De stærkes ret - Joachim B. Olsen: Jeg er ikke ond

Indledende et uddrag fra: James Kristoffer Miles (BT-JKM), Opdateret: 16-01-2012:
Joachim B. Olsen: Jeg er ikke ond
(http://gonews.dk.msn.com/politik/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-ond)

Indtrykkene fra træningscenteret i Moscow, Idaho og USA i al almindelighed har brændt sig ubønhørligt fast i sjælen på dansk politiks nye meningsmager. Amerikanernes kamp for overlevelse, rigdom og frihed både som individer og som samfund. Det er det, der har inspireret Olsen så kraftigt, at han ikke tøver mange sekunder med at lade dommen falde over det danske velfærdssamfund.
”Der har i generationer i Danmark kun været én kurs: At jo mere velfærd, vi fik, des bedre.”

(…)
Blikket er fast. Han griner sjældent. Det er dyb, dyb alvor, det her.
Og når han indimellem får talt sig op i en spids, gestikulerer han hidsigt med de kraftige hænder.
”Sandheden er, at velfærd betyder mindre frihed. Det er ikke et fællesskab, som vi hele tiden får tudet ørerne fulde af. Det er det modsatte. Prøv at forklare mig, hvordan et samfund, der opkræver 68 procent i skat på arbejde fra en gruppe borgere, er frit. Og hvis du nægter at betale til det såkaldte fællesskab – hvis du vil melde dig helt ud – så kommer politiet i sidste ende og sætter dig i fængsel. I sidste ende bruger staten sit voldsmonopol mod dig. Det er sgu da det modsatte af frihed.”

Joachim B. Olsen, Danmarks svar på Ron Paul (http://en.wikipedia.org/wiki/Ron_Paul)   er kommet ud af flinkeskabet: Et stærkt forbillede for en vis del af ungdommen som kræver al ret til de stærkeste i et system i krise, hvor fordoms gyldne løfter om en paradisisk fremtid for alle er erstattet af et fremtidsscenarium med alles kamp mod alle – i stil med de australsk-amerikanske Mad Max film som gjorde den ret så højredrejede Mel Gibson til kassemagnet i de dystre 1980ere. (http://www.imdb.com/title/tt0079501/).

Verdens største problem for herrerne Paul og Olsen er åbenbart, at de stærkeste i denne verden – om det nu handler om muskler eller penge ikke er stærke nok til at sætte alle hensyn til de svagere til side.                    I omfordelingskapløbet på globalt plan (http://www.999ideas.com/redistribution-of-wealth.html) ligger Danmark lunt i svinget. (http://www.business.dk/stoerre-afstand-mellem-rig-og-fattig) Men afviklingen af socialstaten og indtægtsstigningerne for de allerigeste går alligevel alt for langsomt for ultraliberalisterne.

De har ingen ide om, hvordan verdens naturlige ressourcer skal slå til eller den trods alt endnu bestående sociale fred skal opretholdes i det uhæmmede vækst- og konkurrencesamfund de stræber efter. De tror på ”frihedens knytnæve”: Er ressourcerne begrænsede skal de stærkeste bare slå først for at få det allerstørste bid af kagen.

Så er en ny klassekamp for alvor skudt i gang. Startskuddet kommer fra højre. Som historien viser, vil ultraliberalisterne finde sammen med fascisterne i et kampfællesskab. Fascisterne tror ganske vist ikke på frihed, men helt afgjort på de stærkes "pligt" til at bruge knytnæverne. Når uroen for alvor bryder løs, og herrerne Olsen, Paul og meningsfællerne rundt om på trods af finanskraft viser sig at være ude at stand til at banke underklassen på plads, vil fascisterne stå parate.

Falling apart –

- The end of capitalism?
Empires and economic structures have been developing and descending throughout the history of mankind – but never the less we like to convince ourselves, that we are in charge of development since most of the elites more or less stopped to believe in supernatural powers and divinities.
  Mankind as such could even be much more in charge of its own destiny in this time and some centuries to come.
  Luckily we are not ants obeying a common instinct – but – at least partly – constructing our own perception of ourselves and our society.
  But, we as a species, appear not to be united by reason.
On that ground - we try to do the right thing – not what’s right, but just what’s right for me as an individual. Here and now.
  Within the last thirty years most westerners have accepted the idea of being almost completely independent individuals – capable to take care of ourselves - as long as we have got the financial means to do so. This virtual independence gives individuals the possibility to act without regarding traditions, family-rules, religion and even our beloved ones.
  On the other hand the nuclear family, on the basis of mutual attraction, has gained first rank as  t h e compensation for the demolition of "tribal" empathy by liberalisms construction of independence.
  Hippies and libertines of various political believes in their time denied the nuclear family as the stronghold of our emotional demands. But obviously sexuality and its emotional connotations within and around family life are today commonly regarded as the last resort of positive feelings without ratio in the phase of nest-building. As soon as the nuclear family is an established one - devotion is regarded as unusual and out of fashion. 
  The rest – that means all the other aspects of life – are ruled by the “logic” of earning and consuming in growing emotional and practical isolation.
  Changing employer/employees as a rational routine makes comradeship and friendship in working life almost impossible. Cutting down on personal, professional meetings and making them virtual also contributes to isolation in the name of cost benefit as well as using subcontractors instead of own staff. As all that might keep profits and personal earning up for some (though rather limited) time, it seems the only route to follow. Obviously it’s absurd to point out China, India or Brazil as examples to follow, when you regard living conditions for the poor in those countries – nevertheless many of our leaders do so, to explain the necessity of “stealing” from the poor and giving to the billionaires as an attempt to keep the system going.
  Besides all that agony we can see and take part in a popular motion towards collective responsibility in opposition to the established rule of capitalism.
  But without an established big scale alternative those efforts for the time being are aimless in front of of the disastrous increase of social injustice. 
  Our unorganized opposition has yet no alternative to offer. Not to pay taxes as to punish the system may very well end up with a collapse of Greece – but where to go from that point?

The end of growth

Whatever we might try as a species –  the resources of our earth are limited – but our greed is not (yet).
  We can still make a lot of sensible and encouraging efforts to save mankind as such for some millenniums to come by redistributing wealth and reorganizing our way of life.
But to believe in a system, where ecologic stability and zero-growth mean crisis - instead solution - is sick:
A collective deadly mental disease.  (PB 08-12-2011)

Die Körperfeindlichkeit des Begehrens

Redigierter Auszug (PB) aus Holger A. Pausch: Beobachtungen zur Genealogie der Körperfeindlichkeit als Erbmangel und Notwendigkeit im kulturellen Gedächtnis der Aufklärung.

 Die Auffassung des Körpers als Schlachtfeld, auf dem rücksichtslos ein komplexes Kräftespiel politischer, ästhetischer und moralischer Ideologien, medizinischer Hoffnungen, erotischer Wunschvorstellungen und vor allem des Konsums mit seinen Fiktionen des Begehrens und Genießens plakativ ausgetragen wird, spielt in der gegenwärtigen Kultur eine zentrale Rolle. In diesem Kontext wird der Körper als Medium kultureller Inskriptionen durch performative Vorgänge erfasst, die zwar gesellschaftliche Kohärenz erzeugen, doch dabei auch versuchen, das Zufällige, Konstruierte, Herbeigeholte der jeweils produzierten Gestaltung des Körpers zu verdecken, um den Eindruck eines universalen, natürlichen Ursprungs zu vermitteln.

  Grundsätzlich bezeichnet das angesprochene Phänomen die geistige, emotionale oder auch unbewusste Feindlichkeit gegenüber der Zeichenqualität des eigenen Körpers, eine Feindlichkeit, die immer dann ausgelöst werden kann, wenn das dem Blick der Öffentlichkeit ausgelieferte eigene Körperbild, der so genannte "öffentliche" Körper, mit den makellosen Gestalten und ihren reinen identitätsbegründeten Handlungsformen in den Medien verglichen und als mangelhaft oder unzureichend empfunden wird, also mit dem Maßstab attraktiver Körperutopien und perfekter Zielbilder, die in der medial-fiktiven Industrie als erstrebenswert, erreichbar und vorteilhaft vorgezaubert werden. Körperfeindlichkeit bezeichnet demnach eine gegen den eigenen Körper gerichtete, durch Unzufriedenheit, Unlust, Widerwillen oder Missfallen motivierte und nicht selten mit katastrophalen Konsequenzen verbundene Abneigung, und zwar als Reaktion auf ideale und daher nicht erreichbare Standards und Normen, die in den Bereichen der Gesellschaft, verglichen und als mangelhaft oder unzureichend empfunden wird, also mit dem Maßstab attraktiver Körperutopien und perfekter Zielbilder, die in der medial-fiktiven Industrie als erstrebenswert, erreichbar und vorteilhaft vorgezaubert werden.

  Dabei geht es um den kuriosen Versuch, den eigenen Körper, der im Vergleich mit ästhetischen Normen und mustergültigen Dimensionen des makellosen Körpers in der Werbung, im Konsum, in den Bildsphären der Unterhaltungsindustrie und der phantasierten Erotik als minderwertig eingestuft wird, gegen den allgemein begehrten umzutauschen.

  Infolgedessen steht, vereinfacht gesehen, im Zentrum der Körperfeindlichkeit das Motiv des Begehrens.

Europas desintegration – eller tiltrængt fælles nedtur?

I lyset af 2 verdenskrige med udspring i Europa var europæisk integration ikke alene en politisk nødvendighed men også et humanistisk projekt, uanset at danske EU-modstandere (med rette) har bebrejdet fortalerne for EU at være i lommen på de store koncerner og fortalere for en liberalistisk økonomisk politik.

I et nordisk skær af socialdemokratisk præget social ansvarlighed og studenteroprørets antikapitalistiske vestredrejede nationalisme[1] blev Europa som ægte geopolitisk alternativ til fortidens vanvid aldrig rodfæstet i vores venstrefløj – og for det borgerlige Danmark blev EU kun en ramme for ”better business” – så længe det varede.

For tiden kan man iagttage en bred tendens – og nu især hos de borgerlige – at tiden nu er inde til at hyppe de egne kartofler og at lade fattigrøvene syd for alperne sejle deres egen sø.

Amerikanske rating-argenturer er chokeret (og vel i virkeligheden glad for) at det står så skidt til i Europa – og især mht. den indre europæiske solidaritet, at det er det syge Europa man skriver og snakker om – mens det økonomisk lige så syge USA således kommer ud af skudlinjen, så længe dem som flygter fra Euroen til dels - i mangel af bedre - flygter til Dollaren.

I sidste ende ville det nok være sundt, hvis bankerne smækkede kassen i - i forhold til Europas regeringer.  Således vil man være tvunget til at lade euro-trykkerierne køre – med inflation til følge. Vi ville blive fattigere alle sammen (også Danskerne vil blive trukket med ned) – men bankerne ville gå glip af de til dels helt urealistisk høje renter og ville blive spist af med inflationsramte Euro. Dens slags rammer uden tvivl også min pension – men med lidt ansvarlighed kan min generation da ikke forvente, at vi alle sammen låner til vores nuværende leveniveau, og efterlader gælden (til bankernes højtforrentede glæde)til dagens ungdom.

Inden for en europæisk helhed kan denne kontinents befolkning overleve (nogenlunde) autark så længe ingen rundt om gider tro på vores penge. Men så er det også slut med tøj, elektronik og endda underlødige frosne grøntsager til kinesisk/indiske dumpingpriser. At vækstraterne i disse lande så vil falde, er synd for dem som indtil videre kun kunne drømme om at få del i velstanden. Men hvis f.eks. Kinas voksende velstand skal baseres på europæisk-amerikansk uansvarlighed og plyndring af Afrikas ressourcer frembringer en evt. kinesisk røvtur – i forlængelse af vores egen - hos mig kun krokodilletårer.

Alt det jeg skriver her bevæger sig desværre indenfor mere eller mindre markedsøkonomiske rammer – ikke pga. manglende fantasi fra min side, men ud fra en stor mangel på tiltro til storstilet, frivillig solidaritet i vores endnu varende tilstand af forkælelse.

---

[1] Da jeg startede på Aalborg Universitetscenter (sådan hed AAU dengang) protesterede de nyfangede studerende imod at skulle læse engelsksprogede bøger – de krævede danske (som de anså for ideologisk mere tilforladelige)!

Transcendental Økonomi

Finanskrisen og de frie markedskræfter

Kort før regeringsskiftet meldte Venstre henholdsvis Liberal Alliance ud med følgende:

Venstre: Vi griber ind, hvis behovet opstår
Finansminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre mener, at der endnu ikke er behov for at gribe ind, men hvis behovet opstår, så er Danmark rustet til at gribe ind, siger han:

Med tilbagetrækningreformen og især efterlønsændringerne har vi skabt os et økonomisk råderum, så vi har økonomisk handlefrihed, hvis der sker noget meget dramatisk i verdensøkonomien, siger Claus Hjort Frederiksen.

Liberal Alliance: Lavere skat
Hos Liberal Alliance mener man ikke, der er tid til at vente. Lavere skat skal være vejen til vækst, mener partileder Anders Samuelsen, der foreslår en marginalskat på 40% og en halvering af selskabsskatten.

Anders Samuelsen oplyser, at partiet på sit sommergruppemøde i morgen vil komme med en økonomisk plan, der viser hvordan økonomien sagtens kan hænge sammen trods de store skattelettelser.

(DR – politik - 08. aug. 2011 14.14 Politik)

Hvis man går ud fra, at krisen skal løses ved at tage fat ved årsagen så er sagen jo ligetil:

I henhold til ”liberalisterne” fejler markedskræfter aldrig – og krisen kommer af?? for høje skatter!!

Det offentlige (statsmagten/kommunerne) kan jo ikke finde ud af at bruge pengene fornuftigt – men det kan de private investorer.

Så er der lige følgende historiske kendsgerninger, som man skal se bort fra:

Denne her verdenskrise startede med en boligboble af dimensioner, som allerede for fire år siden fik den amerikanske finanssektor med tilknytning til boligfinansieringen til at gå i sort  –  siden oplever vi at middelhavslandene  –  og landene omkring dem som stod bag investeringerne i disse lande - står for fald.

I medierne snakkes der mest om pensionssnyd og tomme statskasser pga. den offentlige administrations uduelighed. Alt imens kan man langs middelhavets kyster beundre millioner af fejlslagne byggeprojekter som satsede på huse og boliger og shoppingmalls  - finansieret af banker med hensyn til store afkast .

De milliarder som forsvandt og forsvinder der, snakker man ikke om. Bankerne er flade – bl.a. derfor – og har siden lånt penge af deres stater – det snakker man heller ikke om mere.

Hvordan nedsat skat til velhaverne skal rette op på denne suppedas vil liberalister som Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll nok forklare – ved hjælp af  ”Voodoo-economy[1]”. Det er jo i disse krisetider lagt op til mere transcendens[2] fra denne kant. 

p.s.
Nu fik liberalisterne i partiet Venstre på Landsmødet Lars Løkke Rasmussen med på at skærpe den liberale profil – med skattelettelser!

Venstre, som før valget ikke ville love skattelettelser synes nu, som oppositionsparti, at tiden er inde til at udvide de sociale skæl endnu hurtigere for at motivere de almindelige arbejdstagere til at arbejde mere. Hvorfor dog ikke gøre det i stor stil? Lad milliardærerne (også officielt) gå fri for skattebetaling, så vil millionærerne nok rubbe neglene og så vil vi alle blive velhavere.

---

[1] Voodoo economics is a derogatory term used to describe the economic process known as supply-side economics. The term was used by then-presidential candidate George Herbert Walker Bush, in his fight against Ronald Reagan for the Republican nomination in 1980. Voodoo economics is a complicated system that uses tax cuts as incentives to saving and increasing labor. Supply-side economics focus on increasing the supply of goods and services. According to some economists, by increasing supply, you will increase demand. (…) Voodoo economics largely revolved around the lowering of taxes to encourage a higher rate of supply. In theory, higher taxes discourage work, as they reduce the amount of take-home pay after taxes. They also reduce savings, as the after-tax amount in a savings account is lower. Lowering taxes on labor will lead to more take-home pay, and also means that employers can set wages lower because workers will be satisfied by the higher percentage of money they take home after taxes. Lowering taxes on savings, such as capital gains and interest taxes, will make saving more attractive, as your money will earn more. Theoretically, voodoo economics should lead to an increase in labor, employment, and savings.
http://www.wisegeek.com/what-is-voodoo-economics.htm

[2] Begrebet transcendent betegner det, som ligger udenfor enhver erfaring. For eksempel bliver Gud ofte beskrevet som transcendent, da Gud ifølge mange tænkere ikke kan erkendes af den menneskelige erfaring. Det er med andre ord noget, som hverken kan erkendes ved bevidstheden, sanserne eller erfaringen.

Asocial renlighed

Oldemødrene og deres puritanske mænd satte en gang for længe siden lighedstegn mellem renlighed og anstændighed. Vi kender endnu til de ”beskidte tanker”.

Hjemmet som renhedens/renlighedens eksercerplads står mestendels stadigvæk under kvindernes kommando. Desværre betyder det så, at de fortravlede, fuldtids beskæftigede enten skal pudse i en betydelig del af deres beskedne fritid – eller ser sig tvunget til at lukke hjemmet for utidige besøg af selv de allerkæreste venner. Slap af og drop det renlighedsvanvid – for din, din families og dine venners skyld.

kickstarte økonomien ved fornuftige projekter - hvad med elektrificering af jernbanerne?

Kære trafikpolitiker

- vær forvisset om, at den rolle som IC4-problemer udgør, kommer til at spille ind i udsigterne til elektrificering selvom trafikministeriet ikke taler højt om det. Med IC4 leveret og ombygget til en formue

http://www.youtube.com/watch?v=8vnXOLdSUvU

 – vel at mærke stadig til dieselbrug – bliver der først plads til elektrificering, når IC4 skal udfases igen - en gang - i 203?.
I N G E N  har talt om, at man kunne komme udenom kontraktproblemerne med Ansaldo Breda ved at lade IC4 elektrificere - i hvert fald hen ad vejen, som banestrækningerne bliver elektrificeret. De dieselmotorer som sidder i disse tog er jo ikke af den type, som holder togsættenes levetid ud - og togsættene kunne ved havarier og slid passende oprustes til eldrift, hvis man vel at mærke forbereder det i forvejen. Ombygningen skulle ikke foregå i ét hug men efterhånden togsæt for togsæt – i passende takt med en fremadskridende elektrificering af banerne. Ombygningen ville kunne foretages i Danmark uden en kapacitetsmæssigt uhensigtsmæssig stor kapacitetsudvidelse på værkstederne. Samtidig kunne der oparbejdes en dansk ekspertise, som ville blive en ”eksportvare” – i de kommende årtier – hvor pengene bliver små – oliepriserne fortsat stiger – og miljøkravene ligeså. Man vil i kriseår vende blikket bort fra TGV-lignende projekter og i stedet for satse på energirigtige transportløsninger til forholdsvis små penge. Togene behøver såmænd ikke højere topfart men bare bedre accelerationsevne – så kan de betjene mindre stationer og trinbrætter igen – på den måde erstatte busdrift mange steder – ug det uden at transporttiden stiger for dem som skal køre længere. Miljørigtige jetfly er der lange udsigter til. Togene skal stå sig i konkurrencen ved at være bedst for miljøet, mest pålidelige og billigst – ikke ved at være hurtigst!
Det er derfor jeg vil promovere elektrificeringen af IC4, fordi vi ellers får at vide - nu har vi altså købt de IC4 togsæt - og derfor er det hul i hovedet at elektrificere nu - det kan først komme på tale når IC4 står til udfasning - og der er så.....et godt stykke efter denne regering er gået af - selvom den skulle blive genvalgt et par gange.
med venlig hilsen


Philipp Blau

p.s.

Jeg tror ikke, at IC4 bliver de bedste tog, når de kommer på el – men de står ikke længere i vejen for elektrificeringen og de sviner mindre.
p.p.s.
Jeg ved godt at I har travlt i disse dage - og pengene er små - men ...når der nu skal kickstartes noget fornuftigt, kunne det jo være togdriften bl.a. Jeg indrømmer dog gerne, ikke at have set en elmotor med kickstarter.

Læg også mærke til, at IC4 forurener mere end det gamle IC3:
http://ing.dk/artikel/90196-ic4-forurener-mere-end-det-gamle-ic3