EU, EL OG KLIMAET

EU, EL OG KLIMAET

En redigeret og opstrammet version af en artikel fra Philip Flores artikel på Zetland

(https://www.zetland.dk/historie/seAA9Exb-m8l4lAVZ-a9af0)

De sidste fem år har vi diskuteret migrationspolitik og Brexit, når vi har diskuteret EU. Men noget af den mest afgørende EU-politik, der er blevet lavet i samme periode, handler om el-produktion, el-distribution og dens indflydelse på klimaet.

Man kan godt mene, at det indre marked er EU’s hjerte. Uden det indre marked ville EU dø.

Men ud over varernes frie marked findes endnu et indre marked. Et nyt indre marked. Tilmed et indre marked, der har sine egne motorveje, sine egne grænseovergange og endda sin egen børs. Det er EU’s indre marked for strøm, som sandsynligvis er ved at blive lige så vigtigt som det indre marked for varer og arbejdskraft: Hvor EU’s oprindelige indre marked har skabt fred og bidraget til økonomisk vækst i Europa, så skal det indre marked for strøm sikre, at EU overhovedet har en fremtid.

Hvis EU skal nå målet, at EU skal være klimaneutralt i år 2050, så er en af de få konkrete idéer, der både har vist sig politisk gangbar og ser ud til at kunne gøre en forskel lige nu og her, ideen om at forbinde alle Europas energikilder og lade energien flyde frit på kryds og tværs i Europa via enorme kabler og højtragende master uden hensyntagen til nationale grænser og interesser.

 Et af de mest vidtgående lovkomplekser, der nogensinde er kommet ud af EU er allerede ved at få konsekvenser for Europa og for klimaet. Det matches slet ikke af den begrænsede opmærksomhed, ENERGIUNIONEN har fået.

Både den konservative EU-politiker (og tidligere partiformand) Bendt Bendtsen og den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen indtog vigtige roller i forhandlingerne om Energiunionen og de rangerer Energiunionen som det formentlig største aftryk, de har sat i deres tid i politik. Morten Helveg Petersen siger:

“Det er formentlig det største politiske resultat, jeg har lavet, for det her betyder, at den grønne strøm fra Nordsøen kan fortrænge kul og komme ud over Europa, og det er et helt konkret resultatet i klimakampen og et stort skridt i en grøn retning for Europa.”

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejes af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Virksomheden blev etableret i 2005 på baggrund af en fusion mellem Eltra, Elkraft System, Elkraft Transmission og Gastra.

Energinet er en såkaldt Transmission System Operator (TSO), dvs. at Energinet har ansvaret for at drive de overordnede transmissionssystemer i Danmark inden for el og gas, på elsiden drejer det sig om 132 kV, 150 kV, 220 kV samt 400 kV systemerne. I 2014 var 25% af højspændingsledningerne kabler i jorden.

Energinet beskæftiger ca. 1250 medarbejdere og har hovedsæde i Erritsø ved Fredericia. Gasdivisionen er beliggende i Ballerup. Den 14. september 2017 besluttede Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt efter indstilling fra Energinet.dk’s bestyrelse, at selskabets navn fremover skal være Energinet.

Da man (endnu?) ikke kan lagre el økonomisk eller økologisk forsvarligt i større omfang skal energinet sørge for følgende: Så snart der er vind ved Horns Rev, så skal den der producerede strøm transporteres hen til nogen, der vil forbruge den. Det gælder her i Danmark, men også i naboområderne. Det kræver nogle rammer og regler, der gør, at den fysiske del hænger sammen med at få sendt strømmen ud til dem, der har brug for strøm – og er villige til at betale mest for den.

Højspændingsmaster og nogle store kabler, der ligger på havets bund forbinder Danmark med Sverige, Norge og Tyskland, og et nyt kabel med Holland.

Når Europas el-leverandørerne har beregnet, hvor meget strøm vi forbrugere kommer til at forbruge det kommende døgn, så ved producenterne, hvor meget de skal producere, time for time. En af parterne i de her forhandlinger er så Energinet, der er en såkaldt TSO, og de findes i alle EU-lande. TSO’ernes store master og kabler er en slags motorveje i infrastrukturen, som el-producenterne og el-leverandørerne kan koble sig på som indfaldsveje. De har så lokalt deres eget lille vejsystem med små master eller ”tyndere” kabler. TSO’ernes opgave er at sikre og bekræfte, at der er plads i kablerne til den strøm, producenterne og forbrugerne har aftalt. Der er jo en fysisk grænse for, hvor meget strøm der kan være i kablerne.

I Danmark fungerer det nærmest upåklageligt. Utroligt nok.

Med Energiunionen skal der skabes et netværk der nu skal virke som ét stort net over hele EU.

Idéen om at dele strøm på tværs af nationale grænser er ikke ny. Allerede i 1915 rullede Danmark og Sverige et 5,4 kilometer langt kabel ud på havbunden mellem Helsingør og Helsingborg, der blandt andet var med til at holde Sjælland gående med strøm under Første Verdenskrig.

En sammenhængende europæisk energiforsyning blev dog aldrig for alvor en del af hverken Kul- og Stålunionen efter Anden Verdenskrig eller EF-samarbejdet eller i de første versioner af Den Europæiske Union, selvom man i en del år har forsøgt at koordinere energipolitikken i EU.

Energiforsyningen forblev i realiteten - indtil for ganske nylig - et nationalt anliggende.

Og det har fungeret dårligt både ud fra et økonomisk, et klimamæssigt og et sikkerhedsmæssigt synspunkt.

EU har i mange år været verdens største importør af olie og gas og desuden en stor aftager af uran, der bruges til atomkraft. Hvor vi i 1990 producerede cirka 60 procent af energien til vores eget energiforbrug, så ramte vi i 2017 et lavpunkt på 45 procent. Vi importerede altså hovedparten af vores energi fra andre dele af verden – først og fremmest Rusland og Mellemøsten.

Det var netop afhængigheden af ikke mindst Rusland, der i 2014 fik den daværende polske statsminister, Donald Tusk – der i dag er præsident for EU’s ministerråd – til for første gang at lancere tanken om en energiunion. Men da idéen i februar 2015 blev til et konkret udspil fra Juncker-kommissionen, var det også, fordi EU i mellemtiden havde pålagt sig selv at omstille mindst 27 procent af sit energiforbrug til energi fra vedvarende energikilder som sol og vind og at reducere CO2-udslippet i EU med 40 procent … alt sammen inden år 2030.

I december 2015 lagde den såkaldte Paris-aftale mellem de 196 lande, der er tiltrådt FN’s klimakonvention yderligere pres på EU.

Europa-Kommissionen indledte i november 2016 efter flere års forberedelser forhandlinger med Ministerrådet og Europa-Parlamentet om den såkaldte Vinterpakke, der var en konkretisering af de værktøjer, der skulle udgøre Energiunionen.

Fra Danmarks side har vi haft stor indflydelse, for Morten Helveg Petersen fik ansvaret for at få energien til at flyde frit rundt i Europa og fjerne de nationale blokeringer ved grænserne.

Morten Helveg Petersen er leder af De Radikales gruppe i Europa-Parlamentet, der hører til den liberale gruppe ALDE.

Morten Helveg Petersen hævder:

“Det er måske det største stykke lovgivning, der er kommet ud af Bruxelles i nyere tid. Det var i bogstavelig forstand flere tusind sider kompleks lovgivning, og der er ingen andre kontinenter eller lande, der har noget, der minder om Energiunionen.”

“Et regelsæt for bygninger, for energigeffektiviseringer, for investeringer i vedvarende energikilder, for elektricitetsmarkeder, for, hvordan vi skal integrere vedvarende energi, samtidig med nogle regler for, hvordan vi skal styre det hele. Det er det mest omfattende regelsæt på kloden i forhold til at favne den grønne omstilling. Det var en hård omgang i det grønne maskinrum.”

Strøm er i dag så essentiel en del af infrastrukturen i et hvilket som helst land, at det også er et oplagt mål for en potentiel fjende. Vil man i dag for alvor skabe kaos i et fremmed land, så er det langt mere effektivt at angribe elnettet end at bombe en bro, eller hvad man nu end gjorde i gamle dage.

I 2015 blev store områder i Ukraine mørklagt, da en hackergruppe fra russiske ip-adresser angreb it-systemerne i flere elkraftværker, hvilket blandt andet fik den danske regering til at kræve sikkerheden omkring energiforsyningen i Danmark opgraderet.

Hos elnet i Danmark kan man se i realtid, hvor meget strøm der eksporteres og importeres hele tiden. Det er store mængder. Tidligere var Vestdanmark og Østdanmark ikke forbundet, for det var ikke nødvendigt. Man havde sin lokale krafværksproduktion i Jylland og på øerne, og så kørte det. Men nu, hvor de fossile kraftværker er på vej ud, og vedvarende energi er på vej ind, så vurderede man, at man havde brug for et kabel til at flytte vindenergi fra Jylland til Sjælland, fordi potentialet for vindenergi ikke er det samme på Sjælland.

Det er – basalt set – også hele idéen med et fælles net for hele Europa. Når det eksempelvis blæser meget i Danmark, og vi har mere strøm, end vi kan bruge, så giver det – mener politikerne i EU – ikke mening, at man samtidig fyrer kul i kedlerne på et kraftværk i Polen, der både er langt dyrere (fordi kul i modsætning til vind koster penge) og forurener langt mere. Eller endnu værre – at man køber sin beskidte energi i eksempelvis Rusland.

Et af målene med Energiunionen er, at alle lande til næste år skal have kapacitet til at udveksle mindst ti procent af deres energi med andre EU-lande i stedet for at købe den i udlandet (altså uden for EU), og derfra skal det så gerne vokse og vokse, til der en dag ikke er nogen barrierer, og strømmen kan flyde frit på kryds og tværs af Europa. Det kræver bare i hele Europa mange steder udbygninger af nettet af kabler og master.

Særligt i Østeuropa er der stadig mange kulkraftværker, og i lande som Frankrig, Tyskland og Sverige udgør atomkraft stadig en af de største energiressourcer, og det er ikke alle steder, at man er lige villig til at lade den lokale energiproduktion blive udkonkurreret af eksempelvis overskydende dansk vindenergi, selv om den er grøn og billig.

Det var også en af de store bremseklodser under forhandlingerne om Energiunionen, fortæller Morten Helveg Petersen:

“Hvordan sikrer vi også, at den grønne energi, der pisker ind fra Nordsøen, kommer ud til hele Europa, uden at lande lukker grænsebomme for at beskytte sig selv?

Når Morten Helveg Petersen siger beskytte sig selv, mener han, at hvert enkelt land kan være fristet til at forsvare den energiproduktion, man selv har, fordi det selvfølgelig vil koste arbejdspladser at – eksempelvis – lukke kulkraftværker.

Også den konservative Bendt Bendtsen, der stod i spidsen for forhandlingerne om energieffektiviseringerne af bygningsmassen i Europa, oplevede de store nationale interesser, der var på spil.

“Vi havde det problem, at hvis du anser den dansk-tyske grænse som en ottesporet motorvej, så var der kun to vognbaner åbne, og de var lukket 85 procent af tiden.”

Bendt Bendtsen mener dog, at selv om interesserne til tider var modstridende, så var der også sammenfaldende interesser. Hvis ikke hos politikerne, så i industrien og i befolkningerne.

“Det er klart, at østlandene ikke kan lide, at vi går over til vedvarende energi, men virksomheder i Polen og Tjekkiet har jo set lyset. Polakker og tjekker ser jo en fordel i, ikke at være afhængige af Rusland, og steder i Østeuropa, hvor man ikke kan varme hjemmene op, der er man altså ligeglad med, om energien kommer fra vind eller kul, bare der er varme på, og den er billigere.”

Hvor langt kommer vores strøm?
Der er altid strøm i ledningerne. Så hvis et kraftværk i Danmark vil sende noget strøm ned til Spanien, så er det ikke den elektron, der kommer ud af kraftværket i Danmark, der ender hos forbrugeren i Spanien. Men der ER en kabelforbindelse helt ned til Spanien.
Hele Europa hænger sammen allerede nu, men der er mange flaskehalse. Et fuldtud sammenhængende europæisk el-net vil kræve en udbygning af en størrelsesorden, vi ikke kender til. Men man er i gang med at minimere flaskehalsene, så vi får mere vedvarende energi, og alle får en lavere elpris.

MEN strømmen der f.eks. kommer ind fra Sverige kan stamme atomkraft. Den kan også stamme fra vandkraft.
Der er ingen måler på mit hus, der fortæller, hvad det er for en strøm.

Fra det fælleseuropæiske marked skulle vi gerne hente energien fra de steder, hvor vinden blæser eller solen skinner. Da planen er, at den danske stat i 2030 skal have 100 procent energi fra vedvarende energi, så må man kunne stole på naboerne.

Selvfølgelig giver det mening, at det giver mindre CO2-udslip, hvis energien fra vindkraften i de danske vindmøller eller de spanske solceller kan spredes ud over Europa, når vi har rigeligt med vind og sol. Hvem bestemmer så, om det skal være atomkraft eller kulkraft eller vind eller sol?

Spørgsmålet om, hvor grøn vores strøm er, afgøres af rå markedskræfter.

Det indre marked for strøm er nemlig ikke kun reguleret og begrænset af de fysiske rammer, men også af en børs … for strøm … hvor der hver evig eneste dag købes og sælges energi, nogenlunde som man kender det fra aktiemarkedet.

Det er også årsagen til, at Energinet har ansat et væld af økonomer.

Ved siden af selve den fysiske infrastruktur har man bygget en struktur for selve handlen, der foregår på en elbørs. Elbørsen samler information fra Energinet med ledninger og kapacitet, og så samler de købsbud og salgsbud, og så matcher den de tre aktører. Det foregår på samme børs i hele Europa.

Mere præcist foregår det sådan, at man på børsen hver dag laver en priskurve. Man ved, hvor meget strøm man skal bruge, og så liner man producenternes tilbud op – de billigste først og så dem, der er lidt dyrere og lidt dyrere, og når man har det forventede strømforbrug dækket, så siger man til resten, at de ikke skal levere strøm de kommende 24 timer. Og alle producenter, der er blevet udvalgt til at producere, får den pris, som den sidste aktør, der er blevet udvalgt, kunne producere til. Det lyder som markedsøkonomi i sin ekstreme form.

“Tidligere har man haft planløsninger, hvor alle kraftværker har fået lov til at køre med samme speed, så der var nok til at dække forbruget, men nu har man altså sagt, at der skal noget konkurrence ind,” siger Linette Linnemann Pedersen fra energinet.dk.

Kraftværkerne fik altså tidligere lov til at producere lige meget, uanset om strømmen var grøn eller kulsort. Og så herskede der alligevel en ineffektiv form for markedsøkonomi, når det gjaldt forbruget, fortæller Linette Linnemann Pedersen:

“Det var bytte-bytte-købmand. Et produktionsselskab i Danmark havde en forbruger i Tyskland, og så ringede de til en TSO og sørgede for, at der var plads i ledningerne. Og så kørte det. Men det betød jo, at kapaciteten ikke blev brugt særlig godt. Folk lavede kontrakter med hinanden, og der var ingen transparens om priserne eller flowet. Og der har politikerne så sagt, at vi skal udnytte infrastrukturen bedre og skabe transparens og have et frit marked, hvor alle lægger deres bud åbent ud, og hvor efterspørgslen og udbud matches åbent, og hvor kapaciteten bliver tildelt efter, hvor det skaber mest samfundsmæssig værdi.”

Det nye system er – i hvert fald fra en økonoms synsvinkel – win-win:

De, der kan producere billigst strøm, de får lov til at producere først, så vi alle får billigere strøm i vores kontakter.

Men lad os sige, at kulkraften bliver vildt effektiviseret, eller der kommer noget nyt og meget grimt eller beskidt eller farligt, som altid er billigere end vind, har vi så ikke et problem?

Jo, det problem har vi allerede: Atomkraften er jo et eksempel på en energiform, der har lave marginalomkostninger, og som tit vil vinde udbud i Tyskland og Frankrig. Den er ikke så billig som vind, men når vinden ikke blæser, så kører de, fordi de er billige.

Man kan dog samtidigt se, at der er en stigende andel af forbruget, der bliver dækket af vedvarende energi, og det er både, fordi man har udbygget, og fordi vi er blevet bedre til at dele.

Der er faktisk også en væsentlig detalje, der gør, at det alligevel ikke helt er de rå markedskræfter, der styrer el-produktionen og forbruget. Producenterne af eksempelvis vindenergi i Danmark bliver nemlig subsidieret af staten – det vil sige, at de får et tilskud for hver eneste kilowatt energi, de producerer. Og eftersom vindenergien i princippet er gratis på de yderste marginaler, når først møllen snurrer, så kan vindproducenterne nogle gange tilbyde strømmen gratis for at være sikre på at komme af med al deres strøm.

Der er endda eksempler på, at de har betalt for at komme af med strømmen, når det har blæst meget – og alligevel tjent penge på vinden på grund af de statslige subsidier.

I foråret gjorde EU den fjerde status over Energiunionen, og den slovakiske vicepræsident for Energiunionen, Maros Šefčovič, sparede ikke på superlativerne.

Han erklærede Energiunionen for en realitet og annoncerede et gennembrud i stil med den industrielle revolution, intet mindre:

EU har også de seneste år brugt 4,5 milliarder euro på at udbygge det indre marked for strøm 30 forskellige steder, og yderligere 75 udbygningsprojekter er undervejs, og Šefčovič kunne prale af, at EU siden 1990 har øget energiforbruget med 58 procent – men reduceret CO2-udslippet med 22 procent.

Omstillingen til vedvarende energi går også (en smule) hurtigere end forudsat. Knap 18 procent af energien i EU kom i 2017 fra vedvarende energikilder, og politikerne har valgt at øge tempoet for den grønne omstilling med nye mål om, at 32 procent af energien skal komme fra vedvarende kilder allerede i 2030, ligesom energiforbruget samme år skal være reduceret med 32 procent.

Den nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har desuden lovet at præsentere en ny Green Deal, der forventes at sætte endnu mere skub i sagerne, for EU inden jul. I den konservative EU-parlamentariker Bendt Bendtsens øjne er Energiunionen allerede en succes:

“Det her skulle jo betyde, at vi får en bedre forsyningssikkerhed, et bedre klima, billigere energi til forbrugerne, mindre energifattigdom og sundere bygninger.”

Helt så rosenrødt er det måske dog ikke. Da EU præsenterede sin fjerde rapport om Energiunionen, var der mange, der var kritiske over for EU’s egen brug af ordet “gennembrud”.

EU importerede stadig i 2017 godt 53 procent af sin energi udefra, og når det eksempelvis gælder EU’s eget relativt beskedne mål for det indre marked for strøm om, at alle lande skal have kapacitet til at transportere mindst 10 procent af strømforbruget over landegrænser, er det kun 17 lande, der lever op til målet.

Selv om EU kan prale af at have reduceret CO2-udledningen med 22 procent siden 1990, så gik det faktisk også den forkerte vej i både 2016 og 2017 med små stigninger i udslippet.

Bendt Bendtsen anerkender også, at det er et langt sejt træk, og at ikke alle lande har været lige hurtige til at sætte gang i de forandringer, der var aftalt i den såkaldte Vinterpakke. Men han tror på, at bevægelsen er i gang, og at presset er så stort fra både EU og befolkningerne, at tingene for alvor vil begynde at rykke de kommende år, og henviser blandt andet til de grønne partiers fremgang over hele Europa. Som han siger:

“Den politiker, der ikke tager klimadebatten alvorligt, han er ikke rigtig klog.”

Den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen er ikke helt så fortrøstningsfuld som Bendt Bendtsen, når det gælder tempoet:

“Jeg tror, vi kommer til at skylde noget. Vi er nu i en fase, hvor medlemslande skal melde ud, hvordan de vil leve op til lovgivningen, og der vil det vise sig – og det gælder også Danmark – at landene ikke lever op til, hvad de har skrevet under på, og jeg tror, vi de næste år får et kæmpe slagsmål. Og hvis ikke de gør det, så taber vi kampen mod klimaforandringerne. Noget af det, vi bakser med i Bruxelles nu, er den overordnede målsætning om et klimaneutralt EU i 2050, og når vi har det mål på plads, begynder man at kunne regne baglæns. Hvor skal vi være i 2040 og 2030. Og det vil vise sig, at vi har mere travlt end antaget. Så vi har lavet masser af gode og vigtige ting med Energiunionen, men tempoet er nødt til at være højere.”

Uanset hvad, så er det indre marked for strøm nok kommet for at blive.