Fra makeup til maske

Oprindelig var makeup den sminke som skulle fremhæve og synliggøre den person som bruger makeup – og som regel – når det gælder kvinder – forskønne.

At ”sminke” også kan bruges på en anden måde, kender vi fra krigerkulturen mange steder fra og ”krigsmaling” var/er indianerne langt fra ene om.

Ganske interessant er i denne sammenhæng, at kvinders makeup ved lejligheder hvor ”der gælder” også nogen gange bliver kaldt krigsmaling; ironisk – med en vis distance: f.eks.: „Hun kom i fuld krigsmaling, ung og uspoleret med indbygget selvtillid, urokkelig tro på egne meninger, ubestikkelig, dødirriterende, men med en kampglæde, ...” (Gitte Løkkegaard: Tine Bryld - Et lettere kaotisk ridt; Nordisk Forlag 2009, s.92 ).

På den måde bliver fokus drejet væk fra ”kød(ægteakbs?)marked” og hen mod arbejdsmarkedet, hvor kvinderne skulle ta' kampen op om stillingerne for alvor i de tidlige 1960ere, hvor det var normen at være stærkt sminket – ligesom i dag.

Makeup fungerer siden da for mange kvinder som en maske som skal skjule en mere skrøbelig privatperson som sommetider ikke en gang vil se SIG SELV i spejlet uden makeup.

Denne ”krigsmaling” fungerer sandsynligvis for mange. Jeg skal som mand dog ikke gøre mig klog på, HVOR GODT den virker.

Brugen af ”maskering” til hverdagsbrug indikerer jo, at man ikke stoler på, at man kan slå til uden et sminket og evt. standardiseret ydre.

På billedet ser I Janis Joplin og Amy Winehouse. De hørte hver især deres tid til – og tabte begge to - med eller uden makeup – vel ikke mindst imod den fornemmelse af utilstrækkelighed som misbrugere præges af.