MAN IS A RELIGIOUS ANIMAL

MAN IS THE ONLY ANIMAL THAT LOVES HIS NEIGHBOR AS HIMSELF AND CUTS HIS THROAT IF HIS THEOLOGY ISN’T STRAIGHT

Mark Twain frequently spoke about religion. Even though he was raised a Presbyterian, as a humorist, he understood just how serious, deadly and unforgiving religion – all religions - could be:
“Man is a religious animal. He is the only religious animal. He is the only animal that has the true religion – several of them,” Twain wrote in ”Following The Equator”.

http://www.gutenberg.org/ebooks/2895

And in ”The Lowest Animal” he wrote:
“He is the only animal that loves his neighbor as himself and cuts his throat if his theology isn’t straight. He has made a graveyard of the globe in trying his honest best to smooth his brother’s path to happiness and heaven.”

http://grammar.about.com/od/classicessays/a/The-Lowest-Animal-By-Mark-Twain.htm 

The power of pessimism

It’s not based on experience that people have started thinking of happiness as something everybody’s entitled to all of the time, but ”Positive Thinking” - a range of ideas and techniques associated with the psychology of achievement. It is the main idea behind the self-help movement that originated in the United States and has since become very influential worldwide.

One of the most prominent advocates of positive thinking is Professor Martin Seligman - an American psychologist famous for his work on learned optimism.

According to Seligman, when faced with something negative, people can choose to place either a temporary or a permanent frame around it. People have an internal dialogue where they might say to themselves, “This is my fault. It’s going to get worse and there is nothing I can do about it. It will last forever”. Others, however, might say to themselves, “What happened was out of my control. The situation is only temporary and, I can change things for the better.”

BUT in the headlong pursuit of ever-present positivity, we might be shooting ourselves in the feet. Constant positive thinking - insisting that “everything works out” - offers positive thinkers no back-up plan for when things don’t.

An average person doesn’t experience positivity at a manic level, but it is possible for us to get carried away by positive feelings, to lose our judgment, and do something we wouldn’t normally do. Positive thinking can also become a way of avoiding necessary action, an issue.
People who use positive thinking as a defense are trying not to feel anxious when they should. Some amount of anxiety is often necessary for motivating us to act in certain situations. Covering up this anxiety with a cheery face can actually make our situation worse because we’re less likely to address the underlying issue. But the sooner we take action, the less likely anxiety is to interfere with whatever it is we’re trying to do, says Julie Norem, professor of psychology and author of The Positive Power of Negative Thinking.

Efterladenskaber

http://www.casa-analyse.dk/files/rapporter-social-arbejdsmarked/2014/12831_casa_rapport_web.pdf

uanset man i vores alder hinsides de 60 kan føle sig lidt mistrøstigt over, at vores alderdom ikke vil være præget af samme fremgang som vores ungdom, så må jeg indrømme, at vi for fyrre år siden fik efterladt et samfund på vej til større social retfærdighed og mere fred i verden – mens det samfund vi efterlader til de kommende generationer – på trods af relativ større velstillethed – er på vej i en hel gal retning. Derfor har jeg væsentlig mere sympati (eller kald det medlidenhed) med den ungdom som er på vej ind i en særdeles usikker fremtid end mig selv og mine aldersfæller, Vi er jo alt i alt ansvarlige for miseren – ikke nødvendigvis personligt men i hvert fald som en generation som gik fra social engagement for helheden til Dansk Folkepartis fremmeste støtter.

Ideologien, der holdt op med at give mening

human globaldarwinisme

Ideologien, der holdt op med at give mening

en efterskrift til ”Landet, der holdt op med at give mening”

Den for oven nævnte artikel på Berlingske National som er baseret på et interview med professor Svend Brinkmann (interviewet af Line Holm) vakte jo så stor begejstring og tilslutning i min "mediesociale" omgangskreds at jeg blev fristet til at tænke videre fra den meningsløse status nu til en forklaring af den store politiske og vælgermæssige tilslutning til meningsløshedens overordnede ramme: kapitalismen

At kapitalisere og profittoptimere er jo dens essens – og den har dermed via sin globale sejrsgang været hovedårsagens til en accelererende udvikling i produktion og forbrug uden sidestykke i historien.

Den imødekommer på denne måde også en biologisk-psykisk grundstrøm i os alle sammen: ”Hvis jeg/vi vokser så (over)lever jeg/vi – og hvis vi holder op med at vokse så dør vi.”

Da det under et kapitalistisk regime hverken er legitimt eller økonomisk at sætte så mange børn i verden som muligt bliver formeringstrangen kanaliseret over i akkumulation af penge, gods, prestige og succesoplevelser.

Især sidstnævnte fremhæves ligefrem som den store chance for fortsat vækst i kultur- eller kundekredse hvor de fleste allerede ejer langt mere end de har brug for.

De meningsløse succeser som som livsindhold

Hvis det handler om at holde konkurrencetrangen i kog ud over fornuftens eller den reelle livssituations behov så er intet mere egnet end at flytte ”konkurrencestaten” ind i dagligdagen, hvor man i stedet for at gå sig en tur i skoven kan løbe om kap med flere tusinde andre, i stedet for at holde sin krop i rimelig form kan træne den til optisk perfektion (med alle lovlige og ulovlige midler) for at se den i spejlet og vise den frem som et statussymbol på stranden, i fitnesscentret, på løbestien og sågar på de sociale medier. 
Det som oprindelig bare handlede om at hygge med og omkring venner og familie kan nu blive til en tv-iscenesat og promoveret konkurrence med andre amatører i f.eks. madlavning, indretning af det smarteste sommerhus, krejlen med gammel stads, købe mest for færrest penge ….

Så længe det står på, er hyggen forvandlet til et stresshelvede for de stakkels ambitiøse amatørkonditorer m.m.

”Bare” at nørkle med ting som man kan lide eller dyrke motionsformer som man kan nyde taber i konkurrencen mod de fritidsaktiviteter der får mest mest medieopmærksomhed.

I medierne ser vi mest til dem og det som vinder – de går videre til næste runde..... eller det bliver delt rundt på www.

Hvis man mest synger, fordi man håber at komme langt med det

Hvis man mest bager, fordi man har brug for ros af de flotte billeder man sætter på fb

Hvis man kun tager en bestemt uddannelse, fordi man håber på at komme højt på strå med den

Hvis man kun dyrker sin krop for udkonkurrere andre – optisk eller fysisk

Hvis …...

.... så har man internaliseret konkurrence så meget, at al personlig mening og indhold bliver trængt til side til fordel for en tom skal, hvis opretholdelse bliver til livsindhold.

Lad mig prøve at illustrere det med et sandsynligvis virkelighedsnært eksempel:

CW vil gerne være et godt barn for sine forældre

Faren ville gerne være succesrig tennisspiller men nåede aldrig så langt med det.

Det kunne CW mærke ret så tydeligt og fra barnsben af blev livsindholdet tennisspil.

Der kom op- og nedture i den professionelle verden men det blev dog til berømmelse og et ”hjem” i skattely, megen presseomtale og mange reklamepenge …

Med sådan en karriere er der sikkert mange som mener at CW er et fremragende forbillede for vores unger:

at træne og slide ufortrødent for at kunne tvære sine modstandere ved at slå med styrke op præcision (omend til en lille bold), at tjene mange penge, at blive rigtig kendt …. og at flytte med de tjente penge til skattely

ER DET MENINGEN MED DET HELE???

p.s.

Hvis livsindhold/mål, som i ovennævnte eksempel, (også) handler om at gøre forældrene glade, så skulle vi forældre tænke os pokkers godt om, hvad vi selv udpeger som livsindhold for vores børn.  

STORE LARS FRA SCHWEIZ BAKKER OP OM LIBERAL ALLIANCE

STORE LARS FRA SCHWEIZ BAKKER OP OM LIBERAL ALLIANCE

Han har sparet så meget i skat ved at bosætte sig i Schweiz at han råd til sit eget (danske) parti

Lars Seier Christensen.

Hvem er han egentlig?

Han er klassisk-sproglig student og stiftede sammen med Fournais i 1992 fondsmæglerselskabet Midas, der senere blev til online-banken Saxo Bank. I 2001 fik den status som en officiel europæisk bank. I 2008 ejede Lars Seier Christensen og Kim Fournais 62 pct. af aktieposten i Saxo Bank, der da havde en værdi på op mod 13 mia. kr. I 2005 solgte stifterne 25 pct. af Saxo Bank til kapitalfonden General Atlantic for 729 mio. kr.

Lars Seier Christensen er en markant libertariansk debattør i dansk politik. Saxo Bank og dets ledelse har således forbindelse til både partiet Liberal Alliance, cykelholdet Pro Cycling Team Tinkoff Saxo, netavisen 180grader samt den liberale tænketank CEPOS og dets universitet.

Det man i dag med sikkerhed ved om ham er, at han ikke har lyst til at bo i Danmark, og at han gerne vil betale folk for at fremføre ultraliberale synspunkter i Folketinget og i den politiske debat i øvrigt

parti på pengedoping

Liberal Alliances langt klækkeligste støttebidrag kommer fra Saxo Bank, der hver dag omsætter for 100 milliarder, især i spekulativt køb og salg af valuta.

Direkte rettet til Saxo Bank erklærede LA-partileder Anders Samuelsen:

»En tillidserklæring fra folk som jer er uvurderlig.«

Samuelsen sagde også om forholdet mellem sit parti og Saxo Bank:

»Vi lytter til hinanden.«

Farvel til Skattefar

I juni 2010 kunne Berlingske Business røbe, at Seier Christensen og hans familie »i dybeste stilhed havde forberedt en flytning til Zürich-området i Schweiz«. Samme måned tog han bolig i skattelyet.

Han begrundede sin landflygtighed således: »Vi er bekymrede for, hvor Danmark er på vej hen – både økonomisk og politisk.«

Nu skulle man jo tro, At Liberal Alliances øgede tilslutning ville dæmpe bankdirektør Seier Christensens bekymring for fædrelandets retning, og at Seier ville vende hjem og satse på endnu mere afkast af fortsatte investeringer i Samuelsen. Men nej, Seier sætter åbenbart grænser for de risici, han er villig til at løbe.

Da Lars Sejer Christensen var på ferie i Danmark juli 2014, indlogeret på Hotel d’Angleterre, vurderede han, hvordan borgerligheden havde det i Danmark anno 2014 - inden han stak til søs med venner fra tiden i gymnasiet og Konservativ Ungdom.

”Lige nu kører det bare i den gale retning”

”Vi lever i en verden, der er meget ufri. Der er utrolig meget indblanding i økonomiske forhold: Hvordan du driver din virksomhed, hvad du kan mene, hvilken religion du må have, og hvor du må komme fra. Frihed i traditionel forstand eksisterer ikke længere,” sagde Lars Seier Christensen.

(kilder: Dagbladet Information og Wikipedia)

UDKANTSOMRAADER OG AFFOLKNING

I og med at boligen ved at prioritere ejerboligen – også som boligen i byerne, er blevet et investeringsobjekt, hvor næsten enhver køber forventer en fortjeneste ved salget, som han/hun også skal have for at få sig en anden bolig, og bankerne låner penge ud til boligkøberne på den betingelse at de køber boliger som har de bedste økonomiske fremtidsudsigter dvs. sandsynligvis vil stige mest (eller i hvert fald ikke falde i værdi) er der sat en (døds)spiral i gang, hvorved det frie finansmarkedet afliver Udkantsdammark og globalt set Udkantshvorsomhelst.
Ironisk nok har vi på denne måde i vores (relative) velstillethed indført samme udviklingstendens som gør sig gældende i ulandene: sammenklumpning af befolkningen i storbyerne, med næsten alle sociale og miljømæssige problemer som følger med.
Men hvem vil politisk være med til at regulere/dreje boligmarkedet i en anden retning??  

WORKING CLASS NEVER GOT ANY GIFT!

Subsistence allowance was not a gift
from a rich uncle in America!
Wage adjustments were not introduced

due to the labour buyers generosity!
The right to vacation was not a sponsor gift
from a Copenhagen brewery!
The working class never got any gift,
and no one will give us something
in times to come.
All those achievements have been paid
with laborious work, struggles, sacrifices,
disappointments, perseverance and defeat,
and only because some of us
never gave up, we moved foreward!
 

Carl Scharnberg.