lørdag den 4. august 2018

NATIONALSTATENS TILSYNELADENDE TRYGHED




Det er forståeligt, at man i tider med radikale forandringer og store udfordringer længes efter nationalstatens tilsyneladende eksklusive sikkerhed. Det er sentimentalt og vældig populært men særlig realistisk er det ikke.
Når EU som helhed, især efter Brexit, kun er en mellemstor spiller på den internationale arena er de enkelte medlemslande på verdensplan nærmest små statister.
Men hvad med kravet om, at EU kun bør bekymre sig om de "store spørgsmål" ? Skal EU rent faktisk trække sig tilbage fra forbrugerbeskyttelse? Hvordan skal det indre marked fungere, hvis vi igen introducerer 27 forskellige produktstandarder i fremtiden? Skal EU føre tilsyn med bankerne og redde dem om nødvendigt, men ikke overvåge arbejdsvilkårene i Europa? Skal EU bekæmpe ulovlig indvandring, men overlade den meget større lovlige indre migration til markedskræfterne?

I modsætning til en møjsommelig afklaring af alle disse tvivlsspørgsmål er drømmen om at nedlægge/opløse EU jo gratis så længe den ikke går i opfyldelse. Men forestil jer lige den situation hvor ikke alene grænsebomme men også hegn og elektroniske anlæg + store skarer af grænsevagter igen skal sikre hvert lille/større europæisk land, hvor bilerne og tog skal stoppes og kontrolleres igen for alvor i et Europa, hvor afgifterne fra land til land vil være mere forskellige end nogensinde og smugleriet derfor også ville være mere indbringende end nogensinde. Et Europa, hvor man igen skal have 27 forskellige slags valutaer, hvor man ikke aner, hvad de er værd lige nu og her - i en verden som har vant sig til bare at kunne rejse dertil hvor man har lyst til. Et opsplittet Europa, hvor kriminelle bare kunne forsvinde bag grænser, hvor de kan finde et helle, fordi der ikke længere eksisterer forpligtigende udleveringsaftaler eller de regionale myndigheder er til at købe for småpenge. I dette opsplittede Europa vil hvert enkelt land bliver udsat for et mega-pres fra Rusland, USA, Kina … og andre lande som vil have meget mere økonomisk og eller militær kraft.
Der er nok nogen, som mener at lige netop Danmark vil klare sig fint i kraft af nær tilknytning til USA og England. Men hvis Trumps politik – Amerika first - ikke er en enlig svale men bliver det som råder i grunden af USAs udenrigspolitik, så bliver det ikke spor fint at være Danmark som skal forsvare nordatlantiske interesser på det europæiske fastland overfor en uregerlig flok NATIONAL-stater: De kan sagtens hver især undvære os men det gælder bare ikke den anden vej rundt.



fredag den 13. juli 2018

PAA VEJ IND I EN BEGREBSLOES AERA?



PÅ VEJ IND I EN BEGREBSLØS ÆRA?
Vi har som mennesker for det meste af vores tid som art forsøgt at få begreb om ting, indtryk og erfaringer som enkeltindivider, hvor ud over vores egne sanseindtryk fik hjælp af andres erfaringer og konklusioner – enten personligt som svar og anvisninger og så i de sidste par årtusinder i skriftform.
De sidste hundrede år har man kunnet spørge nogen ved hjælp af telefonen men først siden internettet er svarene på vores eventuelle bestræbelser om at få begreb om noget kommet tidsmæssigt så tæt på, at vi i stedet for at tænke selv – forsøge at få begreb om noget - lige så godt kan få færdige svar på hvadsomhelst hurtigere og oftest mere kompetent end det vi evt. selv kunne finde ud af.
Vi har bevæget os fra fra at fumle med et ”værktøj” for at få det til at fungere til en skriftlig brugsanvisning (som vi har svært ved at omsætte til effektiv handling) til en Youtube-video som vi kan gøre efter.
Dette praktiske eksempel virker jo som et stort fremskridt uden nævneværdige ulemper.

Men hvad så med væsentligt mere komplekse forhold som vores sociale liv, vores samfundsmæssige ansvar, vore eventuelle politiske/religiøse/filosofiske overbevisninger?
Kan og vil vi fremover springe over de personlige anstrengelser for at nå til til en holdning eller overbevisning til fordel for ”Youtube-videoen” med det rigtige svar?
Mister vores hjerner så ved denne lejlighed også evnen til at fastholde ”mellemregninger” på vej til konklusioner – og således også glæden ved at kunne ”begribe” selv til fordel for det færdigpakkede svar her og nu?
Er vi på denne måde på vej ind i en kollektiv fordummelse på trods af maskinel akkumulation af viden/erfaringer af gigantiske dimensioner?
Jeg har ingen konklusioner men er kun lige begyndt på denne ”tanketråd” …..





lørdag den 14. april 2018

Det permissive overvaagningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?




Det permissive overvågningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?

Sådan lidt ved siden af ”Facebook-skandalen” har jeg den fornemmelse, at langt de fleste brugere af sociale medier, brugere af offentlig trafik, brugere af motoriserede køretøjer, brugere af banker, brugere af sundhedstjenester, brugere af …..
er ganske godt tilfreds med, at alle deres ”medpassagerer” bliver kontrolleret i mere eller mindre grad. Bare ikke lige dem selv.
Når jeg nu kører i en undergrundsbane i en storby og der kommer en flok højrøstede unge ind, er jeg nogen gange glad for de glinsende små halvkugler i togene.
Hvis jeg nu skulle finde på at købe noget via e-Bay er det jo fint, at de ved algoritmer prøver at finde frem til snydeprinserne.
Når nu pengene strømmer frem og tilbage over grænserne, vil vi jo gerne, at vores medborgere betaler den skat de skal ….
og hvis der er nogen, som pønser på jihad sammen med vennerne, så KRÆVER vi jo, at der er nogen som finder ud af det før det bliver til noget.
At så private sociale medier ”selvfølgelig” afleverer vores data til sikkerhedstjenester må jo være en del af pakken. Men da jo hverken PET eller CIA osv. betaler for disse informationer, vil fb og konsorter jo gerne tjene penge ved at sælge informationer til andre – eller vil vi gerne selv betale for at være med??
Så længe der ikke i tide og utide dukker ”statslige” repræsentanter op for af formane os – eller ligefrem hente os til tredjegradsforhør er vi jo ”frie under ansvar” …. eller er vi??

læs nedenfor evt. lidt mere om, hvad vores naboer gør:


mandag den 12. marts 2018

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LOENSTYRING PAA DET OFFENTLIGE OMRAADE










DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LØNSTYRING PÅ DET OFFENTLIGE OMRÅDE


I Danmark forhandles de overordnede løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter. Det er det, der kaldes den danske model, og det er unikt, idet det skulle (normalt) betyde minimal politisk indblanding, hvor lovgivningen står i baggrunden. I stedet forhandler de faglige organisationer på vegne af deres medlemmer, og arbejdsgiverorganisationerne på vegne af deres medlemmer.
Den danske model kræver, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan håndtere deres uenigheder og gå på kompromis i overenskomstforhandlinger.
De offentlige overenskomstforhandlinger forhandles separat for stat, regioner og kommuner, men det foregår sideløbende, og områderne påvirker hinanden.
De offentligt ansatte er repræsenteret af alle deres faglige organisationer, der samler sig i Forhandlingsfællesskabet, der forhandler i kommuner og regioner, og Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler i staten. Arbejdsgiverne er repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og på statsligt plan Moderniseringsstyrelsen.


Da nu parterne her i marts 2018 ikke er blevet enige, forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen.
Bliver de ikke enige i Forligsinstitutionen, kan en konflikt træde i kraft.
Da parterne erfaringsmæssigt ikke bliver enige mens konflikten pågår, vil regeringen skride ind for at stoppe konflikten ved at lave et regeringsindgreb.
Og når nu regeringen har planer/ønsker om reformer som umiddelbart ikke har med overenskomsterne at gøre, men som skal gennemføres så omkostningsfrie/besparende som muligt …. så kan man regne ud med én finger, til hvis fordel regeringsindgrebet vil være ...
… med mindre der er en klar fornemmelse, at sådan et indgreb ville vælte regeringen ved næste valg.
Da nu denne øvelse allerede har fundet sted under Thorning/Corydon så kan de offentligt ansatte se i øjnene at uanset om der sidder en socialdemokratisk eller borgerligt ledet regering ved magten, så er ”den danske model” på det offentlige område mest en model for statslig lønstyring.




ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?





 VELKOMMEN TIL FREMTIDEN FOR ET ALDRENDE ARBEJDSHAER.


ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?


Lad mig indrømme det med det samme, at overskriften her er en omskrivning af en overskrift der gik på slagteriarbejdere og deres nedslidning og deres mulighed for at blive i jobbet til de 72.
Det er jo ganske åbenlyst, at der er mange med de fysisk krævende jobs, som vil få det meget svært med at blive ved. Det gælder jo allerede nu: Hvis jeg ser, hvordan vores skraldemænd nu om dage ræser rundt, så vil de i en alder ag bare 60 for de flestes vedkommende ikke kunne leve op til tempoet – uanset at de ikke vil have så mange løft på grund af ny teknologi på dette område også. Så vidt – så sandsynligt …
Jeg vil dog her komme ind på noget helt andet: Arbejdsfunktionerne, som for de manges vedkommende løbende vil kræve mere og mere omstillingsparathed og intellektuel formåen for at kunne videreuddanne sig.
Det hænger jo ikke sammen med, om en 70årig kan gøre god figur på tennisbanen eller ved en bymaraton, men om denne person på arbejdspladsen faktisk vil kunne leve op til det som kræves.
Mange vil velsagtens kunne gøre det, men mange andre vil ikke.
Skal den sidstnævnte gruppe holdes indenfor arbejdsmarkedet, vil det kræve, at man som aldrende på arbejdsmarkedet vil finde sig i en mere eller mindre løbende degradering i funktion og løn.
Således vil ambitiøse forældre jo skide på, om barnets lærer på 69 løber en halvmaraton per måned, hvis det ellers er tydeligt, at pågældende atlet ikke kan huske sine elever …
Således vil krævende patienter være ligeglade med, om deres aldrende læge tilbringer 30 minutter i fitnessstudio hver dag, hvis han ikke er helt up to date med de behandlingsmuligheder og medikamenter, man som moderne patient allerede har fundet frem til på nettet, før man sætter sine ben i konsultationen …
osv … osv ...
Vi får se. Men bevares, den glemsomme lærer kunne nok gøre gavn i en hjælpefunktion på skolen og den fagligt agterudsejlede læge kunne med sin fremragende fysik være med i sygeplejen på lavere niveau.
Men er vi indstillet på det? Eller går gamet bare ud på, at disse grupper på arbejdsmarkedet skal forsikre sig mod den truende degradering ved hjælp af selvbetalte, private førtidspensionsordninger?



lørdag den 9. december 2017

BITCOINS PRIS




BITCOINS PRIS
Allerede teksten ved grafen fortæller, at ”moderne” markedsøkonomer ikke skelner mellem værdi og pris.
Ingen ved, hvad bitcoin er ”værd” - men da der skal en masse energi til at vedligeholde singulariteten i den enkelte bitcoin, dvs. ved hjælp af datakraft og kryptering at sørge for, at man IKKE kan kopiere en bitcoin lige som en anden datafil, så kan man med basis i de materielle investeringer i bitcoin hævde, at værdien konstitueres i det arbejde/den enegri som skal til for at skabe/vedligeholde en bitcoin.
Da det fremgår med al tydelighed, at bitcoin i 2017 stiger helt ”sindssygt” - dvs. hinsides almindelig fornuft, så er det åbenlyst, at bitcoins pris INTET har med reel værdi at gøre, men ”kun” med forhåbninger.
Bitcoin er der mange som tjener (også materielle værdier) på for tiden, men ligesom ved pyramidespil vil der på et tidspunkt stå mange med smerten og nogle forholdsvis få med gevinsten.
Det er de fleste ”medspillere” også godt klar over, og de regner med at ”hoppe” af i tiden.
At ultraliberalistiske fantaster forestiller sig, at bitcoin kan overtage/fortrænge ”almindelige” penge udstedt af nationalbanker/centralbanker er til gengæld selvmorderisk, især under den aspekt at bitcoin-valutaen i sig selv stiger meget mere end de varer, som man i sidste ende kan konsumere.

Sådan en deflation vil, hvis bitcoin var VALUTAEN øjeblikkeligt føre til ikke alene stagnation men direkte radikal skrumpning/økonomisk nedsmeltning, da pengene bliver unddraget den reelle produktion og drift (f.eks. i det offentlige) til fordel for spekulation i en fiktiv størrelse.


lørdag den 11. november 2017

om at være enige og monogame



At være alene fremstår a priori ikke som noget positivt – tværtimod bliver det straks forbundet med ensomhed og forladthed.
Det kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset – om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt - så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves sådan af mange.

Samvær
Vores hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden "byttehandel".
Det gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami. Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden - i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være de væsentligste.
Hvad er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets indgåelse.
Ja tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af livet? 
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter, drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)

For os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24 timer i døgnet.
Den sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som velsagtens anbefales af parterapeuter (https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion) men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene fortæller ….
Hvorfor skal vi være enige?  Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.   
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden – ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som kogekone.
Det kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som kokken:
a den kok som laver det han vil have
b den kok som laver det hustruen vil have
Nu om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er politisk korrekt.
...
Og så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor – men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har regnet med at mor er mor og far er far. 
 
Meeen, monogami er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere  – so what the f...  ??
NEJ ! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om meget mere –
Det kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad interesserer man sig for og hvilke venner har man…

Jeg tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab, hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen – sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med veninderne sammen med kollegaerne:
Vi sidder sammen med vores partner et sted hvor vi  kommer i samtale med et andet par.
Begynder vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på. 
Det kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ... så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle holde huset og deres sti ren.
Der ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra kvinderne.
Det har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har det noget som helst med frigørelse at gøre?