torsdag den 5. september 2019

DOEDEN ER EN MANDESPORT



DØDEN ER EN MANDESPORT1

lige fra slagmarken:
Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller. 
til bordellet:
Frau Wirtin hatt' auch einen General,

Der tat’s nur in der Periode,

Und wenn er dann im Blute schwamm

Träumt er vom Heldentode.
Døde efter køn og dødsårsag 2017
Mænd
alle aldre 
Selvmord 410
Døde efter køn og dødsårsag 2017
Kvinder
alle aldre
Selvmord 161

Danmarks Statistik , © www.statistikbanken.dk/DOD1

Dødsdrift eller hvad?
Dødsdriften kan være et kompliceret begræb at forstå og rummer mange beskrivelses- og forståelsesniveauer. Sigmund Freud selv beskriver den som en slags regressiv drift, vendt imod tidligere tiders hedonisme, både i fylogenetisk (altså forankret i menneskehedens udvikling) og ontogenetisk (forankret i enkeltindividets udvikling) forstand. I fylogenetisk forstand teoretiserer Freud over, at driften kan være fremkommet som konsekvens af omskiftelige forhold, som f.eks. naturkatastrofer, der har frembragt et ønske om at vende tilbage til en mere harmonisk fortid, hvor flokkens og individets behov opfyldtes bedre i miljøet.
Opstemthed ved at se blod og lidelse er udbredt blandt rovdyr, men også mennesket, hvilket forklares ved at risikoen for skader og dertilhørende potentiel angst, under jagt måtte undertrykkes af opstemthed. Nogle neuropsykologer beskriver i denne forbindelse et såkaldt pain-blood-death kompleks i hjernen2, som er et særligt ”oplevelsesmønster” som rovdyr har tilfælles og altså udløser en belønningseffekt ved oplevelsen af drabelige handlinger og de medfølgende effekter.

Køn og vejtrafik
Tre ud af fire trafikdræbte er mænd
https://fdm.dk/nyheder/2017-09-maend-dor-mest-trafikken
 Risikoen for at blive alvorligt eller dødeligt såret i trafikken er meget højere for unge mænd end for unge kvinder (Federal Statistical Office, 2010). Amerikanske analyser viser, at risikoen for at unge unge mænd dør i trafikken er cirka tre gange større end for unge kvinder.
Ved beregningen af ​​denne risikofordelingen var ulykkerne relateret til antal kørte kilometer. Adskillige undersøgelser har vist, at unge mandlige bilister er mere tilbøjelige til at have ulykker end unge kvinder, pga. risikable kørevaner, hyppigere overtrædelser af færdselsregler, mere aggressiv adfærd, mere negative holdninger i forhold til sikker kørsel og mindre bevidsthed om risiko.
Derudover er mænd - især unge mænd - mere tilbøjelige til at køre under påvirkning af alkohol og/eller stoffer. De bruger sikkerhedsselen sjældnere, overskrider den maksimalt tilladte hastighed oftere og kører i en langt lavere afstand til køretøjet foran (OECD, 2006; Kraftfahrt-Bundesamt, 2010).
 Som en forklaring på den markant højere risikoadfærd hos mænd nævnes i litteraturen biologiske, psykologiske og sociologiske årsager. Blandt andet er generelt kendetegnet ved større fysisk aggressivitet end kvinder, ved en større vilje til at tage risici, ved et større behov for nye, intense oplevelser ("sensation search") og ved en mere positiv oplevelse af fart.
Derudover spiller kønssocialisering en vigtig rolle dannelsen af ​​visse mobilitetsvaner. Således opfører mænd og kvinder sig ofte, så de passer til en eksisterende kønsstereotype.
Stereotypiske forestillinger om hvordan mænd og kvinder kører bil, dukker op i en alderen omkring 10 år.

Er mænd mere morderiske end kvinder?
Når man hører om mord, er de næsten altid begået af mænd. Hvordan kan det være?
Nogle adfærdsforskere mener, at grunden skal findes i de dybeste dele af den menneskelige psyke som et levn fra dengang, mennesket var en floklevende abe. Hvis en sådan art skal overleve, er det ofte nødvendigt, at hannerne er større, stærkere og mere aggressive end hunnerne. Men efterhånden som samfundene bliver mere civiliserede, er denne adfærd ikke længere ønskværdig. Instinkterne findes imidlertid stadig væk, og det betyder, at mænd lettere bliver forbrydere og måske mordere – simpelt hen fordi de har et højere naturligt aggressionsniveau. Knap 10 procent af alle mord begås dog af kvinder. Men kvinder myrder ofte på en langt mindre brutal og blodig måde. Derfor bliver sagerne mindre omtalt i medierne, hvilket kan give et endnu skævere billede af tingene.
Er de fleste psykopater mænd?
Blodliderlige psykopater i nyheder og på film er typisk mænd. Men er der egentlig flere mandlige end kvindelige psykopater?
Den menneskeædende Hannibal Lecter fra filmen ”Ondskabens øjne” lavede lamper af sine ofres hud.
Marcel Lychau Hansen voldtog og myrdede på Amager, og Peter Lundin parterede sin kæreste og hendes børn og begravede sin mor på stranden. 
Alle tre har det til fælles, at de er mordere, mænd og ofte hives frem som eksempler på psykopater.
Er der altså flere mandlige psykopater end kvindelige?
Dertil siger ph.d., psykolog og forsker hos Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland, Sune Bo Hansen, at psykopati passer bedst på mænd.
De særlige kendetegn for psykopater er, at de virker charmerende, men er manipulerende, løgnagtige og ofte aggressive. De har et overfladisk følelsesliv, føler ingen anger og har svært ved at genkende følelser hos andre.
Samtidig tror mange af dem, at de er noget helt særligt, og at de er hævet over almindelige regler og love. Derfor bryder de loven gentagne gange.
Redskabet til at identificere psykopati er psykopati-tjeklisten ’PCL-R’, som blev udviklet ud fra mænd i amerikanske fængsler. Den beskriver 20 typiske træk hos psykopater. Psykopater har mange, men sjældent alle af disse træk.
Hvis vi følger den ’opskrift’, er mængden af mandlige psykopater3 klart større end mængden af kvindelige, fortæller Sune Bo Hansen.4
Men netop fordi redskabet oprindeligt er udviklet på mænd, ligger hele sandheden ikke i denne konklusion:
»Der er færre kvinder, der ser ud til at være psykopater. Men det kan være et udtryk for, at vores instrumenter er udviklet på mænd«.
Svaret på spørgsmålet kan derfor sagtens ændre sig med tiden, da kønsforskelle også kan forklares evolutionært.
Selvom vi ikke kan sige præcis, hvor mange mandlige og kvindelige psykopater, der findes i dag, så ved vi, at fænomenet i sig selv ikke er nyt. Graver vi helt til bunds i psykopatien, kan vi se, at psykopater er beskrevet i tekster fra før vores tidsregning, og at undersøgelser viser, at psykopater findes på tværs af alle verdens kulturer.
»Evolutionært set burde de ikke have overlevet. Mennesket er et socialt væsen, så deres adfærd passer ikke ind«, siger Sune Bo Hansen.
Overlevelsen kan skyldes, at mandlige psykopater ikke ligefrem er kernefamiliemennesker:
»Psykopaten spreder sin sæd ud på så mange som muligt og bliver ikke hos moderen. De skifter ofte relationer ud og er altid på farten. Derfor er selve deres livsførelse en overlevelsestrategi. På den måde kan deres gener have spredt sig gennem udviklingshistorien. Kvinderne har stået i en anden situation, da vi ved, at kvinder gennem tiderne har været mere forstående og fokuserede på at holde sammen på familien. Derfor giver det mening, at kvinderne er mindre aggressive og bedre til at læse følelser og sociale samspil.« ...”Udviklingen af psykopati bunder i lige så høj grad i opvækst og miljø som i genetiske forhold. Hos dem med flest psykopatiske træk kan generne dog spille en større rolle end miljøet,” fremhæver Sune Bo Hansen.
Vi er alle lidt psykopatiske
Undersøgelser af, hvad almindelige mennesker i USA scorer på psykopatitjeklisten, viser, at gennemsnittet er på seks point, hvor psykopater typisk vil score 30 point eller derover.
Psykopatiske træk kan man derfor finde hos alle omkring sig – og hos sig selv.
Selvmord som Mord
Begyndelsen af den psykoanalytiske diskussion om selvmord kom i 1910 med ”Symposium über Selbstmord“, som Freud var indkaldt til i anledning af et elev-selvmord i Wien. På konferencen, der blev introduceret af Freud (Freud, 1910g, s. 61ff.), var Alfred Adler, Wilhelm Stekel og Paul Federn (se Federn, 1929a).
Selvmorderens personlighed blev overordnet beskrevet som en "nervøs karakter", og en konstitutionelt stærk aggressionskraft blev anset for at være en forudsætning for et selvmord. Mens Adler understregede vigtigheden af sociale faktorer, understregede andre selvmordstendenser som et udtryk for et ønske om at dræbe en anden. Derudover blev manglen på mellemmenneskelige relationer nævnt som en årsag til selvmord.
I diskussionens sidste ord understregede Freud endnu en gang det ubesvarede indledende spørgsmål, nemlig om overvindelsen af livsinstinktet er resultatet af skuffet libido, eller om der er findes et frafald fra egoet som et ontogenetisk motiv." (Freud, 1910g, p ).
Allerede der formodede Freud, at en sammenligning af melankoli med påvirkningen gennem sorg ville åbne den psykodynamiske tilgang til selvmordsproblemet. Han vendte ikke tilbage til problemet før i 1916 i sit arbejde "sorg og melankoli", som betragtes som Freuds eneste systematiske behandling af psykodynamikken i selvmordshandlingen og den er stadig af stor værdi for den kliniske praksis og udviklingen af teoretiske koncepter.

Freuds og Abrahams depressionsmodel i forhold til selvmordstilbøjelighed
Det som i suicidologien betragtes som den klassisk psykoanalytiske forklaringsmodel for selvmord blev udviklet af Freud (1917e) og Abraham (1912, 1924). Den centrale forskel mellem sorg og melankoli består ifølge Freud i følgende fænomen: "I sorg er verden blevet fattig og tom, i melankolien er det egoet selv" (Freud 1917e, s. 432).
Den fuldstændige udfoldelse af det melankolske syndrom, der er ledsaget af en udtalt reaktionsforskydning og tabet af selvværd, er således bundet til forudsætningen af ​​en disponerende og en udløsende faktor: melankolikerens psykiske disposition bliver det "primære narcissistiske sår" (Abraham, 1924). som blev forårsaget af barnets oplevelse af en skuffende og svigtende mor og som etableres som en basal "grundforstemning" (Abraham, 1924). Dette favoriserer både en udtalt ambivalens i forhold til kærlighed og had til objekterne samt tendensen til et narcissistisk objektvalg. Den udløsende årsag er et reelt objekttab eller endda en vildfarelse af fantasier, fornærmelser eller afvisning, der opleves som en traumatisk "gentagelse af den primære kærligheds skuffelse." Som svar på dette tab af et objekt reagerer den til melankoli disponerede med en "hadbølge" (Abraham, 1924), som skal afværges, fordi objektet er elsket og netop på grund af ambivalenskonflikten opleves som uundværlig.
Det kommer til en narcissistisk identifikation med objektet, hvilket gør det muligt, at fastholde ved objektet på trods af den eksisterende konflikt. På denne måde belyste Freud "mysteriet omkring selvmordstendenserne": "Selvom vi for længe siden vidste, at ingen neurotiker fornemmer selvmordsintentioner, som ikke er afledt fra et mordimpuls mod et andet objekt, men det forblev uforståeligt, ved hvorledes sådan en intention kunne føre til handling.” Nu viste analysen af melankolien, at egoet kun kan dræbe sig selv, hvis det kan behandle sig selv som et objekt ved en ombytning af objektbesættelsen, hvis dette tillader at indstille en fjendtlighed, der er gælder det originale objekt. (Freud, 1917e, s. 438f.).
(kilde: Benigna Gerisch: „Mit Anstand von dieser Welt verschwinden“. Psychoanalytische Anmerkungen zur Suizidalität in Leben und Werk Sigmund Freuds)







3Psykopati er ikke en diagnose i sig selv. Den officielle diagnose hedder ’dyssocial personlighedsforstyrrelse’ og fokuserer på adfærd såsom lovovertrædelser og aggression. Psykopati gælder kun for en tredjedel af mennesker med denne diagnose og fokuserer mere på det psykiske bag adfærden.
4Her kan man læse mere om et par psykopater med blod på hænderne. Det er vigtigt fremhæve, at ikke alle psykopater er mordere. Richard ”The Iceman” Kulklinski(1935-2006) myrdede koldblodigt over 100 mennesker ved siden af sit helt almindelige familieliv. Ted Bundy (1946-1989) kidnappede, voldtog og myrdede over tredive unge kvinder i 1970’erne Ian Brady(1938-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar