mandag den 21. oktober 2013

lemminger



Lemmingeøkonomi
At lade input-output-ræsonnementet at være afgørende i alle livets forhold bliver i mange sammenhænge dyrket som det fornuftige og frigørende:
”sparet er tjent”
”pengene har det bedst i borgernes lommer”
”hvorfor betale for meget?”
”kan det overhovedet svare sig?”
”hvad får du/jeg ud af det?”
”få overblik over din økonomi”
”en bolig er en fin investering”
”på parcelhusmarkedet er der også bedre tider at spore - det ses blandt andet også ved en øget handelsaktivitet”
…....................
…............
…...
o.s.v.

Her har jeg ganske bevidst drejet fokus ind mod boligmarkedet:

Vi skal som regel have et sted at bo. Bostedet skal gerne opfylde vores behov og nogen gange endda vores drømme. Desværre er mange tvunget til at vælge det billigste.
Nogle vil gerne bo inde i byen, helst i nærheden af, hvor ”det hele” sker – andre foretrækker fred og ro – ja ligefrem afsondrethed – og de fleste vil velsagtens have noget, som ligger lidt midt imellem, igen meget afhængig af, om man har børn, er under uddannelse, har et godt arbejde i nærheden, om der er nær familie eller gode venner man vil have tæt på, om naturen rundt om er køn, om luften er ren, om det er tæt ved havet eller en park, om...

MEN med undtagelse af dem, som egentlig slet ikke har råd til at få sig en menneskeværdig bolig bliver de positive motivationer for at bosætte sig det ene eller det andet sted oftest stillet overfor den ”ØKONOMISKE OVERDOMMER” - enten den som vi efterhånden har installeret i vores egen bevidsthed eller i form af bankrådgiveren eller lignende, som har noget at have sagt i forbindelse med boligvalget.
Og hvad kommer der så ud af det: en endnu mere forceret flugt fra land til by, som hinsides al livskvalitet eller eller almenmenneskelige behov på danmarksplan såvel som på global plan afstedkommer stadig større byer med boligboble efter boligboble – tilsyneladende også i ud af takt med den økonomiske udvikling i øvrigt.
Om man selv ville være en lemming iblandt mange andre kan dog mange til en vis grad selv beslutte, men så skal vi også ved vores beslutninger have styrken til at gemme vores indre gnier af vejen når det gælder..





mandag den 30. september 2013

VALGET I OESTRIG


kilder:
http://www.bmi.gv.at/cms/BMI_wahlen/nationalrat/2013/
og
http://wahl13.bmi.gv.at/


Resultatet er ikke - slet ikke - godt, men skal dog gerne forstås (hvilket tilsyneladende hverken DR, Politiken eller andre danske medier som f.eks. Ritzaus gør)
Resultatet bliver i udlandet set som FPÖs (højrenationalisternes) store sejr. At partiet har haft en fremgang på 3,9% stikker selvfølgeligt i øjnene – så meget at man (hvis man ikke kender til partierne i Østrig i øvrigt) tilsyneladende overser, at BZÖ går 7,1% (!) tilbage. BZÖ er faktisk en afskalning fra FPÖ og Jörg Haiders  opfindelse – og Jörg Haider (den også i udlandet kendte, nu afdøde højrepopulist) ”var” faktisk FPÖ. Således er det mest markante i FPÖ-fremgangen ved valget i 2013, at den nationalistiske højrefløj i Østrig er vedat blive genforenet. 
At der ved siden af højrenationalisternes genforening sker et vælgerskred til nye, mere eller mindre neoliberalistiske partier (NEOS, FRANK [Stronach]) (tænk på f.eks. på Liberal Alliance) er mere ”sensationel”. 
Ved siden af al den fortrædelighed skal dog gøres opmærksom på, at hverken NEOS eller FRANK er fremmedfjendske, racistiske eller ”kønsfascistiske”. Interessant/positivt er dog, at de grønne går 1% frem – i modsætning til det tyske valgresultat fra 22-09-2013 .





fredag den 13. september 2013

om at skyde sin egen regering ned



 
 
om at skyde sin egen regering ned med velberåd hu

Meg glæde har jeg bemærket, at det at have en politisk holdning igen er på vej til at være mainstream.
Ikke nødvendigvis holdninger som jeg vil bifalde – men trods alt målsætninger af mere samfundsrelateret dimension end en ren individuel søgen efter en sti gennem tilværelsens jungle.
http://agenda.studentersamfundet.aau.dk/artikel/64
Det foruroligende ved denne politisering er dog, at den op- og udleves meget løsrevet fra større overbygninger af teoretisk-ideologisk karakter.

Twitter fremtræder således mere politisk end Facebook. Hos Twitter er der kun plads til ”oneliners” som i bedste fald giver anledning til debat men per se ikke giver plads til uddybende forklaringer – og (måske netop derfor) synes Twitter velegnet:
Det var faktisk nemt at tweete lige før:
"Margrethe Vestager forbereder de Radikale på sideskift til de borgerlige efter næste valg.”
Men at forklare De Radikales historiske rolle i dansk politik og partiets tradition for at være ”svigefuld” i forhold til de politiske fløje som en del af deres selvforståelse ville være aldeles umuligt. Bevares, der kunne linkes til alskens udredning – but who would care?
På sin vis er De Radikale nok det mest moderne parti i tiden, i det en løbende justering i positioneringen i politikkens magtspil fastholder medieinteressen for partiet og en hermed en folkelig interesse for parlamentarismen: regeringers afhængighed af folketingets aktuelle flertalsforhold bliver et fast politisk hotspot.

Om De Radikale (og fru Vestager) i særlig grad af netop unge vælgere vil blive belønnet for denne indbyggede smartness, vil vise sig i en fremtid som sagtens kan være tættere på end de store medier taler/skriver om lige for tiden.
Venter der et snarligt nyvalg i kulisserne??
 
 
 

fredag den 5. juli 2013

EXIT MORSI


Mubarak                  Morsi                Mansour
 

Efter årtiers forbud af det Muslimske Broderskab var det forventeligt at mange af dets medlemmer under præsident Morsi så chancen for at islamisere Ægypten. Præsidenten ”skulle” dog ikke alene tilgodese Broderskabet men endda yderligt gående muslimer som i grunden så omvæltningen efter Mubarak som et ”demokratisk mellemspil” på vej til Allahs rige på jorden.
Broderskabets valgsejr i Ægypten har for nogle islamister været et signal til at forny bestræbelserne hen imod et nyt kalifat som skal samle alle (selvfølgeligt muslimske) arabere1.
Stillet overfor sådanne forventninger og samtidigt overfor en mere verdsligt orienteret opposition havde Morsi ikke en reel chance i løbet af bare ét år at formidle et billede af en fremtid, som kunne rumme så modsatrettede forventninger.
Dertil kommer at verden (med få undtagelser) er presset af en økonomisk krise, som nødvendigvis slår igennem i Ægypten også, hvor systemskiftet fra militærdiktatur til parlamentarisk demokrati skulle ledsages af økonomisk fremgang.

Men uanset begejstringen over Morsis fald hos mange mennesker som jeg sympatiserer med og i mangt og meget er enig om så vil jeg fastholde følgende:
I demokratier vælter man ikke demokratisk valgte ledere ved kup men ved stemmeurnerne. Militæret kan – uanset dets egne intentioner – ikke være en institutionaliseret instans som ”holder demokratiet i ørerne”. Ægte demokrati kendes ved, at man respekterer og forsvarer sine modstanderes ret til at ytre sig og blive valgt. Kun at støtte sine egne er grundlaget for DIKTATUR – uanset om den er verdsligt eller religiøst orienteret.

Selvom vi nødigt vil indse det, så er den borgerlige demokrati som vi kender også presset meget i mange lande i Europa – og ikke alene i de nye forholdsvis nye demokratier som først blev etableret efter murens fald.

At lade såvel Ægypten (og andre efter det arabiske forår nu mere demokratiske lande) såvel som Europa syd for Alperne ”sejle deres egen – økonomiske - sø” falder sikkert i smag hos mange af vores politikere. Vælger vi dem - med blikket stift rettet mod vores trækprocent - vælger vi fremtidens katastrofe(r).



onsdag den 3. juli 2013

baby-misbrug



 
”Facebook-babyer misbruges af pædofile
Billeder på Facebook af nyfødte babyer misbruges af pædofile
Knap har mødre født, før de lægger billeder af deres dejlige babyer på Facebook. Men hvis bare de vidste, hvad de billeder kan blive misbrugt til, ville de måske tænke sig om en ekstra gang.
Det siger Gitte Jakobsen, særlig rådgiver i Red Barnets hotline mod børnepornografi, til MetroXpress.
Mor og far vil vise hele verden hvor skønt, det er. De tænker naivt, at kun familie og venner ser det, siger Gitte Jakobsen.
(...)
Undlad under alle omstændigheder at vise barnets kønsdele og numse. Læg f.eks. et tæppe over, siger Gitte Jakobsen.”

02. juli 2013 - http://ekstrabladet.dk/112/article2029403.ece

Hallo!!?? Handler det her om overgreb på uskyldige børn?
Handler det her om at børn (altså ikke deres billeder men børnene selv) bliver bragt i ydmygende, skadevoldende, skræmmende situationer for at tage pornografiske billeder af dem?
Nej. Dette handler om, at mange mennesker synes at det er ulækkert og perverst at der findes mennesker som kan blive seksuelt opstemte eller endda tilfredsstillede af at se på eller også mishandle billeder af babyer.

Jeg kan da sagtens synes at det er ”ulækkert”. Det er/ville også være ulækkert hvis det var babydukker. Skal salg af babydukker så forbydes, og babydukkers numser og evt. kønsdele tildækkes?

Billeder af kendte og ukendte kvinder og mænd, piger og drenge i mere eller mindre afklædt tilstand bliver utvivlsomt misbrugt på samme måde. Skal alle disse billeder væk fra internettet, bøgerne, museerne, de græske vaser, de romerske mosaikker, de indiske templer....

Er er vi på vej til vores egne ”talebanske” tilstande? Småbørn, der skal pakkes i heldragter når de leger ved stranden. ”Hudfarve- og sexords-filtre”, der skal installeres på alle computere allerede af softwareleverandøren?

Hvis vi vil holde nogenlunde styr på, hvad samfundet skal forhindre, forbyde og forfølge, så skal/kan ikke vores smag eller afsmag/afsky være rettesnoren – men alene en rational overvejelse, om det som vi tager afstand fra og som vækker vores afsky de facto volder skade på konkrete ofre og derfor skal forbydes.

Ellers ender vi i et "retssamfund" hvor det f.eks. er forbudt at onanere - med eller uden billeder - fordi det strider imod ”moralen” eller nogle menneskers religiøst bestemte forestillinger om ret og uret.






lørdag den 8. juni 2013

l'art pour l'art eller l'art pour de l'argent



l'art pour l'art eller hvad?

At leve i et tomrum - eller bare afskåret fra resten af menneskeheden som permanent tilstand - fremstår sommetider som idealsituationen for det skabende menneske – det romantiske geni som i sin tragiske titaniske og desperate ensomhed tvinges til at skabe det fuldendte, det ekstreme, det sublime - den døve Beethoven der topper som genial komponist da han allerede er afskåret fra at høre sine egne værker.
Men det at BEETHOVEN ikke hørte sine sene værker betød jo IKKE at andre heller ikke fik dem at høre.
Hvis vi alle var genier inde i vores egne hjerner, multikunstnere der kunne spille på alle kunstarters og genres tangenter, var det vel ideelt at være asocial isoleret.
Måske udspringer dette romantisk-tragiske kunstnerideal af monoteismen: at være skaber er et ensomt, men uendeligt storslået projekt.

Dagens økonomiske markedsvirkelighed angriber jo denne drøm på den mest nedrige og nedslående måde, der hvor kunstnerisk kvalitet mister al relevans i det øjeblik den ikke kan begå sig som vare.
Der kan man sagtens drømme sig til(bage) til elfenbenstårnet, hvor kunsten og videnskaben trivedes for deres egen skyld – i ophøjet ensomhed.
Sådan en nostalgisk længsel efter en fortid der allerede for længst var forbi da FØRSTE Verdenskrig brød ud kan kun føre til kulturelskeres kavaleri-angreb på økonomisternes maskingeværbevæbnede stillinger: spektakulære iscenesættelser af kamikazeprojekter.

Kunsten og kulturen skal have deres plads i den SOCIALE virkelighed, folde sig ud og virke som menneskelig interaktion men IKKE først og fremmest som salg og køb. Bevares – jeg ved godt: meget af det som vi ”konsumerer” som kunst og kultur er kun blevet til, fordi kunstneren var sulten, grådig eller begge dele. Sulten kan vi sagtens stille, hvis vi gør op med os selv, hvad vi får foræret der hvor vi møder musikken, maleriet, digtet, romanen, filmen... - og hvad vi så skylder for at sikre de mennesker som evner at være kreative skabere og dermed bidragsydere til vores største oplevelser af menneskelig formåen.

At bidrage til grådighedens kultur ved at forgylde enkelte ”genier” eller ”managerskabte plastikdukker” bare for at være med i en kunstig glædesrus og/eller et iscenesat pseudofællesskab er en stor del af det som markedsføres som kunst+kultur. Det er dog ikke andet end et møde mellem bedrag og selvbedrag på markedspladsen.

torsdag den 23. maj 2013

Æstetik og formering


 
Æstetik og formering
Om synssansen som formidler/udløser af tiltrækning

Med udgangspunkt i designet af vores kokkeknive på en magnetholder kom vi (min kone Bente og jeg) til at snakke om, hvordan/hvorfor noget virker pænere end noget andet – og pænere = mere tiltrækkende.
Det er til at kapere, at vores ret udviklede hjerne foretrækker ”det gyldne snit” ved dimensionering af billedrammer og tusindvis af andre ting.
Men hvordan går det til, at et bestemt mønster på f.eks. en han-påfugles hale stimulerer en hun-påfugl?
Denne hun kikker jo ikke på denne hale og tænker: ”den er godt nok flot, sikke nogle changerende farver … han må være velhavende”.
Derimod er det IKKE overaskende at visse duftstoffer virker tiltrækkende – der skal jo knap nok hjerne, til før de virker.

Men SYNSSANSEN? - her handler det jo ikke blot om RØD eller GUL men om komplekse differentierede signaler – artsspecifikke åbenbart! Og dog: vi mennesker synes jo også at påfuglens hale er flot – men der er nok ikke ret mange kvinder/mennesker som ligefrem synes at den er sexet.
Og dog – der er ret mange mennesker som pynter sig selv med alskens fjer – som regel mændene ved naturfolk, og kvinderne hos os ”kultiverede”.

…. Og så er der jo bare alt det andet fra flotte fisk til flotte blomster (især blomsterne ”snyder” dog også med duftstoffer!).

Det korte af det lange - at farver virker tiltrækkende er ikke overraskende, men at geometrien og kompleksiteten udvikles i arternes kamp om formering og overlevelse - længe før intellekt kommer ind i vores evolution - er fascinerende.