OM DEN TRAELBUNDNE VILJE (1525)

 

OM DEN TRÆLBUNDNE VILJE (1525)

MARTIN LUTHER VS. ERASMUS FRA ROTTERDAM

”Fri vilje er helt og holdent en guddommelig betegnelse, og kan ikke tildeles andre end den guddommelige majestæt. For den kan og gør alt, hvad den vil i himlen og på jorden.”

Luther skrev som bekendt mange skrifter. Selv mente han, at skriftet ”Om den trælbundne vilje” sammen med Den store Katekismus hørte til dem, han helst vedkendte sig. ”Om den trælbundne vilje” er som nævnt Luthers opgør med humanisten Erasmus. Erasmus lærte om viljens frihed, dvs. han mente, at mennesket af natur har mulighed for at nærme sig eller tilslutte sig nåden og altså bidrage til eller samarbejde om sin omvendelse. Denne opfattelse er vel den mest udbredte hos vor tids kristne. Men Martin Luther var dybt uenig i dette og argumenterede meget bibel-stringent for hans afvisning af Erasmus’ humanisme.

https://www.blogos.dk/om-den-traelbundne-vilje-eller-ompaastande-og-faste-meninger/

https://da.wikipedia.org/wiki/Erasmus_af_Rotterdam

… et par korte uddrag fra ”Om den trælbundne vilje”

(oversat fra tysk af PB)
(...)

Alt i alt lyder disse dine ord, som om du var ligeglad med, hvad der tros af hvem og hvor, hvis kun verdens fred bevares. Som om det var tilladt for at undgå livsfare og for at redde sine besiddelser og sit omdømme at efterligne en som sagde: Hvis man siger ja, siger jeg også ja, hvis man siger nej, siger jeg også nej. Det lyder som om du ikke synes mere om den kristne lære end om filosoffers og andre menneskers synspunkter, som om det var mere end tåbeligt at argumentere for, at kæmpe for og at holde fast i, fordi der der kommer intet andet ud af det end skænderier og ødelæggelsen af den ydre fred: Hvad der er over os, er ikke vores anliggende. For at bilægge vores tvister opfører du dig neutralt, så du kan holde begge sider i balance og overbevise dem om, at vi skændes om tåbelige og unødvendige ting.

(...)
Men det kan endnu mindre tolereres, at du tæller spørgsmålet om den frie vilje blandt dem, der er unyttige og unødvendige. Og i stedet for det opremser du for os, hvad du anser for tilstrækkeligt for den kristne tro, og det på en måde, som enhver tilfældige jøde eller hedning kunne gøre det med lethed, selvom han ikke vidste noget som helst om Kristus.
Du ikke nævner Kristus - ikke i det mindste - ligesom du troede, at en kristen tro kunne eksistere uden Kristus, hvis kun den i sin natur grundgode Gud ville blive tilbedt med al magt.

Hvad skal jeg sige til det, Erasmus? Hvis du ikke synes, at denne sag er nødvendig for kristne, skal du forlade arenaen, vi har intet at gøre med dig.

Vi anser dem (spørgsmålene som tages op i det følgende, PB) for nødvendige. Hvis det er ufromt, hvis det er nysgerrig, hvis det er overflødigt, som du siger, at vide, om Gud tilfældigvis ved noget på forhånd, om vores vilje kan gøre noget ved de ting, der hører til evig frelse, eller om vores vilje kun er passiv i forhold til den virksomme nåde, uanset om vi gør hvad vi gør, om vi gør det gode eller det onde af ren nødvendighed - eller rettere - lader det ske; hvad, spørger jeg så, ville så være gudfrygtig? Hvad er vigtigt, og hvad er nyttigt at vide?

Det duer slet ikke, Erasmus, det er for meget. Det er vanskeligt at tilskrive dette din uvidenhed, eftersom du allerede er en gammel mand og har boet blandt kristne og har beskæftiget dig med de hellige skrifter i lang tid. Du giver os ingen mulighed til at undskylde dig og tænke godt om dig. Og alligevel tilgiver katolikkerne dig disse uhyrligheder og bærer over med dem; fordi du skriver imod Luther. Ellers, hvis Luther ikke levede, og du skrev noget lignende, ville de rive dig i stykker mellem tænderne.
”Platon er vor ven, Sokrates er vor ven” - men sandheden er at foretrække. For selvom du måske ved for lidt om Den Hellige Skrift og den kristne tro, bør en ven af de kristne også vide, hvad de kristne anser for nødvendigt og nyttigt, og hvad de ikke anser for at være det.

Men du - en teolog og en lærer af de kristne, for hvem du vil ordinere en form for kristendom - er ikke engang på din skeptiske måde ubeslutsom når det gælder det, der kunne være nødvendigt og nyttigt for dem. Så går du i stedet direkte i den modsatte grøft og påstår helt imod dit sædvanlige sind uhørt fast, at disse artikler er unødvendige.
Hvis disse artikler ikke anerkendes som nødvendige og pålidelige, ville der ikke være noget tilbage af hverken Gud eller Kristus eller evangeliet eller troen eller noget andet, ikke engang noget fra jødedommen, endnu meget mindre af kristendommen! Ved den udødelige Gud, Erasmus, hvilken stor åbning, snarere hvilken bred mark har du åbnet for at gå til angreb på dig og tale imod dig!
Hvad kunne du skrive, godt og rigtigt, om den frie vilje, hvor du med disse ord indrømmer så stor uvidenhed om skrifterne og troen?

- Men jeg vil rebe sejlene og ikke angribe med mine ord (som jeg måske gør bagefter), men bruge dine egne ord.

Den Kristendommens skikkelse, du har beskrevet, indeholder blandt andet, at vi stræber med al vores magt, at vi vender os til bodens middel, at vi skal nærme os Herrens nåde på alle måder, foruden den hverken menneskelig vilje eller stræben kan udvirke noget. Ligeledes skulle ingen fortvivle ved Guds nåde, Gud som i grunden er god af natur.
Disse Dine ord, uden Kristus, uden ånd, koldere end selve isen, så selv din veltalenheds glans må acceptere den fejl i dem, som du din stakkel med møje blev presset til af frygten for papisterne og tyrannerne, så at du ikke fuldstændig fremstår som ateist. Dine ord forsikrer alligevel eftertrykkeligt, at der findes kræfter i os, at alle kræfter kan udnyttes, at der er barmhjertigheden fra Gud, at Gud er retfærdig af natur, at han er god af natur osv.

Så hvis et menneske ikke ved, hvad disse kræfter er, hvad de formår, hvad de tillader, hvad deres anskuelser er, hvad deres virke er, hvad de ikke indvirker på, hvad skal dette menneske gøre? Hvad vil du lære det at gøre?

Du sagde, det var ufromt, nysgerrigt og overflødigt at ønske at vide, om vores vilje kan gøre noget i de anliggender, der hører til evig lyksalighed, eller om viljen kun er passiv i forhold den virksomme nåde. Men her siger du det modsatte: der er en kristen fromhed, man skal bruge al sin styrke, og uden Guds barmhjertighed ville viljen være frugtesløs.

Her forsikrer du straks, at viljen kan gøre noget i det, der angår evig lyksalighed og fremstiller den som stræbende efter dette. Omvendt gør du den passiv hvor du siger, at den er nyttesløs uden barmhjertighed. [Det siger sig selv, at du ikke definerer, hvor langt den aktive handling og den passive udholdenhed strækker sig, og du prøver at skabe uvidenhed om, hvad Guds barmhjertighed er i stand til, og hvad vores vilje udretter, netop der hvor du lærer, hvad vores vilje gør og hvad Guds nåde.]
Så din visdom drejer rundt i en cirkel, hvor du beslutter dig for ikke at knytte dig til nogen af parterne og komme sikkert frem mellem Scylla og Charybdis: at du fra midten af havet overhælder med floder (af ord, PB) og forvirret bekræfter stærkt alt det du benægter, og benægter det du bestemt bekræfter.

den virtuelle vej vaek fra virkeligheden

 

den virtuelle vej væk fra virkeligheden

I historisk perspektiv har mennesket i årtusinder udviklet fantasifulde forestillinger omkring oprindelse og årsagssammenhænge af de fænomener vores sanseorganer kunne registrere.

Uden yderligere teknologiske hjælpemidler som f.eks. mikroskoper, stjernekikkerter eller instrumenter til at måle elektrisk energi, var fantasifulde - oftest religiøse - forklaringer også dem som måtte forekomme at være de ”bedste” – især der, hvor man ville få indflydelse på den omgivende natur som man ikke beherskede. Her kom organiseringen af ”troen” ind ved medicinmanden, troldmanden, præsten, kirken, paven, profeten …

Først i løbet af de sidste 3 årtusinder, i første omgang via udviklingen af matematikken, geometrien og siden af fysik, kemi, medicin bliver religiøse forestillinger omkring tingenes beskaffenhed i stigende grad udfordret af en videnskabelig, materialistisk orienteret tankegang.

Denne udvikling kunne via en teknologisk og økonomisk udvikling fortsætte tilsyneladende næsten ubrudt indtil begyndelsen af vores årtusinde.

Jeg bruger bevidst ”tilsyneladende” for at fremdrage et historisk eksempel af de helt store, som viser, hvor skrøbelig den tilsyneladende tiltagende videnskabelighed i menneskelig erkendelse står i konfrontation med en velorganiseret, teknisk båren fordrejning af åbenlyse kendsgerninger.

Der hvor videnskaben mere eller mindre frivilligt stillede sig i tjenesten for en ”stats- eller systembærende” ideologi, bidrog den også med absurde teorier om raceforskelle, direkte historieforfalskning, ideologisk bestemte fejlberegninger af udviklingstendenser, bortforklaringer af skadevirkningen ved udledning af affaldsstoffer ...

Sådan en ”frigørelse” fra overordnede realiteter kunne holde det nazistiske Tyskland i gang med at føre en udsigtsløs trefrontskrig i flere år, hvor store dele af befolkningen på trods af mange tegn på et kommende nederlag kunne opretholde et mediebårent håb på en sejr til sidst (”Endsieg”) .

Denne vrangforestilling var organiseret på statsplan og vi griner i dag bedrevidende af Nordkorea, som lever under et lignende ”bevidsthedsregime”.

Mindre ”grinagtigt” er det 21. århundreds virkelighedsforståelse, hvor det som opfattes som realitet, i stadigt stigende grad er en ”selvvalgt overbevisning”, plukket fra de sociale medier, hvor videnskaben i mange sammenhænge slet ikke respekteres, men er angrebsmål for tidens ”shamaner”.

”Virkelige penge” og kryptovalutaer

Ligesom nye, virtuelle værdisæt kan der i dette nye årtusindes begyndelse også skabes virtuelle formuer, som (for det meste) gnidningsfrit kan byttes til materielle formuer. Intet kan være bedre egnet som eksempel end bitcoins (og andre kryptovalutaer).

https://www.cnbc.com/2021/01/11/bitcoin-btc-price-nearly-170-billion-wiped-off-entire-cryptocurrency-market.html

Man kunne jo som interesseret investor overbevise sig selv om, at det bare er en international, digital valuta udenfor statslig kontrol, hvis værdi udelukkende bestemmes af markedet, ligesom en almindelig valuta. Men i modsætning til – i hvert fald store valutaer – er ingen stærke stater eller internationale organisationer villige til at stabilisere denne digitale valuta. Tværtimod: Det mest attraktive ved kryptovalutaer er den manglende statslige kontrol, hvilket gør dem særlig værdsat i en i høj grad kriminel undergrundsøkonomi.

Det kan man som spekulativ køber af kryptovalutaer jo bare se bort fra, eller være glad for, så længe det får kursen til at stige. Spørgsmålet er så, om det kan være i de almindelige statsborgeres interesse, at tillade den form for tilskyndelse til skatteunddragelse, handel med illegale varer, svært sporbar bestikkelse/korruption og finansiering af terror.

Den eneste materielle realitet bag kyptovalutaerne er den computerkraft, som holder dem ”flyvende”. På den måde ligner de jo medievirksomhederne på nettet, som nu er de ”mest værdifulde” (i henhold til kursværdien) virksomheder overhovedet.

Der består dog den væsentlige forskel, at der hersker en del årvågenhed i forhold til det, Twitter eller Facebook m.m. bliver brugt eller misbrugt til.

Denne offentlighedens kontrol er stort set fraværende ved kryptovalutaerne, som slet ikke afkræves ”undskyldninger” i forhold til det de bliver brugt til – selvfølgelig også på den baggrund, af der jo ikke optræder offentlige ejere af dem

https://www.cnbc.com/2017/10/27/bitcoins-origin-story-remains-shrouded-in-mystery-heres-why-it-matters.html#close

- i modsætning til de stater som udsteder deres forskellige valutaer!

https://www.lexology.com/library/detail.aspx?g=453fc875-be12-4701-b3ed-585aad9a2191 ¹

De virtuelle værdiers himmelflugt

Det flyder for tiden med investeringsparate penge, fordi centralbankerne – og i mindre grad regeringerne – har pumpet kapital ud for at sætte gang i hjulene under coronakrisen. Da renten samtidig er meget lav, kan det derfor ikke betale sig at spare op. Derfor skal pengene investeres. De bliver investeret i aktier, boliger og meget andet, som så stiger i pris. Men efterhånden er mange ting så dyre, at man søger efter nye investeringsmuligheder: Her kommer bitcoin/kryptovalutaerne ind i billedet.

Alle de penge som centralbankerne/regeringerne pumper ud i samfundet burde jo gerne ende i nye skoler, hospitaler, bæredygtig omstilling etc. Altså ting der gør alle menneskers liv bedre.

I stedet for bidrager en god del af disse midler til at presse prisen for kryptovaluter eller investeringer i ”virksomheder” som beskæftiger sig med at skubbe penge rundt endnu mere i vejret. Hvad betyder det for vores samfund?

Virtuel bevidsthed

I det øjeblik, hvor mange mennesker ikke alene investerer i en virtuel virkelighed men også får en stor del af det de betragter som deres ”viden” via en selektiv brug af netmedier, så er der i hvert fald i de lande, hvor der er fri adgang til internettet også fri adgang til at sammensætte ens eget verdenssyn, eller at følge nogle bevægelser og netguruer, som foretager denne opgave for en, når man nu en gang har tilmeldt sig ”fan-boblen”.

På en måde overtager det jo den tradition, at man blev født ind i en region og en religion og hermed ind i en verdensopfattelse og gerne en bankforbindelse (en Sparekasse, var det den gang) . Men i modsætning til et fordums geografisk bestemt værdisæt, udklækkes nu via nettet hele tiden meget hurtigt nye ”sekter” og nye investerings- og opsparingsmuligheder, som i høj grad vil profilere sig omkring at være i modstrid med de værdier og forståelsesrammer som holdt sammen på samfundene/nationerne.

Hvad der for alvor skulle imødegå en sådan centrifugalkraft i vores endnu fælles virkelighedsopfattelse står lige nu i det uvisse, hvor Joe Biden overtager efter Donald Trump, og den sidste Corona-hjælpepakke endnu ligger et godt stykke ude i fremtiden.

1About Lexology

Lexology delivers the most comprehensive source of international legal updates, analysis and insights. We publish in excess of 450 articles every day from over 900 leading law firms and service providers worldwide across 50 work areas in 25 languages.

KÆREGUD OG ANDRE GUDER

 

KÆREGUD OG ANDRE GUDER

Det der kommer nu, er ikke nogen ”teologisk-filosofisk udredning” men et forsøg på at konfrontere mig selv med de mange muligheder og motiver for at ”købe ind” på en religiøs overbevisning. Jeg skriver bevidst ”købe ind”, da der jo ikke ligger noget bemærkelsesværdigt i, at overtage en overbevisning, som man er blevet opdraget til fra barnsben af. Det er dog mere bemærkelsesværdigt, mere eller mindre radikalt at skifte overbevisning med hensyn til det man vil anse for grundlaget for al eksistens.

Jeg kan have stor respekt for en religiøs overbevisning, som er drevet af en søgen efter sammenhæng og mening med livet og al eksistens.

Det var også oprindeligt udspringet for alle (eller de fleste) religioner. Eftersom mange af de af religionerne tilbudte forklaringer om verdensaltets opståen og funktioner sidenhen er blevet tilbagevist af naturvidenskaben fungerer religionerne nu i høj grad som et ”psykologisk” redskab til at få styr på følelseslivet i stedet for en grundlæggende etik og en verdensanskuelse på alle planer.

Man må dog medgive det moderne menneske, at en verden uden grundlæggende humanisme, uden et mål for en bedre fremtid for os alle, efterlader nutidens neoliberale menneske i et individualistisk tomrum, hvor alt ud over egen (+evt. kernefamiliens) succes synes at være meningsløst.

Mit ”kildegrundlag” for ovenstående påstand er bl.a. radioværten Iben Maria Zeuthens interviewserie på DR P1. En interviewserie om forskellige folks vej ind til troen.

Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop

Jeanett Albeck, dansk komponist, sanger og skuespiller fortæller radioværten Iben Maria Zeuthen

(https://www.kristendom.dk/synspunkt/jomfru-maria-er-svaret-p%C3%A5-den-moderne-feminists-b%C3%B8nner),
at hun ikke blev opdraget til at tro men fik sin tro ved at ”integrere sin krop og sin sjæl”. Hun havde dog allerede som lille fundet på at bede aftenbøn for at få tryghed. Hun sagde i sind selvopfundne aftenbøn tak til Gud og Jesus – og bad ved samme lejlighed om hjælp til de ting hun havde svært ved.

Dette kalder Jeanett Albeck selv ”en søgen efter det åndelige”.
https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-3

Nå ja, hvis man altså fra barnsben af har en fornemmelse af, at der findes en Gud, og man så på ganske snusfornuftig vis søger at komme i kontakt med den Gud for at sige tak og samtidigt bede om noget mere – så søger man altså efter det åndelige (?).

Ingen overvejelser, om der overhovedet findes en Gud, hvordan den så måtte ”se ud” eller hvad denne Gud så måtte stille af krav til en selv.
Var det mon aftenbøn i den her stil: ”Hej, Kære Gud og Jesus. tak for den flotte fødselsdag...men så kunne jeg godt tænke mig at komme med til Ibens fødselsdag også, men hun har ikke inviteret mig, selvom hun var med til min …” ?? Er det en søgen efter det åndelige???

Da Jeanett Albeck som voksen bliver ramt af en (stressbetinget?) krise opsøger hun en terapeut, som lader hende genfinde sit barndomsjeg med dets problemer, hvorefter hun

a) finder ud af at hun har påtaget sig for meget ansvar

b) at hun har brug for noget åndeligt i sin tilværelse – men hendes vej til det åndelige er nu ikke længere mentalt men gennem kroppen ...hvilket jo måske passer fint til en moderne professionel skuespiller med en uddannelse som lægger stor vægt på fysikken/kroppen. Ved at skrue ned for den ”intellektuelle åndelighed” har Jeanett Albeck ved hjælp af kroppen fundet frem til noget større …

Hun er vendt tilbage til bønnen ...giver udtryk for taknemmelighed...og vil dele ud af sin store kærlighed til hele verden. Jeanettes religiøse praksis indbefatter nu at bede knælende foran sit eget lille buddhistiske alter med en buddhafigur – og det virker!

”Man overgiver sig til noget større og retter opmærksomheden mod andre ...i højeste grad kunstnerisk. Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop.”

Jeanett Albeck henviser i den forbindelse selv til Eckhart Trolle https://www.saxo.com/dk/lev-i-nuets-kraft-lydbog_eckhart-tolle_mp3-cd_9788721029500 )

Så gør dog noget

... i stedet for at vente på at blive ramt af troen

præsten Karsten Møller Hansen:
Vi er alle sammen født ind i kristendom her i Danmark, men den skal udmønte sig i praksis – man skal handle troen mere end at føle den

For at tro a priori skal man have et ”særligt gen” ..

Men dem som ikke har fået troen foræret kan ”kæmpe sig frem til troen” ved at handle: man skal give for at modtage noget …

Ovenstående lyder meget ”katolsk”, hvor de gode gerninger er vejen til frelsen ...og dog:

Karsten Møller Hansen mener nok, at investeringen i de gode gerninger vil fremme troen hos os selv, og så (forhåbentligt) herigennem åbne vejen til frelse. Vi køber os ikke til adgang til paradiset via de gode gerninger, men styrker vores egen tro og bereder herved vejen frem..

Gud har ikke noget med kræft at gøre,

derfor kan jeg heller ikke bede Gud om helbredelse

Fitnesseksperten Anne Bech troede på sin egen fysik. Hun troede på evnen til at opnå præcis de resultater hun satte sig for. Men så fik hun konstateret kræft og hun måtte indse at ansvaret for egen sundhed og overlevelse, måtte lægges i hænderne på nogle andre. Hun havde været troende hele livet men konverterede som ”født ind i folkekirken” til jødedom, på baggrund af en fascination af den ældgamle tro. Alt det smukke og gode må være guddommeligt – og elendigheden som krig og meget andet dårligt stammer fra mennesket.

Således giver hun sig selv ansvaret for den kræft hun har fået. Gud har ikke noget med kræft at gøre, Derfor kan hun heller ikke bede Gud om helbredelse.

Gud har en rigtig fin position i denne version af tro: Alt det gode kommer fra ham, og det der er dårligt kommer ikke fra ham, men fra os mennesker ...et eller andet sted har måske (ganske vist uden at blive nævnt) også djævlen fået sin plads i Anne Bechs syn på skabelsen.

Jeg håber på at troen finder mig når jeg bliver gammel

I 1987 sætter forfatteren Iben Mondrup en sig ind i et fly for at flytte fra Grønland til Danmark. Denne overgang fik hende til at miste fodfæstet og hun ønskede sig i høj grad en Gud. Men hun kunne ikke finde troen i sig selv. ”Hvorfor fik jeg ikke troens nådegave? Har man troen, så kan man sætte de værste prøvelser og tab i perspektiv.

Al angst er – i princippet – dødsangst, men i virkeligheden en angst for at leve i ensomhed eller pinsel. Der er Gud den ven som man altid har ved hånden. Det største problem og spørgsmål er, om der er en mening med livet.”

Heller ikke det at få et barn kunne give Iben Mondrup et egentlig svar i sin søgen efter mening i livet.

Hun bliver dog, efter var hun selv siger, med tiden/alderen bedre til at svare sig selv på spørgsmålet hvem hun er. Således har hun i de senere år arbejdet med meditation, men uden at knytte det til religion. Det handler om at forholde sig ”roligt” i forhold til ensomhed og meningsløshed, men også om at kunne viderebringe det i hendes romaner (om grønlandske skæbner).

Iben Mondrup tror på, at toen er nedarvet gennem kulturen – og ikke ”genetisk” betinget. Hun håber et eller andet sted, at troen vil finde hende, når hun bliver endnu ældre/gammel.

"Jeg tænkte: vis mig, hvem der er min Gud"

og i samme øjeblik tonede en torshammer frem fra den ene ende af himlen, til den anden". Foredragsholder Andrea Hejlskov mistede som 25-årig sin 19årige søster via et biluheld og fandt derefter sin Gud, Thor, ved en ofring.

Lige efter uheldet læste hun en del filosofi for at finde mening med livet, men begyndte så at søge på nettet efter forklaringer og bud på sammenhæng i livet.

Livet havde mistet sin glans og var fyldt af dødsangst. Det første hun fandt var ”køkkenheksene” som beskriver magien ved madlavning – magien ved at forvandle noget til at give live, glæde og energi. Andrea Hejlskov betegner sig selv som animist.

https://pdfs.semanticscholar.org/770d/702579ad5acbbcf49f79d069469cd767f0f7.pdf

Klovnen møder Jesus

I et stort interview i Ud & Se afslører "Klovn"-skaberen, at han i en alder af 52 år er blevet døbt

Som en af skaberne af tv- og filmhittet "KLOVN" har Casper Christensen om nogen været fortaler for druk, hor og andre "synder". 

Men i en alder af 52 år har komikkongen set lyset. I et stort interview i Ud & Se, afslører han, at han er blevet døbt. 

Christensen fortæller, at han tog den store beslutning for et år siden, da han "fik en fornemmelse af, at der fandtes noget mere". Han blev døbt samme dag som sin søn Jagger i Hornbæk Kirke i Nordsjælland. 

Casper Christensen er gift med Isabel, og sammen har de sønnerne Cooper og Jagger.

Inden dåben havde Casper Christensen en samtale med kirkens præst: 

”Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever en tilstedeværelse af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt”, fortæller han i Ud & Se. 

Han blev derfor døbt den 22. august, på sin egen og sønnens fødselsdag - de fylder nemlig år samme dag. 

KLOVN-skaberen fortæller, hvor svært det kan være at tale om religion og tro: 

”Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig så grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden”, siger han til Ud & Se, hvor han på forsiden bærer et kors om halsen, som han fik i dåbsgave af sin hustru. 

Casper Christensen medgiver, at det er ganske overraskende, at han nu er nykristen:

”Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.”

https://www.seoghoer.dk/kendte/casper-christensen-blev-doebt-et-aar-siden-foeler-en-konstant-tilstedevaerelse-af-jesus-i-mit

Morten Messerschmidt

”Gud vil blive ved med at være en del af mit liv.”

– den unge ateist som blev kristen helt i Søren Krarups og Jesper Langballes ånd …

Morten Messerschmidt fortæller sit interview med Iben Maria Zeuthen, at han i sin ungdom havde været ateist, men allerede snart derefter havde fundet vejen tilbage til kristendommen.

Han er i dag regelmæssig kirkegænger men betoner, at han ikke beder om hjælp til konkret hjælp i sin politiske karriere. Han kan godt lide en bevidsthed om, at kunne dele ansvaret med nogen.

Han var blevet konfirmeret og havde i den anledning ”læst på lektien” og var blevet overbevist kristen. Som et slags ungdomsoprør blev han ateist i Nietzsches forstand, samtidig med at han blev kirkesanger (Isleberg Kirke, Frederikssund) – for musikkens skyld!

Hans ateisme handlede om det stærke individuelle menneske!

10 år som kirkesanger gjorde ham dog efterhånden bekendt med kristendommens praksis og styrke.

Troen styrker det enkelte menneske – derfor vil Morten Messerschmidt være kristen!

Han fik siden Mogens Camre som ikke kristen faderfigur, – men dog også meget mod Islam!

Men siden får Messerschmidt kontakt med Søren Krarup og Jesper Langballe, som forener Camres antiislamisme med en holden fast på kristendom. Jesper Langballe henviste Messerschmidt til dansk litteratur som kilde til dannelse. Endda Mogens Camre melder sig et par dage for sin død ind i Folkekirken.

For et års tid siden blev Morten Messerschmidts søster Line myrdet af sin samlever. I denne situation af meningsløshed søger Morten Messerschmidt trøst i gudstjenesten og for at holde fast på en tro på et gensyn med søsteren. Han føler sig i sorgen som et troende medlem af en menighed mindre alene. Han kender menigheden, han kender sit fadervor. Trosfællesskabet er det fællesskab Messerschmidt tror på. Det særlige ved den danske tro er Kierkegaard og Grundtvig i forenet i en dialektisk modsætning.

Iben Maria Zeuthen giver udtryk for sin beundring for Messerschmidts stærke tro, hvor han har mistet flere nære familiemedlemmer i løbet af de sidste år – og hans overbevisning, at han vil møde dem igen.

Zeuthen spørger dog også ind på næstekærligheden:

”Alt skal være båret af næstekærligheden”, siger Morten Messerschmidt,

”Næsten er ikke menneskeheden – næstekærligheden gælder den som står i din nærhed. Hvis du tager dig af dem i Afrika i stedet for af dine nærmeste svigter du næstekærligheden. Næstekærlighed er bestemt geografisk (på engelsk neighbor) – ikke objektive velfærdskriterier.”

”Humanisme gælder menneskeheden og det en misforståelse, Kristendommen derimod, gælder mennesket,” og det tror Messerschmidt på.

Morten Messerschmidt taler, uanset de i grunden meget inhumane synspunkter han og hans parti i den politiske hverdag ellers står for, med en kultiveret og blød stemme og viser, at han er dannet, hvilket får mirkrofonholderen Iben Maria Zeuthen til tider at klukle fuld af beundring ….

Hun undskylder ligefrem, når hun taler om spiritualitet på en måde, Morten Messerschmidt ikke bryder sig om.

”Hvordan har du det”, spørger hun til sidst i samtalen: ”Jeg har det godt!”, siger Morten med pludselig mandig røst …Gud vil blive ved med at være en del af mit liv … at finde styrke i skrøbeligheden via troen..”

https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-36

Jeg må må også fremhæve, at Iben Maria Zeuthen ikke bærer nag (ret længe i hvert fald), hvis man ser på, hvad Morten Messerschmidt forrige år har udtalt/skrevet på fb.:
Morten Messerschmidt

tauSt1S4S. mipuarrmoetnusasc or2te019ds  ·

Forskellen mellem Ghita Nørby og almindelige kendisser er, at Ghita Nørby ikke har brug for opmærksomheden og derfor insisterer på at kunne mærke den person, der påstår at ville føre en samtale med hende. En smuk tanke om relationen mellem mennesker.

Men med sit the-bryggeri, fuglelyde og uopmærksomhed på de guldkorn, Ghita faktisk giver, magter Iben Maria Zeuthen ikke opgaven at føre en samtale. Det turde man måske tro om en journalist, men Zeuthen forstår simpelthen ikke, hvem hun sidder overfor.

Hvor er det befriende, at Ghita Nørby - stillet overfor denne banale, selvhøjtidelige og overfladiske journalistik - gør det eneste rigtige og det eneste ægte i Zeuthens “interview”: afviser enfoldigheden og afslutter den samtale, der faktisk blev ødelagt allerede ved Zeuthens entré.

Bravo Ghita. Gid flere turde være så ærlig som du..!!

FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN

 

FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN
Lige efter at have set på fotografier på Instagram, som jo handler om at formidle mest billede og mindre tekst, slog det mig, at smartphoneformatet først og fremmest udspringer af, at et rektangel på højkant er bedre egnet som telefon end et bredformat, hvilket gør smartphonen til en meget indgribende og egentlig stærkt begrænsende frembringelse.
Når nu smartphonen har erstattet computeren og laptoppen som det mest brugte internet-redskab bliver billedformatet også ændret radikalt, og de apps/tjenester som først og fremmest skal formidle billeder følger med eller bliver udelukkende udviklet med henblik på det.
Uanset den kendsgerning, at telefonernes kameraer i kvalitet i dag langt overgår det, som et digitalkamera i lommeformat kunne præstere for 10 år siden, så lægger billedformatet mest op til, at tage billeder af personer - især af dig selv - og andre ting som ligger lige for, ikke mindst fordi telefonernes digitale zoom oftest stadigvæk er disse smartphones akilleshæl.
Hvis man er født ind i den virkelighed, at det store udsyn, de store vider, landskaberne, den store scene på forhånd er underordnet i forhold til noget der ligner et portræt, kan man ofte ikke ”se” anderledes på verdenen. Og da verdenen ligesom selfien langt fra lever op til det som man gerne vil vise frem, bliver der tilbudt og brugt stedse mere elektronisk makeup (gerne en mere drastisk makeover).
De videoer man ser på nettet, skal også passe ind i dette format, og dem som en gang drømte om, at skabe billedkunst på alle niveauer og med alle de muligheder, som teknologien i og for sig kunne præstere i dag, kan overfor det højkantede lommeformat godt pakke sammen.
Bekvemmeligheden og tilgængeligheden er det som tæller mest (det gælder oven i købet også lyden og musikken som måske lider endnu mere af den telefoniske forsnævring).
Vi kan være elektronisk sociale mens vi sidder på toilettet, men kan ikke få den kvalitet og det udsyn, som mere billede (i bredformat) mere og bedre lyd, og mere sammenhængende tekst kunne give.
Således bliver det klart, hvorfor Twitter er det internetmedium, hvor politik og dermed en væsentlig del af samfundsudviklingen drøftes og fremvises. Det lægger netop bunden til den trumpisme vi oplever på så mange planer for tiden…
Måske kunne disse ”VR-headsets” som vender telefonerne 90 grader lige foran vores øjne, lade telefonerne komme til deres ret som billedformidlere i bredformat og på en måde videreføre eller ligefrem genskabe noget af det større, bredere udsyn, men det sker jo så bekostning af en nærmest uigennemtrængelig isolation, så længe man bruger dem.

THE BEAUTIFUL AND THE LESS BEAUTIFUL ONES

 

The media and people in general can often not get enough of everything that has to do with sex - for the good and especially for the evil.

In these times it is very much about sexual abuse of women. ..and since there undoubtedly were (and are) many violations and abuses committed, there are probably many more naughty stories on the way ..

But what about those women who, due to "lack of attractiveness", experience few or no sexual offenses but in return are mocked, overseen and ignored because of their appearance, regardless of their human, professional and / or intellectual qualities - precisely because they are women?

Perhaps here the worst side of sexism becomes obvious, where it comes to, that women so much more than men are measured and valued because of their appearance.

Men, on the other hand, are “allowed” to be ugly, as long as they are successful - and I can think of really many of them. They are not for laughs but just a great inspiration for their "ugly" peers.

But women? There must exist some successful female comedians, researchers, politicians and artists who are/were decidedly ugly women. I just can not remember any of them.

TINGENES TYRANNI

 

TINGENES TYRANNI

bliver tydelig, når selv fattige mennesker har flere ting, end de er i stand til at flytte alene ... og for det meste ikke engang er i stand til at huske ...

De fleste af os ved, at vi ejer for mange ting. Vi mærker vægten og byrden af ​​vores rod. Vi bliver træt af at rengøre og og holde orden. Vores legerum er rodet, vores skuffer kan ikke lukkes, og vores skabe er fyldt fra top til bund. Rodet er over os - overalt.

I dag indsamles der konstant data om vores hjem, vores indkøbsvaner og vores udgifter. Forskningen bekræfter vores iagttagelse: vi ejer for mange ting - og det stjæler vores liv.

Britisk forskning har vist, at den gennemsnitlige 10-årige ejer 238 styk legetøj, men leger kun med 12 dagligt (The Telegraph).

Nogle rapporter viser, at vi bruger dobbelt så mange materielle goder i dag som for 50 år siden (The Story of Stuff).

I øjeblikket tegner de 12 procent af verdens befolkning, der bor i Nordamerika og Vesteuropa, sig for 60 procent af det private forbrug, mens den tredjedel, der bor i Sydasien og Afrika syd for Sahara, kun tegner sig for 3,2 procent (Worldwatch Institute).

Nordamerikanerne og vesteuropæerne bruger mere på sko, smykker og ure end på videregående uddannelse (Psychology Today).

93% af teenagepiger nævner shopping som deres foretrukne tidsfordriv (Affluenza).

Den gennemsnitlige amerikaner smider om året 65 pund tøj væk (Huffington Post).

MEN: Næsten halvdelen af ​​amerikanske husstande sparer ikke op. (Business Insider).

Disse tal tegner et smerteligt billede af overdreven forbrug og unødvendig ophobning. Det er klart, at mange af os har alt for mange ting.

Kilde: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

THE TYRANNY OF THINGS

 

THE TYRANNY OF THINGS

becomes obvious, when even poor people have more stuff than they are able to move alone ...and for the most not even are able to account for…

Most of us know we own too much stuff. We feel the weight and burden of our clutter. We tire of cleaning and managing and organizing. Our toy rooms are messy, our drawers don’t close, and our closets are filled from top to bottom. The evidence of clutter is all around us.

Today, data is constantly being collected about our homes, our shopping habits, and our spending. The research is confirming our observation: we own too much stuff. And it is robbing us of life.

British research found that the average 10-year-old owns 238 toys but plays with just 12 daily (The Telegraph).

Some reports indicate we consume twice as many material goods today as we did 50 years ago (The Story of Stuff).

Currently, the 12 percent of the world’s population that lives in North America and Western Europe account for 60 percent of private consumption spending, while the one-third living in South Asia and sub-Saharan Africa accounts for only 3.2 percent (Worldwatch Institute).

North America and Western Europe spend more on shoes, jewelry, and watches than on higher education (Psychology Today).

93% of teenage girls rank shopping as their favorite pastime (Affluenza).

The average American throws away 65 pounds of clothing per year (Huffington Post).

BUT: Nearly half of American households don’t save any money (Business Insider).

These numbers paint a jarring picture of excessive consumption and unnecessary accumulation. Clearly, many of us have far too much stuff.

Source: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/