Religion som faellesskab hinsides nationen

Kampen om identitet i en globaliseret verden

Såvel i Mellemøsten, Centralasien eller i Afrika, hvor de fleste flygtninge/indvandrere med muslimsk baggrund kommer fra, er nationerne skrøbelige, ofte kunstigt skabte størrelser med store indre modsætninger, således at der sjældent er baggrund for en dybfølt og rodfæstet fællesskabsoplevelse som ”statsborger”.

De mentalt forpligtigende fællesskaber man vil vokse ind i, er derfor mere familien, stammen og troen.

Som flygtning eller udvandrer er det som regel umuligt at flygte som stamme (i hvert fald ikke til en anden kontinent), og sjældent som storfamilie. Har man derudover alligevel en stærk nationalfølelse i forhold til den nation man forlader (f.eks. som tyrker), så er den oftest tæt knyttet sammen med ens religion.

Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at USA og i et vist omfang også Storbritannien (og endda Australien) kunne fremstå som drømmemål: Nationer som i et vist omfang tilbyder/tilbød muligheden at blive loyal samfundsborger og samtidigt at forblive tro overfor ens tro – det væsentligste personlighedskonstituerende ”hjemstavnselement” som man ikke rent fysisk måtte sige farvel til ved flugten/udvandringen.

Derudover havde man især i USA (Storbritannien, Australien) endda chancen og i nogen tilfælde sikkerhed for, i det nye ”hjemland” at finde en community, som dels var en del af USAs store nationale fællesskab – dels i ghettoer og enklaver kunne tilbyde nogle kulturtræk (ofte endda sproget) fra hjemegnen.

At engelsk er dagens lingua franca gør/gjorde ovennævnte lande særligt tiltrækkende.

Uden på nogen måde at tillægge følgende beviskraft vil jeg alligevel her citere fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen¹:

En af hans (MK) venner, da han læste i Amerika (...), var Humayun Khan, den pakistansk-amerikanske soldat, hvis forældre Donald Trump under stor og dramatisk mediebevågenhed gik i krig med under den amerikanske valgkamp sidste år. (…)

For Marcus Knuth var kaptajn Khan, der døde i Irak i 2004, billedet på, hvordan muslimer bør lade sig integrere i de lande, de kommer til.

“Han var af pakistansk oprindelse, men så sig selv som amerikaner. Jeg tænkte aldrig en millimeter over, at han var pakistaner. Han var amerikaner. Han tog USA til sig. Mange her søger selv efter flere generationer væk fra Danmark og over i parallelsamfund,” siger han.

“De underlægger sig regler, som gør, at de ikke kan blive en rigtig del af det danske samfund, og det har bekymret mig, siden jeg var helt ung.”

Der er siden 2004 sket det for USAs vedkommende, at islam samlet set er kommet i et stadigt tiltagende modsætningsforhold med de Forenede Stater som militærmagt og global, selvbestaltet ”overdommer”.

De europæiske nationalstater (som f.eks. Danmark med stats-/folkekirke) er oftest domineret af en entydigt kristen tradition og et politisk partispektrum som gerne direkte giver udtryk for det kristne værdifællesskab (kristne demokrater). Især i Mellem-, Øst- og Nordeuropa definerer derudover også hudfarven stadigvæk, om man uden diskussion af alle medborgere accepteres som del af det nationale fællesskab. Dertil kommer nu i de senere år, at racisme og chauvinisme igen spiller en væsentlig politisk rolle. I denne situation er de flygtninge/indvandrere som på forhånd ikke er indstillet på eller i stand til at indgå i de nye omgivende samfund ved at give køb på nogle af deres grundopfattelser egentlig bedre rustet til at ”tage kampen” med værtssamfundet som en permanent opgave, der evt. (”helt sikkert” i deres egen overbevisning) vil føre til en af Gud ønsket sejr for deres religiøse verdensopfattelse og praksis, uanset hvad flertallet i det omgivende samfund måtte ønske.

Dem som lades i stikken, er netop dem, som oplagt nok må fastholde deres tro som en del af deres identitet for at forblive ”hele mennesker” i et samfund, de IKKE kan blive accepteret i fuldtud, men som på den anden side heller ikke ønsker en konfrontation med alle dem som ikke deler deres religiøse overbevisninger.

Des mere regel- og ritual-præget religioner er, des mere velegnede er de til at fastholde en fornemmelse at være en hel personlighed, når man kommer i problemer, såfremt disse problemer bliver påtvunget af ydre omstændigheder. Samtidigt vil stærkt ritual- og regelprægede religioner dog give anledning til talrige konflikter, da en nidkær overholdelse af trosreglerne udmærker den rettroende (en selv) i modsætning til dem som ikke overholder reglen og som derfor enten er ”mindre værd” eller direkte modstandere.

Derfor er det nok ingen tilfældighed, at protestantismen i luthersk udformning er væsentligt mere velegnet til at være statsreligion i et moderne kapitalistisk samfund (det var jo allerede salig Max Weber ind på²) men samtidig er den tilsyneladende en ret ufuldkommen støtte når det gælder at tvangsstyre hverdags- og troslivet i krise- og konfliktsituationer, hvor individet ikke magter at tage personligt ansvar og eller rationelle beslutninger.

1udklip fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen på baggrund af et interview med Marcus Knuth. ”Marcus Knuth er flyttet ind på Venstres hårdeste indvandrerfløj. Hvordan skete det?” (https://www.zetland.dk/historie/se6EblE5-m8l4lAVZ-c95df)

2https://www.religion.dk/etik/den-protestantiske-etik-og-kapitalismens-%C3%A5nd-if%C3%B8lge-max-weber