MUSIKIMPERIALISME
Europa,
denne asiatiske halvø, har på ganske overraskende, ja vanvittig vis
spredt sin ”kultur” - altså levevis, teknologi og økonomisk
praksis over hele kloden. Jeg vil her slet ikke komme ind på alle de
racistiske vildfarelser som sidenhen er blevet brugt som forklaring
for fænomenet men dog lige henvise til, at også (eller netop?)
racistiske videnskabsfolk mener at have fundet ud af, at asiaterne
gennemsnitlig set er smartere end europæerne …
At
teknologien af den umiddelbart brutal-overlegne slags vinder over de
mere traditionelle produktionsformer er ikke overraskende, når
økonomi og krigsførelse har været og stadig er i stort omfang
knyttet til hinanden
På
det ”finkulturelle” område er der selvfølgelig også mange
områder, som er nært knyttet til indtjening og markedsførelse,
således at det ikke overrasker at f.eks. ”Hollywoodfilm” har
fået den udbredelse de har. De indbringer så meget, at man gerne
vil efterligne dem og lave ”Bollywood” mange steder – måske
overraskende nok ikke lige i Europa, fordi vi netop her har taget de
amerikanske Hollywoodfilm til os som en forlængelse af egne
kulturelle erfaringer og normer pustet op til cinemascope af USAs
økonomiske formåen.
Efter
denne nok forholdsvis omstændige indledning vil jeg dog komme ind på
det område, som har min særlig interesse: den såkaldt ”klassiske”
musik. Den har i meget lang tid overlevet og det som en ganske vist
prestigefyldt men kommercielt set kun lidet succesfuldt kunstgenre.
Bevares,
der er klassiske musikere og koncertarrangører og vel også
musikmedie-distributører som tjener gode penge, men i forhold
populærmusikken i alle dens afarter er indtjeningen fuldstændig
latterlig i forhold til anstrengelserne fra de udøvende kunstnere og
investeringerne – især fra det offentlige.
Det
forunderlige er så, at denne kunstform i sin meget europæisk
prægede udformning og udtryk har vundet indpas i næsten hele
verden, i hvert fald hos såvel den kulturelle som også den
politiske elite.
Den
europæiske klassiske musik fik sin ”imperiale” betydning, da
kunstmusikken fra kirkerne med en drejning mod det verdslige rykkede
ind i fyrstehofferne, for at forlyste og imponere magthaverne.
Hofmusik er dog ingenlunde et rent europæisk fænomen, men fandtes i
hvert fald også i Asien.
Yayue
(kinesisk, bogstaveligt talt: 'elegant musik') var oprindeligt en
form for klassisk musik og dans, der blev udført på kejserhoffet og
i templerne i det gamle Kina. Sammen med lovene og ritualerne bidrog
denne musikform til den formelle repræsentation af den
aristokratiske politiske magt.
Yayue
blev af Confucius betragtet for at være den slags musik, der er god
og gavnlig, i modsætning til den populære musik, som han vurderede
at være dekadent og korrupt. Yayue betragtes derfor i det
konfucianske system som den rigtige form for musik, der kan
symbolisere god og stabil regeringsførelse. Det betyder, at den
slags højtidelig, ceremoniel musik brugtes i retten og som
ritualmusik i templer. I en bredere forstand kan Yayue betyde en form
for kinesisk musik, der kan skelnes fra populærmusikken, der kaldes
suyue eller "ukultiveret musik", og kan derfor også
omfatte andre musikstile.
Domstolenes
Yayue er stort set forsvundet fra Kina, selvom der findes moderne
forsøg på dets genoplivning. I Taiwan udføres Yayue som en del af
en konfuciansk ceremoni og i Kina i en genoplivet form som
underholdning for turister. Andre former for Yayue findes stadig i
dele af Østasien, især ”gagaku” i Japan, ”aak” i Korea og
”nhã nhạc” i Vietnam. Selvom der bruges det samme ord i disse
lande (men det udtales forskelligt), svarer musikken ikke
nødvendigvis til kinesisk Yayue. Den koreanske aak bevarede dog
musik-elementer, der for længst var gået tabt i Kina. (kilde:
Wikipedia)
Som
det fremgår, er denne høviske kinesiske/asiatiske musikstil næsten
forsvundet. Den er blevet ”erstattet” eller fortrængt af
klassisk musik, som enten er rent europæisk eller stærkt præget af
europæisk musikstil.
Hvordan
end nyere klassiske asiatiske kompositioner lyder, så bliver de for
det meste fremført af musikere og orkestre som bruger helt igennem
europæiske/vestlige instrumenter og tøjstil:
China
National Symphony Orchestra
Alt
det udstyr, al den krævende uddannelse af musikere, opførslen af
koncert- og operahuse til at dyrke en i grunden meget
vestlig/europæisk kultur UDEN at der er reelle muligheder eller
forventninger til at det kan svare sig økonomisk eller vil give
”politisk” afkast i form af øget popularitet eller respekt …
hvad er så meningen eller hvor ligger forklaringen?
I
enevældens tid kunne kejsere, konger og fyrster trods alt fornøje
sig selv med klanglige oplevelser, som ellers var utilgængelige
eller, hvis de var umusikalske – i det mindske imponere deres
ligestillede gæster med et formfuldendt musiklask indtryk leveret af
virtuose solister og veltrænede orkestre som kunne hentes efter
behov til ceremonier lige så vel som til kniv og gaffel musik.
Men
i dag? Kan man lide symfonisk eller anden klassisk musik kan man jo
uden besvær lytte til den fra et luksusanlæg fremført af de
ypperste kunstnere så den kvalitetsmæssigt langt overgår det
lokale ”husorkester” i et tredieverdensland.
MUSON
Symphony Orchestra, Nigeria
Hvis
jeg skal vove en form for forklaring så må den være tostrenget,
hvor jeg først kaster mig ud i den sociologiske:
Fra
det øjeblik den klassiske musik rykkede ud fra hoffet ind i de
borgerlige hjem og i koncerthusene blev den overtaget af et
borgerskab som ikke alene kunne vedligeholde men ligefrem fremme den
i samordning med den urbanisering og teknologiske og økonomiske
udvikling som især prægede 1700- og 1800tallet. Da denne borgerlige
”revolution” kom først i Europa blev den siden hen modellen for
udvikling. Det organisatoriske og musiklaske udtryk for musik fulgte
så med som en den del af ”den borgerlige udviklingspakke”.1
Og
her kommer så forklaringens anden streng, som er mere musikintern:
Den udvikling som musikinstrumenterne og komposition tog i den
europæiske klassiske musik gjorde den ulig stærkere i udtryk og
lydligt mere potent end alt det, som andre, samtidige kulturer kunne
byde på.
Siden
da kom denne ”klassiske lyd” ind i teaterforestillinger –
først i form af opera, så operetter og musicals. Ydermere trængte
så den europæiske ”lydformel” i form af filmmusik frem i hele
verden. Sideløbende blev det at være udøvende musiker i statens
og/eller borgerskabets veletablerede musik-institutioner en helt
anderledes respektabel levevej som musiker, nu attraktiv for
musikalske mennesker, som ville leve et borgerligt og respektabelt
liv – i modsætning til populærmusikken, som oftest enten byder på
kortvarig berømmelse i et hektisk liv eller en mere eller mindre
”subkulturel” identitet i samfundets udkant.
Konservatorieudannede
musikere kan ved siden af eller i stedet for at være udøvende
orkestermusiker eller solist leve af at undervise i såvel offentlig
som privat regi og på denne måde vedligeholde et musikmiljø for
mennesker som er interesseret i klassisk musik dels som oplevelse,
dels som en integreret del af dannelsen. Bemærkelsesværdig er i den
forbindelse, at klassisk musik af europæisk tilsnit på trods af sin
nærhed til borgerlighed som regel bliver værdsat og fremmet af
såvel autoritære som revolutionære regimer, hvilket får mig til
at tænke på, at kulturpolitikere uanset politisk observans på
deres vej gennem uddannelse til indflydelse tilsyneladende er blevet
smittet med en interesse for klassisk musik.
Normalt
i sammenhæng med europæiske komponister som Mozart og Beethoven og
typisk udført af orkestre, ensembler og kor (snarere end bands), har
klassisk musik også i Afrika længe haft et loyalt følge. Med
rødder i kolonitiden fortsætter klassisk musik siden uafhængigheden
med at blive fremført, komponeret, undervist og konsumeret i mange,
hvis ikke alle, afrikanske lande. Nogle gange foregår dette
stilistisk og kompositorisk set ikke langt fra de europæiske
ophavsmænd; i andre tilfælde har afrikanske komponister og musikere
sat et tydeligt afrikansk præg på deres klassiske musik, der
trækker på traditionel og endda nutidig folkelig indflydelse.
Klassisk
musik er i nogle dele af Afrika afskrevet som en 'eksklusiv' eller
'elitistisk' genre. Men det er nødvendigt at anerkende den rolle,
klassisk musik spiller i Afrika, især hvad uddannelse angår. Mange
musikere starter med at få formel træning i klassisk musik, før de
bevæger sig til andre genrer.
1Læs
evt. mere om det her:
https://www.metmuseum.org/toah/hd/amcm/hd_amcm.htm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar