I et nordisk skær af socialdemokratisk præget social ansvarlighed og studenteroprørets antikapitalistiske vestredrejede nationalisme[1] blev Europa som ægte geopolitisk alternativ til fortidens vanvid aldrig rodfæstet i vores venstrefløj – og for det borgerlige Danmark blev EU kun en ramme for ”better business” – så længe det varede.
For tiden kan man iagttage en bred tendens – og nu især hos de borgerlige – at tiden nu er inde til at hyppe de egne kartofler og at lade fattigrøvene syd for alperne sejle deres egen sø.
Amerikanske rating-argenturer er chokeret (og vel i virkeligheden glad for) at det står så skidt til i Europa – og især mht. den indre europæiske solidaritet, at det er det syge Europa man skriver og snakker om – mens det økonomisk lige så syge USA således kommer ud af skudlinjen, så længe dem som flygter fra Euroen til dels - i mangel af bedre - flygter til Dollaren.
I sidste ende ville det nok være sundt, hvis bankerne smækkede kassen i - i forhold til Europas regeringer. Således vil man være tvunget til at lade euro-trykkerierne køre – med inflation til følge. Vi ville blive fattigere alle sammen (også Danskerne vil blive trukket med ned) – men bankerne ville gå glip af de til dels helt urealistisk høje renter og ville blive spist af med inflationsramte Euro. Dens slags rammer uden tvivl også min pension – men med lidt ansvarlighed kan min generation da ikke forvente, at vi alle sammen låner til vores nuværende leveniveau, og efterlader gælden (til bankernes højtforrentede glæde)til dagens ungdom.
Inden for en europæisk helhed kan denne kontinents befolkning overleve (nogenlunde) autark så længe ingen rundt om gider tro på vores penge. Men så er det også slut med tøj, elektronik og endda underlødige frosne grøntsager til kinesisk/indiske dumpingpriser. At vækstraterne i disse lande så vil falde, er synd for dem som indtil videre kun kunne drømme om at få del i velstanden. Men hvis f.eks. Kinas voksende velstand skal baseres på europæisk-amerikansk uansvarlighed og plyndring af Afrikas ressourcer frembringer en evt. kinesisk røvtur – i forlængelse af vores egen - hos mig kun krokodilletårer.
Alt det jeg skriver her bevæger sig desværre indenfor mere eller mindre markedsøkonomiske rammer – ikke pga. manglende fantasi fra min side, men ud fra en stor mangel på tiltro til storstilet, frivillig solidaritet i vores endnu varende tilstand af forkælelse.
[1] Da jeg startede på Aalborg Universitetscenter (sådan hed AAU dengang) protesterede de nyfangede studerende imod at skulle læse engelsksprogede bøger – de krævede danske (som de anså for ideologisk mere tilforladelige)!