Sport er meningsløs underholdning så
længe man ikke dyrker den selv.
I disse dage hvor mange igen føler sig
trukket hen til skærmen for at følge med i de danske
håndboldherrers bedrifter – og jeg skal ikke lyve og sige, at jeg
ikke selv er med på en kikkert – er det betimeligt at fundere
over, hvad det egentlig skal til.
At der kan sælges varer som der
reklameres for på trøjerne og banernes bander er udenfor enhver
tvivl. Men hvorfor er alle vi andre som ikke har aktier i sporten
involveret i så høj grad?
Der er selvfølgelig en del æstetik i
atleters udfoldelse – men den bliver uden videre overgået af
f.eks. balletdanserne, som dog slet ikke har samme tilskuerskare som
sportsstjernerne.
Så er den aspekt, at især holdsport
er en erstatning for stammekrig. At der er noget om det fremgår jo
tydeligt deraf, at en del enfoldige fans mener, at de skal slås for
alvor på og udenfor banerne med ”fjenden” for at få en fuldgod
erstatning for en gammeldags stammefejde.
Giver det mening?? Socialpsykologisk
helt afgjort! Og politisk ?– også!!.
De romerske senatorer og sidenhen
kejserne vidste hvad der skulle til for at holde Roms fattige masser
i ave: brød og skuespil.
Nynazisterne i der 21. århundrede ved
også, hvad der skal til for at få retningsløse, voldelige
sportsidioter ind på deres politisk bane: kan der bringes racisme
ind i de ”sportslige” konfrontationer er de parate og ret
effektive til at kanalisere aggressionerne.
”Danmark bankede Rusland” er dagens
overskift.
Danmark??
Hvis en russisk gaderøver slår en
dansk turist ned for at tage hans penge, skal vi så forstå det
sådan et ”Russerne bankede Danmark”?
Det er vel ret så naivt at følge
nogle få veltrænede menneskers optræden i ”fysiske”
konfrontationer opdelt efter klubber eller nationer, for derefter at
give emotionerne frit løb.
At disse følelser bliver udnyttet og
at det giver økonomisk og/eller politisk mening er en hel anden sag
– men er vi så helt på det rene med, hvilket spil VI så er med
på?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar