ondskab hitter

”ondskabens tv-serier” hitter

Serier som bare bliver ved og ved, med dygtige skuespillere, kendte regissører og et publikum stedse yngre og mere og mere orienteret væk fra faste sendetider hen imod streamnigstjenester er det, som nu præger ”film”-verdenen.

Hvorfor? Den teknologiske baggrund er streaming til alle og enhver - døgnet rundt - til forholdsvis beskedne penge. 
Men hvorfor hænger publikum på disse evighedsserier om forbrydere, tycooner, politikere – uden moral men gerne med psykopatiske træk?

a Spændingen:

En skurk lever et mere spændende liv end en helt. Spændingen ligger i hans karakter som i sig selv er utilregnelig og ikke har brug for ydre påvirkninger for at kaste sig ud i ”sindsygt” spændende eventyr. Er vi først fortrolige med hovedskurken igennem et par afsnit, har vi forliget os med hans særheder og følger ham gerne på hans spændende færd hen over utallige ofre.

b Trygheden:

Uanset den elementære, konstant tilstedeværende spænding, så kan vi ved hvert nyt afsnit umiddelbart genkende hovedpersonerne og deres placering i plottet. Vi kender vores skurk og holder af ham og hans stabile nedrighed. Han vil ledsage os via medierne i måneder eller årer, uanset vi for længst er blevet fyret fra jobbet og/eller flyttet fra kæresten og hjemmet. Vi kan indhente afsnit vi er gået glip af, gense noget vi evt. har glemt eller se hele molevitten i maratonseancer, mens vi håber på en ny pulje af afsnit i en serie, som ellers er meldt ”død”.

c Fællesskabet:

"Matador" er genskabt på den måde, at mange ser de samme serier – omend tidsforskudt. Dermed er de igen basis for samtaler mellem venner og bekendte – især i bestemte aldersgrupper (men også overgribende).

d Ulemper?:

Den konstant tilstedeværende spænding dækker nemt plottets/historiens grundlæggende svagheder mht. indre logik eller (social)realisme. Skrivekarlene skal levere spænding og fængslende karakterer – og ikke mere. Regissører og skuespillere skal levere godt håndværk men ikke eksperimentelle nybrud (som kunne sætte millioninvesteringer på spil).
Så vidt så ligegyldigt.

MEN fraværet af almindelig anstændighed og dyrkelsen af ”ondskab” gør disse serier til en betænkelig underholdning for større børn og voksne, som er efterladt i et samfundsmoralsk tomrum.

Selvcensur under hensyntagen til US-markedet sørger kun for fravær af egentlig pornografi eller grov racisme, men ikke for tilstedeværelse af intellektuelle udfordringer eller noget fornuftigt/anstændigt at leve op til.

De serier jeg tænker på:

A Game of Thrones

Breaking Bad

Deadwood

Dexter

(Homeland)

Justified

Sons of Anarchy

The Shield

(The Wire)

Weeds

osv.