alt er politik - næsten da

lørdag den 21. april 2012

ordets magt - et "lejlighedsdigt"

og så gik kommunen i knæ

borgmesteren først

byrådet tøvende

papirnusserne skræmte

seks millioner solgte bøger!

det kan måle sig

med en ny Føtex

profeten tæller

i sin egen by

og kunden

har altid ret

Jussi Adler-Olsen sejrer i Allerød

tirsdag den 17. april 2012

Kinesiske Floedeboller

Kinesiske flødeboller

Hvis man køber tyske "Dickmanns"-flødeboller i stedet for danske - så er man selv ude om det - uanset prisen/skattetrykket. Hvorfor kan Frellsen eller Summerbird producere og sælge deres dyre/møgdyre flødeboller i Danmark? Fordi de er bedre – ikke billigere!
Mens Danmarks liberalister pønser på at (re)lancere George W. Bushs økonomiske politik, som fremprovokerede den økonomiske sæbeboble, som bristede for 3 år siden, går det næsten kun fremad i stater som Kina, Indien og Rusland. Ingen af dem kan kaldes liberale! Der er den enkeltes ytrings- og bevægelsesfrihed for det meste underlagt styrets økonomiske og magtpolitiske interesser. Men netop derfor er de i stand til at holde priserne på eksportvarerne nede.

Det varer nok ikke længe, før de billigste flødeboller på det danske marked ikke kommer fra Tyskland men fra KINA. Se efter, næste gang du ser frosne jordbær i en køledisk, hvor de kommer fra!

Ganske ukritisk har mange meningsdannere og beslutningstagere taget denne fremstormende økonomi til sig, uden hensyn til, hvad der ligger bag denne succes og om Kinas vej frem overhovedet er gangbar for os (europæere).

Det er besnærende under indtryk af Eurokrisen og med blik på Sydeuropa på vej ned i en langvarig krise, at fokusere på den frembrusende kæmpe.

Men hvad er baggrunden for denne succes?

Der er ingen demokrati. Friheden findes tilsyneladende på varemarkedet, men heller ikke virksomhederne er frie til at kaste sig over hvad som helst eller frie til at indgå samarbejdsaftaler med hvem som helst. Og deres ansatte er slet ikke frie til at flytte rundt i landet efter deres eget hoved men kun i henhold til nogle planer og tidsbegrænsede arbejdstilladelser.

Det er således sværere for en menig kineser at flytte fra egn til egn i Kina end for en EU-borger at flytte fra et land til et andet indenfor EU.

De sociale forskelle, som for tiden øges i EU vokser på trods af økonomisk fremgang også i Kina, hvor de fattige ganske vist ikke bliver fattigere på grund af faldende lønninger, men prisstigningerne på det kinesiske hjemmemarked udhuler lønninger og sociale ydelser. Hvad de sidstnævnte angår, er de nærmest helt på vej ud i Kina, således at sikringen af bare et overlevelsesniveau i en fremtidig krise slet ikke er til stede, med mindre man i sådan en situation ad politisk vej magter at træde til med forskellige former for nødhjælp.

På det globale plan driver kapløbet om ressourcerne Kina ud i neokolonialisme rundt om i verden: de konflikter, som de fleste gamle kolonilande er kommet ud af, er dem som Kina er på vej ind i.

Et europæisk forsøg på at hægte sig på denne kinesiske model som vej ud af krisen er slet ikke gangbar - hverken ressourcemæssigt eller socialt. Skal vores del af verden være model (igen) så gælder det (livs)kvalitet og mønsterværdig omgang med klodens begrænsede ressourcer.

p.s. Hvad så med USA, vil nogen spørge: Hvis Kina ville holde op med at lånefinansiere amerikanernes overforbrug - og eventuelt endda kræve tilbagebetaling af de allerede ydede lån, så måtte USA erklære sig selv bankerot. Det sker næppe foreløbigt, da Kina selv er meget interesseret i denne kapitaleksport for at holde dollaren og dermed egen eksport oppe. Kina har dog hverken råd til eller interesse for, at fodre europæerne igennem finanskrisen på samme måde.

Chinesische Schokoküsse

Wenn man die deutschen Dickmanns Schokoküsse statt ordentlicher Konditorware kauft, dann ist man selber schuld – ganz egal wie groß der Preisunterschied ist.

Zum Beispiel haben in Dänemark die Firmen Frellsen und Summebird großen Erfolg mit ihren teuren/sauteuren Schokoküssen, weil die wirklich gut schmecken!

Die rechtsliberalen Ideologen in Europa und den USA träumen zur Zeit davon, Goerge W. Bushs ökonomischen Katastrophenkurs, der kräftig zur sogenannten Finanzkrise beitrug, in der wir weiterhin stecken, wieder aufzunehmen.

Indes erzielen hauptsächlich Staaten wie China, Indien oder Russland die Wachstumsraten, von denen unsere Machthaber weiterhin träumen. Keiner dieser Staaten darf sich aber liberal oder (ernsthaft) demokratisch nennen! Die Meinungsfreiheit und Freizügigkeit der Bürger ist dort den ökonomischen und machtpolitischen Interessen ihrer Regime untergeordnet. Aber gerade deshalb haben diese Länder ihre Exporterfolge auf dem Weltmarkt.

Vielleicht dauert es nicht mehr lange, bis die billigsten Schokoküsse nicht mehr aus Deutschland sondern aus CHINA kommen. Wirf beim nächsten Besuch eines Lebensmittelgroßmarktes einen Blick auf die Packungen mit gefrorenen Erd- oder Himbeeren und schau einmal, wo die herkommen!

Völlig unkritisch haben viele Meinungsmacher den vorwärtsstürmenden chinesischen Riesen zum Vorbild erklärt, ohne Rücksicht darauf, was hinter diesem Erfolg steckt und ob dieser Weg für uns (Europäer) überhaupt gangbar ist.

Mit Blick auf die Eurokrise und auf Südeuropa auf dem Weg in eine langanhaltende Krise lässt man sich gerne von fernen Vorbildern verführen – aber was steckt hinter den Fassaden dieser Erfolge?

Demokratie ausgeschlossen. Freiheit findet augenscheinlich nur auf dem Markt statt, aber auch die Herstellerbetriebe haben nicht die Freiheit, das aufzugreifen, was sich anbietet oder Absprachen nach eigenen betriebsinternen Interessen zu treffen. Und ihre Angestellten und Arbeiter haben nicht einmal geografische Freizügigkeit innerhalb der Landesgrenzen, sondern dürfen sich nur im Rahmen von zeitbegrenzten Aufenthalts- und Arbeitserlaubnissen bewegen.

Es ist für einen chinesischen Arbeiter schwerer von einer Provinz in eine andere zu übersiedeln, als für einen EU-Bürger von einem europäischen Land in ein anderes.

Das steigende soziale Gefälle, das zur Zeit Europa prägt, findet man auch in China – nicht auf Grund fallender Löhne aber auf dem Hintergrund stark steigender Inlandspreise, die Löhne und Sozialleistungen aushöhlen. Was Sozialleistungen wie freie Schule, Krankenbetreuung oder Altersversorgung angeht, sind die großteils am auslaufen. Das bedeutet, dass bei einer zukünftigen Krise nicht einmal eine Überlebenshilfe zur Verfügung steht. Man kann nur hoffen, dass man dann politisch dazu im Stande sein wird, Notstandshilfe zu etablieren.

Auf globaler Ebene treibt der Wettlauf um Rohstoffe China in einen Neokolonialismus, den die meisten alten Koloniemächte hinter sich gelassen haben.

Ein europäischer Versuch, dem chinesischen Modell nachzueifern, um die Krise zu überwinden, ist nicht gangbar - weder im Bezug auf Nachhaltigkeit noch soziale Tragbarkeit.

Sollte unser Kontinent (wieder) zum Vorbild werden, so gilt es, eine vorbildliche Lebensqualität mit einem vorbildlichen Umgang mit der Natur zu verbinden.

p.s. Welche Rolle spielen die USA als Vorbild, wird man sich vielleicht fragen: Falls China damit aufhören sollte, den überzogenen Verbrauch der Amerikaner mit Krediten zu finanzieren, so wären die Vereinigten Staaten bankrott. Das passiert aber vorläufig nicht, da China selbst wesentlich an diesem Kapitalexport interessiert ist, um den Dollar und damit den eigenen Export hochzuhalten.

China hat aber weder die Mittel noch Interesse daran, uns Europäer durch die Krise zu füttern.

Inspirationen til at skrive om flødebolleimport kom fra en artikel i Jyllandsposten,
(http://jp.dk/opinion/leder/article2750408.ece ) som beklagede flødebollestøberiet SAMBAs sandsynlige flytning til Tyskland, for at at markere, at Liberal Alliance er de danske flødebollers sande forsvarere, i det de helhjertet går imod forhøjede fedt- og sukkerafgifter.
Jeg tror heller ikke på, at disse afgifter vil redde danskernes helbred. Men jeg er 100 % sikker på, at Liberal Alliances opskrifter heller ikke vil helbrede dansk økonomi, da de allerede har vist deres uduelighed i USA, selvom Joachim B. Olsen (ligesom Fogh junior) var der på besøg - før finanskrisen - og så lyset i George W. Bush.

lørdag den 17. marts 2012

homo economicus alene i verden

Den gode samaritan havde aldeles misforstået, hvad sagen handler om.
   Ultimo ratio handler for homo economicus[1]om at være sig selv nærmest i alle livssituationer. Skal du som knap nok teenager konfirmeres, send ønskelisten ud sammen med invitation - vidt og bredt - så skal det nok blive til noget.
   Skal du have en stilling, hvor der er flere om buddet (og hvor gælder det ikke i disse dage?), så tænk på networking – så kan ”din næste” bruges til noget fornuftigt.
   Skal du ansætte nogen, tænk på, at de skal være billige og villige. Der er folk nok derude, som står med ryggen mod væggen med Ribers i nakken.
   Er du socialforvaltningschef i kommunen og resultatlønnet, sørg for at de gamle får lov til at betale for rengøringen.
   Bliver du bedt om hjælp, så spørg: what is in it for me?

Og dog – der findes virkelig mange, som stiller op til frivilligt arbejde, donerer til humanitære organisationer og/eller hjælper folk omkring sig uden vederlæg. Det kan meget vel være, at nutidens samaritanere erkender eller fornemmer, at homo economicus står aldeles ensomt, selvom der findes millioner af hans slags.

[1]

Latin for "economic human". A term used in economic theories to describe humans as rational and self-interested beings capable of making judgments towards subjectively defined ends (such as accumulation of wealth and resources). This is used as a basic for the majority of economic models, where they assume that all human beings will act like homo economicus. The validity of this assumption has been questioned in some economic circles, with alternative assumptions proposed.

http://www.businessdictionary.com/definition/homo-economicus.html#ixzz1pNAcUCNm

tirsdag den 13. marts 2012

frie svage lønmodtagere

- eller frihedens pris

I de senere år har de såkaldte frie fagforeninger været på fremmarch på det danske arbejdsmarked. De bliver først og fremmest hjulpet frem af det moderne menneskes prisbevidsthed: hvor er det billigste tilbud?

Hvis det kun handler om at få adgang til retten til dagpenge ved hjælp af det laveste kontingent, så er KRIFA (det kristelige består i, at man på forhånd har givet afkald på at bruge strejkevåbenet!) og andre som f.eks. ”Det Faglige Hus” m.m. en del billigere. De organiserer ”frit” arbejdstagere fra alle fagområder. På den måde er det klart, at der ikke nogensinde ville være mulighed for at fremme indbyrdes solidaritet på arbejdspladsen, når de ansatte et sted er ”organiseret” i flere tilfældige foreninger, som de har shoppet sig til som de billigste tilbud. Disse organisationer er nemlig ikke fagforeninger, for de har intet med specielle fag at gøre. De har ingen specialviden omkring specifikke arbejdsforhold, vil aldrig ”genere” arbejdsgivere med patruljer, som vil/kan se efter, om forholdene i orden på en bestemt arbejdsplads eller vil køre målrettede kampagner for at oplyse unge på arbejdsmarkedet om deres rettigheder.
Disse ”frie fagforeningers” fremmarch fører til at også Danmark på forholdsvis kort tid vil have en stor gruppe af helt afmægtige enkeltindivider, som står ubeskyttet overfor meget velorganiserede arbejdsgivere, som på forhånd har pengene og magten. Man skal være meget naiv, hvis man forestiller sig, at det danske niveau af mindstelønninger vil blive bevaret under disse forhold.
”De frie fagforeninger” er som regel fuldstændig tavse omkring egentlige lønmodtagerinteresser. Det de melder ud med, er, at de gerne vil erstatte de ”gamle” fagforeninger så mange steder som muligt, for bevidst at løsrive lønmodtagerinteresser fra den politiske proces og partipolitik. Dette går i virkeligheden ud på, at få lønmodtagere i almindelighed ind på den borgerlige, liberalistiske tankegang, at enhver er sin egen lykkes smed – i særdeleshed på arbejde!

Hvis du er i arbejde eller på vej ind på arbejdsmarkedet, overvej lige om du mener at være så enestående stærk og kvalificeret, at du altid vil få en god og retfærdig løn og gode arbejdsforhold, hvis chefen alene bestemmer.

fredag den 9. marts 2012

En ung og menig vælger af Liberal Alliance set indefra

Et varigt ophold i en velordnet stat har noget spøgelsesagtigt over sig; man kan hverken træde ud på gaden, drikke et glas vand eller benytte offentlig transport, uden at komme i berøring med et kæmpemæssigt, udspekuleret apparat af love og relationer, som skubber rundt med en eller bare fastholder en i tilværelsens rutine; man kender kun ganske få af disse kræfter, som griber ind i det allerinderste, mens de selvsamme kræfter samtidigt fortaber sig i et netværk, hvis sammensætning endnu intet menneske helt har gennemskuet. Derfor fornægter man dem, ligesom daglig tale fornægter luften og hævder om den, at den er tomheden selv. Tilsyneladende bunder det deri, at alle disse fornægtede kræfter er lugt-, farve- , vægt- og anstandsløse som vand, luft, rum og penge og derved lader os opleve livet som en spøgelseshistorie. Mennesket kan til tider blive grebet af panik som i en afmægtig drøm, hvor man i en storm af bevægelser slå omkring sig som et dyr, som er blevet fanget i et ubegribeligt net.

(frit efter Robert Musil)

torsdag den 8. marts 2012

p.s. powershopping og krisen

”Først den dag, hvor de kloge kvinder finder ud af, at de som konsumenter ofte bliver taget ved næsen af de endnu smartere, vil deres matriarkat kunne gavne for alvor – os alle sammen. Indtil da forsætter vi med at leve for at konsumere – indtil ressourcerne er sluppet op.” skrev jeg så sent som i går. Jeg gør mig åbenbart til talsmænd for, at specielt kvinderne skal være mere sparsommelige?!
   Det ligner en meget dårlig idé at skære ned på shoppingturene til fordel for opsparing eller afdrag på lån - med vores aktuelle europaøkonomiske problemer for øjne!
   Og hvad skal vi (kvinder og mænd) så stille op med pengene, hvis de hverken skal bruges for at stimulere tøj- kosmetik- eller krimskramsindustrien og heller ikke skal samles på kontoen?
   Pengene kan sagtens bruges; enten lyst- eller fornuftsbetonet:
Lad ”fornuften” komme først: læg forbruget om til mere økologi, invester i solfangere og/eller varmepumper, køb dyre europæiske varer i stedet for billige kinesiske, lad apparater som er gået itu reparere i stedet for at skifte dem ud …..
Og så forlystelserne: brug flere penge på koncerter, bøger, kunst- og kunsthåndværk, økologisk mad i byen, velgørenhed …..

Puha, det bliver ikke nemt for mig, at leve op til bare en del af det, som jeg foreslår her.

onsdag den 7. marts 2012

Matriarkat med powershopping

Læsning er ikke det, som i dag præger mandekønnet - og det tror pokker; endnu for bare et halvt århundrede siden blev mænd af meget tvivlsomme ydre fortrin (se billedmateriale forneden) feteret af kvinder på grund af deres intellekt. Og bevares, deres intellekt hindrede dem ingenlunde, at opføre sig ganske primitivt, når det kom til at udnytte "deres" kvinder.    I dag er nørder latterlige typer, som – hvis de er heldige – ved hjælp af snilde kan blive rige, og ad den vej finde genvej til et helt andet segment af kvindekønnet end deres intellektuelle (for)fædre.
   I modsætning til de unge mænd er tidens unge kvinder ganske anderledes bogmindede; det gælder ikke blot stor konsum af femikrimier men for mange pigers vedkommende også skolebøgerne, og siden litteratur såvel som faglitteratur i den videregående uddannelse, deres videre liv og i karrieren.
   Har man engang læst sig til læsefærdigheder, som sætter mennesket i stand til at "opleve" det læste - i stedet for at stave sig igennem rækker af bogstaver, bliver mange (i hvert fald væsentlig flere piger end drenge) til læseheste eller bogorme eller … i hvert fald passionerede læsere.
   Hvad kommer der så ud af det? Ofte dannelse, indsigt og klogskab, som igen på sigt vil bane vejen til indflydelse og magt for mange.
   Bevares, systemet har en vis enerti, som til stadighed forfordeler kvindekønnet som helhed. Den økonomiske krise vil dog i denne omgang ikke som tidligere drive kvinderne tilbage til kødgryderne for at gøre plads til mændene – den slags arbejde er allerede outsourcet. Krisen fører til en benhård konkurrence som fremmer dem, som kan få bundlinjen til at bugne af sorte tal – og det kan kvinderne - har det vistnok vist sig (jeg indrømmer gerne, at jeg mangler statistisk materiale som belæg for den sidste påstand).
   En gang i fremtiden vil det vel gå op for (menig)mændene, at de af intellektuel dovenskab og med håb om seksuelle belønninger havde tildelt sig de roller, som allerede i dag synes at være de mest feterede mandeidealer: soldaten, politimanden, håndværkeren, sportsmanden og gangsteren – alle sammen med flotte sixpacks og voksbehandlede over det hele. Ingen af disse ikoniske typer synes dog prædestinerede til poster i bestyrelserne, rektorstillinger eller ministerposter. (Men der er jo altid plads til overraskelser – måske bliver Joachim B. Olsen Danmarks Schwarzenegger??). De som ikke formår at slide sig til fysiske fortrin eller blev svigtet af deres gener, får rollen som fordrukne, kolesterolspisende, overvægtige, splejsede, rygende loosere.

   Med dagens fremmelige piger ved roret af fremtidens samfund kan man jo have alskens positive forventninger: mere miljø, større social bevidsthed, færre krige, bedre uddannelser og ……..
   Så er der lige noget som driller mig: allerede nu står kvinderne for langt den største del af indkøbene – dvs. selvom mændene endnu tjener de fleste penge, så står kvinderne for de fleste indkøb – og hvad gør de så gerne? De shopper!
   Selve begrebet shopping går vel ud på, at man drager afsted uden egentlig ar vide hvad man vil have eller skal bruge, men lader sig friste af tilskyndelser (eller reklamer) – og efter en omgang powershopping eller shop amok vender man hjem med store, flotte mærkevareposer.
   Først den dag, hvor de kloge kvinder finder ud af, at de som konsumenter ofte bliver taget ved næsen af de endnu smartere, vil deres matriarkat kunne gavne for alvor – os alle sammen. Indtil da forsætter vi med at leve for at konsumere – indtil ressourcerne er sluppet op.