l'art pour l'art eller hvad?
At leve i et tomrum - eller bare afskåret fra resten af menneskeheden som permanent tilstand - fremstår sommetider som idealsituationen for det skabende menneske – det romantiske geni som i sin tragiske titaniske og desperate ensomhed tvinges til at skabe det fuldendte, det ekstreme, det sublime - den døve Beethoven der topper som genial komponist da han allerede er afskåret fra at høre sine egne værker.
Men det at BEETHOVEN ikke hørte sine sene værker betød jo IKKE at andre heller ikke fik dem at høre.
Hvis vi alle var genier inde i vores egne hjerner, multikunstnere der kunne spille på alle kunstarters og genres tangenter, var det vel ideelt at være asocial isoleret.
Måske udspringer dette romantisk-tragiske kunstnerideal af monoteismen: at være skaber er et ensomt, men uendeligt storslået projekt.
Dagens økonomiske markedsvirkelighed angriber jo denne drøm på den mest nedrige og nedslående måde, der hvor kunstnerisk kvalitet mister al relevans i det øjeblik den ikke kan begå sig som vare.
Der kan man sagtens drømme sig til(bage) til elfenbenstårnet, hvor kunsten og videnskaben trivedes for deres egen skyld – i ophøjet ensomhed.
Sådan en nostalgisk længsel efter en fortid der allerede for længst var forbi da FØRSTE Verdenskrig brød ud kan kun føre til kulturelskeres kavaleri-angreb på økonomisternes maskingeværbevæbnede stillinger: spektakulære iscenesættelser af kamikazeprojekter.
Kunsten og kulturen skal have deres plads i den SOCIALE virkelighed, folde sig ud og virke som menneskelig interaktion men IKKE først og fremmest som salg og køb. Bevares – jeg ved godt: meget af det som vi ”konsumerer” som kunst og kultur er kun blevet til, fordi kunstneren var sulten, grådig eller begge dele. Sulten kan vi sagtens stille, hvis vi gør op med os selv, hvad vi får foræret der hvor vi møder musikken, maleriet, digtet, romanen, filmen... - og hvad vi så skylder for at sikre de mennesker som evner at være kreative skabere og dermed bidragsydere til vores største oplevelser af menneskelig formåen.
At bidrage til grådighedens kultur ved at forgylde enkelte ”genier” eller ”managerskabte plastikdukker” bare for at være med i en kunstig glædesrus og/eller et iscenesat pseudofællesskab er en stor del af det som markedsføres som kunst+kultur. Det er dog ikke andet end et møde mellem bedrag og selvbedrag på markedspladsen.
