At
være alene fremstår a priori ikke som noget positivt – tværtimod
bliver det straks forbundet med ensomhed og forladthed.
Det
kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan
eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og
noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt
ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset –
om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til
rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover
vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at
føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved
bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også
når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og
bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og
nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt -
så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves
sådan af mange.
Samvær
Vores
hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres
af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den
tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af
at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men
så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud
over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at
blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden
"byttehandel".
Det
gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også
de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som
de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami.
Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning
organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en
uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det
kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at
kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden
- i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller
kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos
den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være
de væsentligste.
Hvad
er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den
prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før
brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper
eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og
kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter
giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets
indgåelse.
Ja
tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af
livet?
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter,
drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks
værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller
Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)
For
os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at
vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om
det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men
ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24
timer i døgnet.
Den
sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde
en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer
overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter
i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For
at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som
velsagtens anbefales af parterapeuter
(https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion)
men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige
kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene
fortæller ….
Hvorfor
skal vi være enige? Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden
– ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det
kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver
maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som
kogekone.
Det
kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som
kokken:
a
den kok som laver det han vil have
b
den kok som laver det hustruen vil have
Nu
om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks
bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu
skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt
eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er
politisk korrekt.
...
Og
så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs
i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende
for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået
de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved
med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil
partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så
bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man
bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i
seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor –
men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse
eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man
lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har
regnet med at mor er mor og far er far.
Meeen, monogami
er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere –
so what the f... ??
NEJ
! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem
oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om
meget mere –
Det
kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så
snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad
interesserer man sig for og hvilke venner har man…
Jeg
tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab,
hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen –
sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med
veninderne sammen med kollegaerne:
Vi
sidder sammen med vores partner et sted hvor vi kommer i
samtale med et andet par.
Begynder
vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene
der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det
ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle
fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som
regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det
mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på.
Det
kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ...
så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På
dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler
af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet
surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en
fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som
kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele
dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i
klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle
holde huset og deres sti ren.
Der
ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men
vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra
kvinderne.
Det
har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har
det noget som helst med frigørelse at gøre?
