Det permissive overvaagningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?

Det permissive overvågningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?

Sådan lidt ved siden af ”Facebook-skandalen” har jeg den fornemmelse, at langt de fleste brugere af sociale medier, brugere af offentlig trafik, brugere af motoriserede køretøjer, brugere af banker, brugere af sundhedstjenester, brugere af …..

er ganske godt tilfreds med, at alle deres ”medpassagerer” bliver kontrolleret i mere eller mindre grad. Bare ikke lige dem selv.

Når jeg nu kører i en undergrundsbane i en storby og der kommer en flok højrøstede unge ind, er jeg nogen gange glad for de glinsende små halvkugler i togene.

Hvis jeg nu skulle finde på at købe noget via e-Bay er det jo fint, at de ved algoritmer prøver at finde frem til snydeprinserne.

Når nu pengene strømmer frem og tilbage over grænserne, vil vi jo gerne, at vores medborgere betaler den skat de skal ….

og hvis der er nogen, som pønser på jihad sammen med vennerne, så KRÆVER vi jo, at der er nogen som finder ud af det før det bliver til noget.

At så private sociale medier ”selvfølgelig” afleverer vores data til sikkerhedstjenester må jo være en del af pakken. Men da jo hverken PET eller CIA osv. betaler for disse informationer, vil fb og konsorter jo gerne tjene penge ved at sælge informationer til andre – eller vil vi gerne selv betale for at være med??

Så længe der ikke i tide og utide dukker ”statslige” repræsentanter op for af formane os – eller ligefrem hente os til tredjegradsforhør er vi jo ”frie under ansvar” …. eller er vi??

læs nedenfor evt. lidt mere om, hvad vores naboer gør:

https://www.theguardian.com/world/2016/nov/19/extreme-surveillance-becomes-uk-law-with-barely-a-whimper

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LOENSTYRING PAA DET OFFENTLIGE OMRAADE

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LØNSTYRING PÅ DET OFFENTLIGE OMRÅDE

I Danmark forhandles de overordnede løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter. Det er det, der kaldes den danske model, og det er unikt, idet det skulle (normalt) betyde minimal politisk indblanding, hvor lovgivningen står i baggrunden. I stedet forhandler de faglige organisationer på vegne af deres medlemmer, og arbejdsgiverorganisationerne på vegne af deres medlemmer.

Den danske model kræver, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan håndtere deres uenigheder og gå på kompromis i overenskomstforhandlinger.

De offentlige overenskomstforhandlinger forhandles separat for stat, regioner og kommuner, men det foregår sideløbende, og områderne påvirker hinanden.

De offentligt ansatte er repræsenteret af alle deres faglige organisationer, der samler sig i Forhandlingsfællesskabet, der forhandler i kommuner og regioner, og Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler i staten. Arbejdsgiverne er repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og på statsligt plan Moderniseringsstyrelsen.

Da nu parterne her i marts 2018 ikke er blevet enige, forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen.

Bliver de ikke enige i Forligsinstitutionen, kan en konflikt træde i kraft.

Da parterne erfaringsmæssigt ikke bliver enige mens konflikten pågår, vil regeringen skride ind for at stoppe konflikten ved at lave et regeringsindgreb.

Og når nu regeringen har planer/ønsker om reformer som umiddelbart ikke har med overenskomsterne at gøre, men som skal gennemføres så omkostningsfrie/besparende som muligt …. så kan man regne ud med én finger, til hvis fordel regeringsindgrebet vil være ...

… med mindre der er en klar fornemmelse, at sådan et indgreb ville vælte regeringen ved næste valg.

Da nu denne øvelse allerede har fundet sted under Thorning/Corydon så kan de offentligt ansatte se i øjnene at uanset om der sidder en socialdemokratisk eller borgerligt ledet regering ved magten, så er ”den danske model” på det offentlige område mest en model for statslig lønstyring.

ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?

 VELKOMMEN TIL FREMTIDEN FOR ET ALDRENDE ARBEJDSHAER.

ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?

Lad mig indrømme det med det samme, at overskriften her er en omskrivning af en overskrift der gik på slagteriarbejdere og deres nedslidning og deres mulighed for at blive i jobbet til de 72.

Det er jo ganske åbenlyst, at der er mange med de fysisk krævende jobs, som vil få det meget svært med at blive ved. Det gælder jo allerede nu: Hvis jeg ser, hvordan vores skraldemænd nu om dage ræser rundt, så vil de i en alder ag bare 60 for de flestes vedkommende ikke kunne leve op til tempoet – uanset at de ikke vil have så mange løft på grund af ny teknologi på dette område også. Så vidt – så sandsynligt …

Jeg vil dog her komme ind på noget helt andet: Arbejdsfunktionerne, som for de manges vedkommende løbende vil kræve mere og mere omstillingsparathed og intellektuel formåen for at kunne videreuddanne sig.

Det hænger jo ikke sammen med, om en 70årig kan gøre god figur på tennisbanen eller ved en bymaraton, men om denne person på arbejdspladsen faktisk vil kunne leve op til det som kræves.

Mange vil velsagtens kunne gøre det, men mange andre vil ikke.

Skal den sidstnævnte gruppe holdes indenfor arbejdsmarkedet, vil det kræve, at man som aldrende på arbejdsmarkedet vil finde sig i en mere eller mindre løbende degradering i funktion og løn.

Således vil ambitiøse forældre jo skide på, om barnets lærer på 69 løber en halvmaraton per måned, hvis det ellers er tydeligt, at pågældende atlet ikke kan huske sine elever …

Således vil krævende patienter være ligeglade med, om deres aldrende læge tilbringer 30 minutter i fitnessstudio hver dag, hvis han ikke er helt up to date med de behandlingsmuligheder og medikamenter, man som moderne patient allerede har fundet frem til på nettet, før man sætter sine ben i konsultationen …

osv … osv ...

Vi får se. Men bevares, den glemsomme lærer kunne nok gøre gavn i en hjælpefunktion på skolen og den fagligt agterudsejlede læge kunne med sin fremragende fysik være med i sygeplejen på lavere niveau.

Men er vi indstillet på det? Eller går gamet bare ud på, at disse grupper på arbejdsmarkedet skal forsikre sig mod den truende degradering ved hjælp af selvbetalte, private førtidspensionsordninger?

BITCOINS PRIS

BITCOINS PRIS

Allerede teksten ved grafen fortæller, at ”moderne” markedsøkonomer ikke skelner mellem værdi og pris.

Ingen ved, hvad bitcoin er ”værd” - men da der skal en masse energi til at vedligeholde singulariteten i den enkelte bitcoin, dvs. ved hjælp af datakraft og kryptering at sørge for, at man IKKE kan kopiere en bitcoin lige som en anden datafil, så kan man med basis i de materielle investeringer i bitcoin hævde, at værdien konstitueres i det arbejde/den enegri som skal til for at skabe/vedligeholde en bitcoin.

Da det fremgår med al tydelighed, at bitcoin i 2017 stiger helt ”sindssygt” - dvs. hinsides almindelig fornuft, så er det åbenlyst, at bitcoins pris INTET har med reel værdi at gøre, men ”kun” med forhåbninger.

Bitcoin er der mange som tjener (også materielle værdier) på for tiden, men ligesom ved pyramidespil vil der på et tidspunkt stå mange med smerten og nogle forholdsvis få med gevinsten.

Det er de fleste ”medspillere” også godt klar over, og de regner med at ”hoppe” af i tiden.

At ultraliberalistiske fantaster forestiller sig, at bitcoin kan overtage/fortrænge ”almindelige” penge udstedt af nationalbanker/centralbanker er til gengæld selvmorderisk, især under den aspekt at bitcoin-valutaen i sig selv stiger meget mere end de varer, som man i sidste ende kan konsumere.

Sådan en deflation vil, hvis bitcoin var VALUTAEN øjeblikkeligt føre til ikke alene stagnation men direkte radikal skrumpning/økonomisk nedsmeltning, da pengene bliver unddraget den reelle produktion og drift (f.eks. i det offentlige) til fordel for spekulation i en fiktiv størrelse.

om at være enige og monogame

At være alene fremstår a priori ikke som noget positivt – tværtimod bliver det straks forbundet med ensomhed og forladthed.
Det kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset – om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt - så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves sådan af mange.

Samvær
Vores hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden "byttehandel".
Det gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami. Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden - i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være de væsentligste.
Hvad er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets indgåelse.
Ja tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af livet? 
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter, drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)

For os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24 timer i døgnet.
Den sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som velsagtens anbefales af parterapeuter (https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion) men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene fortæller ….
Hvorfor skal vi være enige?  Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.   
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden – ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som kogekone.
Det kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som kokken:
a den kok som laver det han vil have
b den kok som laver det hustruen vil have
Nu om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er politisk korrekt.
...
Og så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor – men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har regnet med at mor er mor og far er far. 
 
Meeen, monogami er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere  – so what the f...  ??
NEJ ! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om meget mere –
Det kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad interesserer man sig for og hvilke venner har man…

Jeg tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab, hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen – sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med veninderne sammen med kollegaerne:
Vi sidder sammen med vores partner et sted hvor vi  kommer i samtale med et andet par.
Begynder vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på. 
Det kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ... så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle holde huset og deres sti ren.
Der ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra kvinderne.
Det har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har det noget som helst med frigørelse at gøre?

me too og seksuel aggression

#Me too bidrager ved siden af det meget nødvendige opgør med nærmest institutionaliserede seksuelle fornærmelser og overgreb som kvinder bliver udsat for også til en ”ny” præventiv puritanisme som allerede var godt på vej på baggrund af en omsiggribende angst for pædofile og en reaktion på mere eller mindre organiserede ”offentlige”overgreb begået af afsporede flygtninge/indvandrere.

Men når enhver seksuelt farvet mundtlig bemærkning kan eller skal? fortolkes som en seksuel chikane sløres grænsen mellem utilbørlig adfærd og ægte seksuel aggression.

Upassende bemærkninger, invitationer og fornærmelser skulle kvinder helt sikkert frabede sig meget bestemt.

Men seksuel aggression er noget andet når grænsen overskrides ved befamling eller verbale uanstændige seksuelle ytringer eller bevægelser. Der er disse seksuelle aggressioner som skal bringes til domfældelse. Det skulle nu om dage i de tilfælde hvor disse seksuelle aggressioner gentager sig rutinemæssigt i mange tilfælde være muligt for ofrene, at sørge for elektronisk dokumentation.

Religion som faellesskab hinsides nationen

Kampen om identitet i en globaliseret verden

Såvel i Mellemøsten, Centralasien eller i Afrika, hvor de fleste flygtninge/indvandrere med muslimsk baggrund kommer fra, er nationerne skrøbelige, ofte kunstigt skabte størrelser med store indre modsætninger, således at der sjældent er baggrund for en dybfølt og rodfæstet fællesskabsoplevelse som ”statsborger”.

De mentalt forpligtigende fællesskaber man vil vokse ind i, er derfor mere familien, stammen og troen.

Som flygtning eller udvandrer er det som regel umuligt at flygte som stamme (i hvert fald ikke til en anden kontinent), og sjældent som storfamilie. Har man derudover alligevel en stærk nationalfølelse i forhold til den nation man forlader (f.eks. som tyrker), så er den oftest tæt knyttet sammen med ens religion.

Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at USA og i et vist omfang også Storbritannien (og endda Australien) kunne fremstå som drømmemål: Nationer som i et vist omfang tilbyder/tilbød muligheden at blive loyal samfundsborger og samtidigt at forblive tro overfor ens tro – det væsentligste personlighedskonstituerende ”hjemstavnselement” som man ikke rent fysisk måtte sige farvel til ved flugten/udvandringen.

Derudover havde man især i USA (Storbritannien, Australien) endda chancen og i nogen tilfælde sikkerhed for, i det nye ”hjemland” at finde en community, som dels var en del af USAs store nationale fællesskab – dels i ghettoer og enklaver kunne tilbyde nogle kulturtræk (ofte endda sproget) fra hjemegnen.

At engelsk er dagens lingua franca gør/gjorde ovennævnte lande særligt tiltrækkende.

Uden på nogen måde at tillægge følgende beviskraft vil jeg alligevel her citere fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen¹:

En af hans (MK) venner, da han læste i Amerika (...), var Humayun Khan, den pakistansk-amerikanske soldat, hvis forældre Donald Trump under stor og dramatisk mediebevågenhed gik i krig med under den amerikanske valgkamp sidste år. (…)

For Marcus Knuth var kaptajn Khan, der døde i Irak i 2004, billedet på, hvordan muslimer bør lade sig integrere i de lande, de kommer til.

“Han var af pakistansk oprindelse, men så sig selv som amerikaner. Jeg tænkte aldrig en millimeter over, at han var pakistaner. Han var amerikaner. Han tog USA til sig. Mange her søger selv efter flere generationer væk fra Danmark og over i parallelsamfund,” siger han.

“De underlægger sig regler, som gør, at de ikke kan blive en rigtig del af det danske samfund, og det har bekymret mig, siden jeg var helt ung.”

Der er siden 2004 sket det for USAs vedkommende, at islam samlet set er kommet i et stadigt tiltagende modsætningsforhold med de Forenede Stater som militærmagt og global, selvbestaltet ”overdommer”.

De europæiske nationalstater (som f.eks. Danmark med stats-/folkekirke) er oftest domineret af en entydigt kristen tradition og et politisk partispektrum som gerne direkte giver udtryk for det kristne værdifællesskab (kristne demokrater). Især i Mellem-, Øst- og Nordeuropa definerer derudover også hudfarven stadigvæk, om man uden diskussion af alle medborgere accepteres som del af det nationale fællesskab. Dertil kommer nu i de senere år, at racisme og chauvinisme igen spiller en væsentlig politisk rolle. I denne situation er de flygtninge/indvandrere som på forhånd ikke er indstillet på eller i stand til at indgå i de nye omgivende samfund ved at give køb på nogle af deres grundopfattelser egentlig bedre rustet til at ”tage kampen” med værtssamfundet som en permanent opgave, der evt. (”helt sikkert” i deres egen overbevisning) vil føre til en af Gud ønsket sejr for deres religiøse verdensopfattelse og praksis, uanset hvad flertallet i det omgivende samfund måtte ønske.

Dem som lades i stikken, er netop dem, som oplagt nok må fastholde deres tro som en del af deres identitet for at forblive ”hele mennesker” i et samfund, de IKKE kan blive accepteret i fuldtud, men som på den anden side heller ikke ønsker en konfrontation med alle dem som ikke deler deres religiøse overbevisninger.

Des mere regel- og ritual-præget religioner er, des mere velegnede er de til at fastholde en fornemmelse at være en hel personlighed, når man kommer i problemer, såfremt disse problemer bliver påtvunget af ydre omstændigheder. Samtidigt vil stærkt ritual- og regelprægede religioner dog give anledning til talrige konflikter, da en nidkær overholdelse af trosreglerne udmærker den rettroende (en selv) i modsætning til dem som ikke overholder reglen og som derfor enten er ”mindre værd” eller direkte modstandere.

Derfor er det nok ingen tilfældighed, at protestantismen i luthersk udformning er væsentligt mere velegnet til at være statsreligion i et moderne kapitalistisk samfund (det var jo allerede salig Max Weber ind på²) men samtidig er den tilsyneladende en ret ufuldkommen støtte når det gælder at tvangsstyre hverdags- og troslivet i krise- og konfliktsituationer, hvor individet ikke magter at tage personligt ansvar og eller rationelle beslutninger.

1udklip fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen på baggrund af et interview med Marcus Knuth. ”Marcus Knuth er flyttet ind på Venstres hårdeste indvandrerfløj. Hvordan skete det?” (https://www.zetland.dk/historie/se6EblE5-m8l4lAVZ-c95df)

2https://www.religion.dk/etik/den-protestantiske-etik-og-kapitalismens-%C3%A5nd-if%C3%B8lge-max-weber