tirsdag den 13. marts 2012

frie svage lønmodtagere

 - eller frihedens pris
I de senere år har de såkaldte frie fagforeninger været på fremmarch på det danske arbejdsmarked. De bliver først og fremmest hjulpet frem af det moderne menneskes prisbevidsthed: hvor er det billigste tilbud?
Hvis det kun handler om at få adgang til retten til dagpenge ved hjælp af det laveste kontingent, så er KRIFA (det kristelige består i, at man på forhånd har givet afkald på at bruge strejkevåbenet!) og andre som f.eks. ”Det Faglige Hus” m.m. en del billigere. De organiserer ”frit” arbejdstagere fra alle fagområder.  På den måde er det klart, at der ikke nogensinde ville være mulighed for at fremme indbyrdes solidaritet på arbejdspladsen, når de ansatte et sted er ”organiseret” i flere tilfældige foreninger, som de har shoppet sig til som de billigste tilbud. Disse organisationer er nemlig ikke fagforeninger, for de har intet med specielle fag at gøre. De har ingen specialviden omkring specifikke arbejdsforhold, vil aldrig ”genere” arbejdsgivere med patruljer, som vil/kan se efter, om forholdene i orden på en bestemt arbejdsplads eller vil køre målrettede kampagner for at oplyse unge på arbejdsmarkedet om deres rettigheder.
Disse ”frie fagforeningers” fremmarch fører til at også Danmark på forholdsvis kort tid vil have en stor gruppe af helt afmægtige enkeltindivider, som står ubeskyttet overfor meget velorganiserede arbejdsgivere, som på forhånd har pengene og magten. Man skal være meget naiv, hvis man forestiller sig, at det danske niveau af mindstelønninger vil blive bevaret under disse forhold.
”De frie fagforeninger” er som regel fuldstændig tavse omkring egentlige lønmodtagerinteresser. Det de melder ud med, er, at de gerne vil erstatte de ”gamle” fagforeninger så mange steder som muligt, for bevidst at løsrive lønmodtagerinteresser fra den politiske proces og partipolitik. Dette går i virkeligheden ud på, at få lønmodtagere i almindelighed ind på den borgerlige, liberalistiske tankegang, at enhver er sin egen lykkes smed – i særdeleshed på arbejde!

Hvis du er i arbejde eller på vej ind på arbejdsmarkedet, overvej lige om du mener at være så enestående stærk og kvalificeret, at du altid vil få en god og retfærdig løn og gode arbejdsforhold, hvis chefen alene bestemmer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar