DEN NYE GAMLE HOEJRE I SPIDSEN AF DEN MAALLOESE UTILFREDSHED

 

DEN NYE GAMLE HØJRE I SPIDSEN AF DEN MÅLLØSE UTILFREDSHED

”Fra evangelister¹ til hooligans: hvem demonstrerer egentlig?
Politisk utilfredse, såkaldte ”Querdenker”, esoterikere, vaccinemodstandere: Protesten mod de skærpede coronaforanstaltninger tiltrækker meget forskellige grupper. Professor i politologi Marc Hooghe fra det katolske universitet i Leuven sammenligner demonstrationerne i Belgien i en udsendelse på ZDF (Zweites Deutsches Fernsehen) med bevægelsen "de gule veste" i Frankrig og ser dem som en "kombination af meget forskellige sociale grupper med hver deres motivation".
Det ligner forholdene i Tyskland (og Østrig og Italien og….PB): "Det, der forener dem, er frustration - ikke kun over Corona-politikken, men også over demokratiet, over de politiske institutioner. I de antroposofiske miljøer spiller den anti-moderne holdning også en rolle," forklarer sociologen Johannes Kiess fra Universitet Siegen i en samtale med DW². "Det, vi har set overalt, er, at aktører fra højrefløjen tager teten, hjælper med at organisere eller mobilisere." Og det har ikke ændret sig gennem månederne. ”Fortællingen: 'Højrefløjen kaprer bevægelsen' er noget sludder; den var der fra begyndelsen. Og det var fra starten ikke et problem for nogen (af de andre deltagere i demonstrationerne, PB)," siger Kiess.

Også ved protesterne i Wien deltog medlemmer af de højreekstremistiske 'Identitære' omkring Martin Sellner, rapporterer ORF. Det højreorienterede parti FPÖ annoncerer demonstrationerne på sin hjemmeside med en såkaldt "demo-kalender", som efter eget udsagn bliver "løbende opdateret". Yderligere støtte kommer også fra det ærkekonservative katolske hjørne. En af deres fortalere er aktivisten Alexander Tschugguel, som ellers kritiserer klimabeskyttelse og ægteskab for alle (ægteskab for personer af samme køn. PB) og gør sig bemærket som "livsbeskytter" (abortmodstander, PB).
"Det afhænger altid af konteksten og den politiske kultur i landet," siger Kiess. I Holland protesterede for eksempel medlemmer af det evangelistiske spektrum sammen med hooligans. "Det findes ikke i denne form i andre lande."
Og der er også store forskelle inden for et land: Ifølge en undersøgelse foretaget af universitetet i Basel på vegne af Heinrich Böll Foundation (som står De Grønne nær), var rødderne til protesterne i slutningen af ​​november 2021 i Sydvesttyskland Querdenker-bevægelsen fra det venstreorienterede alternative miljø, mens der i Østtyskland er en væsentligt højere andel af ​​AfD-vælgere.
(Quellen des „Querdenkertums“. Eine politische Soziologie der Corona-Proteste in Baden-Württemberg | Heinrich Böll Stiftung Baden-Württemberg (boell-bw.de)

Hvad vil demonstranterne egentlig?
"I bund og grund handler det altid om meget, meget mere end Corona," siger Kiess. I Frankrig for eksempel var demonstrationerne kun overfladisk forbundet med coronaforanstaltningerne. "Men det handlede altid om Macron og hans form for politik." Også i Holland var protesten baseret på kritik af socialpolitikken. "Du skal ikke undervurdere, hvor megen sprængkraft det her tilbyder, og hvor let det kan antændes - for eksempel af Corona".

I Sachsen er hovedsagen et distanceret forhold til demokrati og utilfredshed med politik som sådan. "Der er ingen tillid til politik."

Axel Salheiser, medforfatter af Thüringen Monitor, en årlig befolkningsundersøgelse, taler i et DW-interview om "mobiliseringsårsager". "Højreekstremister har benyttet denne lejlighed til at sprede deres anti-system-fortællinger," forklarer han om protesterne i Østtyskland.

Bliver demonstrationerne stedse mere ekstreme?
"Det er ved at spidse til - men det har stået på i flere måneder," siger Kiess. Den tyske indenrigsministerkonference antager også, at protesterne bliver mere og mere radikale. Ifølge efterretningerne fra Kontoret for Beskyttelse af Forfatningen kan det antages, at "tvangsvaccinationer vil forstærke Querdenkernes aggressive holdning," sagde formanden for Indenrigsministerkonferencen, Thomas Strobl.
Sociologen Johannes Kiess går derfor ud fra, at det kan blive "endnu voldsommere" i løbet af de næste par uger. "Man burde have grebet stærkere og tidligere ind over for illegale demonstrationer, for eksempel ved at fordele bøder mere konsekvent og bryde folkemængderne op. Det fik lov til at fortsætte i lang tid, især i Tyskland."
Men selvom pandemien er forbi på et tidspunkt, vil protesterne fortsætte, mener Salheiser. ”De centrale aktører, der driver radikaliseringen, er interesserede i at lede efter et andet mobiliseringsemne.” For eksempel imod klimapolitikken. Og det bliver ifølge Salheiser allerede forberedt.
Kilde: https://www.dw.com/de/was-hinter-den-corona-protesten-in-europa-steckt/a-60056159

1https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/hvad-er-evangelist

2 ”DW” er en statslig tysk medieorganisation. Den udsender nyheder og information på kortbølge- og satellitradio på 29 sprog, fjernsyn på tre sprog og publicerer nyheder på internettet på 30 sprog. Den svarer til BBC World Service, Voice of America og Radio France Internationale.

A Hjernelammelse

 

A

Hjernelammelse

For 70 år siden

Blev Danmark ramt

Af polio¹

Og det afstedkom

Omtrent 350 døde børn

I dag er sygdommen udryddet

I Danmark

Men hvis vi lader os

Besnakke af antivaccer

Som indtil Corona

har kørt på frihjul

Bag en mur af vaccinerede

Skal vi se frem

til denne sygdoms genkomst

Vil vaccinemodstandere

Så foreslå smittekæder?

 I Danmark var der fra juli 1952 til april 1953 en polioepidemi, hvor ca. 7.000 personer – de fleste var børn – blev angrebet af sygdommen.[1] Godt 3.000 personer fik lammelser, og ca. 350 døde inden for kort tid [2].

Efter intenst virologisk arbejde lykkedes det i 1953 den amerikanske læge og virolog Jonas Salk fra University of Pittsburgh, at udvikle en vaccine mod polio, som i løbet af få år blev sat i masseproduktion.

I 1955-1956 blev der gennemført en omfattende poliovaccination af den danske befolkning. Danmark var det første land i verden, der kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser én gratis poliovaccination. Takket være vaccinationsprogrammet, blev en polioepidemi i Danmark i 1961 væsentlig mindre end forventet. Senere udvikledes en forbedret vaccine, der kunne indtages gennem munden på et stykke sukker.

Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976.

Inden man begyndte at vaccinere mod polio i Danmark, var der epidemier ca. hvert andet år.[3]

Hans Charles Johannes Beck

 

Hans Charles Johannes Beck -

ledede det fremstød fra Ålborg der ved hans ukendskab til praktisk militær ledelse og bagladegeværets overlegenhed førte til nederlaget ved Lundby 3.7.1864.

(uddrag af: Jens Kristian Boll – Da krigen mistede sin poetiske glorie, Dansk MilitærhistoriskSelskab – Chakoten, december 2009, 64. årgang no. 4)

”Vi kan vel være det bekendt, at vi med første regiment stod fast ved Oversø og lærte fjenden lidt respekt”

Hans Charles Johannes Beck, der anførte de danske tropper ved Lundby, blev født i 1817 af gammel officersfamilie. Han var uddannet som landkadet, sekondløjtnant i 1838 for dernæst at blive uddannet til Generalstaben. Han deltog i 1. slesvigske Krig som adjudant og siden stabschef under general Rye og forblev i tjeneste efter krigen som stabschef og officer ved generalstaben. Beck fik også tid til at pleje en politisk karriere som folketingsmand fra 1858-63 og modtog samme år fortjenstmedaljen i guld for sin afhandling om Ryes tilbagetog i Jylland. Han havde vist selv ansøgt om medaljen. Da krigsfaren voksede i 1863, opdagede de danske politikere, der havde sparet på forsvarsbudgetterne, at hæren manglede officerer og befalingsmænd i uhyggelig grad 1).

De seneste storkriges kampteknik krævede mange officerer, der kunne lede, var synlige i front og formåede at råbe soldaterne op. Da udsigten til krig rykkede nærmere, måtte den danske hær genindkalde selv meget gamle officerer, uddanne nye folk alt for hurtigt og plyndre stabene for stabsofficerer. Selv med disse udskrivninger manglede hæren befalingsmænd, og mange blev udnævnt til poster, som de slet ikke havde den rette erfaring til. Flere gode kompagnichefer, der blev forfremmet til regimentschefer, brigade- og divisionsførere, mistede overblikket under kampen og faldt tilbage i rollen som den tapre kompagnichef, hvorved den overordnede ledelse af slaget gik tabt. Beck befandt sig derfor i 1863 som oberstløjtnant og regimentschef for 1. Københavnske Regiment, hvor han afløste den karismatiske Max Müller. Beck var sig bevidst, at hans karriere gjorde ham til en god stabsofficer, men i praktisk troppeføring var han en nybegynder, ligesom han ikke var robust. Forfremmelsen var dermed i høj grad mod hans ønske. Regimentet var muligvis heller ikke det letteste at overtage. Det skal have haft sin mere end rigelige andel af stillingsmænd af svingende kvalitet. Becks adjudant Abrahams hævdede siden, at regimentet var blevet til en bande, og Beck måtte i februar 1864 genindføre krumslutning som disciplinærstraf.2)

Disse forhold lod dog ikke til at hæmme regimentets kampindsats. Regimentet fik sin ilddåb ved Dannevirke i kampen mod østrigerne om Kongshøj 3. februar. Dele af regimentet var på forpost, da østrigerne satte et massivt angreb ind. Slaget blev præget af, at 11. regiments chef major Rist med militærhistorikeren oberst N.P. Jensens ord "gik bersærkergang". Han overtog ledelsen af slaget, og i stedet for at følge den overordnede plan og falde tilbage, samle tropperne og få forstærkning, sendte Rist de spredte kompagnier ud i bajonetangreb mod østrigerne. Det var danskernes held, at østrigerne også svor til bajonetangrebet som slagmarkens dronning, og man oplevede en regulær bajonetkamp, der bragte begge sider uforholdsmæssigt store tab, inden den talmæssige overmagt tvang danskerne tilbage bag Dannevirke.3) Kompagnierne fra 1. Regiment fik deres del af æren og tabene. Becks rolle er ukendt, men såfremt han havde været til stede, ville det have været hans opgave i kraft af sin højere rang at tage ledelsen af slaget. Så hvis Rist havde svigtet i begejstring, havde Beck svigtet ved passivitet.

En ubehagelig rolle blev Beck til del få dage senere. Ved Sankelmark skulle 1. og 11. Regiment dække hærens tilbagetog. General Steinmann havde udvalgt stedet, fordi det med søen og sine højdedrag egnede sig til en forsvarskamp. Men Max Møller valgte i stedet at føre en angrebskamp på bajonetten, hvor 1. Regiment gik frem, mens 11. Regiment stod i reserve. Det var Max Møllers held, at han stod over for østrigerne, der også denne gang holdt fast ved, at rigtig kamp afgøres på bajonetten. Igen fulgte et voldsomt nærkampsslag, hvor begge parter indlagde sig berømmelse og uforholdsmæssigt store tab.4) Østrigerne sendte først husarer frem for at tvinge danskerne ind i karreer, der kunne beskydes med kanoner, indtil de østrigske angrebskolonner kunne gå frem i bajonetangreb. Under rytterangrebet søgte Beck tilflugt i en af 11. Regiments karreer og var således afskåret fra sit regiment, der gik til angreb uden overordnet ledelse. Så snart der blev mere ro, skyndte Beck sig. Ikke med at ile frem til sit regiment i kamp, men at bringe sin letsårede adjudant til forbindingspladsen bag fronten ved Bilskov. Her mødte han general Steinmann, der også var såret, men beordrede Beck tilbage til kampen med det vuns. Fraværet af ledelse blev katastrofal. Bataljonskommandøren kaptajn J.O. Hansen, der forte i Becks fravær, var faldet. Uden overordnet ledelse opløstes modangrebet til enkeltkompagniers angreb. De blev isolerede, to kompagnier blev omringet og måtte overgive sig, de andre trængt tilbage, men undsat af 11. Regiment. Situationen stabiliseredes nok til, at danskerne kunne falde tilbage til Bilskov. Major Rist, der anførte 11. regiment, mistede igen overblikket, da han troede, at østrigerne var ved at omringe danskerne og forsøgte en farlig frontforandring. Begge parter trak sig tilbage, og danskerne kunne fortsætte tilbagetoget. Kampen aftvang respekt fra østrigerne, men den kostede os 763 mand, deraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne, mens østrigerne mistede 95 dræbte, 311 sårede og 27 savnede. Efter kampen var Beck så "eksalteret", at Max Møller opgav at lade ham samle regimentet igen, men overlod det til mere koldblodige officerer. Det blev dog Beck, der skrev hovedrapporten om slaget og sit regiments indsats ved Sankelmark og sendte den til krigsministeriet, hvor den synes at være "forsvundet sporløst" (Skalk 22). Beck har muligvis også forsynet Berlingske Tidende og skillingsvise-producenten Julius Strandberg med materiale.

Hvordan undgik Beck og Rist en militær undersøgelsesdomstol?

Andre officerer blev dømt for mindre. Måske var de ganske enkelt heldige? En militærret mod Beck og Rist ville virke som en almindelig heksejagt mod officerskorpset set i lyset af krigsminister Lundbys fremfærd mod de Meza. Man havde næppe råd til flere skandaler. Rist var desuden blevet såret og ikke længere tjenestedygtig.

Beck havde fået hjælp fra kongen i massekommunikation, skillingsviseforfatter og producent Julius Strandberg, der prompte udsendte en skillingsvise "Sang om oberstløjtnant Beck, første regiments brave kommandant, der leverede tyskerne en forglemmigej ved Oversø" der var blevet så stor en succes, at Strandberg lod den følge af visen "Ellevte Regiment ved Oversø", hvoraf det fremgik, at jyderne med største koldblodighed sigtede, skød og avancerede, mens de passiarede om deres landbrug og slog en tyvedobbelt østrigsk overmagt tilbage.

Takket være massekommunikationen og folkestemningen stod Beck som krigshelt!

Hvor er danskerne/preusserne blevet af?

Efter tilbagetoget fra Dannevirke blev 1. Regiment overført til Hegermann-Lindencrones Fjerde Division, der fra Nørrejylland skulle forurolige preusserne og østrigerne, der nu havde vendt deres opmærksomhed mod de danske flankestillinger Dybbøl og Fredericia. Hvorvidt Fjerde Division kunne have spillet en mere aktiv rolle i krigen, hvis krigsminister Lundby ikke havde blandet sig i de militære dispositioner, skal være usagt. Men preusserne, der havde som overordnet mål at vinde krigen ved at nedkæmpe den danske hær så hurtigt som muligt, var frustrerede over, at Hegermann-Lindencrone nægtede at lade sig fange og nedkæmpe. Og under indrykningen i Jylland frygtede de at løbe ind i en gentagelse af felttoget mod general Rye. Især da Lundby opgraderede divisionen til Det Nørrejydske Armekorps og sendte forstærkninger, muligvis fordi han havde ledige tropper, da han havde ladet Fredericia tømme uden kamp og anså besiddelsen af Als for mindre betydningsfuld? Da preussernes erobring af Als havde vist den danske regering, at vand ikke nødvendigvis holdt preusserne borte, og at Fyn og Sjælland nu var i farezonen, blev Nørrejydske Armekorps evakueret til Fyn. Oberstløjtnant Beck befandt sig 1. juli i den situation, at han var øverstkommanderende for de danske styrker nord for Limfjorden, hvor hans regiment og enkelte andre afdelinger udgjorde resten af korpset. Beck havde ordre om at "forsvare overgangsstæderne til Limfjorden, så længe hans retræte til udskibningsstedet i Frederikshavn ikke var truet". Det indebærer en linje langs hele Limfjorden fra Vesterhavet til Kattegat, hvad der antyder, at Krigsministeriets tillid til hærens evne til at gennemføre tilbagetrækning under ekstremt vanskelige forhold var usvækket. Dog ville man ikke berøve korpset mulighed for virkelyst, så han fik tilladelse til at foretage "offensiv fremrykning, hvis det kunne gøres uden uforholdsmæssig risiko". (Nielsen 332).

Preusserne havde observeret transportflåden, der evakuerede Hegermann-Lindencrone, men opfattet det som en transportflåde, der var undervejs med forstærkninger, så Nørrejydske Armekorps kunne bryde ned over Limfjorden. Preusserne og østrigerne omfattede Hegermann-Lindencrone med betydelig respekt, maske fordi han handlede taktisk fornuftigt. Kommandanten over Jylland, general Vogel von Falckenstein, koncentrerede derfor sine tropper i en førstelinje mellem Randers og Hobro og en anden linje mellem Aarhus og Skanderborg, indtil man vidste, hvor angrebet nordfra ville komme.

Den første juli udsendte Vogel von Falckenstein tre forstærkede opklaringsenheder fra Hobro, hver på to kompagnier og en eskadron. Den første under kaptajn Schor skulle rekognoscere mod Løgstør, den anden under kaptajn von Dübern fulgte vejen direkte mod Aalborg, mens den tredje under major Krug von Ridda skulle afsøge Østhimmerland i en halvcirkelbevægelse frem mod Aalborg og sikre, at der ikke lurede danske tropper, der kunne falde en tysk fremrykning i flanken. Krug von Riddas afdeling bestod af 1. og 2. kompagni af 50. Nederschlesiske Regiment under kommando af von Schlutterbach og von Wülknitz, mens eskadronen blev anført af ritmester von Eglofstein.

Krug von Ridda nåede Store Brøndum om aftenen og fortsatte 2. juli over Lindenborg Å. Her blev von Wülknitz efterladt med en del af andet kompagni, i alt 72 infanterister og seks husarer, for at sikre overgangsstedet i tilfælde af en hurtig tilbagemarch. Den 3. juli brød den preussiske kolonne op kl. 2.30 og marcherede mod Lundby. Her delte von Ridda igen sin styrke, så von Schlutterbach med sit kompagni på 124 mand blev i byen, mens Krug von Ridda med von Eglofsteins 90 husarer og de 20 resterende mand fra 2. kompagni foretog en hurtig rekognoscering frem mod Nørre-Tranders. De 20 mand var i rekommanderede vogne som kørende infanteri anført af løjtnant von Klinkowstrøm. Rygtet om preussernes aktivitet havde krydset Limfjorden, hvorfor Beck udsendte en opklaringsenhed under løjtnant Christensen med 27 dragoner og en snes infanterister i vogne, som skulle rekognoscere øst for vejen mod Aalborg. I mellemtiden var kaptajn von Düberns midterkolonne nået frem til Ellidshøj, hvor den 2. juli udvekslede skud med en fremskudt dansk patrulje, der skyndsomst fortrak og bragte Beck melding om, at der var preussere i farvandet. Von Dübern mente, at der uden tvivl var en stor dansk styrke parat til at kaste sig over hans afdeling, så han trak sig tilbage til Gravlev og bad om forstærkning. I stedet modtog han fra Hobro besked om at marchere til Aars og forene sig med von Schors Løgstør-patrulje, mens et kompagni ilede fra Hobro for at undsætte Krug von Ridda, inden danskerne fandt ham.

Fra Nørresundby gik vi ud i nattens dybe ro

Hovedkilderne til træfningen ved Lundby er dels den preussiske beretning i Theodor Fontane: Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864, der beskriver begivenhederne fra et preussisk synspunkt, dels Julius Strandbergs skillingsvise "Det er første Regiments det femte Compagni" angiveligt forfattet af "en gemytlig fyr ved kompagniet". Skillingsvisen, der skildrer træfningen som en moralsk sejr for dansk mod, er ledsaget af en tekstdel, der beskriver kampen indgående. Desværre fremgår det ikke, hvem hjemmelsmanden er, ud over at han slutter visen som såret krigsfange i Hobro. Han kaldes blot "en deltager i kampen", og man kunne jo næppe forlange, han også skulle have været "en gemytlig fyr ved kompagniet".

Beck besluttede, at tiden var inde til et natligt angreb mod patruljen ved Ellidshøj, alarmemde Femte Kompagni under kommando af kaptajn Hammerich, den svenske frivillige løjtnant Betzholz og sekundløjtnant Grave, på i alt 160 mand forstærket med 16 dragoner som opklaringsenhed. Ordren var at sætte over Limfjorden, gå mod Ellidshøj og overraske den preussiske fortrop ved et natangreb. Beck valgte at følge med styrken sammen med sin adjudant Abrahams, der siden beskrev Beck den morgen som "en underlig vildt begejstret, letsindig. men legemligt affældig mand". Da Beck var født i 1817 og således næppe nogen olding, kunne noget tyde på, at felttogets fysiske og psykiske pres gjorde sig gældende. Abrahams beskrivelse antyder, at Beck var på randen af et mentalt sammenbrud og det virker, som om han desperat søger efter en sejr. Psykologisk kan man sammenligne ham med Custer ved Little Big Horn: Begge var malet op i et hjørne, hvor deres fortsatte karriere var afhængig af en iøjnefaldende sejr inden krigen sluttede. I 1876 havde Custer bragt sig på randen af en afskedigelse efter sin kritik af præsident Grants administration eller mangel på samme af reservaterne. Kun på Shermans og Sheridans kraftige opfordring havde han faet sin kommando over 7. regiment igen. Og kun en sejr, der gav ham titlen som USA's førende indianerbekæmper, kunne redde hats karriere. På samme måde vidste Beck, at hans stilling også var usikker. Ganske vist havde han fået en ufortjent heltestatus efter Sankelmark. Men når krigen sluttede, kunne han så regne med, at Max Müller, Steinmann for slet ikke at tale om hans egne soldater ville tie stille? Kom det til et politisk opgør, ville Beck som højremand og soldat med en ufortjent helteglorie og tjenesteforsømmelse være et ideelt offer for de nationalliberale og for pressen, der lige så hurtigt kunne nedgøre ham. Ja, kunne mangelen på heltedåd fra "sejrherren fra Sankelmark" ligefrem blive brugt som anklage mod ham? I begge tilfalde fik det psykologiske pres Custer og Beck til at sætte alt på et kort i et angreb, der i det mindste skulle sikre dem militær navnkundighed, dog næppe på den måde de havde håbet.

Skillingsvisens prosadel hævder, at en eller flere soldater blev sendt ud for at hindre, at hundene i gårdene omkring Ellidshøj gøede (mangen stakkels bondemand måtte ud i den kolde nat i den bare skjorte og bringe hunden ind i sin seng), men da man nåede Ellidshøj 23.30, konstaterede Beck. at fuglene var fløjet til Gravlev. Dog var der rygter om, at der stod en anden preussisk afdeling i Gunderup. Beck besluttede at angribe den i stedet frem for at vende tilbage til Aalborg uden kamp og med udsigt tit kritik og latterliggørelse. I stedet tog han det løfte af soldaterne, at de ville gå løs på fjenden i kolonne med bajonet. Og kl. 1 brød man op mod Gunderup. Det har vakt undren, at Beck valgte at følge med på den natlige ekspedition, da han var øverstbefalende, og han dermed effektivt (igen) fjernede sig fra hovedkvarteret, hvis der var tale om mere end et preussisk korps og om et natligt stormangreb. Becks styrke kunne måske have været tilstrækkelig, hvis man skulle gennemføre et kommandoraid mod von Döberns patrulje. overmande enkelte vagtposter og uskadeliggøre von Döberns styrke, inden den kunne sætte sig til modværge. Men da fuglene var om ikke fløjet så afmarcheret mod Aars, var der tale om chancespil, da Beck så i stedet ville indhente og overraske Krug von Ridda. Imidlertid var Krug von Ridda ogsa morgenmand, så hans styrke var gået nordpå mod Lundby allerede kl. 2.30. Så Beck, der var kommet mellem den preussiske sikringsstyrke ved Lindenborg Å, fandt igen reden tom, men kunne se, at preusserne var pa vej nordpå. hvorfor han optog forfølgelsen. Teknisk set havde danskerne afskåret preusserne fra deres tilbagetogslinje til Hobro, mens preusserne stod mellem danskerne og Limfjorden.

Vore skud jog danskerne tilbage under husarernes sabler

Metts von Schlutterbach gjorde klar til at bryde op fra Lundby, var Krug von Ridda nået frem til Sønder-Tranders, hvor han bemærkede danske infanterister ved en bondegård. Han havde fundet løjtnant Christensens patrulje fra Aalborg. Krug von Ridda lod sine husarer gå løs på patruljen, der trak sig tilbage til en høj, men husarerne satte efter dem og forhindrede dem i at undslippe i terrænet. Danskerne holdt sig i samlet trop. der hindrede husarerne i at ride dem ned, men de preussiskc infanterister anført of løjtnant Klinkowstrøm åbnede ild, og efter en kort kamp, der kostede Christensens patrulje 7 faldne, matte løjtnant C.W. Christensen og hans folk overgive sig. Umiddelbart herefter ankom en kurer fra Schlutterbach i Lundby, at han havde fundet danskerne. eller de havde snarere fundet ham, for en stor dansk styrke var dukket op lige syd for byen og ville angribe! Krug von Ridda har formentlig troet, en dansk fælde var ved at lukke sig om hans korps. Fangerne blev læsset på vognene, og det gik nu sydover mod Lundby så hurtigt som muligt.

Buser i lige på, bliver I skudt ned, hver en kæft

Beck havde nået gravhøjen Kongehøj lige syd for Lundby. Herfra kunne han og hans dragoner se preusserne i færd med at marchere nordpå efter et hvil i byen, men så var det tydeligt, preusserne havde set Beck og hans folk, for under ledelse af en bereden officer ilede preusserne tilbage gennem byen og dannede en skyttekæde i læ bag et stengærde i byens sydkant. Tre lokale beboere, forpagteren Peder Johansen, veteranen Peter Nielsen og smeden Henrik Larsen skal have advaret Beck mod at angribe ned ad bakken mod Lundby, ja tilbudt at være vejvisere, da en dalslugt til højre om byen ville gøre det muligt at bryde ind og tage preussernes midlertidige stilling i flanken. Beck skal brysk have svaret, at regimentet ikke gik krogveje, og at det ikke skulle føres af en bonde. Selv da den gamle soldat Nielsen svarede: "Buser I på bliver I skudt ned, også hver en kæft"(Skalk s.24). Hammerich opfordrede også flere gange Beck til at gøre brug af tilbuddet om vejvisere og tage et flankeangreb. Beck afbrød kort Hammerich: "Hr. kaptajn, vil De uopholdeligt udføre et rask og determineret bajonetangreb.", og da Hammerich, Betzholz og Grave ville bringe kompagniet i angrebsformation, afbrød han dem med: "Blot fremad. Resolut og dristigt!", beordrede hornblæserne til at blæse til angreb, så kompagniet angreb nu i sluttet flok blot med enkelte skytter spredt ud på siderne, mens Beck fra Kongehøj iagttog angrebet. Beck satte nu alt på et kort, da han ignorerede militærets egne regler, som forbød et sådant masseangreb. Var der tale om et psykisk sammenbrud, eller er der logiske forklaringer? Til Becks forsvar skal siges. at man endnu ikke havde oplevet bagladegeværets fulde virkning, om end teoretikere hævdede, at det kunne standse ethvert angreb i åbent land. Traditionelt tænkende officerer og lede anså stadig bajonetangrebet for uovervindeligt, og selv nok så mange nederlag (herunder den katastrofe der fulgte de næste minutter) syntes ikke at kunne overbevise dem. Endelig kan Beck have håbet, at et pludseligt stormløb ville sætte preusserne i panik og resultere i en forvirret alt for tidlig skydning, der ville give hans kompagni en chance for nærkamp. Muligvis har han også frygtet, at andre preussiske delinger kunne nå frem og blande sig. (Havde man forsøgt det foreslåede flankeangreb, er det ikke usandsynligt, at Krug von Riddas husarer kunne være nået frem og have tippet den talmæssige balance tilbage i preussernes fordel.)

Betragter man de preussiske beretninger out kampen, antydes den mulighed, at angrebet var tæt på at lykkes i kraft af psykologisk bluff. To preussiske soldater, der senere på året var indkvarteret på egnen, hævdede, at von Schlutterbach og hans befalingsmænd overvejede at strække våben, da de så den overlegne danske styrke dukke op sydfra, altså mellem dem og deres base i Hobro, men at man besluttede sig for modstand for at undgå en senere krigsret for forsagthed! (Skalk s.25). Det er dog muligt, at denne beretning blev givet til ære for kvarterværterne. Mere gods er der i Fontanes beretning, der antyder, at det lige så meget var von Schlutterbachs koldblodighed som tændnålsgeværet, der sikrede Becks herostratiske berømmelse!

250, Standvizir, nun in Gottes Namen feuer

Von Schluttetbach havde posteret 64 mænd bag stengærdet, mens en reserve pa 48 mand gik i ly bag en bygning for at være rede, hvis danskerne søgte at omgå stillingen. Von Schlutterbach selv forblev synlig til hest. Preusserne så nu danskerne stille op i 600 skridts afstand i en kolonne tolv mand bred og tyve mand dyb med enkelte skytter på flankerne, og kolonnen marcherede taktfast ned mod Lundby og nåede en afstand på 400 skridt. Flere af von Schlutterbachs soldater ville skyde nu, men kaptajnen beroligede: "Lad dem blot komme tættere på. vent til jeg giver signal." De danske flankeskytter begyndte nu at skyde mod Lundby, og kolonnen opløftede et hurra og satte i et kort løb indtil 300 skridt fra byen. Her standsede danskerne. øjensynligt forvirrede over preussernes passivitet og stilhed. Hammerich eller Grave skal bagefter have forklaret, at danskerne havde tabt pusten og blev bragt ud af fatning over fjendens stilhed. Det antyder, at Becks folk også havde ventet, at et iøjnefaldende og iørefaldende angreb ville udløse en for tidlig skydning. Nervøsiteten var ikke mindre på preussisk side, hvor flere direkte spurgte, om de ikke skulle skyde nu? "Ikke endnu, børn, vent", svarede von Schlutterbach. Anede de danske soldater, at alt ikke gik so planlagt, lod de sig ikke mærke, men satte igen i gang mod Lundby. Da de var 250 skridt fra landsbyen, gav von Schlutterbach lyd fra sig "250! Standvizir. In Gottes Namen Feuer." (Fontanc 347). De første danske rækker faldt, med dem to officerer, men kolonnen fortsatte, den ene officer kom dog pa benene igen og vaklede videre frem. Fra Lundby hørtes lyden af patronkamre, der åbnedes og lukkedes, og på lidt over 200 skridts afstand kom den næste salve, der slog store huller i kolonnen. Danskerne stormede videre som en horde, tilsyneladende uden ledelse, da den tredje salve slog ind på 150 skridts afstand. Kolonnen opløstes, men danskerne gav ikke op. I stedet forsøgte soldaterne at etablere en skyttekæde, og preusserne mente, at en gruppe faktisk samlede sig til et flankeangreb. Von Schlutterbach lod derfor en del af sin reserve sikre sin flanke. Under skyttekampen opdagede danskerne for sent, at mens de skulle stå op og lade, kunne preusserne dukke sig bag gærdet og først komme op, når de skød. De danskere, der endnu var på benene, søgte nu tilbage mod Kongshøj. Beck og Abrahams søgte væk med dragonerne og en del af fodfolket. Formentlig var det Abrahams fortjeneste, at de nåede Aalborg, hvor Beck brød sammen. og Abrahams siden skrev:"Jeg red tilbage med en sammensunken olding."

Ej mange kuglen skåned, men vi skreg: Tak for lånet, og skød med frejdigt mod

Von Schlutterbach overvejede at optage forfølgelsen, men så blev der meldt en større styrke nordfra. Det viste sig at være Krug von Ridda med husarer og fanger. Krug von Ridda, von Schlutterbach, Eglofstein og Klinkowström blev enige om, at de skulle tilbage mod Lindenborg efter at have opsamlet sårede og indfanget omstrejfende danskere. Preusserne havde 3 sårede deraf to alvorligt, mens der lå 22 faldne danskere og 66 sårede, blandt dem alle tre officerer. Flere var ramt af 3-4 skttd. Løjtnant Betzholt, der var den officer. der såret kom op igen og ledede det sidste angreb, døde af sine sår på lazarettet i Hobro. Krug von Ridda vendte med fanger og sårede tilbage til Lindenborg og den undsætning, der var vej fra Hobro. I sikkerhed i Aalborg afsendte Beck følgende rapport: ”Jeg har i nat søgt fjenden syd for Aalborg og kl. 4 morgen haft en hård fægtning ved Lundby en mil nord for Lindenborg. Kaptajn Hammerich. premierløjtnant Betzholt og sekondløjtnant Grave hårdt sårede. Af underklassen 8 døde og 30 sårede foreløbig angivelse. Alle gik med mod og dødsforagt mod fjendens fordelagtige stilling, hvilket forklarer det store tab. En preussisk infanterist fanget.” (Nielsen s.334).

Muligvis gik der også brev til Julius Strandberg, der kunne udsende visen Det første Regiments femte Compagni. Becks indsats kom til at påvirke krigens gang. Preusserne var begejstrede over sejren, der videnskabeligt beviste, hvad Dreyses tændnålsgevær og god troppeforing kunne udrette, men de var forundrede over Becks opførsel. Den høfligste formulering var ”freventlichem Leichtsinn" og en teori Om, at visse danske officerer åbenbart troede på, at "en dansker kan bank syv tyske".

Vogel von Falckenstein fortolkede det voldsomme angreb sådan, at danskerne måtte have store styrker stående, og at de i hvert fald ikke havde tabt modet. Så da invasionen kom, marcherede østrigerne mod Holstebro og Skive for at lægge vejen over Mors, mens preusserne gik mod selve Aalborg. Angriberne tog ingen chancer. I landsbyen Fiskbæk trængte østrigske soldater ind i husene og gennemborede dynerne for at sikre sig, danskerne ikke lå i baghold. Vogel von Falckenstein krydsede Limfjorden 10.-12. juli, mens østrigerne stod over 13.-14. juli. Beck havde allerede den 10. juli udskibet sig og sine tropper til Fyn fa Frederikshavn. Den 14. juli kunne Vogel von Falckenstein plante den preussiske fane på Kap Skagen og rapportere, at "nu kunne sælhunde og hvalrosser glæde sig over tonerne af de preussiske krigssange." Becks rapport og Julius Strandbergs vise 5) gjorde ham til helt. I en tid, hvor den netop afgåede krigsminister Lundby havde opfordret hæren til dristighed og halsbrækkende foretagender, kunne man denne gang i det mindste ikke bebrejde Beck passivitet. Han blev forfremmet til kommandør over 3. brigade, dekoreret og blev siden bataljonskommandør. 1873 tog han sin afsked grundet svagt helbred.

Noter:

1 Ifølge militærhistorikeren Victor Davis Hanson: The Western Way of War har man i Europa, siden man begyndte at studere sine militærhistoriske klassikere Ira det gamle Grækenland, ment, at krig burde bestå i, at to styrker stormede ind på hinanden, til den stærkeste tromlede den svageste ned, og at enhver form for taktik vidnede om fejhed.

2 Krumslutning var en militær straf, hvor den dømte fik halsjern og fodjern lænket sammen, så han sad i en sammenkrummet stilling. Her skulle han så sidde den tid, han var blevet idømt. Også til offentlig beskuelse.

3 Drevne troppeførere sikrede sig mod soldaternes trang til ildkamp ved at kommandere dem til angreb med bajonetter og tomme geværer.

4 Det må have ærgret Max Müller, at navel den østrigske general Gablenz som Julius Strandberg komplimenterede danskerne for den fine skydning og ikke for bajonetangrebene

5 Julius Strandberg henviser til Becks ædelmodige ros af 11. regiment i sin prosatekst.

Kilder:

Fontane, Theodor: Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864, Rockstuhl Verlag 2007, (Fontane)

Garavaglia, Louis & Charles, G. Worman: Arms and the man, North & South vol 4 no 6, 2001 (North & South)

Jensen, N.P. Den anden Slesvigske Krig, Det nordiske Forlag 1900 (Jensen) Lindeberg, Lars: De så det ske. Krigen 1864, Forlaget Union 1964

Mogensen, Aage: Soldaten og den tabte Krig, Fremad 1964

Nielsen, John: 1864, da Europa gik af lave. Odense Universitetsforlag 1987 (Nielsen) Smith, David: Shermans March to the Sea 1864, Osprey Campaign Series 2007

Stolz, Gerd: Mit des Kaisers Armee and Marine 1864, Husum 2009 (Stolz) Strandberg, Julius: skillingsviserne findes på http://viser.bib.sdu.dk/tekster/oub599t.htm

Sørensen, Carl Harding og Anne-Lise Lykke Andersen: Lundby-afæren, Skalk no. 3, 1997 (Skalk), www.skalk.dk.

Becks ”rapport” til til armeens overkommando

https://lundbymuseum.wordpress.com/kildesamling/udateret-brev-til-armeens-overkommando-fra-oberstl%C3%B8jtnant-hans-charles-johannes-beck/

OM DEN TRAELBUNDNE VILJE (1525)

 

OM DEN TRÆLBUNDNE VILJE (1525)

MARTIN LUTHER VS. ERASMUS FRA ROTTERDAM

”Fri vilje er helt og holdent en guddommelig betegnelse, og kan ikke tildeles andre end den guddommelige majestæt. For den kan og gør alt, hvad den vil i himlen og på jorden.”

Luther skrev som bekendt mange skrifter. Selv mente han, at skriftet ”Om den trælbundne vilje” sammen med Den store Katekismus hørte til dem, han helst vedkendte sig. ”Om den trælbundne vilje” er som nævnt Luthers opgør med humanisten Erasmus. Erasmus lærte om viljens frihed, dvs. han mente, at mennesket af natur har mulighed for at nærme sig eller tilslutte sig nåden og altså bidrage til eller samarbejde om sin omvendelse. Denne opfattelse er vel den mest udbredte hos vor tids kristne. Men Martin Luther var dybt uenig i dette og argumenterede meget bibel-stringent for hans afvisning af Erasmus’ humanisme.

https://www.blogos.dk/om-den-traelbundne-vilje-eller-ompaastande-og-faste-meninger/

https://da.wikipedia.org/wiki/Erasmus_af_Rotterdam

… et par korte uddrag fra ”Om den trælbundne vilje”

(oversat fra tysk af PB)
(...)

Alt i alt lyder disse dine ord, som om du var ligeglad med, hvad der tros af hvem og hvor, hvis kun verdens fred bevares. Som om det var tilladt for at undgå livsfare og for at redde sine besiddelser og sit omdømme at efterligne en som sagde: Hvis man siger ja, siger jeg også ja, hvis man siger nej, siger jeg også nej. Det lyder som om du ikke synes mere om den kristne lære end om filosoffers og andre menneskers synspunkter, som om det var mere end tåbeligt at argumentere for, at kæmpe for og at holde fast i, fordi der der kommer intet andet ud af det end skænderier og ødelæggelsen af den ydre fred: Hvad der er over os, er ikke vores anliggende. For at bilægge vores tvister opfører du dig neutralt, så du kan holde begge sider i balance og overbevise dem om, at vi skændes om tåbelige og unødvendige ting.

(...)
Men det kan endnu mindre tolereres, at du tæller spørgsmålet om den frie vilje blandt dem, der er unyttige og unødvendige. Og i stedet for det opremser du for os, hvad du anser for tilstrækkeligt for den kristne tro, og det på en måde, som enhver tilfældige jøde eller hedning kunne gøre det med lethed, selvom han ikke vidste noget som helst om Kristus.
Du ikke nævner Kristus - ikke i det mindste - ligesom du troede, at en kristen tro kunne eksistere uden Kristus, hvis kun den i sin natur grundgode Gud ville blive tilbedt med al magt.

Hvad skal jeg sige til det, Erasmus? Hvis du ikke synes, at denne sag er nødvendig for kristne, skal du forlade arenaen, vi har intet at gøre med dig.

Vi anser dem (spørgsmålene som tages op i det følgende, PB) for nødvendige. Hvis det er ufromt, hvis det er nysgerrig, hvis det er overflødigt, som du siger, at vide, om Gud tilfældigvis ved noget på forhånd, om vores vilje kan gøre noget ved de ting, der hører til evig frelse, eller om vores vilje kun er passiv i forhold til den virksomme nåde, uanset om vi gør hvad vi gør, om vi gør det gode eller det onde af ren nødvendighed - eller rettere - lader det ske; hvad, spørger jeg så, ville så være gudfrygtig? Hvad er vigtigt, og hvad er nyttigt at vide?

Det duer slet ikke, Erasmus, det er for meget. Det er vanskeligt at tilskrive dette din uvidenhed, eftersom du allerede er en gammel mand og har boet blandt kristne og har beskæftiget dig med de hellige skrifter i lang tid. Du giver os ingen mulighed til at undskylde dig og tænke godt om dig. Og alligevel tilgiver katolikkerne dig disse uhyrligheder og bærer over med dem; fordi du skriver imod Luther. Ellers, hvis Luther ikke levede, og du skrev noget lignende, ville de rive dig i stykker mellem tænderne.
”Platon er vor ven, Sokrates er vor ven” - men sandheden er at foretrække. For selvom du måske ved for lidt om Den Hellige Skrift og den kristne tro, bør en ven af de kristne også vide, hvad de kristne anser for nødvendigt og nyttigt, og hvad de ikke anser for at være det.

Men du - en teolog og en lærer af de kristne, for hvem du vil ordinere en form for kristendom - er ikke engang på din skeptiske måde ubeslutsom når det gælder det, der kunne være nødvendigt og nyttigt for dem. Så går du i stedet direkte i den modsatte grøft og påstår helt imod dit sædvanlige sind uhørt fast, at disse artikler er unødvendige.
Hvis disse artikler ikke anerkendes som nødvendige og pålidelige, ville der ikke være noget tilbage af hverken Gud eller Kristus eller evangeliet eller troen eller noget andet, ikke engang noget fra jødedommen, endnu meget mindre af kristendommen! Ved den udødelige Gud, Erasmus, hvilken stor åbning, snarere hvilken bred mark har du åbnet for at gå til angreb på dig og tale imod dig!
Hvad kunne du skrive, godt og rigtigt, om den frie vilje, hvor du med disse ord indrømmer så stor uvidenhed om skrifterne og troen?

- Men jeg vil rebe sejlene og ikke angribe med mine ord (som jeg måske gør bagefter), men bruge dine egne ord.

Den Kristendommens skikkelse, du har beskrevet, indeholder blandt andet, at vi stræber med al vores magt, at vi vender os til bodens middel, at vi skal nærme os Herrens nåde på alle måder, foruden den hverken menneskelig vilje eller stræben kan udvirke noget. Ligeledes skulle ingen fortvivle ved Guds nåde, Gud som i grunden er god af natur.
Disse Dine ord, uden Kristus, uden ånd, koldere end selve isen, så selv din veltalenheds glans må acceptere den fejl i dem, som du din stakkel med møje blev presset til af frygten for papisterne og tyrannerne, så at du ikke fuldstændig fremstår som ateist. Dine ord forsikrer alligevel eftertrykkeligt, at der findes kræfter i os, at alle kræfter kan udnyttes, at der er barmhjertigheden fra Gud, at Gud er retfærdig af natur, at han er god af natur osv.

Så hvis et menneske ikke ved, hvad disse kræfter er, hvad de formår, hvad de tillader, hvad deres anskuelser er, hvad deres virke er, hvad de ikke indvirker på, hvad skal dette menneske gøre? Hvad vil du lære det at gøre?

Du sagde, det var ufromt, nysgerrigt og overflødigt at ønske at vide, om vores vilje kan gøre noget i de anliggender, der hører til evig lyksalighed, eller om viljen kun er passiv i forhold den virksomme nåde. Men her siger du det modsatte: der er en kristen fromhed, man skal bruge al sin styrke, og uden Guds barmhjertighed ville viljen være frugtesløs.

Her forsikrer du straks, at viljen kan gøre noget i det, der angår evig lyksalighed og fremstiller den som stræbende efter dette. Omvendt gør du den passiv hvor du siger, at den er nyttesløs uden barmhjertighed. [Det siger sig selv, at du ikke definerer, hvor langt den aktive handling og den passive udholdenhed strækker sig, og du prøver at skabe uvidenhed om, hvad Guds barmhjertighed er i stand til, og hvad vores vilje udretter, netop der hvor du lærer, hvad vores vilje gør og hvad Guds nåde.]
Så din visdom drejer rundt i en cirkel, hvor du beslutter dig for ikke at knytte dig til nogen af parterne og komme sikkert frem mellem Scylla og Charybdis: at du fra midten af havet overhælder med floder (af ord, PB) og forvirret bekræfter stærkt alt det du benægter, og benægter det du bestemt bekræfter.

den virtuelle vej vaek fra virkeligheden

 

den virtuelle vej væk fra virkeligheden

I historisk perspektiv har mennesket i årtusinder udviklet fantasifulde forestillinger omkring oprindelse og årsagssammenhænge af de fænomener vores sanseorganer kunne registrere.

Uden yderligere teknologiske hjælpemidler som f.eks. mikroskoper, stjernekikkerter eller instrumenter til at måle elektrisk energi, var fantasifulde - oftest religiøse - forklaringer også dem som måtte forekomme at være de ”bedste” – især der, hvor man ville få indflydelse på den omgivende natur som man ikke beherskede. Her kom organiseringen af ”troen” ind ved medicinmanden, troldmanden, præsten, kirken, paven, profeten …

Først i løbet af de sidste 3 årtusinder, i første omgang via udviklingen af matematikken, geometrien og siden af fysik, kemi, medicin bliver religiøse forestillinger omkring tingenes beskaffenhed i stigende grad udfordret af en videnskabelig, materialistisk orienteret tankegang.

Denne udvikling kunne via en teknologisk og økonomisk udvikling fortsætte tilsyneladende næsten ubrudt indtil begyndelsen af vores årtusinde.

Jeg bruger bevidst ”tilsyneladende” for at fremdrage et historisk eksempel af de helt store, som viser, hvor skrøbelig den tilsyneladende tiltagende videnskabelighed i menneskelig erkendelse står i konfrontation med en velorganiseret, teknisk båren fordrejning af åbenlyse kendsgerninger.

Der hvor videnskaben mere eller mindre frivilligt stillede sig i tjenesten for en ”stats- eller systembærende” ideologi, bidrog den også med absurde teorier om raceforskelle, direkte historieforfalskning, ideologisk bestemte fejlberegninger af udviklingstendenser, bortforklaringer af skadevirkningen ved udledning af affaldsstoffer ...

Sådan en ”frigørelse” fra overordnede realiteter kunne holde det nazistiske Tyskland i gang med at føre en udsigtsløs trefrontskrig i flere år, hvor store dele af befolkningen på trods af mange tegn på et kommende nederlag kunne opretholde et mediebårent håb på en sejr til sidst (”Endsieg”) .

Denne vrangforestilling var organiseret på statsplan og vi griner i dag bedrevidende af Nordkorea, som lever under et lignende ”bevidsthedsregime”.

Mindre ”grinagtigt” er det 21. århundreds virkelighedsforståelse, hvor det som opfattes som realitet, i stadigt stigende grad er en ”selvvalgt overbevisning”, plukket fra de sociale medier, hvor videnskaben i mange sammenhænge slet ikke respekteres, men er angrebsmål for tidens ”shamaner”.

”Virkelige penge” og kryptovalutaer

Ligesom nye, virtuelle værdisæt kan der i dette nye årtusindes begyndelse også skabes virtuelle formuer, som (for det meste) gnidningsfrit kan byttes til materielle formuer. Intet kan være bedre egnet som eksempel end bitcoins (og andre kryptovalutaer).

https://www.cnbc.com/2021/01/11/bitcoin-btc-price-nearly-170-billion-wiped-off-entire-cryptocurrency-market.html

Man kunne jo som interesseret investor overbevise sig selv om, at det bare er en international, digital valuta udenfor statslig kontrol, hvis værdi udelukkende bestemmes af markedet, ligesom en almindelig valuta. Men i modsætning til – i hvert fald store valutaer – er ingen stærke stater eller internationale organisationer villige til at stabilisere denne digitale valuta. Tværtimod: Det mest attraktive ved kryptovalutaer er den manglende statslige kontrol, hvilket gør dem særlig værdsat i en i høj grad kriminel undergrundsøkonomi.

Det kan man som spekulativ køber af kryptovalutaer jo bare se bort fra, eller være glad for, så længe det får kursen til at stige. Spørgsmålet er så, om det kan være i de almindelige statsborgeres interesse, at tillade den form for tilskyndelse til skatteunddragelse, handel med illegale varer, svært sporbar bestikkelse/korruption og finansiering af terror.

Den eneste materielle realitet bag kyptovalutaerne er den computerkraft, som holder dem ”flyvende”. På den måde ligner de jo medievirksomhederne på nettet, som nu er de ”mest værdifulde” (i henhold til kursværdien) virksomheder overhovedet.

Der består dog den væsentlige forskel, at der hersker en del årvågenhed i forhold til det, Twitter eller Facebook m.m. bliver brugt eller misbrugt til.

Denne offentlighedens kontrol er stort set fraværende ved kryptovalutaerne, som slet ikke afkræves ”undskyldninger” i forhold til det de bliver brugt til – selvfølgelig også på den baggrund, af der jo ikke optræder offentlige ejere af dem

https://www.cnbc.com/2017/10/27/bitcoins-origin-story-remains-shrouded-in-mystery-heres-why-it-matters.html#close

- i modsætning til de stater som udsteder deres forskellige valutaer!

https://www.lexology.com/library/detail.aspx?g=453fc875-be12-4701-b3ed-585aad9a2191 ¹

De virtuelle værdiers himmelflugt

Det flyder for tiden med investeringsparate penge, fordi centralbankerne – og i mindre grad regeringerne – har pumpet kapital ud for at sætte gang i hjulene under coronakrisen. Da renten samtidig er meget lav, kan det derfor ikke betale sig at spare op. Derfor skal pengene investeres. De bliver investeret i aktier, boliger og meget andet, som så stiger i pris. Men efterhånden er mange ting så dyre, at man søger efter nye investeringsmuligheder: Her kommer bitcoin/kryptovalutaerne ind i billedet.

Alle de penge som centralbankerne/regeringerne pumper ud i samfundet burde jo gerne ende i nye skoler, hospitaler, bæredygtig omstilling etc. Altså ting der gør alle menneskers liv bedre.

I stedet for bidrager en god del af disse midler til at presse prisen for kryptovaluter eller investeringer i ”virksomheder” som beskæftiger sig med at skubbe penge rundt endnu mere i vejret. Hvad betyder det for vores samfund?

Virtuel bevidsthed

I det øjeblik, hvor mange mennesker ikke alene investerer i en virtuel virkelighed men også får en stor del af det de betragter som deres ”viden” via en selektiv brug af netmedier, så er der i hvert fald i de lande, hvor der er fri adgang til internettet også fri adgang til at sammensætte ens eget verdenssyn, eller at følge nogle bevægelser og netguruer, som foretager denne opgave for en, når man nu en gang har tilmeldt sig ”fan-boblen”.

På en måde overtager det jo den tradition, at man blev født ind i en region og en religion og hermed ind i en verdensopfattelse og gerne en bankforbindelse (en Sparekasse, var det den gang) . Men i modsætning til et fordums geografisk bestemt værdisæt, udklækkes nu via nettet hele tiden meget hurtigt nye ”sekter” og nye investerings- og opsparingsmuligheder, som i høj grad vil profilere sig omkring at være i modstrid med de værdier og forståelsesrammer som holdt sammen på samfundene/nationerne.

Hvad der for alvor skulle imødegå en sådan centrifugalkraft i vores endnu fælles virkelighedsopfattelse står lige nu i det uvisse, hvor Joe Biden overtager efter Donald Trump, og den sidste Corona-hjælpepakke endnu ligger et godt stykke ude i fremtiden.

1About Lexology

Lexology delivers the most comprehensive source of international legal updates, analysis and insights. We publish in excess of 450 articles every day from over 900 leading law firms and service providers worldwide across 50 work areas in 25 languages.