Langtrukken Slagtning

Lige siden Anden Verdenskrig har de danske regeringer haft et tvetydigt forhold til jernbanerne.

Ganske vist var der en generation ved magten, som havde oplevet jernbanen som det transportmiddel, som holdt sammen på Danmark – på trods af Bælterne. På den anden side, syntes skinnebåren trafik at være forældet, uanset om det gjaldt sporvogne i forhold til busserne eller eksprestogene i forhold til flyvemaskinen. Fremtiden lå tilsyneladende på vejene og i luften. Godstrafikken kunne klares af skibene og lastbilerne, mens persontrafikken kunne klares af den voksende private bilpark og SAS. Togene var det transportmiddel, hvor skolebørnene og pensionisterne kunne trilles rundt i landet. Ganske vist havde man helt tilbage fra trediverne en lyntogstradition, som indenfor DSB var markeringen af, at skinnerne skam også var med, når det gjaldt teknologisk udvikling. Men ligesom i USA (som for Danmark udgjorde strømpilen for al udvikling) undlod man at satse på elektrificering og holdt sig i stedet for  til de ineffektive diesellokomotiver med dårlig acceleration og svineri som deres hovedkendetegn.[1]

Så skilte man skinnelegemet fra banedriften og overlod skinnerne til Bane Danmark og en del af togdriften på hovedstrækningerne til DSB, mens andet blev udliciteret til bl.a. engelske ARRIVA.

Da der i det nye årtusinde ikke kunne købes seriøse eksprestog til dieseldrift nogen steder (man havde for længst solgt Scandia Randers til canadiske Bombardier som skar togfabrikken ned til et reparaturværksted) skulle italienske Ansaldo Breda få opgaven til at opfinde sådan nogle til lejligheden. Det blev så til IC4….

Med baggrund et denne småtskårne, indeklemte bedrøvelighed fik ”fremtidsorienterede” DSB-direktører i deres moderigtige, internationale ånd den idé, at DSB’s koncept (hvis man kan tale om sådan en) skulle eksporteres over sundet til Sverige. Rammen blev DSB First som nu blev sømmet på ligkisten til Statsbanerne.

Konsekvent nok kræver partiet Venstre nu en privatisering af DSB. Jeg kan forsikre evt. læsere, at det vil blive udenlandske virksomheder, som kommer til at stå for togkørslen i Danmark så længe den måtte vare ved.

Ironisk nok, er ”letbanerne” (moderne sporvogne) kommet på alles læber som fremtiden for bytrafikken i Danmarks mellemstore byer. Alt i mens vil diesel-, kerosen- og benzinpriserne stige og gøre dieseltogene, flyvemaskinerne og privatbilen dyrere i brug – men det gør vel ikke noget, så længe man som ”professionel” rejser for andres penge.

opdatering med lidt korrespondence:

Kære Jesper Damm Olsen 

(og trafikpolitisk ordfører for Socialdemokratiet Magnus Heunicke til orientering/inspiration)

Tak for den hurtige tilbagemelding med den officielle holdning
- jeg er dog ret sikkert på, at den rolle som IC4-problemer udgør, kommer til at spille ind i udsigterne til elektrificering - og det står der intet om i det nedenstående - men en del om i de nyere meldinger om elektrificering nu - eller en gang - i 20??.
I N G E N har talt om, at man kunne komme udenom kontraktproblemerne med Ansaldo Breda ved at lade IC4 elektrificere - i hvert fald hen ad vejen, som banestrækningerne bliver elektrificeret. De dieselmotorer som sidder i disse tog er jo ikke af den type, som holder togsættenes levetid ud - og kan så ved havarier og slid passende erstattes af elmotorer, hvis man vel at mærke forbereder det i forvejen -
Det er d e n idé jeg vil promovere, fordi vi ellers få at vide - nu har vi altså købt de IC4 togsæt - og derfor er det hul i hovedet at elektrificere nu - det kan først komme på tale når IC4 står til udfasning - og der er så.....et godt stykke efter denne regering er gået af - selvom den skulle blive genvalgt et par gange.
med venlig hilsen

Philipp Blau
p.s.
Jeg ved godt at I har travlt i disse dage - og pengene er små - men ...når der nu skal kickstartes noget fornuftigt, kunne det jo være togdriften bl.a. Jeg indrømmer dog gerne, ikke at have set en elmotor med kickstarter.

Læg også mærke til, at IC4 forurener mere end det gamle IC3:
http://ing.dk/artikel/90196-ic4-forurener-mere-end-det-gamle-ic3

---

Subject: SV: kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??
Date: Wed, 2 Nov 2011 12:54:27 +0100
From: JDO@TRM.dk
To: ph.blau@hotmail.com

Tak for mail Philipp, her er ministerens udmelding om elektrificering:

T.o.:

Minister vil have strøm på togene EL-TOG: På længere sigt skal danske tog køre på el i stedet for diesel, mener transportministeren. Men det er uvist, hvornår der bliver råd til det. af Lars Fahrendorff lfa@jv.dk
En elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov kan blive en del af de offentlige investeringer, som regeringen vil rykke frem som led i sin vækstpakke til 17 milliarder kroner. El-tog eller skinnebusser mellem Lunderskov og Esbjerg kan bidrage til at løse nogle af de materielproblemer, som DSB slås med i kølvandet på IC4-skandalen og et støt stigende antal passagerer. Og strækningen Kolding-Lunderskov er allerede elektrificeret. Transportminister Henrik Dam Kristensen ( S) mener, at et elektrificeret skinnenet i Danmark er vejen frem. - Problemet er, at det er rasende dyrt. Men både strækningen fra Fredericia til Aalborg og mellem Lunderskov og Esbjerg bør elektrificeres. Og Esbjerg-Lunderskov er den nemmeste at gå til, fordi en del af arbejdet allerede er gjort her, siger Henrik Dam Kristensen ( S). Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Henning Hyllested lover at kæmpe for beslutningen. Han henviser til et valgløfte fra finansministeren: - Hvis ikke finansministeren husker sit løfte, skal vi nok hjælpe ham med det, siger Henning Hyllested. JydskeVestkysten har uden held forsøgt at få et svar fra finansministeren på, om strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg indgår i finanslovsforslaget.

Venlig hilsen
Jesper Damm Olsen
Pressechef
Transportministeriet
Ministry of Transport
Ministersekretariatet
Frederiksholms Kanal 27 F
DK-1220 København K
Telefon +45 33924302 mobil +45 40859388
JDO@TRM.dk
www.trm.dk

---

Fra: Philipp Blau [mailto:ph.blau@hotmail.com]
Sendt: 2. november 2011 12:10
Til: TRM Jesper Damm Olsen
Emne: FW: kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??

kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??
Kære Jesper Damm Olsen
(som skal læse mailene og forhåbentlig videreformidler dem)
Nu er der lagt op til at der skal bruges milliarder til at kickstarte økonomien - ved bl.a. anlægsarbejde. Samtidigt har man tilsyneladende skrinlagt den elektrificering af banerne som man har talt så meget om. Jeg ved godt, at der er problemer med at komme ud af kontrakten med Ansaldo Breda - men man fandt i sin tid jo også på at lave elektriske IC3-tog (med udgangspunkt i de dieseldrevene) - og elektriske tog har Ansaldo Breda vel mere forstand på (se f. eks Metroen i Kbh.) - Så hvad med at få IC4 elektrificeret/ombygget i en fart - og banestrækningerne ligeledes. Ellers er det på sigt slut med fornuftig banedrift her i landet - til skade for miljøet og økonomien på langt sigt.
se også her:
http://alterpolitik.blogspot.com/2011/10/langtrukken-slagtning.html

med venlig hilsen
Philipp Blau

---

[1] De fleste af dem er dieselelektriske, således at de slæber rundt på store dieselmotorer som driver store generatorer som så leverer strøm til flere små elektromotorer som så driver hjulene. Såvel dieselmotorerne som generatorerne kunne ”smides ud”, hvis man havde strøm fra en køreledning. Eneste redning blev for et stykke tid, at man fandt på at sætte lastbilmotorer med dertil hørende gearkasser i lette ”skinnebusser” som kunne kobles sammen via overdimensionerede gummipølser – ikke kønne men ganske brugbare, udtænkt og produceret af Scandia Randers – kendt som IC3.

Ingen "lyst" til biotek

Biotek var ”Danmarks niche”, som en gang skulle booste udviklingen i hightech-delen af Danmarks kemiske og farmakologiske industri – samt den nye energisektor baseret på biomasse m.m.

Ideen syntes at være god, og investorerne var der også – før finanskrisen.

Selvom der ikke er tvivl om, at arbejdet med biotek stadigvæk er vigtig for fremtiden – og også økonomisk og miljømæssig den eneste gangbare vej, så er der (næsten) ingen som vil investere.

Kursstigningerne på biotek-området er pist borte, og hvis der ikke er udsigt til et indbringende produkt indenfor en meget kort tidsramme, tør aktionærer (amatører og professionelle) slet ikke bruge penge på dette felt.

Sådan forspildes fremtiden i rammerne af den kapitalistiske logik, at alt skal kunne betale sig – her og nu - og at markedet er bedst til at dirigere investeringerne de rigtige steder hen.

Så længe man ikke tør føre en offentlig, offensiv industripolitik mht. særlige indsatsområder – gerne på nationalt og europæisk plan - mens man tror at forkælelsen af millionærerne vil redde os ud af suppedasen ser det sort ud for en bæredygtig udvikling af dansk biotek (og dansk produktion som sådan).

Klassekamp oppefra

 

Som det fremgår af nedenstående, er der ingen tvivl hos borgerlige ”videnskabsmænd”, hvordan Danmark skal takle krisen.

Hvor må det være hårdt at forringe andres forhold imens man selv skal leve med kæmpe indtægtsstigninger. 


Fremtiden sikres med løntørke
Hvis dansk erhvervsliv skal kunne vende den nedadgående kurve, er der én benhård kur: løntilbageholdenhed. Det skriver business.dk.
Fremtrædende økonomer kommer  i Berlingskes tillæg Business med et markant opråb:

Danske lønstigninger skal ligge mindst ét procentpoint under den tyske lønudvikling hvert år i ti år, hvis de danske lønninger igen skal komme ned på nabolandenes niveau.
Ellers er der ikke en kinamands chance for, at danske virksomheders konkurrenceevne kan øges:

- Enten skal vi holde et lavere lønniveau, eller også skal vores produktivitet stige med en procent mere end udlandets. Men det er usandsynligt, fordi produktiviteten har været faldende. Så vi bliver nødt til at indstille os på en langt lavere lønudvikling, end vi har været vant til, siger Torben M. Andersen, tidligere overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet.
(...)
Undersøgelse: Danske toplederes løn stiger markant
Ifølge Center for Ledelses nye cheflønstatistik oplever de danske topledere for 10. år i træk den største lønstigning. I årets undersøgelse, som omfatter 242 medlemsvirksomheder med 7.946 topledere, er de adm. direktørers løn således steget med 5,1 pct., fagdirektørernes løn er steget med 4,6 pct., mens fagchefernes løn er steget med 3,8 pct. Dette vækker bekymring hos lektor Jørgen Stamhus fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. ”Samfundsøkonomisk kan man godt blive bekymret, hvis lønmodtagerne får alt for godt øje på de her lønstigningstakter blandt lederne”, siger han. (…)

En dag der ændrede Verden

et uddrag af Uffe Ellemann-Jensens forord til bogen 11. september - Verdens tilstand ti år efter, som udkom d. 9.september på Aarhus Universitetsforlag.

I dag, ti år efter 11. september, må vi konstatere, at der er sket »tektoniske skift« i den globale magtbalance – for at citere direktøren for Verdensbanken, Bob Zoellick. Tektoniske skift er de bevægelser i jordskorpen, som får kontinenterne til at flytte sig, og som kan udløse jordskælv og tsunamier – så det er et dramatisk billede af, hvad der sker: Magten flytter bort fra USA og Europa og over til de lande, der nu oplever voldsom økonomisk (og politisk) vækst, især Kina og Indien – og vi har allerede set de første konkrete forandringer, denne situation medfører i de internationale institutioner. I de kommende år vil vi se mange flere.

11. september førte til »krigen mod terror«. Det er et udtryk, jeg altid har haft det vanskeligt med. For bekæmpelse af terror er ikke så meget en militær opgave, som det er en opgave for politi og sikkerhedstjenester. Og hvis der endelig er behov for en militær indsats – som i Afghanistan, hvor det var nødvendigt at fratage terroristerne deres hjemmebase – så kan denne indsats ikke stå alene. Den må suppleres med en civil bistandsindsats – uden illusioner om, at det kan lade sig gøre at indføre et vestligt demokratisk system. Med krigen mod Irak – som især USA mente var nødvendig som led i »krigen mod terror« – ændredes den situation, der var skabt umiddelbart efter 9/11. Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

USA og dets allierede var nu viklet ind i to vanskelige og ekstremt kostbare krige – i Afghanistan og i Irak – og forløbet kom til at berøve USA placeringen på ’the moral high ground’. Guantanamo-fangelejren, forhørsmetoderne, anvendelsen af tortur hos dubiøse allierede – alt dette bidrog til at svække respekten for og tilliden til den eneste tilbageværende supermagt. Hertil kom, at de kostbare krige svækkede den amerikanske økonomi, som allerede i en årrække havde levet med stærkt stigende offentlige underskud og en hurtigt voksende gældsbyrde. Det vakte bekymring – men så heller ikke mere. For USA levede højt på sin kreditværdighed og på dollarens uantastede position som international reservevaluta. Den globale finanskrise i 2008 ændrede dette billede dramatisk. Det var et regulært sammenbrud i det amerikanske banksystem, som førte til krisen, der bredte sig over hele verden – og som lammede den økonomiske vækst. Men mens man i Asien og Latinamerika (og til dels også Afrika) hurtigt fik gang i væksten igen, bed krisen sig fast i USA og Europa. Mest dramatisk blev krisen i Europa, hvor flere lande var på randen af statsbankerot som følge af alt for store offentlige udgifter og offentlig gæld – men også i USA blev gælden et voksende problem, om er begyndt at true den amerikanske kreditværdighed. Og omkring ti-årsdagen for 11. september må de amerikanske politiske ledere se i øjnene, at kostbare krige og svigtende konkurrenceevne har undermineret USAs økonomi.

Ændrede økonomiske magtbalancer er i fuld gang med at ændre de globale politiske spilleregler. Mest dramatisk viser det sig ved, at Kina i dag er verdens næststørste økonomi – og USAs største kreditor. Endnu har vi kun set begyndelsen på det, der er ved at ske: Det første vigtige skridt var etableringen af G20 som det afgørende forum for internationalt økonomisk samarbejde – og sideløbende har vi set magtbalancerne i de gamle globale institutioner forskyde sig: Verdensbanken, IMF, WTO osv. Det er også et spørgsmål om tid, hvornår man må ændre den arkaiske indretning af FNs sikkerhedsråd, hvor de gamle vestlige magter har alt for stort et ord at skulle have sagt, sammenholdt med dagens politiske virkelighed. Og det bliver en brutal opvågnen for især europæerne, at den globale magtbalance er ved at skifte.

11. september kom til at spille en afgørende rolle for denne udvikling. Begivenhederne den dag dræbte den optimisme, der havde præget årene efter Den Kolde Krigs fredelige afslutning – og pressede Vesten ind i et forløb, hvis kulmination vi endnu ikke kender. Det store spørgsmål er, hvordan vores vestlige civilisation og de ’vestlige værdier’ klarer sig i den omvæltning, der er sat i gang. Og her kommer vi ikke uden om, at begivenhederne den 11. september 2001 kom til at undergrave de værdier, som terroristerne ønskede at ødelægge – og som vi selv har ønsket at forsvare. Der ligger måske den vigtigste udfordring i den kommende tid.

 Philipps efterskrift:

Jeg var og er ikke en stor fan af Uffe Ellemann Jensen – og slet ikke af hans politiske grundholdninger, men må anerkende, at han – i modsætning til de partifæller som endnu sidder ved magten – erkender, hvad der er ved at ske i verdenen. Fred være med det at han skriver ovenfor: ”Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.”
Jeg kan ikke tro, at Ellemann Jensen virkelig var så naiv at tro på Bush og hans slæng i den sag, når stemmer i Danmarks hemmelige tjenester og FN-våbeninspektorer allerede dengang fortalte, at disse hersens masseødelæggelsesvåben ikke var der (mere?)

Liberalismens fallit

22 år efter sovjetkommunismens fallit oplever vi nu den økonomiske liberalismes fallit – dog uden at det politiske liv tør tage notits af det. Opskrifter i stil med dem fra Liberal Alliance – som selv lever af pengegaver fra de rigeste – er stadig dem, som også de socialliberale i grund og bund ser som den eneste vej ud af krisen, samtidig med, at ingen er i stand til at se, at vækst som grundidé – altså vækst uden retning eller mening ikke alene økonomisk men også økologisk er en umulighed på vores klode med begrænsede ressourcer.
Bankerne lever med og af statsstøtte mens deres ejere til stadighed kræver mindre stat og flere penge til sig selv.
Politiske partier som de Konservative og de Radikale mener formodentligt, at deres idé med samarbejde hen over midten må være vejen frem. Men begge partier står 100 % på et liberalistisk grundlag når det gælder den økonomiske politik.
Så længe vores politik skal have det grundparadigme, at pengene ”lever deres eget liv” og omtanke og styring af, hvad der skal fremmes og hvad der skal hæmmes i fremtiden (med anden bagtanke end pengeafkast) anses for ”kommunisme”, overlader vi os og vores fremtid til den globale, frie konkurrence om at være hurtigst voksende og mest produktiv – uden hensyn til, hvor produkterne i sidste ende skal købes eller om de overhovedet er gavnlige – og fuldstændig uden hensyn til, hvor ressourcerne (”råvarerne”) til dette kapløb skal komme fra.
Verden er i krise – vejen ind i den var uhæmmet liberalisme og tiltagende social uretfærdighed. Vejen ud af den fører  i k k e  ad samme spor!

skatteminister Peter Christensen vs. realiteten

 "Det er for tidligt at sige, om det her (finanskrise 2, PB) er et bump på vejen eller et økonomisk tilbageslag. Vi skal have is i maven og se tiden an." siger skatteminister Peter Christensen til Berlingske Tidene d. 11-08-2011. De fleste økonomer kan erkende en økonomisk katastrofe når den e r indtruffet - det gælder dog ikke vores skatteminister!

Pandoras æske

Update:
Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger er Finanstilsynet i gang med en større kulegravning af forløbet omkring den skandaleombruste Pandora-emission.
Meget tyder på, at Finanstilsynets politianmeldelse af Nordea for i aktieanalyser ikke at have oplyst fyldestgørende om bankens indirekte ejerandel i Pandora - og dermed en oplagt interessekonflikt - kun er toppen af isbjerget i en større anlagt undersøgelse af hele Pandora-emissionen.
Blandt andet om hvorvidt prospektets regnskabsoplysninger var retvisende, og om Pandora-ledelsens viden om salgsudviklingen fra opjustering af årsforventningen den 18. april 2011, bekræftelse i halvårsregnskabet af årsforventningen den 19. maj 2011 til nedjusteringen den 2. august 2011.
Spørgsmålet er naturligvis om nedjusteringen kom i tide, og om ledelsens viden ved opjusteringen.
Pandora, (af pan-, se pan(to)-, og gr. doron 'gave'), i græsk mytologi g.m. Epimetheus. For at straffe menneskene (dvs. mændene), der hidtil havde levet uden sorger og bekymringer, lod Zeus guderne skabe den første kvinde, et dårende dejligt væsen, som Hermes "indgød løgne, forførende ord og tyvagtige vaner". Hun fik navnet Pandora, fordi gaven kom fra alle guder, og med sig fik hun en krukke, ofte kaldet Pandoras æske, som under ingen omstændigheder måtte åbnes. Hun blev gift med den godtroende Epimetheus. Da hun trodsede forbuddet og åbnede krukken, fløj alverdens ulykker ud i verden, og kun håbet blev tilbage i krukken. Myten er fortalt hos digteren Hesiod.

læs mere her: http://www.suite101.com/content/the-myth-of-pandoras-box-a91577

Pandora-direktør blev forgyldt. (Berlingske Business  10-08-11 side 9/Ritzau)

Mens investorerne spejder efter de milliarder af kroner, der forsvandt på Pandoras Børsderoute i sidste uge, kan den 45-årige fyrede direktør Mikkel Vendelin Olesen se frem til en god og tryg pension. I sind knap treårige karriere som topchef i smykkekoncernen nåede han således at score omkring 100 millioner kroner, viser JyllandsPostens gennemgang af Pandoras børsmeddelelser.