TINGENES TYRANNI

 

TINGENES TYRANNI

bliver tydelig, når selv fattige mennesker har flere ting, end de er i stand til at flytte alene ... og for det meste ikke engang er i stand til at huske ...

De fleste af os ved, at vi ejer for mange ting. Vi mærker vægten og byrden af ​​vores rod. Vi bliver træt af at rengøre og og holde orden. Vores legerum er rodet, vores skuffer kan ikke lukkes, og vores skabe er fyldt fra top til bund. Rodet er over os - overalt.

I dag indsamles der konstant data om vores hjem, vores indkøbsvaner og vores udgifter. Forskningen bekræfter vores iagttagelse: vi ejer for mange ting - og det stjæler vores liv.

Britisk forskning har vist, at den gennemsnitlige 10-årige ejer 238 styk legetøj, men leger kun med 12 dagligt (The Telegraph).

Nogle rapporter viser, at vi bruger dobbelt så mange materielle goder i dag som for 50 år siden (The Story of Stuff).

I øjeblikket tegner de 12 procent af verdens befolkning, der bor i Nordamerika og Vesteuropa, sig for 60 procent af det private forbrug, mens den tredjedel, der bor i Sydasien og Afrika syd for Sahara, kun tegner sig for 3,2 procent (Worldwatch Institute).

Nordamerikanerne og vesteuropæerne bruger mere på sko, smykker og ure end på videregående uddannelse (Psychology Today).

93% af teenagepiger nævner shopping som deres foretrukne tidsfordriv (Affluenza).

Den gennemsnitlige amerikaner smider om året 65 pund tøj væk (Huffington Post).

MEN: Næsten halvdelen af ​​amerikanske husstande sparer ikke op. (Business Insider).

Disse tal tegner et smerteligt billede af overdreven forbrug og unødvendig ophobning. Det er klart, at mange af os har alt for mange ting.

Kilde: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

THE TYRANNY OF THINGS

 

THE TYRANNY OF THINGS

becomes obvious, when even poor people have more stuff than they are able to move alone ...and for the most not even are able to account for…

Most of us know we own too much stuff. We feel the weight and burden of our clutter. We tire of cleaning and managing and organizing. Our toy rooms are messy, our drawers don’t close, and our closets are filled from top to bottom. The evidence of clutter is all around us.

Today, data is constantly being collected about our homes, our shopping habits, and our spending. The research is confirming our observation: we own too much stuff. And it is robbing us of life.

British research found that the average 10-year-old owns 238 toys but plays with just 12 daily (The Telegraph).

Some reports indicate we consume twice as many material goods today as we did 50 years ago (The Story of Stuff).

Currently, the 12 percent of the world’s population that lives in North America and Western Europe account for 60 percent of private consumption spending, while the one-third living in South Asia and sub-Saharan Africa accounts for only 3.2 percent (Worldwatch Institute).

North America and Western Europe spend more on shoes, jewelry, and watches than on higher education (Psychology Today).

93% of teenage girls rank shopping as their favorite pastime (Affluenza).

The average American throws away 65 pounds of clothing per year (Huffington Post).

BUT: Nearly half of American households don’t save any money (Business Insider).

These numbers paint a jarring picture of excessive consumption and unnecessary accumulation. Clearly, many of us have far too much stuff.

Source: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

FOMO – fear of missing out

Aktierkursers himmelflugt og frygten for at gå glip af noget

I en eksklusiv gæsteartikel til tyske WirtschaftsWoche opridser den amerikanske nobelprisvinder Robert Shiller udviklingen af det amerikanske aktiemarked under coronakrisen. Økonomen siger: Aktiekurser følger nyhederne med en forsinkelse - og er påvirket af historier og fortællinger.

Udviklingen på aktiemarkederne under coronavirus-pandemien ser ud til at unddrage sig enhver logik, især i De Forenede Stater. I lyset af et kraftigt fald i efterspørgslen, der trækker investeringerne og beskæftigelsen ned, opstår spørgsmålet om, hvad der rent faktisk holder aktiekurserne flydende - og hvorfor grundlæggende økonomiske forhold og kursudviklingen på aktiemarkedet i den grad stritter i hver sin retning. For at besvare denne gåde er vi nødt til at ty til massepsykologi og fortællingers dynamik.

Prisbevægelser på aktiemarkederne er stort set ikke baseret på selve nyhederne, men snarere på, hvordan investorer vurderer andre investorers reaktion på denne nyhed. Dette skyldes, at de fleste mennesker ikke i tilstrækkelig grad kan vurdere vigtigheden af forretnings- eller videnskabsnyheder. Især når de har en grundlæggende mistillid til medierne, er de tilbøjelige til at stole på, hvordan folk, de kender, reagerer på nye oplysninger. Denne vurderingsproces tager på sin side tid, hvilket er grunden til, at aktiemarkederne ikke reagerer på nyheder så hurtigt og fuldstændigt, som traditionelle teorier antyder.

Den seneste aktiemarkedsudvikling i USA kan opdeles i tre faser. Det hele startede med en stigning på tre procent i S&P 500-aktieindekset (S&P 500, er et aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder) fra begyndelsen af coronakrisen i slutningen af januar til 19. februar.

Derpå fulgte et styrtdyk på 34 procent der fortsatte indtil 23. marts.

Dette blev efterfulgt af en opadgående bevægelse på omkring 42 procent, der fortsætter den dag i dag.

Hver af disse faser har en forbindelse med bestemte nyheder, der fik markedet til at reagere - med en forsinkelse.

Den første fase startede, da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede den nye coronavirus til "en sundhedsmæssig nødsituation af international betydning". S&P 500 fortsatte dog at klatre i de næste 20 dage og nåede et all-time-high den 19. februar.

Med andre ord: Investorerne hjalp aktierne med at nå toppen til trods for meddelelsen om en mulig global tragedie. Rentesatserne faldt i denne periode ikke. Hvorfor "forudsagde" aktiemarkedet ikke den forestående recession med faldende priser, før nedturen begyndte?

Antagelig kunne folk simpelthen ikke (endnu) stille noget op med fænomenet ”pandemi”. De fleste investorer var oprindeligt ikke overbeviste om, at andre investorer og forbrugere var opmærksomme på virussen. De første lockdowns i Kina i slutningen af januar fik kun lidt opmærksomhed i verdenspressen.

Sygdommen forårsaget af den nye coronavirus havde ikke engang et navn, før den blev navngivet COVID-19 af WHO den 11. februar. I ugerne frem til 19. februar faldt offentlighedens opmærksomhed på centrale spørgsmål som klimaændringer, sekulær stagnation eller statslige skoler. Det dominerende emne i USA var impeachment-proceduren mod præsident Trump.

Mange politikere syntes tilsyneladende, at det var kontraproduktivt at ringe alarmklokkerne over en hypotetisk truende tragedie af kæmpemæssige proportioner.

Da der fandtes næsten ingen erfaring med globale epidemier siden influenzapandemien fra 1918 til 1920, eksisterede ingen statistiske analyser af markedseffekterne af sådan en begivenhed.

Den anden fase på aktiemarkedet begyndte, da S&P 500 styrtdykkede med 34 procent mellem den 19. februar og 23. marts - et dramatisk fald, der svarede til 1930-børskrisen.

Indtil da havde der imidlertid kun været en håndfuld rapporterede Covid 19-dødsfald uden for Kina. Hvorfor kom så denne skarpe reaktion nu?

Investorer skiftede ikke mening på grund af en enkel nyhed eller historie, men på grund af en konstellation af indbyrdes forbundne narrativer: Den 17. februar nævnte medierne for første gang om hamstring af toiletpapir i Hong Kong, hvorpå denne nyhed spredte sig som en steppebrand ligesom en slags vittighed. Der kom naturligvis nu også flere internationale rapporter om spredningen af ​​sygdommen.

Den 11. marts erklærede WHO Covid19 til en pandemi. Internetsøgninger efter "pandemi" toppede i ugen 8.-14. Marts, søgninger efter "coronavirus" toppede i ugen 15. - 21. marts. Tilsyneladende forsøgte folk i denne anden fase at indsamle grundlæggende oplysninger om sygdommen.

Da nedgangen på aktiemarkedet begyndte, fremkom levende beskrivelser af nød og økonomiske forstyrrelser forårsaget af nedlukningerne. Der har kom rapporter om mennesker i det forseglede Kina, der efter sigende ikke havde noget andet valg end at spise dyrefoder som søorm og småfisk. Fra Italien kom historier om medicinsk personale på overfyldte hospitaler, der blev tvunget til at vælge de patienter, der overhovedet kunne behandles. Der cirkulerede nu også historier om den store depression i 1930'erne.

Begyndelsen af den tredje fase, hvor S&P 500-indekset startede sin stigning på 40 procent, var præget af ægte nyheder fra finans- og pengepolitikken. Den 23. marts, efter at renten var nedsat til praktisk taget nul, annoncerede Federal Reserve et aggressivt program til at etablere særlige kreditfaciliteter. Fire dage senere underskrev præsident Trump loven om 2 billioner Dollar Coronavirus Aid Relief og Economic Security (CARES) Act, en økonomisk stimuluspakke med vidtrækkende skatteincitamenter. Disse foranstaltninger og sammenlignelige aktioner i andre lande mindede om, hvordan man håndterede den store recession i 2008/2009. Dengang havde disse foranstaltninger ført til en gradvis, men i sidste ende enorm stigning i aktiekurser. S&P 500 blev femdoblet fra dets lavpunkt den 9. marts 2009 til den 19. februar 2020.

De fleste mennesker har ingen idé om, hvad Fed's (USA's centralbank - Federal Reserve System) plan er, eller hvad der præcist er i CARES-loven. Men de kender eksemplet fra den nyere fortid, da disse tilsyneladende virkede. På samme tid husker folk i stigende grad historier om mindre, men betydelige nedbrud på aktiemarkederne og de efterfølgende stærke opsvingsfaser, omkring 2018.

Nogle steder spreder sig „Fear of Missing Out“ (Fomo), hvilket betyder ”frygten for at gå glip af noget”. Det opfordrer investorerne til at tro, at det er sikkert at komme tilbage til aktiemarkedet, og at markedet allerede er faldet tilstrækkeligt dybt i 2020.

Virkningerne af nyheder og fortællinger er tydelige i alle tre faser af aktiemarkedet i skyggen af Covid 19. Bevægelser i aktiekurserne er imidlertid

ikke nødvendigvis logiske reaktioner på dem. Faktisk er de det meget sjældent.

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

Selvom man som almindelig ejer af en lejlighed eller et hus inde i en storby kan iagttage, at priserne stadigvæk er høje, så er det, samfundsmæssigt set, ikke noget at glæde sig over.

Ganske vist er der mange som vil bo i byerne, og det får priserne til at stige. Men ved siden af, er der ganske anderledes pengestærke interesser som har investeret i ejendomme eller byggegrunde i byerne for enten at sælge med store gevinster uden at have foretaget sig andet end at vente eller for at presse priserne på udlejningslejligheder eller forretningslokaler op. Heldigvis er der efterhånden en del kontorlokaler, som ingen vil leje til fantasipriser og eftersom en del forretninger vil gå kaput i forlængelsen af den nuværende ”sundhedskrise” så vil også på det felt presset på de lejere - som trods alt overlever - falde. Ligesådan kan det desværre komme til at gå for en del folk, som har forkøbt sig på ejerlejligheder eller byhuse, med forventninger til familieindtægter, som nu ikke vil gå i opfyldelse.

Dog findes der jo helt store pengetanke, som sagtens kunne vente 1, 2 eller ti år, indtil markedet vender igen og i imellemtiden vil holde på ejendommene. For dem vil så ved det næste opsving ske det samme som allerede er sket 2 gange indenfor vores nye årtusinde: Ejendomspriserne i storbyerne vil eksplodere igen og de vil godt og vel ”indhente” det tabte.

De fleste af disse ejendomsinvestorer bidrager med intet andet end noget juridisk og økonomisk papirnusseri til "værdi"-øgningerne, hvilket jo er meget attraktivt ...for dem.

What to do? Simpelthen på lands- eller europa-basis indføre en overgrænse/høj beskatning for gevinsterne på udlejning af eller investering i ejendomme. Urealistisk? Ja, hvis den politiske vilje og indsigt mangler men ikke uladsiggørligt.

Lignende tanker er jo tænkt før, men dengang handlede det mest om produktionsjord …

Georgisme (udtales som det engelske George + -isme), opkaldt efter amerikaneren Henry George (1839-1897), er en politisk filosofi. Hovedprincippet er, at alle bør eje det, de selv skaber, men at naturresurser, herunder især jord, bør tilhøre alle mennesker.

Se også:
https://www.berlingske.dk/ejendomme/folketingsflertal-vil-begraense-udlaendinges-opkoeb-af-danske-ejendomme

FRA DET DANSKE OEKO-KAMMER

FRA DET DANSKE ØKO-KAMMER

Lige for tiden hænger den socialdemokratiske regering ret så meget i bremserne, når det gælder omsætningen af de ret ambitiøse 2030 klimamål, og det bliver nok ikke bedre, når regningen efter corona-pandemien er gjort op, og det vil nok vise sig, at overskuddet på betalingsbalancen og stigende skatteindtægterne er noget, som ikke lige vil præge det nuværende finansår.

Nu kunne der jo være en vis økonomisk kalkule i, at brande Danmark som øko-foregangsland for at blåstemple fancy eksportprodukter til et verdensmarked, som i visse segmenter nok hungrer efter ting og sager, som via smart branding kan dulme den dårlige forbrugersamvittighed.

Samtidig kan det også virke opløftende for øko-nationalister på venstrefløjen, som vil blive enorm opstemt over smukkere CO2-regnskabstal for Danmark som et resultat af engageret, folkeligt pres.

Meget af det som kræves fra den kant, kan der være en del fornuft i, andet er tværtimod den rene katastrofe, hvis man lige lægger de rød-hvide briller til fordel for et mere globalt udsyn.

Lige for tiden er der en del snak om Danmarks sidste cementfabrik, Portland ved Aalborg – ikke for ingenting - fordi det er den danske virksomhed med den største CO2-udledning for en enkel virksomhed (https://www.tv2nord.dk/aalborg/aalborg-portland-nye-klimaraad-kan-faa-store-konsekvenser-eksport).

Få den lukket (og importer cementen udefra??) og så er der sparet en masse CO2-udledning – i Danmark - YES. Importer cementen fra f.eks. Indien, så hjælper du samtidigt nogle fattige arbejdere – YES. ...og luk så lige begge øjne, når du skulle falde over det tal for CO2-udledningen fra samme cementmængde produceret i Indien ...men ok, den samlede indiske CO2-udledning vil alligevel i procent knapt nok stige i den anledning … så det er jo rigtig godt for Danmarks CO2-tal og branding plus lidt fryns til f.eks. Indien oven i købet: Vi plejer vores image og Indien får lidt ekstra eksport til verdensmarkedet.

...og så til CO2-virkeligheden efter dette image-stunt:

Cementfabrikken Portland er faktisk en velintegreret del af fjernvarmeforsyningen i Aalborg, som så vil falde bort. Men ...fjernvarme er vel alligevel noget på vej ud, vil nogle med blikket rettet mod vindmøllerne mene ...varmepumperne og solvarme vil så tage over. Ja da, men fjernvarmenettet ER etableret, men de mange ekstra vindmøller og varmepumper og solpaneler skal først produceres og installeres før de kommer til at levere – hvordan denne produktion skal finde sted CO2-neutral – hvis det skal regnes op imod udnyttelsen af fjernvarmen er slet ikke gjort op. Men ovennævnte omstilling ville selv med en negativ CO2-bilans blive deklareret som sejr for klimaet hos dem, hvor det grønne image er mere værd end den økologiske virkelighed.

JUL – International

Turmleuchter: keramisk lysestage som replikerer designet af SS-Julleuchter, 

som til gengæld i sig selv var baseret på en lysestage fra det tidlige 20. århundrede i Sverige.

www.nordwelt-versand.de/

julfestweihenaechte/julfest/26/julleuchter/turmleuchter/brauchtumsleuchter-braune-keramik

JUL – International

England:

Hvad er forskellen mellem "Yule" og "Christmas?"

Teksten fra "Deck the Halls" indeholder linien "Troll the ancient yuletide carol." ... Mens nogle mennesker bruger ordet som et synonym til "Christmas", er der mere at fejre end det, der sker den 25. december. ... Yule kommer fra navnet på en 12-dages højtid, fejret af germanske folk.

www.dictionary.com ›yuletide

Tyskland:

Jul-problemet - Hvor "hedensk" er jul?

Begrebet "Jul" er i Tyskland også et politisk problem - i det mindste for hedninger, fordi Jul er et "nazi-besmittet" begreb.

Imidlertid er de normale tyske ”Weihnachts”skikke heller ikke så politisk korrekte, som det ser ud til.

”Weihnachten” er på ingen måde så helt igennem kristen, som det ofte siges. Dens rødder er i det mindste delvist af hedensk oprindelse. Der var dog ingen germanske påvirkninger i "Weihnachts" tidlige historie.

Brun jul - Bevidste historiske løgne - tysk nazi-jul

Sagnet om den "germanske julefestival", der var udbredt i nationalt sindede kredse siden midten af ​​det 19. århundrede, nåede et trist højdepunkt i nazitiden. Her blev legenden forvandlet til en beregnende historisk løgn.

Uanset kildesituationen propagerede officielle myndigheder (fra Ministeriet für Propaganda og Schulungsdienst der Hitlerjugend til Lærerforeningen og Oberkommando der Wehrmacht) stærkt en helt igennem "originalt tysk-germansk" julefest.

"Jul-fejringen" på dagen for vintersolverv var ikke et nazistisk propagandapåfund, men dens udformning og ideologiske indhold var. Festen skulle fejres i hele det 3. Rige med en ensartet iscenesættelse: marcheren i tavshed, tænding af jul-ilden, kransekastning, mindelse af forfædrene og båltaler. Bindeleddet mellem den offentligt fejrede julfest og familiejulen skulle skabes via et til formålet opfundet "gammelt" ritual, kaldet "hjemkomsten af jul-ilden" Ved den offentlige jul-ild skulle man tænde en kærte og med denne tænde lysene på grantræet derhjemme.

Selvom det hele ritualet af denne nationalsocialistiske jul-fejring næppe blev realiseret andre steder end ved festlighederne for SS eller NSDAP, har den "normale" nazi-jul fortsat en eftervirkning i dag. Især de militært iscenesatte "Soldaterjul" fra krigsårene efterlod varige indtryk. Mange af de ”traditionelle” julemarkeder skylder deres eksistens NS-propagandafdelinger. Selv ved Tysklands mest berømte julemarked, Nürnberg Christkindlmarkt, greb Reichsledelsen for NSDAP ind: markedet blev flyttet til byens centrum på ”anmodning fra føreren”, med præcise regler for udformningen af tribunerne, varesortimentet osv. Et ret banalt julemarked blev således iscenesat som en "unik festlig national begivenhed".

Den "brune juls" langsigtede virkning

Nogle elementer af den nationalsocialistiske juleideologi er blevet bevaret indtil i dag. Ren nazi-propaganda er for eksempel tolkningen af ​​adventskransen som en "germansk årskrans"; adventskransen blev først introduceret i det 19. århundrede af Johann Hinrich Wichern på "Rauhes Haus" i Hamborg. Typisk for SS's absurde misbrug af religiøs historie er påstanden, at St. Niklas-dagen den 6. december oprindeligt var en Odin-fest.

Tungere vejer dog, at den juleideologi fra nazitiden, som omfortolker praktisk talt alle juleskikker i "germansk" forstand, fandt vej ind i datidens "rådgivere til hus og hjem" og leksika. Da disse bøger også blevbrugt efter 1945, fandt den nazistiske fortolkning vej ind i mange bøger og tidsskriftsartikler fra efterkrigstiden - ofte uden at de respektive forfattere var opmærksomme på, at den formodede "folkekære tradition" kom fra giftkøkkenet i Joseph Goebbels Ministerium für Propaganda eller SS-stiftelsen “Ahnenerbe”.

I nyere tid findes sætstykker fra den nazistiske juleideologi ikke kun "ved uheld" i bøger og tidsskrifter, men også med åbenlys beregning i tilsyneladende uskyldige "guider til juletiden".

Et slående eksempel er bogen “Geweihte Nacht” af Björn Ulbrich, der blev udgivet for et par år siden af ​​Arun-Verlag. Andre julebøger, der indeholder fragmenter af (ny) højreorienteret tænkning og masser af julevarer fra nazistisk festivallitteratur, er "Weihnachten feiern" ("Fêter Noel") af Alain de Benoist, en "pioner" for den nye højre, eller Dieter Muniers "Hausbuch Deutsche Weihnacht".

Selv "rigtige" nynazister som Jürgen Rieger tager emnet "Julfest" op i bogform: "Jul - Brauchtum im Artglauben" (Skik og brug i artens tro).

Med denne form for julepropaganda når den "nye højre" også ud til målgrupper, som ellers rædselslagen ville vende sig bort fra dette tankegods: traditionelt venstreorienterede kredse fra økobevægelsen, "apolitiske" esoterikere, naturreligiøse og mennesker, der er kritiske over for vores civilisation.

Kilde: www.nornirsaett.de/das-jul-problem-braune-weihnachten

CHRISTMAS - FEAST OF LOVE

"CHRISTMAS - FEAST OF LOVE"

probably tells, that it is NOW, at this time of year, that we should let our positive emotions - our good heart - control us in what we do and think.

But so many extraneous THINGS may stand in the way to fulfil our good intentions.

Getting things and giving things is/has been a major issue in the deficiency situation that the biggest part of humanity has been in until a few decades ago. Hundreds of millions have unfortunately not yet been freed from a lack of the basic necessities of life.

What we, in our welfare society, ought to do about that imbalance, must also be something that our conscience or the "good heart" has to deal with.

Nevertheless, I would like to welcome here that we as humans, however, HAVE feelings that we sometimes appreciate, sometimes suppress, but under all circumstances play a major role in our lives and thoughts.

"Love overcomes everything" - the big, human dream.

Very understandably, many  do wish that such a regiment of love prevails throughout the universe.

We know today, that there exist so many galaxies, stars, and planets, that it is extremely unlikely, that our Earth is the only place in universe inhabited by beings with emotions. Astronomers can observe huge "disasters" out there, where these, our possible/probable "fellows in feelings" experienced their doomsday. One can then hope, that they got a fair or even "loving" doom on these occasions. I will not bet on it…

Here on our little planet we get the love and compassion that we humans give each other and ourselves in our believes, and then we must hope that "Love overcomes everything", against all odds or

"If love is an illusion, then to hell with reality." (as danish author Elsa Gress once wrote)