orden, kaos og vores moral

orden, kaos og vores moral
Vi som mennesker er (heldigvis) ikke kun rationelle men også emotionelle.
Den materie som vi er i stand til at erkende er på mange måder i en orden som vi kan lide og forstå - men også ofte i et kaos som vi ikke kan forstå eller ”acceptere”.
At en flodbølge skyller et helt folkeslag væk sker bare. Men det kunne vi mennesker emotionelt ikke leve med. Der skulle ”retfærdiggørelser” til den slags hændelser.
Siden har intellektuelle forfinet dette ret simple udgangspunkt, ikke mindst fordi vi som regel har det bedre med os selv, når vi kan betragte os selv som at være gode, retfærdige eller gudfrygtige (i værste tilfælde).
Men at hævde med bestemthed, at der hersker en moralsk ansvarlighed iblandt galakserne, deres opståen og forsvinden med alle de væsener der måtte frydes eller lide på dem er langt ude … men vel også et sundhedstegn, for så vidt vi jo som art gerne vil overleve i al evighed, også med den viden at vi vil forsvinde langt før vores solsystem … så selvfølgelig trænger vores emotionelle hjerner til himmelen og evigheden som vores reservat udenfor den materielle forgængelighed.
At der er nogen som tror, at de kan få adgang til dette reservat ved at slå andre ihjel er trist, men desværre også menneskeligt og dyrisk på en gang ...

 

ABRAHAMIC RELIGIONS

ABRAHAMIC RELIGIONS: JUDAISM, CHRISTIANITY AND ISLAM.

Judaism, Christianity and Islam are sometimes referred to as the "Abrahamic religions" https://en.wikipedia.org/wiki/Abrahamic_religions because of the progenitor role Abraham plays in their holy books.

God promised Abraham that through his offspring, all the nations of the world will come to be blessed (Genesis 12:3), interpreted in Christian tradition as a reference particularly to Jesus, son of Mary. https://en.wikipedia.org/wiki/Mary_in_Islam

All three religions consider Abraham the father of the people of Israel through his son Isaac (cf. Exodus 6:3, Exodus 32:13) by his wife Sarah. https://en.wikipedia.org/wiki/Sarah

For Muslims, Abraham is a prophet of Islam and the ancestor of Muhammad through his other son Ishmael - born to him by his second wife, Hagar. https://en.wikipedia.org/wiki/Hagar

In Islam, Hagar's story is alluded to in the Qur'an, but her name is not mentioned. Her role is elaborated in Hadith. https://en.wikipedia.org/wiki/Hadith

Hagar was the mother of Abraham's son, Ishmael, who is regarded as the patriarch of the Ishmaelites i.e. the Arabs.

ondskab hitter

”ondskabens tv-serier” hitter

Serier som bare bliver ved og ved, med dygtige skuespillere, kendte regissører og et publikum stedse yngre og mere og mere orienteret væk fra faste sendetider hen imod streamnigstjenester er det, som nu præger ”film”-verdenen.

Hvorfor? Den teknologiske baggrund er streaming til alle og enhver - døgnet rundt - til forholdsvis beskedne penge. 
Men hvorfor hænger publikum på disse evighedsserier om forbrydere, tycooner, politikere – uden moral men gerne med psykopatiske træk?

a Spændingen:

En skurk lever et mere spændende liv end en helt. Spændingen ligger i hans karakter som i sig selv er utilregnelig og ikke har brug for ydre påvirkninger for at kaste sig ud i ”sindsygt” spændende eventyr. Er vi først fortrolige med hovedskurken igennem et par afsnit, har vi forliget os med hans særheder og følger ham gerne på hans spændende færd hen over utallige ofre.

b Trygheden:

Uanset den elementære, konstant tilstedeværende spænding, så kan vi ved hvert nyt afsnit umiddelbart genkende hovedpersonerne og deres placering i plottet. Vi kender vores skurk og holder af ham og hans stabile nedrighed. Han vil ledsage os via medierne i måneder eller årer, uanset vi for længst er blevet fyret fra jobbet og/eller flyttet fra kæresten og hjemmet. Vi kan indhente afsnit vi er gået glip af, gense noget vi evt. har glemt eller se hele molevitten i maratonseancer, mens vi håber på en ny pulje af afsnit i en serie, som ellers er meldt ”død”.

c Fællesskabet:

"Matador" er genskabt på den måde, at mange ser de samme serier – omend tidsforskudt. Dermed er de igen basis for samtaler mellem venner og bekendte – især i bestemte aldersgrupper (men også overgribende).

d Ulemper?:

Den konstant tilstedeværende spænding dækker nemt plottets/historiens grundlæggende svagheder mht. indre logik eller (social)realisme. Skrivekarlene skal levere spænding og fængslende karakterer – og ikke mere. Regissører og skuespillere skal levere godt håndværk men ikke eksperimentelle nybrud (som kunne sætte millioninvesteringer på spil).
Så vidt så ligegyldigt.

MEN fraværet af almindelig anstændighed og dyrkelsen af ”ondskab” gør disse serier til en betænkelig underholdning for større børn og voksne, som er efterladt i et samfundsmoralsk tomrum.

Selvcensur under hensyntagen til US-markedet sørger kun for fravær af egentlig pornografi eller grov racisme, men ikke for tilstedeværelse af intellektuelle udfordringer eller noget fornuftigt/anstændigt at leve op til.

De serier jeg tænker på:

A Game of Thrones

Breaking Bad

Deadwood

Dexter

(Homeland)

Justified

Sons of Anarchy

The Shield

(The Wire)

Weeds

osv.

Hinsides Arbejdsfaellesskabet

HINSIDES ARBEJDSFÆLLESSKABET

Immanuel Kant definerede oplysningstiden som slutpunkt for den selvforskyldte umyndighed.
(AUFKLÄRUNG ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit.)
Om denne umyndighed var selvforskyldt, kan diskuteres. Men at denne tilstands overvindelse førte til flere individuelle, borgerlige rettigheder - slutendeligt til parlamentarisk demokrati i de økonomisk-teknologisk mest udviklede samfund - er en kendsgerning.
Omvendt står det klart, at det at være uvidende, skader demokratiet. Demokrati kræver informerede og interesserede borgere. Men hvis den vigtigste kilde til oplysning om samfundsforhold bliver sociale mediers ”fastfood-oplysninger”, er det ”usundt”. Beslutninger har herefter meget lidt med viden og meget med mavefornemmelser at gøre.

I tomrummet mellem tro og humanistisk ansvarlighed

Den umyndighed Kant henviste til bestod af en ureflekteret øvrighedstro og en (dogmatisk) religiøsitet.
Men fra det øjeblik vi tilstræber, at et samfunds normer skal bestemmes af videnskabelige erkendelser og af en vidt udbredt enighed om disse normers nytteværdi, bliver disse normer underlagt en nødvendigvis konstant forandring – en forandring som ikke hidrører fra en selvstændig etisk orienteret udvikling af disse normer men disse normers tilpasning til samfundets i høj grad materiel (økonomisk/økologisk) bestemte udvikling.

Den usynlige hånd og djævelen

”Den usynlige hånd” er en metafor hidrørende fra Adam Smith, som skal anskueliggøre, at den overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, der skulle indfinde sig i en velfungerende fri markedsøkonomi, ikke er en følge af bevidst planlægning.
Den ville tværtimod opstå af sig selv som en samlet, men utilsigtet virkning af tusinder af menneskers individuelle beslutninger, hvor hver især udelukkende disponerer med egen fordel for øje.
MEN ansvarlighed overfor hinanden – næstekærlighed som rækker ud over kernefamilien – lever af skæbnefællesskab og gensidighed, lad os kalde den solidaritet.
Når skæbnefællesskaber erstattes af konkurrence og samarbejde i temporært begrænsede taskforces, så bliver gensidig afhængighed omorganiseret til organisatoriske strukturer, hvor det enkelte individ kan bevæge sig forholdsvis frit fra arbejdsområde til arbejdsområde men samtidig også bliver yderst erstattelig.
Når karrieren kræver, at man skifter stilling efter maksimal 3 år, så er det også klart, at alle kan/skal undværes, så snart de har afleveret deres ”fornyelsespotentiale”.
Så længe denne form for frihed belønnes af stedse stigende indtægter til lederne/eliten bliver disse mennesker proselytter af liberalismen.
Dette beskriver så den øverste ende af hierarkiet på arbejdsmarkedet.
I den anden ende er der genetableret et ”daglejersystem” langt væk fra fagforeninger og overenskomster, hvor arbejdet ikke danner et trygt fundament for tilværelsen men fremstår som en nedværdigende, stressende kamp om at holde sig på afstand af den totale deroute.
Hvis der i denne situation kan etableres ikke arbejdsrelaterede fællesskaber på grundlaget af vrede og trangen til at genetablere en form for stammefællesskab, kan også de mest irrationale og arkaiske tankesæt komme på spil – racisme, chauvinisme, fascisme.

Hyggelig Ny Regering

Hyggelig Ny Regering i Hyggelandet
hvor mit enhver skepsis
kan forføres af frisprog og en folkelig tone
ministre og departementschefer der roser hinanden
med smådrillerier
samt tak til deres chauffører og kontorfolk



alle er på fornavn og dygtige
når de skal sige det selv
rolleskift på højrefløjen
hvor alle står sammen
og ingen intriger kommer på tværs
af de sjove gaver som byttes
og den politik
hvor landets velbjærgede skal tilgodeses
og bundskraberne tørres eftertrykkeligt
efter en hyggelig eftermiddag
hvor et liveshow på TV
præsenterer vores nye gamle magthavere
som vi sagtens kunne være venner med
hvis de boede ved siden af
og som sikkert gerne træffer passende beslutninger
når de skal vurderes af hr. Trump

smartphone vs. kvalitet

Man skulle tro, at det største problem ved vores telefoner er, at de i værste tilfælde kan eksplodere eller bryde i brand. Det er ganske vist sket, men kun for de få udvalgte, som altid skal have de nyeste modeller – uanset hvad.

Værre er dog, at disse tingester for mange er deres foretrukne og evt. eneste adgang til internettet. Hvis det var et u-landsfænomen, så er der jo den trøst, at alternativet – ingen netadgang - ville værre en væsentligt større ulempe.

MEN for normalforbrugerne i i-lande gælder det mere, at et smartphone er ved hånden døgnet rundt. At nogle/mange får ødelagt deres søvn på denne måde er en ting, men at deres sans for kvalitet bliver forkrøblet er …. tragisk.

Selv med den bedste skærm og en størrelse, hvor apparatet næsten ikke kan være i lommen, så er såvel film som fotografier, grafik eller malerier i dette format en svag afglans af det, som skaberne af disse værker har haft i sinde. Et billede af morgendis i gråvejr kan være fantastisk i biografen eller som et maleri – på telefonen er det en grå klat, som kun kan gøres interessant ved at placere nogle farveklatter i ”landskabet” - noget som vel er stik imod den virkning som originalen ville fremmane.

Næsten endnu værre er, at mange smartphonebrugere ikke engang bruger ordentlige øretelefoner (hvis overhovedet nogen) hvorefter musik kun kan ”nydes” i form af musikvideoer med tilpas knald på effekterne – eller som musiknumre, som er produceret til bittesmå højtalere eller ”øreoliven”.

Musik, komponeret uden den slags hensyntagen, bliver til ”lydsovs” uden mulighed for at skelne instrumenter eller stemmer ved større ensembler.

Det korte af det lange: på trods af, at teknologien yder mange utrolige ting, så kan den – hvis man kun sigter efter bredte og den billigste, nemmeste løsning medføre et kvalitetstab som kvantitativt overudbud ikke kan kompensere for.

“QU’ILS MANGENT DE LA BRIOCHE” - “LAD DEM SPISE KAGE!”

"Lad dem spise kage!",

er en af ​​de mest berømte citater i historien. På et tidspunkt omkring 1789, da Marie-Antoinette får at vide, at hendes franske undersåtter intet brød havde, snerrede Marie-Antoinette angiveligt, "qu'ils mangent de la brioche" - "Lad dem spise kage."

Med denne afstumpede bemærkning blev dronningen et forhadt symbol på det dekadente monarki og tilskyndede til revolutionen, der skulle koste hende hovedet adskillige år senere. Men sagde dronning Marie-Antoinette virkelig disse oprørende ord? Ikke ifølge historikerne:

"Lad dem spise kage-historier” havde verseret i årevis før 1789. Den første gjaldt den spanske prinsesse Marie-Thérèse, som blev gift med kong Louis XIV i 1660. Hun skulle angiveligt have foreslået, at det franske folk spiser "la croûte de paté" (eller skorpen af ​​paté). I løbet af det næste århundrede blev flere andre kongelige også beskyldt bemærkningen, herunder to tanter af Louis XVI. Mest berømt blev filosoffen Jean-Jacques Rousseaus omfattede paté historie i sine "Confessions" i 1766. Rousseau tillagde udsagnet ”en stor prinsesse" (sandsynligvis Marie-Thérèse). Hvem end ytrede “Qu’ils mangent de la brioche”, så var det næsten helt sikkert ikke Marie-Antoinette, som på det tidspunkt Rousseau skrev Confessions kun var 10 til 11 år gammel, fem år før ægteskabet med den franske prins og flytningen til Frankrig og otte år før hun blev dronning.

Hvorfor kom jeg nu i tanke om den historie?

Da industrien allerede nu i oktober forbereder sig på julen og dens glæder, fik jeg i går købt en pose friskbagte brunkager på 600 gram for lidt over 7 kroner.

100 gram indeholder 477 kalorier, dvs. 600 gram indeholder 2862 kalorier – mere end rigelig for en hel dag.

Så nu om dage kan de fattige i i-lande få kalorier nok til overlevelse ved hjælp af kager for cirka 5 kroner. Derfor er det nok ikke så mærkeligt, at vi ser de mange billeder med fede mennesker i ghettoer rundt omkring.

De har IKKE råd til og forstand på ordentlig mad uden usunde tilsætningsstoffer, med naturlige vitaminer og tilstrækkeligt med fiber.

De dør så ofte alt for tidligt af sukkersyge og hjertekarsygdomme i stedet for sult.