In eigener Abschreibe – halbseitiger Weltschmerz Warum ich unbedingt an meinem 60 Geburtstag (wieder einmal) die Treppe runterfallen muss? Muss? Müsste ja nicht sein, wenn der Gummi der Pyjamahose nicht so schlabbrig wäre, dass ich mir mit den eigenen Fersen in die Hosenbeine trete. Na ja, das Wichtigste zum Schluss – der banale Weg zur Erkenntnis wird dann nachgereicht. Warum ich die ganze Zeit im Facebook rumhänge? Dann dazu noch einen Blog schreibe, und dabei das Leben und meine noch anwesende Familie übersehe, so wie auch die Staubknöllchen unter dem Küchentisch? War ja richtig stolz von Kindesbeinen an, viel zu wissen. Das kam nicht von ungefähr sondern zuerst mal von Papa und Mama (wohl in der genannten Reihenfolge) – und so ab sieben von den Büchern. Die konnte ich mir wahllos reinziehen und da blieb jede Menge hängen, vieles unverdaut einiges nicht verstanden aber vieles auch kapiert: vom Linz-Donauwitz Stahlverfahren bis zum weichen[1] und harten[2] Schanker (Ersteres aus der Selbstberäucherungsliteratur der verstaatlichten Industrie bei Papas Büchern – hat er wohl selber kaum gelesen aber geschenkt bekommen und rauf ins Regal – Letzteres aus der Hebammenliteratur der Oma, die diese sicherlich ganz genau gelesen hatte). Wie auch immer, die Selbstachtung wuchs und die Anerkennung zu Hause und auch in der Schule auch. Mit der Fachliteratur war dann irgendwann am Anfang der Pubertät Sense, aber um der Unterhaltung willen blieb ich der Schönliteratur weiterhin treu. Wir bekamen unseren Fernseher recht spät – erst als sich der Papa hatte scheiden lassen und ausgezogen war. Und da hatte ich mir das Lesen zum Vergnügen schon so angewöhnt dass mir das blieb. Man kann dabei auch ganz viel lernen, besonders wenn man Vieles auch als Zeitdokument versteht – nicht unbedingt was die Handlungsabläufe und Daten angeht – aber die Denkweisen und Interessengebiete, was man so im Alltag machte, was man trank uns aß, was man anzog, was man hatte oder nicht… Irgendwie hab ich das kapiert und dann Vieles raus gepiekt und auf die rechten Gedächtnisregale geschuppst. Zeitunglesen war sowieso immer angesagt, dazu kam dann das Fernsehen aus staatlicher Hand, wo es immer um halb acht ganz gründlich Nachrichten gab - sowohl in Österreich als auch in Dänemark. Und diese Nachrichten waren/ sind tatsächlich immer noch so eine Art Pflichtvergnügen des geistigen Horizontupdates. Wahrscheinich haben die irgendwann kapiert, dass ich und die meisten anderen vieles nicht kapieren – und das Niveau dann darauf ausgerichtet – dafür gibt’s dann aber zwei Sprecher – immer einen Mann und eine Frau oder umgekehrt – die können dann auch ein bisschen schäkern ..damit wir hängen bleiben – was heißt wir?? Ich schweife ab, ich weiß – Nach den Unfällen mit Gedächtnisverlust, war mir vieles von diesem Wust an gehorteten Informationen abhanden gekommen - aber das Bewusstsein, dass ich einmal da oder dort etwas gelesen hätte - zu diesem oder jenem Thema nicht. Ja und dann war zu diesem Zeitpunkt ja das Internet schon längst erfunden und Lexika auf CD und, und.. So war ich scheinbar weiterhin immer noch gut drauf, was Wissen anbelangt, wenn mein Computer – oder nur irgendeiner mit Netzverbindung greifbar war. Darüber hab ich schon in meiner Abschiedsrede für die Schulde geschrieben – meine ich jeden falls[3]. Aber dann ging’s ab in die Pension, als ich dann meinen Unterricht nicht mehr auf die Reihe bringen konnte. Und jetzt? So im Alltag, wo ich so auch ganz gerne mit Wissen angegeben hätte, läuft’s nicht richtig – jedenfalls nicht im Gespräch so Angesicht zu Angesicht – „Ich glaub ich hab da mal was gelesen – fällt mir aber nicht ein“ – geht auf die Dauer nicht – so hält man dann lieber das Maul und hört zu – und merkt sich auch nicht, was die Anderen sagen , weil sich die ja auch nicht so gerne wiederholen. Und: „ Was war das, was du da vorhin gesagt hast“ .. geht nur ein paar Mal in so einem Gespräch mit mehreren Teilnehmern. So online chatten ist so ungefähr das selbe , da warten die Partner nicht so lange – da wird abgeschaltet oder umgeschaltet . ABER Facebook oder Blog – da kann man sich schon so ein paar Minuten oder Stunden zum Recherchieren Zeit nehmen – uns das „Da war doch irgendeiner der einmal gesagt/geschrieben hat“ .. wird dann zu „Der oder die hat da und dort..“ Toll – was der alles weiß! Mag sein, dass das vielen Facebookfreunden ganz egal ist – mir aber nicht. So bin ich dann mächtig stolz, dass ich noch so mitreden kann.. so virtuell! So ein Scheiß, das werd ich aber kräftig reduzieren müssen, sonst vertrockne ich hier vor dem Bildschirm – oder gewöhne mir saufen und naschen zum Schreiben an, dann werd ich eine Superqualle, die sich überhaupt nicht mehr unter Menschen wagt – irgendwo bin ich ja immer noch eitel. Glücklicherweise – denn diese Eitelkeit und natürlich auch der Wunsch, länger als programmiert leben zu können, treiben mich weiter - hin zu meiner Fitnessmaschine. Und das macht’s, dass ich auch meinen heutigen Geburtstagstreppensturz ganz gut überlebt habe: ein abgeschabter Knöchel, die rechte Arschbacke tut sauweh – und der Kopf ein wenig. Aber sonst ? – geht doch.. Dann hatte ich gestern auch noch Bente (meiner Frau) mal so einen richtigen hysterischen Anfall vorgespielt – wie der aussehen könnte, wenn ich wirklich in Saft gehe. Ich war es leid, bei Gezänk in Geldangelegenheiten zu hören zu bekommen ich wäre hysterisch, und dann so als Retourkutsche mit dem Körperteil verglichen zu werden, der mir gerade richtig weh tut - nicht in aller Ruhe sondern im Schreiton der Überzeugung. Wie auch immer – ich wird jetzt kräftig nachlassen mit der Angeberei in der Onlinewelt und sehen, ob ich mich so von face to face (und dann noch auf Dänisch, mit dem ich mich jetzt wieder etwas schwer tue) ins wirkliche Leben integrieren kann. Wird sich ja herausstellen. Glücklicherweise sind meine Blechtrottel so alt, dass sich ein Verkauf nicht auszahlt. Außerdem kommt man ganz ohne so „Internet mit allem Drumherum“ nicht aus – da gibt’s dann weder online kaufen noch Mails – das wäre dann schon auch wieder ein- und mühsam. So ein bisschen tschüss baba meinerseits ist das hier schon. Bin ja jetzt auch 60 und da kennt man sich mit den Dingern sowieso nicht so richtig aus (so war‘s jedenfalls vor 10 Jahren). Wie war das jetzt mit dem Treppen Sturz heute Nacht? Also wenn ich nix sehe, dann hab ich auch keine Balance und deshalb bleibe ich lieber im Stock, wenn ich mal raus muss in der Nacht. Früher ging’s immer runter über die Treppe, weil unten im Bad Fußbodenheizung an ist. Naja dann bin ich schon früher in der Finsternis die Treppe runter gedonnert – und so - als Geburtstagspräsent (?) - hab so im Halbschlaf wieder einmal die Treppe genommen, das Licht nicht angemacht aber dann auch die Hose nicht hochzogen – mir selber ins Hosenbein getreten – auf der lackierten Holztreppe – karabum. Irgendwie hat sich der Schlag in die Birne verpflanzt und da scheinbar einige Erkenntnisse aus den Tiefen des Nichtverstehens hochgerissen – und um 03.30 denk ich sowieso immer noch einigermaßen: – angesagt ist im neuen Lebensjahrzehnt: mehr raus aus dem Netz, mehr rein in die Welt vor meiner Nase. | Hjemmelavet fest(af)skrift – Weltschmerz på den ene halvdel Hvorfor skal jeg absolut på min 60-årsfødslesdag (atter en gang) falde ned ad trappen? Skal? Det ville jo ikke være sket, hvis bare elastikken i pyjamasbukserne ikke var så slap, at jeg med hælen træder på buksebenene indefra. Nå ja, det vigtigste i dette skriveri – den banale vej til erkendelsen – kommer først helt til sidst i denne tekst. Hvorfor hænger jeg ud på Facebook, skriver en blog og overser min endnu tilstedeværende familie ligesom nullermændene under køkkenbordet? Fra barnsben af, var jeg jo mægtig stolt af at vide meget. Det kom ikke sådan af sig selv men først fra far og mor (velsagtens i nævnte rækkefølge) – og så fra syvårsalderen fra bøgerne. Dem kunne jeg sluge råt og hurtigt, og masser af det slugte blev hængende, meget ufordøjet, en del uforstået men en også en god del kaperet: lige fra LD-stålfremstillingsmetoden til ulcus og syfilis. (Førstnævnte fænomen fra den østrigske stålindustris selvrosende udgivelser som stod på farmands boghylder – han har næppe læst dem nogensinde, men fået dem som gave og straks parkeret dem på reolen; sygdommene til gengæld fra farmors samling af faglitteratur for jordmødre - som hun utvivlsomt havde læst nøje.) Lige meget hvor min viden måtte stamme fra eller hvad den handlede om – min selvagtelse voksende og anerkendelsen derhjemme ligesom i skolen i samme takt. Hvad faglitteraturen angår, så holdt jeg op med at læse den uden egentligt formål, da jeg kom i puberteten, men for underholdningens skyld blev jeg ved med at konsumere skønlitteratur. Vi fik vores fjernsyn ret sent – først da far havde ladet sig skille fra mor og var flyttet. På det tidspunkt var læsning blevet til en ren fornøjelse som hang ved. Man kan også lære en masse af romaner, især hvis man læser dem som dokumenter fra deres samtid – ikke når det gælder handlingen eller data – men tænkemåder, menneskers interesser, hvad man lavede i hverdagen, spiste og drak, hvilket tøj man havde, alt det man (allerede) havde eller endnu ikke kendte til … På et eller andet tidspunkt gik dette op for mig og jeg opsamlede megen viden i skønlitteraturen, som jeg derfra ret systematisk anbragte på de rette hylder i hukommelsen. Avislæsning var dengang en selvfølgelighed, dertil kom det statslige fjernsyn, hvor der hver dag var nyheder kl. 19.30 – såvel i Østrig som i Danmark. Og Tv-avisen var/er faktisk stadigvæk en slags pligtfornøjelse til personlig opdatering. På et tidspunkt må dem som producerer Tv-aviserne have forstået, at jeg og mange andre publikummer ikke forstår en god del af stoffet og indrettede så niveauet derefter – til gengæld er der nu altid to speakere – altid en mand og en kvinde – eller omvendt – og de kan så flirte lidt hen igennem udsendelsen … så vi ikke skifter kanal – hvad mener jeg egentlig her med ”vi”??? Jeg bliver afsporet, jeg ved det godt – Efter mine uheld med delvist hukommelsestab m.m.til følge var meget af min hamstrede viden gået tabt – men bevidstheden om, at jeg her og der havde læst noget om det ene eller andre emne var der stadigvæk. Og så var internettet jo for længst opfundet og opslagsværker på CD og, og … Med disse hjælpemidler var jeg stadigvæk ovenpå, hvis bare min computer – eller bare en eller anden med opkobling var til rådighed. Det har jeg vistnok allerede skrevet om i min afskedstale (på skrift) til lærerværelset på skolen.[4) Så gik jeg jo sidenhen på pension, da jeg havde problemer med af få undervisningen til at hænge sammen (for mig selv). Og nu? I hverdagen, hvor jeg tidligere kunne lide at blære mig med viden, kører det ikke rigtig for mig – i hvert fald ikke i samtaler – ”jeg tror jeg har læst noget om det her – jeg kan bare ikke huske det” – holder ikke i længden. Så vil man hellere holde mund og lytte – og kan alligevel ikke huske, hvad de andre siger, fordi folk jo heller ikke så gerne gentager sig selv på opfordring. ”Hvad var det nu, du sagde lige før”.. kan kun gå an et par gange i løbet af en samtale med flere deltagere. Hvis jeg nu skulle chatte online, så er situationen den samme; da venter samskrivepartnerne ikke længe – melder sig ud af chatten, skifter væk. MEN med Facebook eller i en blog kan man sagtens få lov til at bruge nogle minutter eller timer til research – og således bliver ”da var da en eller anden som har sagt/skrevet”… til ”Ham/hende har i sin…skrevet/sagt, at…” Utroligt, hvad denne mand ved! Det kan meget vel være, at mange af minde facebookvenner er helt ligeglad med det – men jeg er det ikke. Så er jeg stolt og glad, at jeg stadigvæk kan snakke med …virtuelt! Sikke noget lort! Det må jeg skrue kraftigt ned for. Ellers tørrer jeg ind foran skærmen – eller begynder at pimpe og spise slik til skriveriet og bliver til en kæmpe gople som ikke vover sig udenfor – jeg er jo stadigvæk forfængelig. Heldigvis – forfængeligheden og ønsket om at måtte leve længere end programmeret, skubber mig videre – hen til fitnessmaskinen. Og det bringer med sig, at jeg også har overlevet dagens fødselsdagstrappefald uden større men: en skrabet ankel, højre røvballe gør meget ondt – og hovedet lidt. Men ellers? – det går.. Så var der også lige det, at jeg for Bente (min kone) spillede et alvorligt hysterisk anfald, for at give et indtryk af, hvordan det ville være, hvis jeg for alvor gig amok. Jeg var led og ked af det, ved kævlerier om pengesager at måtte høre, at jeg var hysterisk og ved samme lejlighed blive sammenlignet med den del af kroppen, som jeg lige nu har temmelig ondt i – ikke sagt i al gemytlighed men med overbevisningens maksimale stemmekraft. Uanset hvad – nu skal jeg skrue kraftigt ned for det pral i onlineverdenen og se, om jeg kan - sådan face to face - deltage noget mere i de virkelige liv (og endda på dansk som jeg nu igen har fået lidt svært ved). Det vil jo vise sig. Heldigvis er mine computere så gamle, at de ikke ville indbringe noget ved salg. Jeg kan alligevel ikke klare mig helt uden ”Internet med det hele” – så ville der jo hverken være mails eller nethandel – igen en møjsommelig form for ensomhed. Men en slags ”farvel og tak” er det her nok alligevel. Jeg er 60 nu, og i den alder kan man alligevel ikke rigtig finde ud af det med computeren (sådan var det i hvert fald for 10 år siden). Hvordan var det nu med trappefaldet i nat? Altså – hvis jeg ikke kan se noget, har jeg ikke nogen balancefornemmelse. Derfor plejer jeg også at forblive oppe på første sal, når jeg skal ud af sengen om natten. Tidligere brugte jeg altid badeværelset i stuen, hvor der er gulvvarme. Nå ja – jeg har allerede en gang før prøvet at rumle ned ad trappen i mørket – men (som fødselsdagsgave?) tog jeg halvvejs sovende trappen, lod være med at tænde lyset, trak ikke op i bukselinningen – trådte med hælen ned i det ene bukseben – på den lakerede trætrappe – karabum. På en måde har losset i røven forplantet sig til hovedet og der revet en erkendelse fra underbevidstheden til det klare (åndelige) morgenlys – kl. 03.30 er trods alt det tidspunkt i døgnet hvor mit hoved endnu fungerer nogenlunde: Ud af (Inter)nettet, mere ind i verdenen som ligger lige foran min næsetip. |
[1] Ulcus molle (Weicher Schanker, “Dritte Geschlechtskrankheit”)
2 Syphilis
[3] ”Aber da ich mich nicht mehr wirklich erinnern konnte, konnte ich meine Lehrerrolle nicht und wurde an den Katheder gebunden, wo ich mich an mein Laptop klammerte - hatte so keine Möglichkeit mehr, mich im Klassenzimmer zu bewegen und mich mehr oder weniger persönlich an die Schüler zu wenden. In persönlichen Gesprächen konnte und kann ich nicht immer intellektuell folgen. Es ist ja gut zu wissen - ja, es gibt viele Studenten und Kollegen, die schlauer oder schneller in der Wahrnehmung sind als du - aber es ist nicht gerade erhebend für das Selbstbewusstsein. Der Grad des Gefühls der Herabwürdigung kann recht unterschiedlich sein, aber ich bin nicht geneigt zu akzeptieren, dass ich so peinlich bin, dass ich mich verstecken müsste.“
[4] Men da jeg så ikke længere kunne huske rollen ordentligt og var bundet til katederet, hvor jeg klamrede mig til papirerne og den elektroniske støttepædagog, var det jo slut med at bevæge mig rundt og tale (mere eller mindre personligt) til publikum. I personlige samtaler kunne og kan jeg heller ikke altid intellektuelt følge med mere. Det er jo - set udefra - fint, at der er mange elever og kollegaer som er klogere eller hurtigere i opfattelsen end man selv er – men det er ikke ligefrem opløftende for en selv, at måtte konstatere dette.
Graden af nederlagsfornemmelse kan dog variere kraftigt, og jeg er ikke til sinds at føle mig så pinlig, at jeg bliver nødt til at gemme mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar