Måste en anständig medborgare uppskatta Ikea?

Inferno

oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

trykt i Information d. 15-04-2011

af Gyrôir Eliasson

Vi var netop flyttet ind i en lejlighed i et forstadskvarter. Der havde været en hel del besvær med at hente og bringe ting og lave adskilligt, som man slet ikke gad, men som regnedes for nødvendigt efter samfundets målestok. Det var den syvende dag, efter at vi flyttede, at min kone sagde, at nu blev vi nødt til at tage i Ikea og købe en lænestol, der passede bedre til sofaen end den, vi havde i forvejen.

Jeg mente lige præcis ikke, at der var noget i vejen med stolen, vi havde, men sagde ikke noget til det.

»Du husker nok den stol, jeg viste dig?«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

»Den, der var ikataloget«,

sagde hun.

»Nej,« sagde jeg.

»Du husker aldrig noget som helst.«

»Det er sikkert rigtigt.«

sagde jeg.

Tiden gik med at hænge billeder op og stille bøger på plads i reoler, og det var tid til eftermiddagskaffe, da vi omsider drog ud pa stoleindkøbet.

Det var akkurat ved at blive efterår, bladene begyndt at falde af træerne, og de matte skygger af deres stammer faldt på græsplænerne i eftermiddagssolen.

Trafikken var rædsom her sidst på dagen, sådan som den faktisk altid er i denne lille by, der forsøger at være så stor. Jeg havde tændt for radioen. Bob Dylan sang et nummer fra pladen Street Legal. Jeg lyttede - og kiggede frem for mig gennem solbrillerne.

»Du er altid ligesom ved siden af dig selv, når du kører.«

sagde hun og skruede ned for radioen.

»Er jeg?«

sagde jeg.

»Ja, altid."«

Firehjulstrækkerne suste forbi os, den ene efter den anden.

Det gamle tuberkulosehospital på Vifilsstadir dukkede op omgivet af det gulnende græs og den spredte trævækst, mindede om en aflagt herregård, muligvis svensk, i hvert fald meldte Margit Søderholm sig altid i tankerne, når jeg kørte forbi det sted. Bag huset var der aflange, kratbevoksede bakker, brunlige nu i efterårslyset. Et stykke borte nærmede Ikea-bygningen sig. Der er ingen, der fatter, hvordan man fik lov til at bygge sådan, lige op ad de vidunderligt smukke vandrestier i Heidmörk. Men nu lå kolossen der, og det blev der ikke lavet om på.

»Grimt hus«,

sagde jeg.

»Hvad for et hus?«

spurgte hun og kiggede på mig.

»Ikea«,

sagde jeg.

»Det synes jeg ikke.«

sagde hun. Så tilføjede hun:

»Stil bilen helt henne ved huset.«

En matblå skygge fra huset lagde sig over bilen, da jeg parkerede den, og vi steg ud. Vi gik ind ad svingdørene. Der er ikke noget sjov ved svingdøre længere, de er alle sammen computerstyrede, og selv Chaplin ville ikke kunne få noget morsomt ud af dem. Indenfor var der en hel del mennesker, som strømmede hen til rulletrappen, lod sig føre opefter og kiggede ud i luften. Det var ikke til at sige, om der i blikket var et håb om en lys fremtid med hjælp fra svensk design, eller kun en tomhed, uden håb.

Vi stod på hver sit trin af rulletrappen og kiggede i forskellige retninger.

I stueafdelingen drev vi omkring mellem stole og sofaer, men fandt ikke den stol, min kone ledte efter. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke huske, hvordan den så ud, men lod mig ikke mærke med noget og kiggede rundt, som om jeg spejdede efter den. En ung mand i gul skjorte kom gående forbi, og min kone kaldte på ham.

»Det var den her stol,«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

sagde ekspedienten.

»Den her,«

sagde hun, trak kataloget op af sin håndtaske og bladrede i det, pegede på stolen.

»Ja, den er udsolgt.«

»Udsolgt?«

»Desværre.«

»Alting er altid udsolgt hos jer.«

   »Ikke helt altid,«

sagde jeg og prøvede at bløde det op en smule.

»Jo, altid,«

sagde hun med fasthed.

»Jeg villige undersøge sagen bedre,«

sagde ekspedienten.

Han gik sin vej, så sig tilbage over skulderen i retning af os, stødte ind i hjørnet af en sofa og ømmede sig, fortsatte så.

Et kvarter gik, men han kom ikke tilbage.

Der kom ikke nogen, der så ud til at ekspedere, og der var i det hele taget kun enkelte, der kom glidende der i sofaafdelingen, det var næsten som om den slet ikke lå på alfarvej ind gennem butikken. Et øjeblik havde jeg det, som om jeg befandt mig i en børnebog af Jens Sigsgaard.

Jeg sad i en brun lædersofa, temmelig komfortabel, men min kone blev hele tiden stående og kiggede med et falkeblik ud over lokalet.

»De er rene idioter her,«

sagde hun.

»Er du nu helt sikker?«

sagde jeg.

»Helt«. Til sidst opgav vi at vente og gik ad de afmærkede stier videre gennem butikken, lod pilene tænke for os. Vi kiggede ikke på andet på vejen.

Da vi nåede frem til cafeteriet, fyldtes næse­borene af en duft af stegte svenske kødboller, og jeg mærkede, at jeg var ved at blive sulten. Der var ikke særlig mange, men der sad dog nogle ved bordene. Andre stod henne ved skranken og ventede på, at der blev skovlet kødboller og kartofler med sovs og tyttebær­syltetøj op på tallerkenerne.

Efterårssolen skinnede ind ad vinduet, og jeg kom til at stirre på en mand, der sad lidt for sig selv ved et af bordene henne ved vinduet. Han sad foroverbøjet, var rødhåret og havde tjavset skæg, i en sort frakke med opsmøget krave, et bælte i samme farve hang ned på gulvet. Han havde en øl stående foran sig og stirrede ned i glasset, som om han ikke så andet, eller glasset var et spejl, hvori man kunne se hele verden.

  Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.

Det var August Strindberg.

Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han, der havde skrevet i sin dagbog:

»Den, der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.«

»Se der,«

sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.

»Hvor?«

»Der, henne ved vinduet.«

»Hvem er det?«

»Det er August Strindberg.«

  »Er det direktøren?«

sagde hun uinteresseret, så kom der lidt liv i hendes ansigtsudtryk, og hun tilføjede:

»I grunden burde jeg fortælle ham, hvordan den her butik er gået hen og blevet.«

»Nej, han er forfatter,«

sagde jeg og korrigerede så mig selv.

»Eller var.«

»Mener du ham den gamle?«

»Ja.«

Hun kiggede hurtigt på mig.

»Vil du mene, at du er begyndt at se spøgelser?«

»Tja, jeg så da Spøgelsessonaten engang.«

»Hvad mener du, mand?«

»Det er altså ham,«

sagde jeg.

  Hun greb fat i mit jakkeærme og nærmest trak mig videre, hen imod svingdørene.

Skyggen på parkeringspladsen var blevet dybere, og det var blevet mere køligt. Vi satte os ind i bilen, og jeg kørte langsomt derfra. Jeg tænkte på at skrue ned for radioen, men lod være med det.

»Der tager jeg aldrig hen igen,«

sagde hun og spændte med et ryk sikkerhedsbæltet.

»Aldrig sige aldrig,«

var jeg lige ved at sige.

Jeg kom til at tænke på Strindberg, hvordan han havde siddet, frarøvet alt håb om forløsning, med det sorte bælte fra frakken, der havde hængt ned på gulvet ligesom en lænke. De store frakkeopslag ikke ulig finnerne på en djævlerokke.

  De lave bakker oven for vejen så fortryllende ud i det milde skær, utallige vandrestier førte gennem hele krattet. Der ville jeg gerne have gået en tur med Strindberg, have ført ham ud af dette nutidshelvede. Jeg ville have sagt til ham, at jeg engang havde været i Lund, og at han var galt afmarcheret, hvad den by angik.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kom der aldrig igen.