tirsdag den 1. marts 2011

En sjofel ældre dame

Det er ikke beskåret alle, at ældes med anstand og værdighed. Det kan jeg selv snakke med om. Men at gå af til tide er særlig vigtigt, hvis man er en offentlig person.  
Det gælder Ben Ali, Mubarak og Gaddafi - men også Birthe Rønn Hornbech.
Hun er født i 1943 og kunne derfor for længst have trukket sig tilbage – og have gjort det på et tidspunkt, hvor der stod respekt omkring hende, fordi hun som embedsmand/vicepolitimester var helt sin egen og havde sine meningers mod i en grad, der vakte respekt hos mange – også politiske modstandere.
Sidste gang hun talte Roma lige imod var in en kronik i dagbladet Politiken den 14. maj 2008. Dommertørklædet og de to regimenter  harmonerede ikke med regeringens (og især Dansk Folkepartis) synspunkter angående brug af tørklæder blandt dommere.
Men samme år i november blev hun sat eftertrykkeligt på plads i den såkaldte tuneser-sag af Anders Fogh Rasmussen. Hun havde udtalt, at hun følte sig utilpas ved tuneserens administrative udvisning.
Det var nok dengang hun skulle have taget sit gode tøj og sagt farvel og tak. Men som den terrier hun er, har hun bidt sig fast i sin ministertaburet - sikkert for at vise, at hun ikke er til at slå af pinden.
Men af personlig stolthed at blive siddende på Dansk Folkepartis nåde - og gøre ting som må stride imod ens inderste fornemmelse for ret og vrang - er uværdig og sjofel.

Nu har Birthe Rønn Hornbech ifølge anonyme embedsmænd igennem halvandet år ignoreret klare henstillinger fra sit ministerium om at stoppe ulovlige afslag ved ansøgning om dansk statsborgerskab fra statsløse (palæstinensere). Statsløse udlændinges retskrav er blevet sjoflet. Folketinget blev misinformeret.
Integrationsministeren indrømmer i interview, at hun gik 17 måneder uden at skride ind over for ulovlighederne i hendes ministerium.

Det kan være, at Birthe Rønn Hornbech kan snakke sig væk fra en ufrivillig afgang som minister, med et flertal i ryggen, som med et valg i sigte ikke tåler flere ministerafgange i utide. Ifølge hende selv (Radioavisen d. 01-03-2011) har det hele trukket ud så længe, fordi man nøje ville undersøge, hvad de andre nordiske lande gjorde i forhold til FN’s flygtningekonvention.
En jammerlig undskyldning før en jammerlig afgang.
Uanset der igen måtte komme en borgerlig regering efter et snarligt valg, så vil Birthe Rønn Hornbech ikke være med: hun bliver pensioneret i utide - 3 år for sent!


p.s.
Jeg skriver i bloggen, at Birthe Rønn Hornbeck er en terrier, men ved nærmere eftersyn er hun vel en bulldog. Men døm selv:

p.p.s.
I dag (den 8. marts!) blev Birthe Rønn Hornbeck så fyret fra sin ministerpost. At Tina Nedergaard har valgt at gå på samme tidspunkt havde jeg ikke ventet. At der "renses ud" iblandt regeringens kvindelige ministre netop på kvindernes internationale kampdag er nok en tilfældighed, men viser, at statsministeren (og hans spinndoktorer) ikke tillægger kvindesagen nævneværdig betydning.


 

2 kommentarer: