OM DEN TRAELBUNDNE VILJE (1525)

 

OM DEN TRÆLBUNDNE VILJE (1525)

MARTIN LUTHER VS. ERASMUS FRA ROTTERDAM

”Fri vilje er helt og holdent en guddommelig betegnelse, og kan ikke tildeles andre end den guddommelige majestæt. For den kan og gør alt, hvad den vil i himlen og på jorden.”

Luther skrev som bekendt mange skrifter. Selv mente han, at skriftet ”Om den trælbundne vilje” sammen med Den store Katekismus hørte til dem, han helst vedkendte sig. ”Om den trælbundne vilje” er som nævnt Luthers opgør med humanisten Erasmus. Erasmus lærte om viljens frihed, dvs. han mente, at mennesket af natur har mulighed for at nærme sig eller tilslutte sig nåden og altså bidrage til eller samarbejde om sin omvendelse. Denne opfattelse er vel den mest udbredte hos vor tids kristne. Men Martin Luther var dybt uenig i dette og argumenterede meget bibel-stringent for hans afvisning af Erasmus’ humanisme.

https://www.blogos.dk/om-den-traelbundne-vilje-eller-ompaastande-og-faste-meninger/

https://da.wikipedia.org/wiki/Erasmus_af_Rotterdam

… et par korte uddrag fra ”Om den trælbundne vilje”

(oversat fra tysk af PB)
(...)

Alt i alt lyder disse dine ord, som om du var ligeglad med, hvad der tros af hvem og hvor, hvis kun verdens fred bevares. Som om det var tilladt for at undgå livsfare og for at redde sine besiddelser og sit omdømme at efterligne en som sagde: Hvis man siger ja, siger jeg også ja, hvis man siger nej, siger jeg også nej. Det lyder som om du ikke synes mere om den kristne lære end om filosoffers og andre menneskers synspunkter, som om det var mere end tåbeligt at argumentere for, at kæmpe for og at holde fast i, fordi der der kommer intet andet ud af det end skænderier og ødelæggelsen af den ydre fred: Hvad der er over os, er ikke vores anliggende. For at bilægge vores tvister opfører du dig neutralt, så du kan holde begge sider i balance og overbevise dem om, at vi skændes om tåbelige og unødvendige ting.

(...)
Men det kan endnu mindre tolereres, at du tæller spørgsmålet om den frie vilje blandt dem, der er unyttige og unødvendige. Og i stedet for det opremser du for os, hvad du anser for tilstrækkeligt for den kristne tro, og det på en måde, som enhver tilfældige jøde eller hedning kunne gøre det med lethed, selvom han ikke vidste noget som helst om Kristus.
Du ikke nævner Kristus - ikke i det mindste - ligesom du troede, at en kristen tro kunne eksistere uden Kristus, hvis kun den i sin natur grundgode Gud ville blive tilbedt med al magt.

Hvad skal jeg sige til det, Erasmus? Hvis du ikke synes, at denne sag er nødvendig for kristne, skal du forlade arenaen, vi har intet at gøre med dig.

Vi anser dem (spørgsmålene som tages op i det følgende, PB) for nødvendige. Hvis det er ufromt, hvis det er nysgerrig, hvis det er overflødigt, som du siger, at vide, om Gud tilfældigvis ved noget på forhånd, om vores vilje kan gøre noget ved de ting, der hører til evig frelse, eller om vores vilje kun er passiv i forhold til den virksomme nåde, uanset om vi gør hvad vi gør, om vi gør det gode eller det onde af ren nødvendighed - eller rettere - lader det ske; hvad, spørger jeg så, ville så være gudfrygtig? Hvad er vigtigt, og hvad er nyttigt at vide?

Det duer slet ikke, Erasmus, det er for meget. Det er vanskeligt at tilskrive dette din uvidenhed, eftersom du allerede er en gammel mand og har boet blandt kristne og har beskæftiget dig med de hellige skrifter i lang tid. Du giver os ingen mulighed til at undskylde dig og tænke godt om dig. Og alligevel tilgiver katolikkerne dig disse uhyrligheder og bærer over med dem; fordi du skriver imod Luther. Ellers, hvis Luther ikke levede, og du skrev noget lignende, ville de rive dig i stykker mellem tænderne.
”Platon er vor ven, Sokrates er vor ven” - men sandheden er at foretrække. For selvom du måske ved for lidt om Den Hellige Skrift og den kristne tro, bør en ven af de kristne også vide, hvad de kristne anser for nødvendigt og nyttigt, og hvad de ikke anser for at være det.

Men du - en teolog og en lærer af de kristne, for hvem du vil ordinere en form for kristendom - er ikke engang på din skeptiske måde ubeslutsom når det gælder det, der kunne være nødvendigt og nyttigt for dem. Så går du i stedet direkte i den modsatte grøft og påstår helt imod dit sædvanlige sind uhørt fast, at disse artikler er unødvendige.
Hvis disse artikler ikke anerkendes som nødvendige og pålidelige, ville der ikke være noget tilbage af hverken Gud eller Kristus eller evangeliet eller troen eller noget andet, ikke engang noget fra jødedommen, endnu meget mindre af kristendommen! Ved den udødelige Gud, Erasmus, hvilken stor åbning, snarere hvilken bred mark har du åbnet for at gå til angreb på dig og tale imod dig!
Hvad kunne du skrive, godt og rigtigt, om den frie vilje, hvor du med disse ord indrømmer så stor uvidenhed om skrifterne og troen?

- Men jeg vil rebe sejlene og ikke angribe med mine ord (som jeg måske gør bagefter), men bruge dine egne ord.

Den Kristendommens skikkelse, du har beskrevet, indeholder blandt andet, at vi stræber med al vores magt, at vi vender os til bodens middel, at vi skal nærme os Herrens nåde på alle måder, foruden den hverken menneskelig vilje eller stræben kan udvirke noget. Ligeledes skulle ingen fortvivle ved Guds nåde, Gud som i grunden er god af natur.
Disse Dine ord, uden Kristus, uden ånd, koldere end selve isen, så selv din veltalenheds glans må acceptere den fejl i dem, som du din stakkel med møje blev presset til af frygten for papisterne og tyrannerne, så at du ikke fuldstændig fremstår som ateist. Dine ord forsikrer alligevel eftertrykkeligt, at der findes kræfter i os, at alle kræfter kan udnyttes, at der er barmhjertigheden fra Gud, at Gud er retfærdig af natur, at han er god af natur osv.

Så hvis et menneske ikke ved, hvad disse kræfter er, hvad de formår, hvad de tillader, hvad deres anskuelser er, hvad deres virke er, hvad de ikke indvirker på, hvad skal dette menneske gøre? Hvad vil du lære det at gøre?

Du sagde, det var ufromt, nysgerrigt og overflødigt at ønske at vide, om vores vilje kan gøre noget i de anliggender, der hører til evig lyksalighed, eller om viljen kun er passiv i forhold den virksomme nåde. Men her siger du det modsatte: der er en kristen fromhed, man skal bruge al sin styrke, og uden Guds barmhjertighed ville viljen være frugtesløs.

Her forsikrer du straks, at viljen kan gøre noget i det, der angår evig lyksalighed og fremstiller den som stræbende efter dette. Omvendt gør du den passiv hvor du siger, at den er nyttesløs uden barmhjertighed. [Det siger sig selv, at du ikke definerer, hvor langt den aktive handling og den passive udholdenhed strækker sig, og du prøver at skabe uvidenhed om, hvad Guds barmhjertighed er i stand til, og hvad vores vilje udretter, netop der hvor du lærer, hvad vores vilje gør og hvad Guds nåde.]
Så din visdom drejer rundt i en cirkel, hvor du beslutter dig for ikke at knytte dig til nogen af parterne og komme sikkert frem mellem Scylla og Charybdis: at du fra midten af havet overhælder med floder (af ord, PB) og forvirret bekræfter stærkt alt det du benægter, og benægter det du bestemt bekræfter.