mandag den 8. februar 2016

VANVID


Gengivelse af scenografi af Max Brückner til slutscenen af Ragnarok, der viser Valhalla i brand.



Europæisk nationalistisk galskab 1833:
KRIGENS GENIUS - DEN FLAMMENDE OG VELGØRENDE HÆVNER, SOM UDSLETTER VANVID VED VANVID
Kamp og strid er folkeslagenes stålbad; menneskets natur, ikke godt uden rystelse, ikke stærk uden stor anstrengelse, har brug for store skuespil, for at blive klogere gennem elendighed og eksempler.
Krige og omvæltninger grundlagde det som opstod og ødelagde det, som i forsømmelse af styrken ikke kunne modstå stormen.
Hærførere og helte er skæbnens værktøj til menneskehedens opdragelse, som skal være i stand til at ødelægge sig selv, for at forbedre sig af egen vilje. Så længe dyden ikke bliver menneskeslægtens eneste mål, forbliver krigens genius den flammende og velgørende hævner, som udsletter vanvid ved vanvid, som udpeger menneskehedens fejl med ødelæggelse, men fra enhver blodig slagmark peger mod en evig sandhed.


fra: Ernst Ludwig Brauns:
Das liberale System, oder das freie Bürgerthum in seiner höchsten Entfaltung (1833)


torsdag den 4. februar 2016

Olien og dens pris


Jeg indrømmer det straks – for et par år siden kunne jeg overhovedet ikke forestille mig et olieprisfald i den størrelsesorden som vi oplever lige nu.

Hvis olieprisen alene handlede om udbud og efterspørgsel var der i sig selv årsager nok til at tvinge prisen ned: langsommere vækst i Kina, Ruslands økonomiske problemer, Europas økonomiske problemer, amerikansk skifferolie (og gas), Irans tilbagevenden til verdensmarkedet, Venezuelas økonomiske problemer, IS-salg af olie til et ”gråt” marked, og sandsynligvis adskillige årsager mere …

Men oven i det kommer så de ”strategiske” satsninger fra f.eks. saudisk side, for at tvinge konkurrenter med dyrere olieproduktion ( f.eks. dem som pumper olien op fra havbunden eller ekstra dybe boringer) og alternative energiformer (så som f.eks. bioætanol og planteolie) i knæ.

Det er ikke utænkeligt, at strategien kan gå op, hvis tilpas mange beslutningstagere (måtte det være højtstående politikere eller virksomhedsledere) som styres af den mest kortsigtede bundlinjetænkning vinder genhør i medierne og hos en større del af vælgerne. Under indtryk af faldende realløn, stigende arbejdsløshed og en frygt for at blive rendt over ende af indvandring vil mange forskræmte mennesker have vækst på nationalt plan - her og nu - for enhver pris.

Som følge deraf, vil fossil brændsel IKKE blive udfaset – tværtimod, mens en på kort sigt ”dyrere” omstilling til alternative energiformer nedprioriteres eller droppes. Denne politik skal nok få ”videnskabelig” opbakning fra CEPOS og ”videnskabsmænd” som er på bølgelængde med republikanerne i USA.

Det er en af den nationalistiske højrefløjs varige kendemærker, at stå for tilsyneladende ”folkekære” foranstaltninger, som med henblik på bæredygtighed (politisk-etnisk, økonomisk og økologisk) munder ud i katastrofer.

Der skal åbenbart nogle årtier til, før disse katastrofer er gået i glemmebogen og racisme, religiøs-politisk fanatisme og snæver nationalisme igen kan fremstå som legitime politiske programpunkter.

Med denne højrefløj ved magten i mange stater, vil også klodens økologiske fremtid være i de absolut forkerte hænder. At lande i et permanent modsætningsforhold til deres naborstater med konstant oprustning til følge ikke prioriterer klimaet og miljøet, kræver vel ikke indgående bevisførelse.



søndag den 31. januar 2016

REAKTIONÆR POLITIK IKLÆDT ET SKÆR AF VIDENSKAB: ØKONOMISTYRING



REAKTIONÆR POLITIK IKLÆDT ET SKÆR AF VIDENSKAB: ØKONOMISTYRING

Begrebet ”økonomistyring”
Økonomistyring er et erhvervsøkonomisk fagområde, som er en integration af planlægnings- og regnskabsteori og informatik samt organisations- og ledelsesteori. Økonomistyring opfattes som de ledelsesmæssige tiltag som en organisation iværksætter for at udvikle, ændre og påvirke aktørernes ressourcedisponering i retning af en mere hensigtsmæssig anvendelse af organisationens knappe ressourcer.
Økonomistyring handler dog ikke alene om rationel målopfyldning. Økonomistyring har også en politisk dimension, idet den også omhandler, hvem der har kompetence, autoritet og gennemslagskraft til at fastlægge mål, udforme ideologier, afgrænse regler, fordele ressourcer, etc.
En af de centrale områder i økonomistyringen er, at vurdere, hvilke styringsformer og ledelsesincitamenter, der bedst kan påvirke den underordnede organisations adfærd.
Styringsopgaverne kan opdeles i henholdsvis aktivitetsstyring, kapacitetsstyring og finansiel styring.
Aktivitetsstyring består i, inden for givne kapacitets- og likviditetsrammer at udvikle og producere ydelser, der mest økonomisk (billigst) opfylder de af lovgivningen definerede mål (og til dels også brugernes behov).
Kapacitetsstyringen går ud på, inden for givne rammer og ydelser at fordele, udnytte og anskaffe ressourcerne på en måde, der sikrer størst mulig produktivitet og effektivitet. Den finansielle styring består i, at fordele, udnytte og anskaffe de finansielle midler, således at man opnår den størst mulige effektivitet og rentabilitet af de bundne midler.
Ledelsesfunktionerne kan opdeles i henholdsvis administrationsfunktionen, målstyringsfunktionen og udviklingsfunktionen. Administrationsfunktionen omfatter den defensive overholdelse udadtil af gældende legale og administrative regler, rammer og procedurer, herunder passiv fremskrivning og ”udfyldning” af planer og budgetter.
Målstyringsfunktionen udgør den løbende tilpasning af kendte udstukne interessentmål og disponible ressourcer inden for givne rammer og strukturer.
Udviklingsfunktionen omfatter den offensive opsøgning og påvirkning af brugerbehov, politiske strømninger faglige kompetencer menneskelige ressourcer uden bindinger til etablerede normer, rammer og strukturer.
Til de centralt inspirerede styringsincitamenter hører i dag nye ledelsesformer, ansvarsdelegering, strategisk ledelse, målstyringsforsøg, interne afregningsregler. De lokale reelle styringsprocesser er den faktiske styringsadfærd, som er bestemt af de personlige ambitioner, de sociale incitamenter, uformelle kontaktmønstre, de uskrevne kollegiale normer, det faglige fællesskab, de uofficielle skuffesystemer, de illegale politiske spilleregler etc. Økonomistyringen vil normalt være baseret på et økonomisk-politisk defineret mix af alle disse styringsmidler.
De forskellige organisationers, partiers og virksomheders aktuelle samfundsmæssige position (nærhed eller afstand) til det politisk-økonomiske magtcentrum vil derfor i afgørende grad præge den administrative praksis som overordnet ses/forstås som økonomistyring.

Hvis der er nogen, som mener, at ovenstående kun handler om teoretiske brokkerier ....

"Små sprogfag lukker for optag 

Humaniora på Københavns Universitet lukker for optag på 13 uddannelser i år på grund af nedskæringer på forskning og uddannelse. En del af uddannelserne bliver lukket næste år, oplyser dekanen. Dansk Industri og Socialdemokraterne kritiserer, at økonomi skal styre udbuddet af fag på universitetet."

 (Information 16-01-2016)
 
 

mandag den 25. januar 2016

Dumhedens Store Port: Socialkonstruktivismen




Dumhedens Store Port: Socialkonstruktivismen


Socialkonstruktivismen - eller bare 'konstruktivisme' - er en videnskabsteoretisk retning, som siden 1980erne har været meget populær blandt humanistiske forskere.
Ifølge den populære teori kan vi ikke sige, at noget er sandt eller falsk. Eller at en måde at leve på er bedre end en anden.
»Der findes nemlig ikke et universelt og objektivt udgangspunkt, hvorfra vi kan fælde en endelig sandhedsdom. Derimod vil der altid være flere perspektiver på en sag. Det er en tanke, som er smittet af på hele samfundet,« siger post doc Thomas Wiben Jensen, der forsker i videnskabsteori og sprog ved Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.”
(http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-socialkonstruktivisme)

Konstruktivismen tager altså udgangspunkt i, at opfattelserne at virkeligheden er meget forskellige – så forskellige, at virkeligheden enten slet ikke findes – eller i det mindste ingen nævneværdig betydning har for os.
Derfor er konstruktivismen en meget komfortabel tilgang til omgangen med sin omverden, når man f.eks. ikke bryder som om erkendelser omkring global opvarmning eller trusler fra fundamentalistiske galninge
Det kan godt være, at mange ikke ved, hvad ’konstruktivisme’ betyder. Men selvom vi ikke bruger ordet i vores hverdag, tænker vi gerne konstruktivistisk.
»Konstruktivisterne mener, at alle de ting i virkeligheden er noget, vi som samfund eller kultur er blevet enige om kan gælde som viden. På den måde kan man sige, at vores ’sandheder’ er konstruerede,« fortæller Thomas Wiben Jensen.
”For konstruktivister er ’objektivitet’ først og fremmest et spørgsmål om konsensus. De mener nemlig, at vores beskrivelser af verden altid vil være historisk og socialt specifikke,« siger Thomas Wiben Jensen.
Så naturvidenskaben er – ifølge konstruktivister – det verdensbillede, vi er blevet enige om, er rigtigt. Hvis vi havde haft et andet udgangspunkt med andre normer og måder at ’måle’ verden på, ville vi komme frem til et andet verdensbillede. Verden ændrer sig nemlig alt efter, hvordan du ser på den.”
Det fremgår forhåbentligt ret tydelig af ovenstående, at der her tales om ”vedtagne sandheder” eller ”det rigtige” men IKKE om en eksisterende virkelighed som eksisterer uafhængigt af vores subjektive opfattelser. Denne virkelighed er enten uden interesse eller slet ikke eksisterende i det konstruktivistiske verdensbillede.
At videnskaben – hverken naturvidenskaben eller de humanistiske videnskaber - ikke kan indfange og klarlægge hele virkeligheden turde være indlysende, når nu bare vores egen mælkevej indeholder 200 til 400 milliarder stjerner, men derefter at vende 180 grader og hævde, at vi med et andet setup ligeså godt kunne blive enige om, at stjernehimmelen er et stort bagtæppe med en masse LED-lamper, er galimatias. Socialkonstruktivismen prøver at indføre ligeberettigelsen mellem den videnskab som stræber efter at indfange mere og mere af virkeligheden for at give en så præcis/sand beskrivelse af den som mulig og det subjektivistiske vanvid, hvor ethvert udgangspunkt er lige så godt som det andet. Derefter skabes et socialt rum, hvor alle udsagn kan gælde ved siden af hinanden for at nå frem til en virkelighedsuafhængig, multilateral sandhed.
Denne form for ”sandhed” hører mere hjem i en undergangsstemning lignende den før Første Verdenskrig i end i vores verden som i den grad trænger til at blive forstået i sine grundtræk af alle mennesker i stedet for at blive misbrugt efter behag/ideologi.


For at illustrere, hvad konstruktivistisk ”ønsketænkning” kan føre til, se f.eks. følgende:

It’s Official: None Of The Remaining Major GOPCandidates Accept Climate Science









søndag den 13. december 2015

Hjernen bliver sjoflet bort




Vi er jo selv ud om det . ”vi” dvs. jeg er også en af de skyldige.
Jeg sidder her en søndag formiddag med radio24syv i baggrunden i stedet for P1, den station som næsten hver søndag skræmmer mig væk med gudstjenesten. Så nu hører jeg aldeles selvforskyldt det underholdende men i grunden pinligt åndsforladte program ”det vi taler om – Danmarks bedste sladderprogram”.
Og hvad tales der om? Om alt muligt, men der bliver altid grinet mest, når det bliver sjofelt eller i hvert fald lummert. Det lyder som om værternes/programdeltagernes latter oftest udløses af en trang til at dække over, at man selv bliver pinligt berørt men dækker over det med et dumt grin.
Det kender de fleste vel til, og det kan også handle om andet end sex, bare der er tale et tabu om – racisme fx …...
Nu er det jo på sin vis fint at kunne grine ad tabuer, men at grine i stedet for at tage stilling, er billigt og netop åndsforladt.

Dette er dog kun den ene side af medaljen, da humor jo ikke alene er noget privat men en stor del af underholdnings- og medieverdenen, hvor forskellige emner slås om at få mennesker tiltrukket og underholdt og sommetider ligefrem oplyst ved samme lejlighed.
Det har så i den store, borgerlige offentlighed med en gammeldags smagsdommeri i forhold til det som får lov til at komme ud over rampen haft den fordel, at dem som ville sælge deres humor måtte træde et par skridt tilbage når det f.eks. handlede om sex eller racisme eller... og så måtte man ofte finde andre emner: Hænge nogle folk ud for grådighed, dumhed, uhæderlighed – hvilket kan være meget nyttigt når det drejer sig om magthaverne. Man var mere tilskyndet til at gøre grin med almene samfundsforhold eller lokale forhold som gjorde sig fortjent til kritik.
Bevares, denne form for satire findes der jo stadigvæk en del af.
Men når det højeste grin der måles altid er det som dækker over pinligheden, så vil nidkære medieøkonomer give folk det, som de tilsyneladende kan lide bedst.
På denne måde vinder det pinligt sjofle, racistiske frem; ikke fordi vi bryder os om det men fordi vi gemmer os bag det billige grin

Vi får således serveret det, som vi har gjort os fortjent til.  



fredag den 4. december 2015

NEXT STOP DAEXIT


Next stop ”Dæxit” (Danish Exit)

Allerede i opløbet til og især nu efter nejet til mere EU-samarbejde tegner sig et billede, hvor Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Venstre og måske endda Socialdemokratiet kan finde sammen om at flokkes om David Camerons (den britiske premierministers) EU-politik, som stort set gå ud på, at man (med sine bankstyrede skatteunddragelseshuller/taxhavens) gerne vil have fri adgang til det europæiske markedet – men ellers ikke vil betale nævneværdige bidrag eller bidrage til løsning af socioøkonomiske problemer på kontinentet. Man har ligesom Danmark (efter 1864) et ønske om ”splendid isolation” som man kun ønsker at pille ved, når graverende økonomiske fordele taler for det; f.eks. ved folkeafstemningen i 1972, hvor landbrugseksporten var alvorligt truet, da et økonomisk groggy Storbritannien vrangvilligt meldte sig ind i EF.

I Storbritannien, hvor David Camerons Konservative er stærkt præget af en anti-EU-fløj, og presset fra UKIP (Englands pendant til Front National i Frankrig eller Pegida i Tyskland) vokser, er der for længst lagt op til en folkeafstemning om Storbritanniens videre forbliven i EU i 2016.
Man skal ikke være et stort orakel for at regne med et britisk nej til EU ved denne lejlighed.
DF (Søren Espersen) har allerede klart meldt ud, at man gerne lægger sig op ad Storbritannien og når den dag kommer, er Venstre, De Konservative og (sandsynligvis) Socialdemokraterne med på denne linje – og der vil være STOR opbakning fra de danske vælgere, når det handler om at forlade EU.
Den kommende ”Dæxit” vil være en sejr for det danske demokrati - lige som lignende kommende folkeafstemninger rundt om i Europa, hvor højrenationalisterne bidrager til af afvikle europæisk samarbejde.

Desværre vil EU's svækkelse/lammelse/afvikling være en demokratisk pyrrhussejr i et Europa, hvor udemokratiske bevægelser og politikere allerede nu står i kø for at vende tilbage til 1930ernes mere eller mindre fascistiske tilstande.



onsdag den 2. december 2015

Tid til EFTA?



Tid til EFTA?
European Free Trade Association er en international frihandelsorganisation, som har den erklærede målsætning at fremme økonomisk udvikling gennem frihandel. 
I dag består EFTA af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.
Da jeg tager det som givet, at folkeafstemningen den 3. december ender med et nej, står det ret klart, at danskerne egentlig ikke vil EU. Det varer nok ikke alt for længe, før Storbritannien melder sig helt ud af EU.
At EU siden Anden Verdenskrig har skabt nære, venskabelige forhold mellem Frankrig, Tyskland og BENELUX-landene, som tidligere var fjender i 2 verdenskrige og at Balkan-halvøen med de tidligere jugoslaviske delstater kan holde nogenlunde fred med udsigt til at komme med i Unionen spiller jo ingen større rolle for danskernes forhold til den Europæiske Union.
Derfor er det vel ikke helt så langt ude, at vende tilbage til et 5 år gammelt indlæg fra Folkebevægelsen mod EU:

Hvis Storbritannien også vender tilbage til EFTA har Danmark fundet et nyt ståsted, som integrerer engelske og schweiziske bankers interesser med Norge som olieleverandør, hvor Danmark oven i købet har Grønland med i posen som et fremtidigt udviklingsområde med uudnyttede råstofreserver.
Denne genetablerede EFTA kan uanset Schweiz' nuværende neutralitet sikkert yde et stort bidrag til NATO og til USA's bestræbelser for at fastholde det nordatlantiske område og tiltræde den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, med udsigt til at ekspandere ind i Østersøen via Polen og de Baltiske Stater som nok gerne følger Storbritannien ud af EU, hvis de dermed kan komme længere ind under USA's militære og økonomiske paraply.

p.s.
Dette fremtidsscenarium er en elendig løsning for Europa som helhed, men …..
….Skindet er altid nærmere end skjorten …???