Værre
er dog, at disse tingester for mange er deres foretrukne og evt.
eneste adgang til internettet. Hvis det var et u-landsfænomen, så
er der jo den trøst, at alternativet – ingen netadgang - ville
værre en væsentligt større ulempe.
MEN
for normalforbrugerne i i-lande gælder det mere, at et smartphone er
ved hånden døgnet rundt. At nogle/mange får ødelagt deres søvn
på denne måde er en ting, men at deres sans for kvalitet bliver
forkrøblet er …. tragisk.
Selv
med den bedste skærm og en størrelse, hvor apparatet næsten ikke
kan være i lommen, så er såvel film som fotografier, grafik eller
malerier i dette format en svag afglans af det, som skaberne af disse
værker har haft i sinde. Et billede af morgendis i gråvejr kan være
fantastisk i biografen eller som et maleri – på telefonen er det
en grå klat, som kun kan gøres interessant ved at placere nogle
farveklatter i ”landskabet” - noget som vel er stik imod den
virkning som originalen ville fremmane.
Næsten
endnu værre er, at mange smartphonebrugere ikke engang bruger
ordentlige øretelefoner (hvis overhovedet nogen) hvorefter musik kun
kan ”nydes” i form af musikvideoer med tilpas knald på
effekterne – eller som musiknumre, som er produceret til bittesmå
højtalere eller ”øreoliven”.
Musik,
komponeret uden den slags hensyntagen, bliver til ”lydsovs” uden
mulighed for at skelne instrumenter eller stemmer ved større
ensembler.
Det
korte af det lange: på trods af, at teknologien yder mange utrolige
ting, så kan den – hvis man kun sigter efter bredte og den
billigste, nemmeste løsning medføre et kvalitetstab som kvantitativt
overudbud ikke kan kompensere for.