lørdag den 31. oktober 2020

FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN

 



FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN
Lige efter at have set på fotografier på Instagram, som jo handler om at formidle mest billede og mindre tekst, slog det mig, at smartphoneformatet først og fremmest udspringer af, at et rektangel på højkant er bedre egnet som telefon end et bredformat, hvilket gør smartphonen til en meget indgribende og egentlig stærkt begrænsende frembringelse.
Når nu smartphonen har erstattet computeren og laptoppen som det mest brugte internet-redskab bliver billedformatet også ændret radikalt, og de apps/tjenester som først og fremmest skal formidle billeder følger med eller bliver udelukkende udviklet med henblik på det.
Uanset den kendsgerning, at telefonernes kameraer i kvalitet i dag langt overgår det, som et digitalkamera i lommeformat kunne præstere for 10 år siden, så lægger billedformatet mest op til, at tage billeder af personer - især af dig selv - og andre ting som ligger lige for, ikke mindst fordi telefonernes digitale zoom oftest stadigvæk er disse smartphones akilleshæl.
Hvis man er født ind i den virkelighed, at det store udsyn, de store vider, landskaberne, den store scene på forhånd er underordnet i forhold til noget der ligner et portræt, kan man ofte ikke ”se” anderledes på verdenen. Og da verdenen ligesom selfien langt fra lever op til det som man gerne vil vise frem, bliver der tilbudt og brugt stedse mere elektronisk makeup (gerne en mere drastisk makeover).
De videoer man ser på nettet, skal også passe ind i dette format, og dem som en gang drømte om, at skabe billedkunst på alle niveauer og med alle de muligheder, som teknologien i og for sig kunne præstere i dag, kan overfor det højkantede lommeformat godt pakke sammen.
Bekvemmeligheden og tilgængeligheden er det som tæller mest (det gælder oven i købet også lyden og musikken som måske lider endnu mere af den telefoniske forsnævring).
Vi kan være elektronisk sociale mens vi sidder på toilettet, men kan ikke få den kvalitet og det udsyn, som mere billede (i bredformat) mere og bedre lyd, og mere sammenhængende tekst kunne give.
Således bliver det klart, hvorfor Twitter er det internetmedium, hvor politik og dermed en væsentlig del af samfundsudviklingen drøftes og fremvises. Det lægger netop bunden til den trumpisme vi oplever på så mange planer for tiden…
Måske kunne disse ”VR-headsets” som vender telefonerne 90 grader lige foran vores øjne, lade telefonerne komme til deres ret som billedformidlere i bredformat og på en måde videreføre eller ligefrem genskabe noget af det større, bredere udsyn, men det sker jo så bekostning af en nærmest uigennemtrængelig isolation, så længe man bruger dem.




mandag den 19. oktober 2020

THE BEAUTIFUL AND THE LESS BEAUTIFUL ONES

 


The media and people in general can often not get enough of everything that has to do with sex - for the good and especially for the evil.

In these times it is very much about sexual abuse of women. ..and since there undoubtedly were (and are) many violations and abuses committed, there are probably many more naughty stories on the way ..

But what about those women who, due to "lack of attractiveness", experience few or no sexual offenses but in return are mocked, overseen and ignored because of their appearance, regardless of their human, professional and / or intellectual qualities - precisely because they are women?

Perhaps here the worst side of sexism becomes obvious, where it comes to, that women so much more than men are measured and valued because of their appearance.

Men, on the other hand, are “allowed” to be ugly, as long as they are successful - and I can think of really many of them. They are not for laughs but just a great inspiration for their "ugly" peers.

But women? There must exist some successful female comedians, researchers, politicians and artists who are/were decidedly ugly women. I just can not remember any of them.



torsdag den 10. september 2020

TINGENES TYRANNI

 


TINGENES TYRANNI

bliver tydelig, når selv fattige mennesker har flere ting, end de er i stand til at flytte alene ... og for det meste ikke engang er i stand til at huske ...


De fleste af os ved, at vi ejer for mange ting. Vi mærker vægten og byrden af ​​vores rod. Vi bliver træt af at rengøre og og holde orden. Vores legerum er rodet, vores skuffer kan ikke lukkes, og vores skabe er fyldt fra top til bund. Rodet er over os - overalt.

I dag indsamles der konstant data om vores hjem, vores indkøbsvaner og vores udgifter. Forskningen bekræfter vores iagttagelse: vi ejer for mange ting - og det stjæler vores liv.

Britisk forskning har vist, at den gennemsnitlige 10-årige ejer 238 styk legetøj, men leger kun med 12 dagligt (The Telegraph).


Nogle rapporter viser, at vi bruger dobbelt så mange materielle goder i dag som for 50 år siden (The Story of Stuff).


I øjeblikket tegner de 12 procent af verdens befolkning, der bor i Nordamerika og Vesteuropa, sig for 60 procent af det private forbrug, mens den tredjedel, der bor i Sydasien og Afrika syd for Sahara, kun tegner sig for 3,2 procent (Worldwatch Institute).


Nordamerikanerne og vesteuropæerne bruger mere på sko, smykker og ure end på videregående uddannelse (Psychology Today).


93% af teenagepiger nævner shopping som deres foretrukne tidsfordriv (Affluenza).


Den gennemsnitlige amerikaner smider om året 65 pund tøj væk (Huffington Post).

MEN: Næsten halvdelen af ​​amerikanske husstande sparer ikke op. (Business Insider).


Disse tal tegner et smerteligt billede af overdreven forbrug og unødvendig ophobning. Det er klart, at mange af os har alt for mange ting.


Kilde: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

THE TYRANNY OF THINGS

 




THE TYRANNY OF THINGS

becomes obvious, when even poor people have more stuff than they are able to move alone ...and for the most not even are able to account for…


Most of us know we own too much stuff. We feel the weight and burden of our clutter. We tire of cleaning and managing and organizing. Our toy rooms are messy, our drawers don’t close, and our closets are filled from top to bottom. The evidence of clutter is all around us.

Today, data is constantly being collected about our homes, our shopping habits, and our spending. The research is confirming our observation: we own too much stuff. And it is robbing us of life.

British research found that the average 10-year-old owns 238 toys but plays with just 12 daily (The Telegraph).


Some reports indicate we consume twice as many material goods today as we did 50 years ago (The Story of Stuff).

Currently, the 12 percent of the world’s population that lives in North America and Western Europe account for 60 percent of private consumption spending, while the one-third living in South Asia and sub-Saharan Africa accounts for only 3.2 percent (Worldwatch Institute).


North America and Western Europe spend more on shoes, jewelry, and watches than on higher education (Psychology Today).


93% of teenage girls rank shopping as their favorite pastime (Affluenza).


The average American throws away 65 pounds of clothing per year (Huffington Post).

BUT: Nearly half of American households don’t save any money (Business Insider).


These numbers paint a jarring picture of excessive consumption and unnecessary accumulation. Clearly, many of us have far too much stuff.

Source: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

torsdag den 6. august 2020

FOMO – fear of missing out


Aktierkursers himmelflugt og frygten for at gå glip af noget

I en eksklusiv gæsteartikel til tyske WirtschaftsWoche opridser den amerikanske nobelprisvinder Robert Shiller udviklingen af det amerikanske aktiemarked under coronakrisen. Økonomen siger: Aktiekurser følger nyhederne med en forsinkelse - og er påvirket af historier og fortællinger.

Udviklingen på aktiemarkederne under coronavirus-pandemien ser ud til at unddrage sig enhver logik, især i De Forenede Stater. I lyset af et kraftigt fald i efterspørgslen, der trækker investeringerne og beskæftigelsen ned, opstår spørgsmålet om, hvad der rent faktisk holder aktiekurserne flydende - og hvorfor grundlæggende økonomiske forhold og kursudviklingen på aktiemarkedet i den grad stritter i hver sin retning. For at besvare denne gåde er vi nødt til at ty til massepsykologi og fortællingers dynamik.

Prisbevægelser på aktiemarkederne er stort set ikke baseret på selve nyhederne, men snarere på, hvordan investorer vurderer andre investorers reaktion på denne nyhed. Dette skyldes, at de fleste mennesker ikke i tilstrækkelig grad kan vurdere vigtigheden af forretnings- eller videnskabsnyheder. Især når de har en grundlæggende mistillid til medierne, er de tilbøjelige til at stole på, hvordan folk, de kender, reagerer på nye oplysninger. Denne vurderingsproces tager på sin side tid, hvilket er grunden til, at aktiemarkederne ikke reagerer på nyheder så hurtigt og fuldstændigt, som traditionelle teorier antyder.

Den seneste aktiemarkedsudvikling i USA kan opdeles i tre faser. Det hele startede med en stigning på tre procent i S&P 500-aktieindekset (S&P 500, er et aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder) fra begyndelsen af coronakrisen i slutningen af januar til 19. februar.

Derpå fulgte et styrtdyk på 34 procent der fortsatte indtil 23. marts.

Dette blev efterfulgt af en opadgående bevægelse på omkring 42 procent, der fortsætter den dag i dag.

Hver af disse faser har en forbindelse med bestemte nyheder, der fik markedet til at reagere - med en forsinkelse.

Den første fase startede, da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede den nye coronavirus til "en sundhedsmæssig nødsituation af international betydning". S&P 500 fortsatte dog at klatre i de næste 20 dage og nåede et all-time-high den 19. februar.

Med andre ord: Investorerne hjalp aktierne med at nå toppen til trods for meddelelsen om en mulig global tragedie. Rentesatserne faldt i denne periode ikke. Hvorfor "forudsagde" aktiemarkedet ikke den forestående recession med faldende priser, før nedturen begyndte?

Antagelig kunne folk simpelthen ikke (endnu) stille noget op med fænomenet ”pandemi”. De fleste investorer var oprindeligt ikke overbeviste om, at andre investorer og forbrugere var opmærksomme på virussen. De første lockdowns i Kina i slutningen af januar fik kun lidt opmærksomhed i verdenspressen.

Sygdommen forårsaget af den nye coronavirus havde ikke engang et navn, før den blev navngivet COVID-19 af WHO den 11. februar. I ugerne frem til 19. februar faldt offentlighedens opmærksomhed på centrale spørgsmål som klimaændringer, sekulær stagnation eller statslige skoler. Det dominerende emne i USA var impeachment-proceduren mod præsident Trump.

Mange politikere syntes tilsyneladende, at det var kontraproduktivt at ringe alarmklokkerne over en hypotetisk truende tragedie af kæmpemæssige proportioner.

Da der fandtes næsten ingen erfaring med globale epidemier siden influenzapandemien fra 1918 til 1920, eksisterede ingen statistiske analyser af markedseffekterne af sådan en begivenhed.

Den anden fase på aktiemarkedet begyndte, da S&P 500 styrtdykkede med 34 procent mellem den 19. februar og 23. marts - et dramatisk fald, der svarede til 1930-børskrisen.

Indtil da havde der imidlertid kun været en håndfuld rapporterede Covid 19-dødsfald uden for Kina. Hvorfor kom så denne skarpe reaktion nu?

Investorer skiftede ikke mening på grund af en enkel nyhed eller historie, men på grund af en konstellation af indbyrdes forbundne narrativer: Den 17. februar nævnte medierne for første gang om hamstring af toiletpapir i Hong Kong, hvorpå denne nyhed spredte sig som en steppebrand ligesom en slags vittighed. Der kom naturligvis nu også flere internationale rapporter om spredningen af ​​sygdommen.

Den 11. marts erklærede WHO Covid19 til en pandemi. Internetsøgninger efter "pandemi" toppede i ugen 8.-14. Marts, søgninger efter "coronavirus" toppede i ugen 15. - 21. marts. Tilsyneladende forsøgte folk i denne anden fase at indsamle grundlæggende oplysninger om sygdommen.

Da nedgangen på aktiemarkedet begyndte, fremkom levende beskrivelser af nød og økonomiske forstyrrelser forårsaget af nedlukningerne. Der har kom rapporter om mennesker i det forseglede Kina, der efter sigende ikke havde noget andet valg end at spise dyrefoder som søorm og småfisk. Fra Italien kom historier om medicinsk personale på overfyldte hospitaler, der blev tvunget til at vælge de patienter, der overhovedet kunne behandles. Der cirkulerede nu også historier om den store depression i 1930'erne.

Begyndelsen af den tredje fase, hvor S&P 500-indekset startede sin stigning på 40 procent, var præget af ægte nyheder fra finans- og pengepolitikken. Den 23. marts, efter at renten var nedsat til praktisk taget nul, annoncerede Federal Reserve et aggressivt program til at etablere særlige kreditfaciliteter. Fire dage senere underskrev præsident Trump loven om 2 billioner Dollar Coronavirus Aid Relief og Economic Security (CARES) Act, en økonomisk stimuluspakke med vidtrækkende skatteincitamenter. Disse foranstaltninger og sammenlignelige aktioner i andre lande mindede om, hvordan man håndterede den store recession i 2008/2009. Dengang havde disse foranstaltninger ført til en gradvis, men i sidste ende enorm stigning i aktiekurser. S&P 500 blev femdoblet fra dets lavpunkt den 9. marts 2009 til den 19. februar 2020.

De fleste mennesker har ingen idé om, hvad Fed's (USA's centralbank - Federal Reserve System) plan er, eller hvad der præcist er i CARES-loven. Men de kender eksemplet fra den nyere fortid, da disse tilsyneladende virkede. På samme tid husker folk i stigende grad historier om mindre, men betydelige nedbrud på aktiemarkederne og de efterfølgende stærke opsvingsfaser, omkring 2018.

Nogle steder spreder sig „Fear of Missing Out“ (Fomo), hvilket betyder ”frygten for at gå glip af noget”. Det opfordrer investorerne til at tro, at det er sikkert at komme tilbage til aktiemarkedet, og at markedet allerede er faldet tilstrækkeligt dybt i 2020.

Virkningerne af nyheder og fortællinger er tydelige i alle tre faser af aktiemarkedet i skyggen af Covid 19. Bevægelser i aktiekurserne er imidlertid

ikke nødvendigvis logiske reaktioner på dem. Faktisk er de det meget sjældent.




søndag den 10. maj 2020

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

Selvom man som almindelig ejer af en lejlighed eller et hus inde i en storby kan iagttage, at priserne stadigvæk er høje, så er det, samfundsmæssigt set, ikke noget at glæde sig over.
Ganske vist er der mange som vil bo i byerne, og det får priserne til at stige. Men ved siden af, er der ganske anderledes pengestærke interesser som har investeret i ejendomme eller byggegrunde i byerne for enten at sælge med store gevinster uden at have foretaget sig andet end at vente eller for at presse priserne på udlejningslejligheder eller forretningslokaler op. Heldigvis er der efterhånden en del kontorlokaler, som ingen vil leje til fantasipriser og eftersom en del forretninger vil gå kaput i forlængelsen af den nuværende ”sundhedskrise” så vil også på det felt presset på de lejere - som trods alt overlever - falde. Ligesådan kan det desværre komme til at gå for en del folk, som har forkøbt sig på ejerlejligheder eller byhuse, med forventninger til familieindtægter, som nu ikke vil gå i opfyldelse.
Dog findes der jo helt store pengetanke, som sagtens kunne vente 1, 2 eller ti år, indtil markedet vender igen og i imellemtiden vil holde på ejendommene. For dem vil så ved det næste opsving ske det samme som allerede er sket 2 gange indenfor vores nye årtusinde: Ejendomspriserne i storbyerne vil eksplodere igen og de vil godt og vel ”indhente” det tabte.
De fleste af disse ejendomsinvestorer bidrager med intet andet end noget juridisk og økonomisk papirnusseri til "værdi"-øgningerne, hvilket jo er meget attraktivt ...for dem.
What to do? Simpelthen på lands- eller europa-basis indføre en overgrænse/høj beskatning for gevinsterne på udlejning af eller investering i ejendomme. Urealistisk? Ja, hvis den politiske vilje og indsigt mangler men ikke uladsiggørligt.

Lignende tanker er jo tænkt før, men dengang handlede det mest om produktionsjord …
Georgisme (udtales som det engelske George + -isme), opkaldt efter amerikaneren Henry George (1839-1897), er en politisk filosofi. Hovedprincippet er, at alle bør eje det, de selv skaber, men at naturresurser, herunder især jord, bør tilhøre alle mennesker.




tirsdag den 10. marts 2020

FRA DET DANSKE OEKO-KAMMER




FRA DET DANSKE ØKO-KAMMER

Lige for tiden hænger den socialdemokratiske regering ret så meget i bremserne, når det gælder omsætningen af de ret ambitiøse 2030 klimamål, og det bliver nok ikke bedre, når regningen efter corona-pandemien er gjort op, og det vil nok vise sig, at overskuddet på betalingsbalancen og stigende skatteindtægterne er noget, som ikke lige vil præge det nuværende finansår.
Nu kunne der jo være en vis økonomisk kalkule i, at brande Danmark som øko-foregangsland for at blåstemple fancy eksportprodukter til et verdensmarked, som i visse segmenter nok hungrer efter ting og sager, som via smart branding kan dulme den dårlige forbrugersamvittighed.
Samtidig kan det også virke opløftende for øko-nationalister på venstrefløjen, som vil blive enorm opstemt over smukkere CO2-regnskabstal for Danmark som et resultat af engageret, folkeligt pres.
Meget af det som kræves fra den kant, kan der være en del fornuft i, andet er tværtimod den rene katastrofe, hvis man lige lægger de rød-hvide briller til fordel for et mere globalt udsyn.
Lige for tiden er der en del snak om Danmarks sidste cementfabrik, Portland ved Aalborg – ikke for ingenting - fordi det er den danske virksomhed med den største CO2-udledning for en enkel virksomhed (https://www.tv2nord.dk/aalborg/aalborg-portland-nye-klimaraad-kan-faa-store-konsekvenser-eksport).
Få den lukket (og importer cementen udefra??) og så er der sparet en masse CO2-udledning – i Danmark - YES. Importer cementen fra f.eks. Indien, så hjælper du samtidigt nogle fattige arbejdere – YES. ...og luk så lige begge øjne, når du skulle falde over det tal for CO2-udledningen fra samme cementmængde produceret i Indien ...men ok, den samlede indiske CO2-udledning vil alligevel i procent knapt nok stige i den anledning … så det er jo rigtig godt for Danmarks CO2-tal og branding plus lidt fryns til f.eks. Indien oven i købet: Vi plejer vores image og Indien får lidt ekstra eksport til verdensmarkedet.
...og så til CO2-virkeligheden efter dette image-stunt:
Cementfabrikken Portland er faktisk en velintegreret del af fjernvarmeforsyningen i Aalborg, som så vil falde bort. Men ...fjernvarme er vel alligevel noget på vej ud, vil nogle med blikket rettet mod vindmøllerne mene ...varmepumperne og solvarme vil så tage over. Ja da, men fjernvarmenettet ER etableret, men de mange ekstra vindmøller og varmepumper og solpaneler skal først produceres og installeres før de kommer til at levere – hvordan denne produktion skal finde sted CO2-neutral – hvis det skal regnes op imod udnyttelsen af fjernvarmen er slet ikke gjort op. Men ovennævnte omstilling ville selv med en negativ CO2-bilans blive deklareret som sejr for klimaet hos dem, hvor det grønne image er mere værd end den økologiske virkelighed.