afslutningen af den neoliberale æra – og demokratiet??

Følgende er et brev, som jeg skrev den 6. oktober 2008
– hvad har egentlig ændret sig siden?

 ….tja
– se selv i slutningen af denne ”genudsendelse" …

Kære …

Endnu imens verdenspressen, låntagerne og de almindelige erhvervsdrivende ser på, men regeringerne forsøger at skrue hjælpepakker sammen, som skal forhindre den helt store kollaps, vil stemningen og kravet om mere kontrol og tryghed drive mange i armene på fascismen eller noget der ligner. Socialismen som alternativ har med sin indbyggede vækstideologi hverken i en stalinistisk eller i en klassisk socialdemokratisk aftapning nogen holdbare opskrifter for at helbrede verdensøkonomien - nu hvor ressourcerne ikke længere er til ubegrænset vækst og dramatiske klimaforandringer ligefrem skriger efter ”skrump”.

Løsningerne har fascismen for den sags skyld heller ikke – men i modsætning til såvel liberalisme som socialisme forsøger den slet ikke tale til fornuften (ja uspringer slet ikke af den) men appellerer til instinkterne: Er du i knibe og bange, skal du have tryghed - den får du hos stærke ledere, ved at holde op med at bekymre dig selv, holde op med at bebrejde dig selv (men andre i stedet for) – og holde op med at tænke selvstændigt. 

Vi har oplevet den religiøse version af fascismen i et godt stykke tid – ikke kun i islamistisk udformning men hos fundamentalister alle vegne: Vi har GUD – og hans bog (bøger) – og dermed alle svar.

I Europa er nok kun et ret begrænset mindretal parat til at følge denne tankegang. Men vi har personer af kød og blod med løfter om hensynsløs indgriben overfor al dårligdom og evnen til at udpege skyldige til miseren: udlændinge, jøderne (i den amerikanske finansverden), venstreorienterede samfundsundergravere osv. osv. Dem der udpeger ”de rigtige” syndebukke (dem som folk i forvejen ikke kan lide) får troende, medløbere og desperate ”trods alt endnu formuende” til at bære sig frem til magten.

Afgjort vil Danmark og danskerne ikke stå i første række – men landene i det nye og gamle Mellemeuropa, i Syd- og Sydøsteuropa?

Med alt skepsis over for EU som ramme for en god europæisk fremtid i behold er jeg alligevel glad for alle de begrænsninger som den i denne situation lægger på selvstændig national politik: Det ligger trods alle ulykker ikke lige for, at f.eks. Tyskland og Frankrig kommer i krig med hinanden for at ”løse” deres problemer.

Personligt håber jeg på en øko-social løsning (som ganske vist ikke passer til min nuværende livsstil – lige bortset fra min cyklen til og fra arbejde): Men vores klode? - den kan ikke kapere den vækst som såvel liberalister som traditionelle socialister ser som løsning for alle problemer. – og  fascisterne? de vil med øget oprustning og endnu flere krige skyde den helt i sænk.

Lige her og nu virker udsigten til mindre til os nok ikke forjættende – og alligevel – hvor meget ville du ikke gerne undvære for at du og din mand havde virkelig tid til at ”leve” - ikke på jobbet men som familie? Det kunne jo være den hel store chance for os mennesker - men fremstår – sådan som vi har organiseret vores samfund og verdenen - som en katastrofe.

Med kærlig hilsen

Philipp

…siden 2008 har man ikke overvundet krisen - men fundet ud af, at vi skal sætte arbejdstiden op og skrue lønnen ned for at konkurrere med kineserne og inderne. Det skal nok hjælpe fedt – ikke mindst på verdens samlede ressourcer.
Her viser udviklingen i Grønland tydeligt, hvor vi er på vej hen:

Den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa stiller nu som et krav for at igangsætte en stor aluminiumproduktion ved Maniitsoq, at billig arbejdskraft fra Kina kan importeres til Grønland.

"Ellers investerer vi ikke i opførelse af et aluminiumssmelteværk, to store vandkraftværker og transmissionsledninger til en samlet byggepris på 20 milliarder kroner", lyder det fra Alcoa i en besked til Kuupik Kleist. Alcoa mener, at aluminiumsprojektet bliver urentabelt, hvis selskabet skal beskæftige arbejdere til grønlandske lønninger. (Sermitsiaq nr. 10, 14-03-2011)

.. og så et blik på nogle nationers vej mod højre

I Frankrig stod Marine Le Pen fra Front National til at vinde præsidentvalget, hvis det skulle afholdes nu. I USA svækkes præsident Obama af fremgangen for højrerepublikanere af ofte kristen-fundamentalistisk observans med et en islamfjendsk dagsorden. I Rusland hersker Putin, og bakker som ministerpræsindent eller som præsident op om Gaddafi. I Ungarn ekselerer højreregeringen med neofascistisk præget politik i forhold til pressefrihed og etniske minoriteter. I Østrig er den postnazistiske højrefløj efter Jörg Haiders død blevet samlet og styrket i FPÖ. I ...