me too og seksuel aggression

#Me too bidrager ved siden af det meget nødvendige opgør med nærmest institutionaliserede seksuelle fornærmelser og overgreb som kvinder bliver udsat for også til en ”ny” præventiv puritanisme som allerede var godt på vej på baggrund af en omsiggribende angst for pædofile og en reaktion på mere eller mindre organiserede ”offentlige”overgreb begået af afsporede flygtninge/indvandrere.

Men når enhver seksuelt farvet mundtlig bemærkning kan eller skal? fortolkes som en seksuel chikane sløres grænsen mellem utilbørlig adfærd og ægte seksuel aggression.

Upassende bemærkninger, invitationer og fornærmelser skulle kvinder helt sikkert frabede sig meget bestemt.

Men seksuel aggression er noget andet når grænsen overskrides ved befamling eller verbale uanstændige seksuelle ytringer eller bevægelser. Der er disse seksuelle aggressioner som skal bringes til domfældelse. Det skulle nu om dage i de tilfælde hvor disse seksuelle aggressioner gentager sig rutinemæssigt i mange tilfælde være muligt for ofrene, at sørge for elektronisk dokumentation.

Religion som faellesskab hinsides nationen

Kampen om identitet i en globaliseret verden

Såvel i Mellemøsten, Centralasien eller i Afrika, hvor de fleste flygtninge/indvandrere med muslimsk baggrund kommer fra, er nationerne skrøbelige, ofte kunstigt skabte størrelser med store indre modsætninger, således at der sjældent er baggrund for en dybfølt og rodfæstet fællesskabsoplevelse som ”statsborger”.

De mentalt forpligtigende fællesskaber man vil vokse ind i, er derfor mere familien, stammen og troen.

Som flygtning eller udvandrer er det som regel umuligt at flygte som stamme (i hvert fald ikke til en anden kontinent), og sjældent som storfamilie. Har man derudover alligevel en stærk nationalfølelse i forhold til den nation man forlader (f.eks. som tyrker), så er den oftest tæt knyttet sammen med ens religion.

Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at USA og i et vist omfang også Storbritannien (og endda Australien) kunne fremstå som drømmemål: Nationer som i et vist omfang tilbyder/tilbød muligheden at blive loyal samfundsborger og samtidigt at forblive tro overfor ens tro – det væsentligste personlighedskonstituerende ”hjemstavnselement” som man ikke rent fysisk måtte sige farvel til ved flugten/udvandringen.

Derudover havde man især i USA (Storbritannien, Australien) endda chancen og i nogen tilfælde sikkerhed for, i det nye ”hjemland” at finde en community, som dels var en del af USAs store nationale fællesskab – dels i ghettoer og enklaver kunne tilbyde nogle kulturtræk (ofte endda sproget) fra hjemegnen.

At engelsk er dagens lingua franca gør/gjorde ovennævnte lande særligt tiltrækkende.

Uden på nogen måde at tillægge følgende beviskraft vil jeg alligevel her citere fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen¹:

En af hans (MK) venner, da han læste i Amerika (...), var Humayun Khan, den pakistansk-amerikanske soldat, hvis forældre Donald Trump under stor og dramatisk mediebevågenhed gik i krig med under den amerikanske valgkamp sidste år. (…)

For Marcus Knuth var kaptajn Khan, der døde i Irak i 2004, billedet på, hvordan muslimer bør lade sig integrere i de lande, de kommer til.

“Han var af pakistansk oprindelse, men så sig selv som amerikaner. Jeg tænkte aldrig en millimeter over, at han var pakistaner. Han var amerikaner. Han tog USA til sig. Mange her søger selv efter flere generationer væk fra Danmark og over i parallelsamfund,” siger han.

“De underlægger sig regler, som gør, at de ikke kan blive en rigtig del af det danske samfund, og det har bekymret mig, siden jeg var helt ung.”

Der er siden 2004 sket det for USAs vedkommende, at islam samlet set er kommet i et stadigt tiltagende modsætningsforhold med de Forenede Stater som militærmagt og global, selvbestaltet ”overdommer”.

De europæiske nationalstater (som f.eks. Danmark med stats-/folkekirke) er oftest domineret af en entydigt kristen tradition og et politisk partispektrum som gerne direkte giver udtryk for det kristne værdifællesskab (kristne demokrater). Især i Mellem-, Øst- og Nordeuropa definerer derudover også hudfarven stadigvæk, om man uden diskussion af alle medborgere accepteres som del af det nationale fællesskab. Dertil kommer nu i de senere år, at racisme og chauvinisme igen spiller en væsentlig politisk rolle. I denne situation er de flygtninge/indvandrere som på forhånd ikke er indstillet på eller i stand til at indgå i de nye omgivende samfund ved at give køb på nogle af deres grundopfattelser egentlig bedre rustet til at ”tage kampen” med værtssamfundet som en permanent opgave, der evt. (”helt sikkert” i deres egen overbevisning) vil føre til en af Gud ønsket sejr for deres religiøse verdensopfattelse og praksis, uanset hvad flertallet i det omgivende samfund måtte ønske.

Dem som lades i stikken, er netop dem, som oplagt nok må fastholde deres tro som en del af deres identitet for at forblive ”hele mennesker” i et samfund, de IKKE kan blive accepteret i fuldtud, men som på den anden side heller ikke ønsker en konfrontation med alle dem som ikke deler deres religiøse overbevisninger.

Des mere regel- og ritual-præget religioner er, des mere velegnede er de til at fastholde en fornemmelse at være en hel personlighed, når man kommer i problemer, såfremt disse problemer bliver påtvunget af ydre omstændigheder. Samtidigt vil stærkt ritual- og regelprægede religioner dog give anledning til talrige konflikter, da en nidkær overholdelse af trosreglerne udmærker den rettroende (en selv) i modsætning til dem som ikke overholder reglen og som derfor enten er ”mindre værd” eller direkte modstandere.

Derfor er det nok ingen tilfældighed, at protestantismen i luthersk udformning er væsentligt mere velegnet til at være statsreligion i et moderne kapitalistisk samfund (det var jo allerede salig Max Weber ind på²) men samtidig er den tilsyneladende en ret ufuldkommen støtte når det gælder at tvangsstyre hverdags- og troslivet i krise- og konfliktsituationer, hvor individet ikke magter at tage personligt ansvar og eller rationelle beslutninger.

1udklip fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen på baggrund af et interview med Marcus Knuth. ”Marcus Knuth er flyttet ind på Venstres hårdeste indvandrerfløj. Hvordan skete det?” (https://www.zetland.dk/historie/se6EblE5-m8l4lAVZ-c95df)

2https://www.religion.dk/etik/den-protestantiske-etik-og-kapitalismens-%C3%A5nd-if%C3%B8lge-max-weber

orden, kaos og vores moral

orden, kaos og vores moral
Vi som mennesker er (heldigvis) ikke kun rationelle men også emotionelle.
Den materie som vi er i stand til at erkende er på mange måder i en orden som vi kan lide og forstå - men også ofte i et kaos som vi ikke kan forstå eller ”acceptere”.
At en flodbølge skyller et helt folkeslag væk sker bare. Men det kunne vi mennesker emotionelt ikke leve med. Der skulle ”retfærdiggørelser” til den slags hændelser.
Siden har intellektuelle forfinet dette ret simple udgangspunkt, ikke mindst fordi vi som regel har det bedre med os selv, når vi kan betragte os selv som at være gode, retfærdige eller gudfrygtige (i værste tilfælde).
Men at hævde med bestemthed, at der hersker en moralsk ansvarlighed iblandt galakserne, deres opståen og forsvinden med alle de væsener der måtte frydes eller lide på dem er langt ude … men vel også et sundhedstegn, for så vidt vi jo som art gerne vil overleve i al evighed, også med den viden at vi vil forsvinde langt før vores solsystem … så selvfølgelig trænger vores emotionelle hjerner til himmelen og evigheden som vores reservat udenfor den materielle forgængelighed.
At der er nogen som tror, at de kan få adgang til dette reservat ved at slå andre ihjel er trist, men desværre også menneskeligt og dyrisk på en gang ...

 

ABRAHAMIC RELIGIONS

ABRAHAMIC RELIGIONS: JUDAISM, CHRISTIANITY AND ISLAM.

Judaism, Christianity and Islam are sometimes referred to as the "Abrahamic religions" https://en.wikipedia.org/wiki/Abrahamic_religions because of the progenitor role Abraham plays in their holy books.

God promised Abraham that through his offspring, all the nations of the world will come to be blessed (Genesis 12:3), interpreted in Christian tradition as a reference particularly to Jesus, son of Mary. https://en.wikipedia.org/wiki/Mary_in_Islam

All three religions consider Abraham the father of the people of Israel through his son Isaac (cf. Exodus 6:3, Exodus 32:13) by his wife Sarah. https://en.wikipedia.org/wiki/Sarah

For Muslims, Abraham is a prophet of Islam and the ancestor of Muhammad through his other son Ishmael - born to him by his second wife, Hagar. https://en.wikipedia.org/wiki/Hagar

In Islam, Hagar's story is alluded to in the Qur'an, but her name is not mentioned. Her role is elaborated in Hadith. https://en.wikipedia.org/wiki/Hadith

Hagar was the mother of Abraham's son, Ishmael, who is regarded as the patriarch of the Ishmaelites i.e. the Arabs.

ondskab hitter

”ondskabens tv-serier” hitter

Serier som bare bliver ved og ved, med dygtige skuespillere, kendte regissører og et publikum stedse yngre og mere og mere orienteret væk fra faste sendetider hen imod streamnigstjenester er det, som nu præger ”film”-verdenen.

Hvorfor? Den teknologiske baggrund er streaming til alle og enhver - døgnet rundt - til forholdsvis beskedne penge. 
Men hvorfor hænger publikum på disse evighedsserier om forbrydere, tycooner, politikere – uden moral men gerne med psykopatiske træk?

a Spændingen:

En skurk lever et mere spændende liv end en helt. Spændingen ligger i hans karakter som i sig selv er utilregnelig og ikke har brug for ydre påvirkninger for at kaste sig ud i ”sindsygt” spændende eventyr. Er vi først fortrolige med hovedskurken igennem et par afsnit, har vi forliget os med hans særheder og følger ham gerne på hans spændende færd hen over utallige ofre.

b Trygheden:

Uanset den elementære, konstant tilstedeværende spænding, så kan vi ved hvert nyt afsnit umiddelbart genkende hovedpersonerne og deres placering i plottet. Vi kender vores skurk og holder af ham og hans stabile nedrighed. Han vil ledsage os via medierne i måneder eller årer, uanset vi for længst er blevet fyret fra jobbet og/eller flyttet fra kæresten og hjemmet. Vi kan indhente afsnit vi er gået glip af, gense noget vi evt. har glemt eller se hele molevitten i maratonseancer, mens vi håber på en ny pulje af afsnit i en serie, som ellers er meldt ”død”.

c Fællesskabet:

"Matador" er genskabt på den måde, at mange ser de samme serier – omend tidsforskudt. Dermed er de igen basis for samtaler mellem venner og bekendte – især i bestemte aldersgrupper (men også overgribende).

d Ulemper?:

Den konstant tilstedeværende spænding dækker nemt plottets/historiens grundlæggende svagheder mht. indre logik eller (social)realisme. Skrivekarlene skal levere spænding og fængslende karakterer – og ikke mere. Regissører og skuespillere skal levere godt håndværk men ikke eksperimentelle nybrud (som kunne sætte millioninvesteringer på spil).
Så vidt så ligegyldigt.

MEN fraværet af almindelig anstændighed og dyrkelsen af ”ondskab” gør disse serier til en betænkelig underholdning for større børn og voksne, som er efterladt i et samfundsmoralsk tomrum.

Selvcensur under hensyntagen til US-markedet sørger kun for fravær af egentlig pornografi eller grov racisme, men ikke for tilstedeværelse af intellektuelle udfordringer eller noget fornuftigt/anstændigt at leve op til.

De serier jeg tænker på:

A Game of Thrones

Breaking Bad

Deadwood

Dexter

(Homeland)

Justified

Sons of Anarchy

The Shield

(The Wire)

Weeds

osv.

Hinsides Arbejdsfaellesskabet

HINSIDES ARBEJDSFÆLLESSKABET

Immanuel Kant definerede oplysningstiden som slutpunkt for den selvforskyldte umyndighed.
(AUFKLÄRUNG ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit.)
Om denne umyndighed var selvforskyldt, kan diskuteres. Men at denne tilstands overvindelse førte til flere individuelle, borgerlige rettigheder - slutendeligt til parlamentarisk demokrati i de økonomisk-teknologisk mest udviklede samfund - er en kendsgerning.
Omvendt står det klart, at det at være uvidende, skader demokratiet. Demokrati kræver informerede og interesserede borgere. Men hvis den vigtigste kilde til oplysning om samfundsforhold bliver sociale mediers ”fastfood-oplysninger”, er det ”usundt”. Beslutninger har herefter meget lidt med viden og meget med mavefornemmelser at gøre.

I tomrummet mellem tro og humanistisk ansvarlighed

Den umyndighed Kant henviste til bestod af en ureflekteret øvrighedstro og en (dogmatisk) religiøsitet.
Men fra det øjeblik vi tilstræber, at et samfunds normer skal bestemmes af videnskabelige erkendelser og af en vidt udbredt enighed om disse normers nytteværdi, bliver disse normer underlagt en nødvendigvis konstant forandring – en forandring som ikke hidrører fra en selvstændig etisk orienteret udvikling af disse normer men disse normers tilpasning til samfundets i høj grad materiel (økonomisk/økologisk) bestemte udvikling.

Den usynlige hånd og djævelen

”Den usynlige hånd” er en metafor hidrørende fra Adam Smith, som skal anskueliggøre, at den overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, der skulle indfinde sig i en velfungerende fri markedsøkonomi, ikke er en følge af bevidst planlægning.
Den ville tværtimod opstå af sig selv som en samlet, men utilsigtet virkning af tusinder af menneskers individuelle beslutninger, hvor hver især udelukkende disponerer med egen fordel for øje.
MEN ansvarlighed overfor hinanden – næstekærlighed som rækker ud over kernefamilien – lever af skæbnefællesskab og gensidighed, lad os kalde den solidaritet.
Når skæbnefællesskaber erstattes af konkurrence og samarbejde i temporært begrænsede taskforces, så bliver gensidig afhængighed omorganiseret til organisatoriske strukturer, hvor det enkelte individ kan bevæge sig forholdsvis frit fra arbejdsområde til arbejdsområde men samtidig også bliver yderst erstattelig.
Når karrieren kræver, at man skifter stilling efter maksimal 3 år, så er det også klart, at alle kan/skal undværes, så snart de har afleveret deres ”fornyelsespotentiale”.
Så længe denne form for frihed belønnes af stedse stigende indtægter til lederne/eliten bliver disse mennesker proselytter af liberalismen.
Dette beskriver så den øverste ende af hierarkiet på arbejdsmarkedet.
I den anden ende er der genetableret et ”daglejersystem” langt væk fra fagforeninger og overenskomster, hvor arbejdet ikke danner et trygt fundament for tilværelsen men fremstår som en nedværdigende, stressende kamp om at holde sig på afstand af den totale deroute.
Hvis der i denne situation kan etableres ikke arbejdsrelaterede fællesskaber på grundlaget af vrede og trangen til at genetablere en form for stammefællesskab, kan også de mest irrationale og arkaiske tankesæt komme på spil – racisme, chauvinisme, fascisme.

Hyggelig Ny Regering

Hyggelig Ny Regering i Hyggelandet
hvor mit enhver skepsis
kan forføres af frisprog og en folkelig tone
ministre og departementschefer der roser hinanden
med smådrillerier
samt tak til deres chauffører og kontorfolk



alle er på fornavn og dygtige
når de skal sige det selv
rolleskift på højrefløjen
hvor alle står sammen
og ingen intriger kommer på tværs
af de sjove gaver som byttes
og den politik
hvor landets velbjærgede skal tilgodeses
og bundskraberne tørres eftertrykkeligt
efter en hyggelig eftermiddag
hvor et liveshow på TV
præsenterer vores nye gamle magthavere
som vi sagtens kunne være venner med
hvis de boede ved siden af
og som sikkert gerne træffer passende beslutninger
når de skal vurderes af hr. Trump