Democracy In Workhouse Europe

a. money
Faced with the prospect of a common European devaluation, it is relevant to imagine some scenarios for the near future in order to place ourselves as an individual, a municipality, party, region, nation and continent.
But nobody is talking about devaluation! No, but it's already taking place at pan-European level, noticed by the people only at the counter and petrol dispenser. Here prices rise more or less constant - opposite wages, which of course urges us to spend less.
"We" are not all of us - but only the majority. There's a group - or class - which can upgrade its own resources in relation to their ability to exploit a situation where the majority is getting poorer: the self-proclaimed international heroes, enterprising business owners and investors who can rejoice that some of our products despite the bad times are enjoying production and export growth on the basis of decreasing labor costs.

Let us drop the Euro, many Germans say, let us disconnect from the Euro many Danes think, hoping to leave Southern Europe in poverty while the middle and northern Europeans still could enjoy the southern sun, cuisine and charm at discount prices.
BUT where would we Danes end up on the global market, if the Danske Krone for a while were allowed to move freely in relation to the Euro? Even our smartest designs would be so expensive that they would remain on the virtual shelves. So some of us would exchange their short-time overrated Kroner to Euros or Neodrachmes (to anticipate a continued Greek downturn) and disappear with this gain to southern skies. But what about those who still want/need to work and survive here?
We will most likely experience our own devaluation together with our European neighbors - which all in all probably is preferable to a short-term monetary upturn and subsequent meltdown of trade- and payments balance.

b. democracy and peace
Yet democracy still rules in Western, Central and Southern Europe but apparently there is only very little awareness that democracy is very much dependent on the maintenance of social peace.
Those liberals who with joy and conviction recommend to let the poor trash of Southern Europe to their fate, have not fantasy or historical consciousness to see the drift towards fascism already underway. Can anyone really imagine that a fascist Hungary would be able to live peacefully together with Romania? Who could imagine that a local armed conflict down there had no influence on us? When Greeks in anarchic desperation attack tourist sites and branches of foreign banks and companies, could that happen without all Europeans suffering?

"Solidarity" is a concept that came out of fashion a few decades ago. It is time to reintroduce it - not only for the good conscience sake - but to find a way out of the economic but first and foremost political downturn that's threatening us.This solidarity is not free, but would be an excellent investment in a joint and hopefully peaceful future.
The U.S. rating agencies and global banks will punish us very hard for acting against their and World Bank recommendations. It will cost us dearly - but it would be a small price to pay compared to a social meltdown without solidarity with social unrest, fascism and possible war and civil war to follow.

Pursuing a particularly sharp increase in income disparities between the classes as crisis resolution is still "en vogue" with economy-experts and others of the same casting. But these people could not even spot the financial crisis when it was already on the way. They would first discover the serious threat to peaceful democracy (which they themselves have created) the day they pack their platinum credit cards to escape.

Fattiggaarden Europa og demokratiet

a. pengene

Ansigt til ansigt med udsigten til en fælleseuropæisk devaluering af karat, er det vel mentalhygiejnisk - dog især politisk - relevant at forestille sig nogle scenarier for en nærmere fremtid for at kunne placere (positionere sig, hvis man vil bruge det markedsprægede newspeak) sig dvs. os som individ, kommune, parti, region, nation og verdensdel.

Der er da ingen som snakker devaluering? Nej, den er allerede i gang, men da den for øjeblikket foregår på fælleseuropæisk plan bliver den ikke ”bemærket” af folket - lige bortset fra ved kasseapparatet og benzinstanderen. Her stiger priserne – i modsætning til lønningerne mere eller mindre konstant, hvilket selvfølgelig afstedkommer at vi må spare.

”Vi” er dog ikke os alle – men kun flertallet. Der er jo en gruppe - eller klasse - som kan opjustere sine egne indtægter i forhold til evnen til at udnytte, at flertallet bliver fattigere. Det er nationens helte, foretagsomme virksomhedsejere og investorer som kan glæde sig over, at nogle af vores produkter trods de dårlige tider nyder produktions- og eksportfremgang med baggrund i de i forhold til verdensmarkedet faldende lønomkostninger.

Så lad os da komme ud af den Euro siger mange tyskere, lad os da koble os af den der Euro tænker mange danskere i håbet om at kunne efterlade sydeuropæerne i fattigdom mens mellem- og nordeuropæerne igen kunne nyde den sydeuropæiske sol, køkken og charme til discountpriser.

MEN hvor ville vi danskere blive af på verdensmarkedet, hvis kronen for en stund fik lov til at bevæge sig frit i forhold til Euroen? Endda vores smarteste designs ville blive så dyre, at de ville forblive på de virtuelle hylder. Så ville der være nogen som veksler deres kortvarigt overratede kroner til Euro eller Neodrachmer (for at tage forskud på en fortsat græsk nedtur) og forsvinde med denne gevinst til de sydlige himmelstrøg. Men hvad så med dem som fortsat vil/skal arbejde og overleve her?

Vi får altså højst sandsynligt vores devaluering sammen med vores europæiske naboer – hvilket nok alt i alt er at foretrække for en kortvarigt valutarisk optur med efterfølgende nedsmeltning af handels- og betalingsbalancen.

b. demokratiet og freden

Endnu hersker der demokratiske tilstande i Vest- Mellem- og Sydeuropa men en tilsyneladende kun en meget ringe bevidsthed om, at disse demokratiske tilstande i meget høj grad er afhængige af opretholdelsen af social fred.

De liberalister som med glæde og overbevisning anbefaler at lade fattiglusene i Sydeuropa sejle deres egen sø, har slet ikke fantasi eller historisk bevidsthed til at se det skred i retning af fascismen som allerede er i gang. Forestiller man sig virkeligt, at et fascistisk Ungarn ville kunne leve fredeligt sammen med et fascistisk Rumænien? Forestiller man sig, at en lokal væbnet konflikt dernede ingen indflydelse vil få på os? Eller at grækerne går helt i sort og i anarkistisk desperation angriber turiststeder og filialer af udenlandske banker og virksomheder, uden at vi vil lide under det?

”Solidaritet” er jo et begreb som kom af mode for et par årtier siden. Det er på tiden at finde det frem igen – ikke alene for den gode samvittigheds skyld – men for at finde en vej ud af den økonomiske men først og fremmest politisk nedtur som vi er truet af.

Denne solidaritet er ikke gratis, men ville være en fremragende investering i en fælles og forhåbentlig fredelig fremtid.

De amerikanske ratingargenturer og globale banker vil straffe os meget hård for at gå imod deres og verdensbankens anbefalinger. Det vil koste os dyrt – men det ville være billigt sluppet i forhold til en social nedsmeltning uden solidaritet med social uro, fascisme og evt. krig og borgerkrig til følge. At satse på en særdeles kraftig forøgelse af indtægtsforskellene klasserne imellem som kriseløsning er endnu ”på mode” hos vismænd og andre af samme støbning. Men disse mennesker kunne jo heller ikke få øje på finanskrisen da den allerede var på vej. De ville først opdage trusslen imod freden og demokratiet den dag de pakker deres platinkort sammen for at stikke af fra den fascisme som de selv har fremmet via deres "vise råd".

 

Om at regere imod sin egen overbevisning

Nu hvor dagpengeperioden for alvor skal sættes ned fra 2 til 4 år og hvor man allerede kan udpege ofrene personligt, bliver det endnu en gang nærmest umuligt for Socialistisk Folkeparti – og nok også nogle socialdemokrater atter at straffe sine egne vælgere og at agere imod det man egentlig mener ville være socialt retfærdigt og værdigt.

SF og andre af lignende observans kommer til at gøre endnu mere ondt på sig selv og sine grundholdninger for derefter at fremstå endnu ynkeligere – og man ved det godt i forvejen.

At det er kommet dertil bliver af de borgerlige kommentatorer udlagt som et tegn på, at SF ingen regeringserfaring har – og derfor ikke ved/vidste hvad det kræver af kompromisser m.m.

Disse kommentatorer går ud fra at man har en kapitalistisk markedsøkonomi på verdens- og danmarksplan som på regeringsplan (uanset "rød" eller blå) slet ikke kan/må diskuteres, da den fremstår som den eneste mulige ramme for menneskelig eksistens på samfundsplan.
Ved siden af dem har man så de mennesker, som inderst inde slet ikke tror på den måde at regere og leve på, men som alligevel underlægger sig markeds- og pengeinteresserne i afmagt – for bare at at få lov til at file lidt på rammerne og for at lappe lidt på det syge system; det giver trods alt publicity og kunne for en stund også levere en vis fornemmelse af personlig succes.
Dette har været socialdemokratisk praksis siden en gang i mellemkrigstiden - til tider med ret positive resultater - og er nu blevet folkesocialistisk praksis i dette nye årtusinde - med meget dårlige udsigter til at genoptage den fordums socialdemokratiske reformvej.

I modsætning dertil er det da ingen kunst for borgerlige, markedsorienterede partier - som Venstre eller Radikale Venstre - at kræve og gennemføre verdensmarkedsorienterede lønforringelser for underklassen.

For dem er der ingen kameler at sluge men derimod bolcher. At der oven i købet stort set kun eksisterer en borgerlig offentlighed (når det gælder de store medier) gør det bare endnu nemmere at forsætte projektet med at gendrive den sociale udligning som havde fundet sted i den vestlige verden i det tyvende århundreds anden halvdel:

Væk med fagforeningerne

Væk med ikke profitorienterede uddannelser
Væk med sociale eksperimenter af social/socialistisk anstrøg
Væk med kritikken af de økonomiske magthavere
- til gengæld skal dem som stadigvæk tror på andre veje gøres til grin...

Så er der bare lige nogle hager ved dette politiske scenarium:

at det går at helvede til i og med den globale kapitalisme
at guruerne ikke aner hvad de egentlig skal stille op
at ”løsningen på krisen” skulle bestå i at fordre ofre fra dem som har det værst i forvejen...

Det ville da nok være på sin plads for et parti som SF at placere sig bevidst i dette spil – at erkende, at man på de betingelser som man i dag agerer på ikke kommer til at nå sine egne, grundlæggende mål - såfremt man kan huske hvad de gik ud på. Man kunne jo læse sit eget partiprogram - og forholde sig til det:
(...)

Et nyt samfund i et nyt århundrede

SF arbejder konsekvent for demokratisk socialisme. Ikke som en færdig formel for, hvordan samfundet skal bygges op. Men som en stadig bevægelse i retning af mere demokrati, af mere bæredygtighed og miljømæssig ansvarlighed, af mere solidaritet og social retfærdighed og af et mere fleksibelt internationalt samarbejde. Det er en stor ambition. Men kun store ambitioner flytter verden. Og SF er ikke tilfreds med verden, som den ser ud i dag.
I begyndelsen af det nye århundrede har liberalismen mere vind i sejlene end nogensinde - både i Danmark og internationalt. De utæmmede markedskræfter hærger, mens velfærdssamfundene og solidariteten er presset i defensiven. Uligheden vokser i takt med selvtilstrækkeligheden. De magtfulde netværk og store virksomheder har nærmest frit spil, mens demokratiet langsomt viger.
I den sammenhæng er der hårdt brug for et modspil fra venstre. Et modspil, der tager udfordringerne op og tegner et alternativ - viser, at samfundet kan forandres og bygges op på en ny måde, der er langt mere retfærdig og socialt ansvarlig. Det kræver en venstrefløj i offensiven. Det kræver en venstrefløj med selvtillid. Og det kræver en venstrefløj med tro, håb og vilje til at vise vejen til et nyt samfund.
http://parti.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=10954 

Forladt i EU

Da Berlinmuren faldt i 1989 var den europæiske eufori enorm. Endelig var chancen der for at skabe et stærkt fællesskab som skulle kunne drage nytte af de forskelligheder som trods alt herskede imellem kandidaterne til medlemskabet og dem som allerede var indenfor. Nye, billigere råvarer, nye markeder, nye arbejdskraftreserver bundet sammen af en ny fælles valuta: Euroen.

Skulle sådan noget lykkes - også mentalt og socialt - var forudsætningen en nærmest uafbrudt økonomisk fremgang svarende til den man havde oplevet fra omkring 1948 til 1973. Alle skulle drage fordele og ingen skulle reelt betale og slet ingen skulle komme i knibe i foretagendet.

I Danmark var der ikke så mange som var begejstrede tilhængere af dette ”Happy Europe”. De borgerlige gik ind for EU og (til dels) Euroen med baggrund i interesse for økonomiske fordele for landbrug og industri – og venstrefløjen var i 1989 lige så meget imod EU som i 1972 under henvisning til ”kapitalismens Europa” som modsætning til det trods alt mere ”blandingsøkonomiske Danmark”.

Siden har  danske regeringer - såvel socialdemokratiske som borgerlige - med stor iver bedrevet en afvikling af den offentlige sektors andel i forskellige dele ag samfundslivet - ikke på baggrund af trusler fra EU men på baggrund af egne ”erkendelser” udruget af egne vismænd m.m. som ene og alene orienterer sig mod anglikansk-amerikansk økonomisk og sociologisk tænkning.

Danmark var (er) politisk og strategisk set ligesom Storbritannien USA's logrende halehæng i EU: NATO frem for EU og hellere en svag EU end en stærk union. At man mentalt endu ikke har meldt sig helt ud hænger nok sammen med, at samhandlen med Eurozonen er den helt afgørende faktor for Danmarks nationaløkonomi hvilket afstedkommer, at kronen følger Euroen op og NED. Kronen har dog den fordel frem for Euroen, at Danmark selv bestemmer, hvor meget man vil bidrage til at holde gang i de allermest skrantende økonomier på vores subkontinent Europa.

Det som overordnet ville og skulle holde sammen på butikken Europa er er parlament som ganske vist har vundet indflydelse som sådan, men som i sin babyloniske sammensætning fremtræder og til dels også agerer som en formsamling af levebrødspolitikere som udelukkende er forpligtiget overfor deres egen og deres klienters velfærd. Da man i sådan en situation kun i meget begrænset omfang kan føre en samordnet økonomisk politik venter mange mere eller mindre passivt på, at hele EU kæntrer og at derved bliver plads til at springe fra bord uden at blive ramt af sanktioner. En del danske økonomer og politikere helt med på den model! Det absurde ved dette tankesæt er dog, at Euroen ikke ville blive mindre værd som betalingsmiddel overfor resten af verden, hvis Grækenland og derefter nogle flere af de allermest skrantende europæiske lande ville melde sig ud eller blive smidt ud af Eurozonen. Otto Normalverbraucher i Tyskland drømmer om at kunne vende tilbage til D-Mark som ville gøre ham til den velpolstrede turist og storforbruger de fleste gerne vil være. Sagen er bare den, at en D-Mark med  en i begyndelsen tårnhøj kurs overfor de andre valuter lynhurtigt ville skyde den tyske eksport og dermed den tyske industri i sænk. Noget af det samme vil gøre sig gældende for en ”Resteuro” hvor de mest velkørende økonomier indenfor Eurozonen fastholder Euroen. Den ville ratingargenturene og valutaspekulanterne kunne lide - hvorefter også disse lande ville få alvorlige eksportproblemer med yderligere nedture som følge. Der vil Danmark overligt blive trukket med ned.

Mange i denne skrantende cirkus hengiver sig stadigvæk til illusionen, at et eller andet ”verdensmarkedet” (Kina, Indien ....??) vil holde sin usynlige hånd under dem, således at der vil genopstå en form for økonomisk balance efter nogle kriseår, uden at man skal eller må gøre andet end at hyppe sine egne kartofler.

På et eller andet niveau indeholder denne forestilling den sandhed, at der nok vil komme en optur igen (efter katastrofen) - der er bare ikke ret mange som ønsker at gøre sig en idé om, hvor mange unødvendige ofre, hvor uhyrligt et ressourcespild, hvilke konflikter og hvor stor menneskelig elendighed denne form for laissez faire er ved afstedkomme.

DREAM – og verdenen

Danish Rational Economic Agent Model

Finansministeriets drømmemodel er 'kejserens nye klæder' skriver Jesper Jespersen (professor i økonomi ved Roskilde Universitet) d. 02.juli 2012 i Information.

Men hvad går denne model ud på – og hvor stor er sandsynligheden for at den holder (til virkeligheden)

Følgende siger DREAM om sig selv:

”DREAM er en makroøkonomisk simulationsmodel, der har været under udvikling siden 1997. DREAM er en såkaldt 'generel ligevægtsmodel', hvor andre kendte økonomiske simulationsmodeller (som for eksempel SMEC og ADAM) er økonometriske. Økonomiske simulationsmodeller bruges til at lave forudsigelser af den sandsynlige økonomiske udvikling og til at foretage konsekvensberegninger af økonomisk-politiske tiltag. Forskellene mellem generelle ligevægtsmodeller og økonometriske modeller ligger i det økonomisk-teoretiske grundlag og i den anvendte simulationsmetode. Generelle ligevægtsmodeller har typisk større fokus på beskrivelsen af incitamentsvirkninger af økonomisk politik og økonomiske forhold, hvor økonometriske modeller i højere grad betjener sig af statistiske estimationsmetoder.

(...)

Formål

Formålet med projektet er udviklingen af en dynamisk generel ligevægtsmodel med overlappende generationer, der blandt andet er egnet til følgende formål:

• Evaluering af finanspolitiske tiltag med hensyn til holdbarhed, efficiens og intergenerationelle fordelingseffekter.
• Langsigtede fremskrivninger af den danske økonomi.
• Evaluering af de økonomiske konsekvenser af demografiske forskydninger.

DREAM er udviklet for at kunne opfylde af disse overordnede formål på en meningsfuld og tilfredsstillende måde. Derfor lægger vi stor energi i en detaljeret modellering af det danske samfunds økonomiske institutioner, herunder den offentlige sektor, velfærdsstaten (overførselsindkomster mv.), arbejdsmarkedet, pensionskasser og produktionsforhold i bred forstand.

Om den økonomiske teori, der bruges i DREAM

Modelleringen i DREAM bygger på en økonomisk teoretisk forståelsesramme, der kaldes generel ligevægt. I generel ligevægtsteori udledes de økonomiske agenters adfærd på basis af en formaliseret beskrivelse af agenternes incitamenter og på basis af de økonomiske rammer, der bestemmer deres handlemuligheder. Et økonomisk system siges at være i generel ligevægt, når alle aktørerne i økonomien handler i overensstemmelse med deres incitamenter og udnytter deres handlemuligheder til fulde. ...”

http://www.dreammodel.dk/intro_model.html

Det mest iøjnefaldende ved denne form for beregningsmodel er for mig at se den ”glorificering” af enkeltstaten – den tilsyneladende autonomi af en (i det her tilfælde danske) nationale økonomi.

Euroen vakler, USA fortsætter med kæmpeunderskud – hvor længe endnu? – og lille os er dybt involveret i den globale suppedas med overproduktion (af visse varer), skrumpende naturlige ressourcer og truende klimaforandringer med dramatiske økonomiske følger – og så kan man hygge sig med computerstyrede ligevægtsmodeller for Danmarks økonomi og gøre dem til rettesnor for vores fremtidige tiltag efter devisen: det vi ikke kan gøre noget ved, det kikker vi slet ikke på. gudfaderbevaros

Drivkraften mangler

Teknologisk udvikling var og er en af de væsentligste drivkræfter i en kapitalistisk vækstøkonomi. Liberalisterne hævder som regel, at det er konkurrencen på markederne som driver værket her. Der er selvfølgelig noget om det, når det drejer sig om kontinuerlige små forbedringer eller udvikling af produkter, som man anser for at have chancer som salgsvare.

Hvis det dog kommer til ægte kvantespring, hvor der skal satses på lang sigt så kommer markedsøkonomien til kort:

Hvem ville hævde, at månelandingen ville have fundet sted i 1969[1] – eller nogensinde  - hvis den skulle have vært iscenesat på markedsvilkår?

Våben- og rumkapløbet var en af de helt afgørende drivkræfter i det 20. århundredes teknologiske landvindinger.

Kapløbet var et ideologisk strategisk kapløb – ikke et markedsøkonomisk. Siden er den kolde krig afviklet (heldigvis!) – og udviklingen er ved at gå i stå der – hvor markedet bestemmer alene.

National Science Board Report: US Losing Research and Development Jobs to Asia

Sunday, 22 January 2012

By Dave Johnson

The United States is losing ever more jobs and becoming ever less competitive as our universities are cut back and companies move R&D jobs to Asia. We lost 687,000 high-tech manufacturing jobs lost since 2000. Universities cut back 20% on public research. 85% of growth in R&D employment by American companies occurred abroad.

Jobs Lost

Product Design and Development News: U.S. High-tech Jobs Lost as Technological Lead Shrinks

The United States lost 28 percent of its high-technology manufacturing jobs over the last decade, as the nation’s rapidly shrinking lead in science and technology in the global marketplace was accompanied by a toll on U.S. high-tech jobs, according to a new study released today by the National Science Board (NSB), the policy making body for the National Science Foundation.

One of the most dramatic signs of this trend was the loss of 687,000 high-technology manufacturing jobs since 2000. U.S. multinational corporations also created research and development (R&D) jobs overseas at an unprecedented rate. Meanwhile, China became the world leader in high-technology trade and, for the first time, Asia matched the United States in R&D investments.

Companies Moving R&D

WSJ: US Loses Out as R&D Shifts to Asia,

The U.S. is rapidly losing high-technology jobs as American companies expand their research-and-development labs in China and elsewhere in Asia, the National Science Board said Tuesday.

[. . .] Since 2004, about 85% of the growth in R&D workers employed by U.S.-based multinational companies has been abroad, according to the National Science Board, a policy-making arm of the National Science Foundation, a U.S. agency. U.S. companies generally aren't closing labs at home but rather focusing their expansion abroad. The overseas portion of their R&D employment grew to about 27% in 2009 from 16% in 2004, the report said.

Universities Cutting Back, Too

At the same time, budget cuts are forcing our Universities to cut back on R&D.

The Chronicle of Higher Education: State Budget Cuts for Research Universities Imperil Competitiveness, Report Says

States have cut funds for public research universities by 20 percent in constant dollars from 2002 to 2010, according to a report issued on Tuesday by the National Science Foundation.

The report, "Science and Engineering Indicators: 2012," is a compendium almost 600 pages long of scientific trends in the United States and around the world. The agency releases such data every two years.

The findings in this year's report demonstrate a continuing trend in scientific innovation. While countries like China and India have increased their spending on technology and education, the United States has found itself hamstrung by a weakened economy since 2008.

Other Findings

Other key findings in the report include:

Three countries—the United States, China and Japan—were responsible for more than half of the world’s $1.28 trillion in R&D spending in 2009. (China overtook Japan during the last decade to become the second-largest R&D-performing nation.)

Between 1999 and 2009, the United States’ share of R&D dropped from 38 percent to 31 percent; the EU’s share declined from 27 percent to 23 percent; and the Asian region grew from 24 percent to 32 percent.

Many Asian countries have increased their investment in R&D relative to their GDP, with China almost tripling its R&D/GDP ratio since 1996. The United States’ R&D/GDP ratio recently has edged upward, while that of the EU has remained steady.

The developed world’s lead in higher education has declined dramatically. In 2008, only 4 percent of the world’s engineering degrees were earned in the United States, while 56 percent were awarded in Asia, including one-third in China.

The number of natural sciences and engineering doctorates awarded by Chinese universities has more than tripled since 2000. At 26,000 awarded in 2008, the number of these Chinese doctorates now exceeds the number earned in the United States. And, unlike in China, a large share of these U.S. doctoral degrees are awarded to foreign students. In 2009, 44 percent of the 24,700 U.S. natural sciences and engineering doctorates were awarded to temporary visa holders. Some 57 percent of engineering doctorates were awarded to foreign students.

American industry, which historically has supported about 60 percent of U.S. R&D, reduced R&D funding by nearly 4 percent in 2009. (A rise in U.S. government R&D funding under the American Recovery and Reinvestment Act partially offset the private-sector reduction.)

Job losses from the 2007–2009 recession were less severe for science and engineering workers than for the U.S. workforce as a whole. In 2010, the median income for workers in science and engineering jobs ($73,290) was more than double the median income of all U.S. workers ($33,840).

Chinas offical site on the gouvernements economic policy:
http://www.china-economy-policy.com/#chapter2

---

[1] Månelandingen 20. juli 1969 kl. 21:17 dansk tid^[1] var en utrolig teknologisk bedrift, hvor man for første gang landsatte et bemandet fartøj på Månen. Den 21. juli kl. 03:56 dansk tid (20. juli kl. 21:56 Houstontid) trådte det første menneske sin fod på Månen.

Dobbeltmoralens lovprisning

”Hvis moral er god må dobbeltmoral være dobbelt så god” fremstår som en meget ironisk forkastelse af dobbeltmoral i almindelighed.

Det er jo også næsten uudholdeligt at blive konfronteret med andres normkrav, som de tydeligvis ikke selv lever op til. Ta for eksempel en direktør som forklarer nødvendigheden af reallønsfald i Danmark generelt og for hans ansatte i særdeleshed for derefter glædeligt at tage imod en stor lønforhøjelse + bonus bevilliget af vennerne i bestyrelsen. Der kunne opremses et uendeligt antal af eksempler, hvor evt. læsere ville være enige med mig, at det simpelthen er en skandale at ….

Og dog .. ..

Moral som et mere overordnet normsæt for vores adfærd er en harsk søster at have:

Ingen løgne

Ingen fortielser for at skjule egne fejl
Intet skattesnyd
Intet utroskab
Ingen udskejelser i det hele taget
Intet hovmod
Ingen falsk beskedenhed …

Der er der da ingen som kan sige sig fri for at have trådt i spinaten  - og skulle der være nogen - så er de ikke til at holde ud at være sammen med.

Må vi så ikke kræve at politikerne ikke lyver for åben skærm?

Må vi så ikke kræve at folk ikke kører når de har drukket?
Må vi så ikke kunne gå ud fra, at et løfte er et løfte?
Må vi så ikke …

Jo vi må og skal. Meget af vores lovgivning er en stor bunke dobbeltmoral, udarbejdet og vedtaget af mennesker som ofte allerede ved vedtagelsen havde overtrådt deres egne lovkrav.

At kunne opretholde en vis grad af orden uden at forpeste vores tilværelse er en balancegang mellem moral og livsudfoldelse. Der har vi som kollektiv brug for ”dobbeltmoralen” for at bevare os fra kaos.

Hvad vi stiller op med dette dilemma hver for sig, er en anden sag.

_{"Iustitia est constans et perpetua voluntas ius suum cuique tribuendI"}