fredag den 18. februar 2011

Kan man være lutheraner uden at være kristen?

Man kan i hvert fald gøre et forsøg – og Dansk Folkepartis Søren Krarup har tilsyneladende dediceret sit liv til at gøre forsøget livsvarigt for hans eget vedkommende.
Søren Krarup har stillet et forslag om at melde Danmark helt ud af FN-konventionen fra 1961, der sikrer statsløses – typisk palæstinenseres – rettigheder:
»FN elsker at puste sig op. De tror de er hellige og forlanger at blive behandlet som sådan. Det er på tide, at vi får sat dem på plads«, siger Krarup med henvisning til forslaget om at droppe konventionerne.
Dette er dog kun det nyeste budskab i en perlerække af udmeldinger som nemt kan følges i en ”kompilation” her:

Nu må Søren Krarup jo mene og sige hvad han vil, også i Folketinget, når han nu er valgt af danske medborgere til dette.
Mere bemærkelsesværdigt er dog, at han som præst velsagtens må forstå sig selv som en forsvarer af kristendommen.
Her findes dog en alvorlig knast i det Nye Testamente, som manden må høvle af, før denne selvforståelse kan gå op: næstekærligheden

"Mester, hvad er det største bud i loven?" Han sagde til ham: "'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne." (Matt 22,36-40)

Man skal dog være djævlens advokat for at ominterpretere det til – at ens næste kun kan være en trosfælle.

Det nye testamente giver nemlig et entydigt svar på, hvordan ”den næste” skal forstås:
Lukas 10 (25-37) Lignelsen om den barmhjertige samaritaner
v25  Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v26  Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« v27  Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« v28  Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« v29  Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« v30  Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. v31  Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v32  Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v33  Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. v34  Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v35  Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. v36  Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« v37  Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Men var nu Sameritanerne så anderledes i deres tro at de må opfattes som religiøse modstandere af jøderne?

Ja de var:

”Samaritanerne anerkender ikke andet end de fem Mosebøger som Guds åbenbaring. De har endda deres egen udgave af Mosebøgerne, som afviger en smule fra vores udgave.
Denne uenighed førte ikke kun til et religiøst brud mellem jøderne og samaritanerne, men også til et politisk brud. Ezra 4,1-5 fortæller, at samaritanerne forsøgte at forhindre de hjemvendte jøder i at genopbygge templet i Jerusalem. Samaritanerne bliver her omtalt som »Judas og Benjamins fjender« og »landets folk«.
Samaritanerne byggede en helligdom på Garizims bjerg. Hvornår den blev bygget, vides ikke, men den blev ødelagt af den jødiske ypperstepræst Johannes Hyrkan i år 120 f.Kr. og er ikke senere blevet genopbygget. Lige siden har samaritanerne dog altid i påsken ofret på Garizims bjerg, og dér ligger der endnu i dag en samaritansk gravplads og synagoge.
I årene op til Jesu tid er der talrige, voldsomme sammenstød mellem samaritanere og jøder. For eksempel smider samaritanerne menneskeknogler ind i Jerusalems tempel under en påskefest cirka år 6-9 e.Kr.”

Det korte af det lange må være, at Søren Krarup – folkekirkepræst eller ej - må have et så distanceret forhold til det nye testamente, at han nok kan være folkekirkemedlem men næppe ”rettroende” kristen.
Heldigvis (for ham) kan han dog henholde sig til at være rettroende Lutheraner, som jo også passer bedre i et nordeuropæisk perspektiv, hvor hans største anliggende er at renholde den danske tradition og dansk samfundsliv fra indtrængende fjendtligt tankegods.

Martin Luther
Vom Kriege wider die Türken, 1528
(WA 30 II, 107-148)
Uddrag:
Islam fornægter Kristus
(…)
Sværdet prises meget i Koranen. Derfor sætter muslimerne deres Muhamed langt højere end Kristus, for vor Herres Jesu embede er endt, og nu er det Muhameds embede, der gælder.
Heraf kan enhver nok forstå, at Muhamed er en nedbryder af vor Herre Kristus og hans rige. For den, som nægter de artikler om Kristus, at han er Guds Søn, som er død for os, at han stadig lever og hersker ved Guds højre hånd, hvad har han mere tilbage af Kristus? Her er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end Muhamed med sin lære om egne gerninger og i særdeleshed om sværdet. Det er det vigtigste stykke af den muslimske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle er samlet.
Og alligevel strømmer verden til, så det sner med muslimske disciple. Det behager nemlig fornuften overmåde godt, at Kristus ikke er Gud, hvad også jøderne mener, og i særdeleshed den gerning at herske og føre sværdet og være i spidsen i verden. Her virker Djævelen selv med. Det er altså en tro, som er sammenføjet af jødernes, de kristnes og hedningernes tro. Fra kristendommen har de, at de roser Kristus og Maria højt, og også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke drikker vin, faster en tid af året, foretager tvætninger ligesom nasiræerne, sidder på jorden og spiser. De har sådan travlt med den slags fromme gerninger ligesom en del af vore munke, og håber på det evige liv på den yderste dag. De tror dog nemlig på de dødes opstandelse, det hellige folk, som kun få papister tror på.
Hvilket fromt kristent hjerte ville nu ikke grue for en sådan Kristi fjende, når vi ser, at muslimerne ikke lader nogen af vor trosartikler bestå undtagen den ene om de dødes opstandelse? Her er ingen genløser, frelser, konge, her er ingen syndsforladelse, ingen nåde, ingen Helligånd. Og hvad mere skal jeg sige - alt er tilintetgjort i den artikel, at Kristus skal stå under Muhamed og være ringere end ham. Hvem ville ikke hellere være død end leve under et sådant styre, hvor man måtte tie om Kristus og se og høre på en sådan bespottelse og vederstyggelighed imod ham? Og dog griber det alligevel så voldsomt om sig, hvor han erobrer et land, at man også frivilligt underkaster sig. Derfor må enhver bede, som bede kan, at en sådan vederstyggelighed ikke bliver herre over os og vi ikke straffes af den guddommelige vrede med et så frygteligt ris!”

p.s. Jeg vil ikke påberåbe mig at være kristen eller være ekspert i teologiske anliggender - men have lov til at fundere: Ser Krarup og Langballe sig selv som eksorcister - eller er de bare chauvinister som bruger "kristelighed" som legitimering?

p.p.s. lidt  "tankegods" af fætter Langballe kan læses her:
http://www.humanisme.dk/hate-speech/jesper_langballe.php
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar