søndag den 11. november 2012

frihedens pris




På det frie marked ...
... laver de store spillere (ulovlige aftaler) for at snyde alle andre:


På det frie marked...
...får dem som betaler mest den bedste behandling hos lægen og på sygehusene

På det frie marked...
...får de børn hvis forældre kan/vil betale for det den bedste uddannelse

På det frie marked...
...kommer alt som produceres på markedet – uden indblanding fra sundheds- og andre kontrollerende myndigheder

På det frie marked...
...dropper man miljørigtig energiproduktion til fordel for den billigste: kul, skifferolie/gas, atomenergi

På det frie marked...
… lukkes publicservice TV- og radiostationer - og sendetilladelserne sælges til de højestbydende mediekoncerner

På det frie marked...
...yder transportvirksomhederne god kollektiv trafikforbindelse i de tætbefolkede områder mens urentable linier i de tyndtbefolkede områder droppes helt

På det frie marked...
...får de lovovertrædere som har flest penge de bedste forsvarere og derfor de laveste straffe (hvis overhovedet nogen) i forhold til deres ugerninger

På det frie marked...
...spiser de store fisk de små fisk i konkurrencen mellem producenterne og disgtribotørerne – indtil der er kun en eller få store fisk tilbage – så slutter konkurrencen om kunderne som i teorien skulle holde priserne nede.

På det frie marked...
...kan de partier som har flest penge (bag sig) købe de bedste reklamekonsulenter og mest reklame i medierne og dermed mest indflydelse på vælgerne

På det frie marked...

...får de virksomhedsledere som kan få lønningerne (lønomkostningerne) længst ned de største bonusser.

På det frie marked...

...bliver fødevarerne solgt til dem som kan betale mest for dem: f.eks. energikoncerner som forvandler dem til sprit og ”diesel” til bilerne

På det frie marked...

...bliver de penge som vi måtte have sparet op i banken eller pensionsforsikringer investeret i hvad som helst: f.eks. fremstilling af droner eller klyngebomber

På det frie marked...
… er adoption/bortadoption en gesjæft...


På det frie marked...
...bliver social sikring en opgave for private sygeforsikringer og pensionsforsikringsanstalter. Dem som ikke har råd til forsikringspræmien har intet når de bliver syge og/eller gammel

På det frie marked …
...bliver alle naturens ressourcer købt op af dem som har de fleste midler – for bagefter at blive solgt i små ”rationer” til dem som egentlig trænger til dem - med stor gevinst. Dette betegnes gerne som ”godt købmandskab”
 

På det frie marked ...
...bliver antibiotika som skulle være forbeholdt mennesker solgt til svine- og fjerkræsavlere som bruger dem som ”vækstfremmere” - dvs. permanent fodertilskud indtil nogle uger før slagtningen. Dette fører til fremvækst at resistente bakteriestammer som nu ikke alene angriber dyrene men tilmed os - menneskerne

På det frie marked …
… trækker staten/det offentlige sig tilbage fra alt ansvar overfor den enkelte borger for at give plads til private entreprenører som skal tjene penge på hjælpeydelserne. Sådan bliver enhver sin egen lykkes smed – ISÆR når nøden er størst.

På det frie marked …
… tror dens velhavende fortalere at de har ”ret” til det som de har lyst og råd til – og at dem som ikke har penge ikke har ret til noget som helst

På det frie marked …
...bliver et menneske udover dets evt. formue værdisat efter dets evne at tjene penge – her og nu og i dets forventede tid på arbejdsmarkedet. Er man udtjent, er man værdiløs

På det frie marked …
...forsøger de mindre producenter at rette sig ind efter udviklingen på markedet lige her og nu. Når deres produkt så når frem til markedet møder det meget af samme slags – nogen gange til glæde for forbrugerne – eller i så store mængder, at det bliver destrueret

På det frie marked …
… er kunst i princippet kun en vare. Derfor investeres der i masser af kunst, som så bliver stuvet af vejen i sikrede rum - usynligt for offentligheden - som kunstværker uinteressante for investorerne

På det frie marked …
… bliver de pæneste og mest velbeliggende arealer opkøbt, bebygget og indhegnet

På det frie arbejdsmarked …
… er i USA i dag mindre end 12% af arbejdsstyrken organiseret i en fagforening. Lønningerne har udviklet sig derefter: http://thinkprogress.org/economy/2011/06/03/235709/depression-wages/?mobile=nc
På det frie marked …
… bliver varerne nu i Sydeuropa solgt i små pakker, da mange forbrugere ikke har råd til de store portioner som ellers for det meste er billigere per enhed. Det betyder så, at de fattige skal betale en højere pris for de daglige fornødenheder end andre.

På det frie arbejdsmarked …
… kappes i krisetider de offentlige og halvoffentlige virksomheder med de private entreprenører om at presse lønningerne længst ned og arbejdstiden op for at …..staten kan sænke skatten for de mest velhavende
southernworker.org/downloads/MunicipalWorkersBillofRights.pdf


På det frie marked …
...sælges våben som alle andre varer så du kan få en angrebsriffel i julegave
Det frie markeds fortalere …
… tror, at de ulykker som kapitalismen vælter ned over de dårligst stillede er gavnlige, da de motiverer dem til at knokle mere, når de er pressede. At de bliver rabiate omend desværre sjældent socialister men ofte fascister er ikke med i regnestykket – men en del af historien – også nutidens.

Det frie markeds fortalere …
… hævder at fri adgang til køb af håndvåben forøger sikkerheden for almindelige samfundsborgere: ”the greatest civilization is one where all citizens are equally armed”

… (to be continued)

tirsdag den 30. oktober 2012

Om at række Helle T. en lillefinger


Om at række Helle T. en lillefinger


Meget forståeligt og politisk ”korrekt” meldte Enhedslisten under valgkampen i 2011 ud, at de ville pege på Helle Thorning Schmidt som statsminister.
Til forskel fra SF gik Enhedslisten dog ikke med i regeringen (det var jo heller ikke nogen option).
Siden har SF været præget af intern krise og manglende vælgertilslutning med et dramatisk formandsskifte til følge.

Nu kommer så Enhedslisten under pres, da regeringen uden videre gerne vil have ”dagpengereformen” på plads sammen med Venstre – og Enhedslistens afvisning af forkortelsen af dagpengeperioden blafrer nu under indtryk af, at man ikke kan leve med, at være årsag til en finanslov båret igennem af Venstre – eller (alternativt)”venstrefløjregeringens” utidige forlis. 

Kommer Enhedslisten så igen ind i varmen??

Det socialdemokratiske medlem af finansudvalget Ole Hækkerup siger: ”Jeg er jo glad for, når folk bliver lidt mere til at tale med, men jeg synes stadigvæk, der er lang vej før Enhedslisten er der, hvor vi virkelig kan bruge dem til noget.”

Enden bliver så på kort sigt, at regeringen Thorning fortsætter endnu et stykke, og de sociale nedskæringer som de borgerlige økonomer kræver, vil så blive iværksat af vores ”venstrefløjregering”.
Tragisk er i den forbindelse, at også Enhedslisten så er kommet dertil, hvor man holder hånd over en statsminister, som

a. verbalt står til venstre men i praksis til højre

b. har et grimt hængeparti i en meget ugennemsigtig sag omkring ægteparret Thorning/Kinnocks skatte- smartnes

c. - og derfor virker meget utroværdig som den person som leder en regering som skulle stå for mere social retfærdighed i Danmark.

torsdag den 4. oktober 2012

Narko


Narkodebatten føres herhjemme og i mange andre vestlige lande som om narkoen kunne holdes bort med med kontrol og politi.
I Syd- og Mellemamerika fører man med støtte og under pres fra USA direkte krig mod narkoproduktionen. Intet tyder dog på, at man kommer nogen vegne.
Krigen mod narko set på globalt plan er Don Quixotes kamp mod vindmøllerne.
Og til dem som er ligeglad med verdenen udenfor og kun interesserer sig for vores land:

”Omkring en fjerdedel af landets indsatte er dømt for narkokriminalitet, og hertil kommer følgeforbrydelser som tyveri og indbrud med henblik på at skaffe stoffer og tæskeholdsvold.
Der findes ingen nyere tal på narkorelaterede forbrydelser, men i 1999 viste en opgørelse fra Kriminalforsorgen, at 30 procent af de indsatte sad inde for narkorelateret kriminalitet, mens tallet var under ti procent i 70erne.”
I dag er narkosalget »stort set«styret af rockergrupper, udlændingegrupper eller andre grupper.”


  • ja, det er sikkert dårligt for ens koncentrationsevne og ens sociale funktionalitet at ryge hash eller marihuana til dagligt
  • ja, det kan ende med døden at have et heroin-misbrug og det fører næsten helt sikkert ud i en social deroute og kriminalitet
og hvad så – det er jo forbudt og derfor skal forbuddet vel håndhæves med al magt.

  • ja, det er helt sikkert dårligt at drikke alkohol i større mængder hver dag og det fører ud i social deroute og mange familier og karrierer i ruin
  • Ja, det er usundt at spise for meget hver dag og det fører mange ud i svær sygdom, social deroute og ender for mange i en alt for tidlig død
Og hvad så – det er jo ikke forbudt at drikke alkoholiske drikke og at spise usundt og derfor fortsætter vi med det.

MEN i modsætning til kalorierige madvarer og øl, snaps og vin bliver narko produceret og distribueret af en international underverden af kriminelle og terrorister som i mange lande har så mange penge og våben, at regeringerne der i virkeligheden for længst har tabt kampen mod disse narkokarteller, således at ingen i f.eks. Columbia eller Afghanistan forestiller sig, at man kan stoppe narkotika-produktionen og narkotika-eksporten. Det handler jo ikke kun om de to lande men store dele af Syd- og Mellemamerika, Mellemøsten og Bagindien som regeres af eller under hensyntagen til narkokartellerne. Med deres enorme midler korrumper de politi, politik og mange steder finansierer narko terroristiske grupper som bekæmper vores demokrati og retsstat. Narkounderverdenens penge kommer størstendels fra "os" i de vestlige demokratier som afleverer disse penge (ganske imod myndighedernes intention) for at opretholde vores narkoforbuddet for "vores egen skyld".

Og ja, der vil sandsynligvis være endnu flere misbrugere hvis man legalt kunne få hash, heroin m.m.
Men - ville der dø flere af den grund? Næppe. Det er en kendt sag, at folk som har råd og viden til at skaffe sig ”ordentlige” stoffer kan leve ret mange år med deres misbrug – og ofte endda forblive i deres stillinger.

Det bliver ikke godt med ”statskontrolleret” narko – men stofforbruget kunne blive håndterbart, hvis man griber det rigtigt (dvs. absolut ikke liberalistisk) an – i modsætning til den nuværende glidebane der mest af alt ligner prohibitionstiden i mellemkrigstidens USA, hvor alkoholforbuddet aldrig kom til at virke rigtigt mens gangstervældet blev så rodfastet i samfundet, at man aldrig er sluppet helt af med det siden da.



onsdag den 5. september 2012

Democracy In Workhouse Europe

a. money
Faced with the prospect of a common European devaluation, it is relevant to imagine some scenarios for the near future in order to place ourselves as an individual, a municipality, party, region, nation and continent.
But nobody is talking about devaluation! No, but it's already taking place at pan-European level, noticed by the people only at the counter and petrol dispenser. Here prices rise more or less constant - opposite wages, which of course urges us to spend less.
"We" are not all of us - but only the majority. There's a group - or class - which can upgrade its own resources in relation to their ability to exploit a situation where the majority is getting poorer: the self-proclaimed international heroes, enterprising business owners and investors who can rejoice that some of our products despite the bad times are enjoying production and export growth on the basis of decreasing labor costs.
Let us drop the Euro, many Germans say, let us disconnect from the Euro many Danes think, hoping to leave Southern Europe in poverty while the middle and northern Europeans still could enjoy the southern sun, cuisine and charm at discount prices.
BUT where would we Danes end up on the global market, if the Danske Krone for a while were allowed to move freely in relation to the Euro? Even our smartest designs would be so expensive that they would remain on the virtual shelves. So some of us would exchange their short-time overrated Kroner to Euros or Neodrachmes (to anticipate a continued Greek downturn) and disappear with this gain to southern skies. But what about those who still want/need to work and survive here?
We will most likely experience our own devaluation together with our European neighbors - which all in all probably is preferable to a short-term monetary upturn and subsequent meltdown of trade- and payments balance.

b. democracy and peace
Yet democracy still rules in Western, Central and Southern Europe but apparently there is only very little awareness that democracy is very much dependent on the maintenance of social peace.

Those liberals who with joy and conviction recommend to let the poor trash of Southern Europe to their fate, have not fantasy or historical consciousness to see the drift towards fascism already underway. Can anyone really imagine that a fascist Hungary would be able to live peacefully together with Romania? Who could imagine that a local armed conflict down there had no influence on us? When Greeks in anarchic desperation attack tourist sites and branches of foreign banks and companies, could that happen without all Europeans suffering?

"Solidarity" is a concept that came out of fashion a few decades ago. It is time to reintroduce it - not only for the good conscience sake - but to find a way out of the economic but first and foremost political downturn that's threatening us.This solidarity is not free, but would be an excellent investment in a joint and hopefully peaceful future.
The U.S. rating agencies and global banks will punish us very hard for acting against their and World Bank recommendations. It will cost us dearly - but it would be a small price to pay compared to a social meltdown without solidarity with social unrest, fascism and possible war and civil war to follow.

Pursuing a particularly sharp increase in income disparities between the classes as crisis resolution is still "en vogue" with economy-experts and others of the same casting. But these people could not even spot the financial crisis when it was already on the way. They would first discover the serious threat to peaceful democracy (which they themselves have created) the day they pack their platinum credit cards to escape.




mandag den 3. september 2012

Fattiggaarden Europa og demokratiet


a. pengene

Ansigt til ansigt med udsigten til en fælleseuropæisk devaluering af karat, er det vel mentalhygiejnisk - dog især politisk - relevant at forestille sig nogle scenarier for en nærmere fremtid for at kunne placere (positionere sig, hvis man vil bruge det markedsprægede newspeak) sig dvs. os som individ, kommune, parti, region, nation og verdensdel.

Der er da ingen som snakker devaluering? Nej, den er allerede i gang, men da den for øjeblikket foregår på fælleseuropæisk plan bliver den ikke ”bemærket” af folket - lige bortset fra ved kasseapparatet og benzinstanderen. Her stiger priserne – i modsætning til lønningerne mere eller mindre konstant, hvilket selvfølgelig afstedkommer at vi må spare.

”Vi” er dog ikke os alle – men kun flertallet. Der er jo en gruppe - eller klasse - som kan opjustere sine egne indtægter i forhold til evnen til at udnytte, at flertallet bliver fattigere. Det er nationens helte, foretagsomme virksomhedsejere og investorer som kan glæde sig over, at nogle af vores produkter trods de dårlige tider nyder produktions- og eksportfremgang med baggrund i de i forhold til verdensmarkedet faldende lønomkostninger.

Så lad os da komme ud af den Euro siger mange tyskere, lad os da koble os af den der Euro tænker mange danskere i håbet om at kunne efterlade sydeuropæerne i fattigdom mens mellem- og nordeuropæerne igen kunne nyde den sydeuropæiske sol, køkken og charme til discountpriser.

MEN hvor ville vi danskere blive af på verdensmarkedet, hvis kronen for en stund fik lov til at bevæge sig frit i forhold til Euroen? Endda vores smarteste designs ville blive så dyre, at de ville forblive på de virtuelle hylder. Så ville der være nogen som veksler deres kortvarigt overratede kroner til Euro eller Neodrachmer (for at tage forskud på en fortsat græsk nedtur) og forsvinde med denne gevinst til de sydlige himmelstrøg. Men hvad så med dem som fortsat vil/skal arbejde og overleve her?

Vi får altså højst sandsynligt vores devaluering sammen med vores europæiske naboer – hvilket nok alt i alt er at foretrække for en kortvarigt valutarisk optur med efterfølgende nedsmeltning af handels- og betalingsbalancen.

b. demokratiet og freden

Endnu hersker der demokratiske tilstande i Vest- Mellem- og Sydeuropa men en tilsyneladende kun en meget ringe bevidsthed om, at disse demokratiske tilstande i meget høj grad er afhængige af opretholdelsen af social fred.

De liberalister som med glæde og overbevisning anbefaler at lade fattiglusene i Sydeuropa sejle deres egen sø, har slet ikke fantasi eller historisk bevidsthed til at se det skred i retning af fascismen som allerede er i gang. Forestiller man sig virkeligt, at et fascistisk Ungarn ville kunne leve fredeligt sammen med et fascistisk Rumænien? Forestiller man sig, at en lokal væbnet konflikt dernede ingen indflydelse vil få på os? Eller at grækerne går helt i sort og i anarkistisk desperation angriber turiststeder og filialer af udenlandske banker og virksomheder, uden at vi vil lide under det?

”Solidaritet” er jo et begreb som kom af mode for et par årtier siden. Det er på tiden at finde det frem igen – ikke alene for den gode samvittigheds skyld – men for at finde en vej ud af den økonomiske men først og fremmest politisk nedtur som vi er truet af.

Denne solidaritet er ikke gratis, men ville være en fremragende investering i en fælles og forhåbentlig fredelig fremtid.

De amerikanske ratingargenturer og globale banker vil straffe os meget hård for at gå imod deres og verdensbankens anbefalinger. Det vil koste os dyrt – men det ville være billigt sluppet i forhold til en social nedsmeltning uden solidaritet med social uro, fascisme og evt. krig og borgerkrig til følge. At satse på en særdeles kraftig forøgelse af indtægtsforskellene klasserne imellem som kriseløsning er endnu ”på mode” hos vismænd og andre af samme støbning. Men disse mennesker kunne jo heller ikke få øje på finanskrisen da den allerede var på vej. De ville først opdage trusslen imod freden og demokratiet den dag de pakker deres platinkort sammen for at stikke af fra den fascisme som de selv har fremmet via deres "vise råd".

 

fredag den 17. august 2012

Om at regere imod sin egen overbevisning


Nu hvor dagpengeperioden for alvor skal sættes ned fra 2 til 4 år og hvor man allerede kan udpege ofrene personligt, bliver det endnu en gang nærmest umuligt for Socialistisk Folkeparti – og nok også nogle socialdemokrater atter at straffe sine egne vælgere og at agere imod det man egentlig mener ville være socialt retfærdigt og værdigt.

SF og andre af lignende observans kommer til at gøre endnu mere ondt på sig selv og sine grundholdninger for derefter at fremstå endnu ynkeligere – og man ved det godt i forvejen.

At det er kommet dertil bliver af de borgerlige kommentatorer udlagt som et tegn på, at SF ingen regeringserfaring har – og derfor ikke ved/vidste hvad det kræver af kompromisser m.m.
Disse kommentatorer går ud fra at man har en kapitalistisk markedsøkonomi på verdens- og danmarksplan som på regeringsplan (uanset "rød" eller blå) slet ikke kan/må diskuteres, da den fremstår som den eneste mulige ramme for menneskelig eksistens på samfundsplan.
Ved siden af dem har man så de mennesker, som inderst inde slet ikke tror på den måde at regere og leve på, men som alligevel underlægger sig markeds- og pengeinteresserne i afmagt – for bare at at få lov til at file lidt på rammerne og for at lappe lidt på det syge system; det giver trods alt publicity og kunne for en stund også levere en vis fornemmelse af personlig succes.
Dette har været socialdemokratisk praksis siden en gang i mellemkrigstiden - til tider med ret positive resultater - og er nu blevet folkesocialistisk praksis i dette nye årtusinde - med meget dårlige udsigter til at genoptage den fordums socialdemokratiske reformvej.

I modsætning dertil er det da ingen kunst for borgerlige, markedsorienterede partier - som Venstre eller Radikale Venstre - at kræve og gennemføre verdensmarkedsorienterede lønforringelser for underklassen.

For dem er der ingen kameler at sluge men derimod bolcher. At der oven i købet stort set kun eksisterer en borgerlig offentlighed (når det gælder de store medier) gør det bare endnu nemmere at forsætte projektet med at gendrive den sociale udligning som havde fundet sted i den vestlige verden i det tyvende århundreds anden halvdel:

Væk med fagforeningerne
Væk med ikke profitorienterede uddannelser
Væk med sociale eksperimenter af social/socialistisk anstrøg
Væk med kritikken af de økonomiske magthavere
- til gengæld skal dem som stadigvæk tror på andre veje gøres til grin...


Så er der bare lige nogle hager ved dette politiske scenarium:
at det går at helvede til i og med den globale kapitalisme
at guruerne ikke aner hvad de egentlig skal stille op
at ”løsningen på krisen” skulle bestå i at fordre ofre fra dem som har det værst i forvejen...


Det ville da nok være på sin plads for et parti som SF at placere sig bevidst i dette spil – at erkende, at man på de betingelser som man i dag agerer på ikke kommer til at nå sine egne, grundlæggende mål - såfremt man kan huske hvad de gik ud på. Man kunne jo læse sit eget partiprogram - og forholde sig til det:
(...)
Et nyt samfund i et nyt århundrede
SF arbejder konsekvent for demokratisk socialisme. Ikke som en færdig formel for, hvordan samfundet skal bygges op. Men som en stadig bevægelse i retning af mere demokrati, af mere bæredygtighed og miljømæssig ansvarlighed, af mere solidaritet og social retfærdighed og af et mere fleksibelt internationalt samarbejde. Det er en stor ambition. Men kun store ambitioner flytter verden. Og SF er ikke tilfreds med verden, som den ser ud i dag.
I begyndelsen af det nye århundrede har liberalismen mere vind i sejlene end nogensinde - både i Danmark og internationalt. De utæmmede markedskræfter hærger, mens velfærdssamfundene og solidariteten er presset i defensiven. Uligheden vokser i takt med selvtilstrækkeligheden. De magtfulde netværk og store virksomheder har nærmest frit spil, mens demokratiet langsomt viger.
I den sammenhæng er der hårdt brug for et modspil fra venstre. Et modspil, der tager udfordringerne op og tegner et alternativ - viser, at samfundet kan forandres og bygges op på en ny måde, der er langt mere retfærdig og socialt ansvarlig. Det kræver en venstrefløj i offensiven. Det kræver en venstrefløj med selvtillid. Og det kræver en venstrefløj med tro, håb og vilje til at vise vejen til et nyt samfund.

http://parti.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=10954 



mandag den 6. august 2012

Forladt i EU

Da Berlinmuren faldt i 1989 var den europæiske eufori enorm. Endelig var chancen der for at skabe et stærkt fællesskab som skulle kunne drage nytte af de forskelligheder som trods alt herskede imellem kandidaterne til medlemskabet og dem som allerede var indenfor. Nye, billigere råvarer, nye markeder, nye arbejdskraftreserver bundet sammen af en ny fælles valuta: Euroen.

Skulle sådan noget lykkes - også mentalt og socialt - var forudsætningen en nærmest uafbrudt økonomisk fremgang svarende til den man havde oplevet fra omkring 1948 til 1973. Alle skulle drage fordele og ingen skulle reelt betale og slet ingen skulle komme i knibe i foretagendet.

I Danmark var der ikke så mange som var begejstrede tilhængere af dette ”Happy Europe”. De borgerlige gik ind for EU og (til dels) Euroen med baggrund i interesse for økonomiske fordele for landbrug og industri – og venstrefløjen var i 1989 lige så meget imod EU som i 1972 under henvisning til ”kapitalismens Europa” som modsætning til det trods alt mere ”blandingsøkonomiske Danmark”.

Siden har  danske regeringer - såvel socialdemokratiske som borgerlige - med stor iver bedrevet en afvikling af den offentlige sektors andel i forskellige dele ag samfundslivet - ikke på baggrund af trusler fra EU men på baggrund af egne ”erkendelser” udruget af egne vismænd m.m. som ene og alene orienterer sig mod anglikansk-amerikansk økonomisk og sociologisk tænkning.

Danmark var (er) politisk og strategisk set ligesom Storbritannien USA's logrende halehæng i EU: NATO frem for EU og hellere en svag EU end en stærk union. At man mentalt endu ikke har meldt sig helt ud hænger nok sammen med, at samhandlen med Eurozonen er den helt afgørende faktor for Danmarks nationaløkonomi hvilket afstedkommer, at kronen følger Euroen op og NED. Kronen har dog den fordel frem for Euroen, at Danmark selv bestemmer, hvor meget man vil bidrage til at holde gang i de allermest skrantende økonomier på vores subkontinent Europa.

Det som overordnet ville og skulle holde sammen på butikken Europa er er parlament som ganske vist har vundet indflydelse som sådan, men som i sin babyloniske sammensætning fremtræder og til dels også agerer som en formsamling af levebrødspolitikere som udelukkende er forpligtiget overfor deres egen og deres klienters velfærd. Da man i sådan en situation kun i meget begrænset omfang kan føre en samordnet økonomisk politik venter mange mere eller mindre passivt på, at hele EU kæntrer og at derved bliver plads til at springe fra bord uden at blive ramt af sanktioner. En del danske økonomer og politikere helt med på den model! Det absurde ved dette tankesæt er dog, at Euroen ikke ville blive mindre værd som betalingsmiddel overfor resten af verden, hvis Grækenland og derefter nogle flere af de allermest skrantende europæiske lande ville melde sig ud eller blive smidt ud af Eurozonen. Otto Normalverbraucher i Tyskland drømmer om at kunne vende tilbage til D-Mark som ville gøre ham til den velpolstrede turist og storforbruger de fleste gerne vil være. Sagen er bare den, at en D-Mark med  en i begyndelsen tårnhøj kurs overfor de andre valuter lynhurtigt ville skyde den tyske eksport og dermed den tyske industri i sænk. Noget af det samme vil gøre sig gældende for en ”Resteuro” hvor de mest velkørende økonomier indenfor Eurozonen fastholder Euroen. Den ville ratingargenturene og valutaspekulanterne kunne lide - hvorefter også disse lande ville få alvorlige eksportproblemer med yderligere nedture som følge. Der vil Danmark overligt blive trukket med ned.

Mange i denne skrantende cirkus hengiver sig stadigvæk til illusionen, at et eller andet ”verdensmarkedet” (Kina, Indien ....??) vil holde sin usynlige hånd under dem, således at der vil genopstå en form for økonomisk balance efter nogle kriseår, uden at man skal eller må gøre andet end at hyppe sine egne kartofler.

På et eller andet niveau indeholder denne forestilling den sandhed, at der nok vil komme en optur igen (efter katastrofen) - der er bare ikke ret mange som ønsker at gøre sig en idé om, hvor mange unødvendige ofre, hvor uhyrligt et ressourcespild, hvilke konflikter og hvor stor menneskelig elendighed denne form for laissez faire er ved afstedkomme.