FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN
Lige efter at have set på fotografier på Instagram, som jo handler om at formidle mest billede og mindre tekst, slog det mig, at smartphoneformatet først og fremmest udspringer af, at et rektangel på højkant er bedre egnet som telefon end et bredformat, hvilket gør smartphonen til en meget indgribende og egentlig stærkt begrænsende frembringelse.
Når nu smartphonen har erstattet computeren og laptoppen som det mest brugte internet-redskab bliver billedformatet også ændret radikalt, og de apps/tjenester som først og fremmest skal formidle billeder følger med eller bliver udelukkende udviklet med henblik på det.
Uanset den kendsgerning, at telefonernes kameraer i kvalitet i dag langt overgår det, som et digitalkamera i lommeformat kunne præstere for 10 år siden, så lægger billedformatet mest op til, at tage billeder af personer - især af dig selv - og andre ting som ligger lige for, ikke mindst fordi telefonernes digitale zoom oftest stadigvæk er disse smartphones akilleshæl.
Hvis man er født ind i den virkelighed, at det store udsyn, de store vider, landskaberne, den store scene på forhånd er underordnet i forhold til noget der ligner et portræt, kan man ofte ikke ”se” anderledes på verdenen. Og da verdenen ligesom selfien langt fra lever op til det som man gerne vil vise frem, bliver der tilbudt og brugt stedse mere elektronisk makeup (gerne en mere drastisk makeover).
De videoer man ser på nettet, skal også passe ind i dette format, og dem som en gang drømte om, at skabe billedkunst på alle niveauer og med alle de muligheder, som teknologien i og for sig kunne præstere i dag, kan overfor det højkantede lommeformat godt pakke sammen.
Bekvemmeligheden og tilgængeligheden er det som tæller mest (det gælder oven i købet også lyden og musikken som måske lider endnu mere af den telefoniske forsnævring).
Vi kan være elektronisk sociale mens vi sidder på toilettet, men kan ikke få den kvalitet og det udsyn, som mere billede (i bredformat) mere og bedre lyd, og mere sammenhængende tekst kunne give.
Således bliver det klart, hvorfor Twitter er det internetmedium, hvor politik og dermed en væsentlig del af samfundsudviklingen drøftes og fremvises. Det lægger netop bunden til den trumpisme vi oplever på så mange planer for tiden…
Måske kunne disse ”VR-headsets” som vender telefonerne 90 grader lige foran vores øjne, lade telefonerne komme til deres ret som billedformidlere i bredformat og på en måde videreføre eller ligefrem genskabe noget af det større, bredere udsyn, men det sker jo så bekostning af en nærmest uigennemtrængelig isolation, så længe man bruger dem.
Lige efter at have set på fotografier på Instagram, som jo handler om at formidle mest billede og mindre tekst, slog det mig, at smartphoneformatet først og fremmest udspringer af, at et rektangel på højkant er bedre egnet som telefon end et bredformat, hvilket gør smartphonen til en meget indgribende og egentlig stærkt begrænsende frembringelse.
Når nu smartphonen har erstattet computeren og laptoppen som det mest brugte internet-redskab bliver billedformatet også ændret radikalt, og de apps/tjenester som først og fremmest skal formidle billeder følger med eller bliver udelukkende udviklet med henblik på det.
Uanset den kendsgerning, at telefonernes kameraer i kvalitet i dag langt overgår det, som et digitalkamera i lommeformat kunne præstere for 10 år siden, så lægger billedformatet mest op til, at tage billeder af personer - især af dig selv - og andre ting som ligger lige for, ikke mindst fordi telefonernes digitale zoom oftest stadigvæk er disse smartphones akilleshæl.
Hvis man er født ind i den virkelighed, at det store udsyn, de store vider, landskaberne, den store scene på forhånd er underordnet i forhold til noget der ligner et portræt, kan man ofte ikke ”se” anderledes på verdenen. Og da verdenen ligesom selfien langt fra lever op til det som man gerne vil vise frem, bliver der tilbudt og brugt stedse mere elektronisk makeup (gerne en mere drastisk makeover).
De videoer man ser på nettet, skal også passe ind i dette format, og dem som en gang drømte om, at skabe billedkunst på alle niveauer og med alle de muligheder, som teknologien i og for sig kunne præstere i dag, kan overfor det højkantede lommeformat godt pakke sammen.
Bekvemmeligheden og tilgængeligheden er det som tæller mest (det gælder oven i købet også lyden og musikken som måske lider endnu mere af den telefoniske forsnævring).
Vi kan være elektronisk sociale mens vi sidder på toilettet, men kan ikke få den kvalitet og det udsyn, som mere billede (i bredformat) mere og bedre lyd, og mere sammenhængende tekst kunne give.
Således bliver det klart, hvorfor Twitter er det internetmedium, hvor politik og dermed en væsentlig del af samfundsudviklingen drøftes og fremvises. Det lægger netop bunden til den trumpisme vi oplever på så mange planer for tiden…
Måske kunne disse ”VR-headsets” som vender telefonerne 90 grader lige foran vores øjne, lade telefonerne komme til deres ret som billedformidlere i bredformat og på en måde videreføre eller ligefrem genskabe noget af det større, bredere udsyn, men det sker jo så bekostning af en nærmest uigennemtrængelig isolation, så længe man bruger dem.
