At
være alene fremstår a priori ikke som noget positivt – tværtimod
bliver det straks forbundet med ensomhed og forladthed.
Det kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset – om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt - så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves sådan af mange.
Samvær
Vores hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden "byttehandel".
Det gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami. Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden - i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være de væsentligste.
Hvad er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets indgåelse.
Ja tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af livet?
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter, drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)
For os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24 timer i døgnet.
Den sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som velsagtens anbefales af parterapeuter (https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion) men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene fortæller ….
Hvorfor skal vi være enige? Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden – ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som kogekone.
Det kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som kokken:
a den kok som laver det han vil have
b den kok som laver det hustruen vil have
Nu om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er politisk korrekt.
...
Og så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor – men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har regnet med at mor er mor og far er far.
Meeen, monogami er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere – so what the f... ??
NEJ ! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om meget mere –
Det kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad interesserer man sig for og hvilke venner har man…
Jeg tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab, hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen – sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med veninderne sammen med kollegaerne:
Vi sidder sammen med vores partner et sted hvor vi kommer i samtale med et andet par.
Begynder vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på.
Det kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ... så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle holde huset og deres sti ren.
Der ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra kvinderne.
Det har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har det noget som helst med frigørelse at gøre?
Det kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset – om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt - så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves sådan af mange.
Samvær
Vores hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden "byttehandel".
Det gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami. Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden - i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være de væsentligste.
Hvad er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets indgåelse.
Ja tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af livet?
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter, drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)
For os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24 timer i døgnet.
Den sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som velsagtens anbefales af parterapeuter (https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion) men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene fortæller ….
Hvorfor skal vi være enige? Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden – ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som kogekone.
Det kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som kokken:
a den kok som laver det han vil have
b den kok som laver det hustruen vil have
Nu om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er politisk korrekt.
...
Og så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor – men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har regnet med at mor er mor og far er far.
Meeen, monogami er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere – so what the f... ??
NEJ ! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om meget mere –
Det kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad interesserer man sig for og hvilke venner har man…
Jeg tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab, hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen – sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med veninderne sammen med kollegaerne:
Vi sidder sammen med vores partner et sted hvor vi kommer i samtale med et andet par.
Begynder vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på.
Det kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ... så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle holde huset og deres sti ren.
Der ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra kvinderne.
Det har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har det noget som helst med frigørelse at gøre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar