At være på pension som 62-årig er vel (uanset årsag) en privilegeret luksus, som der slet ikke er råd til i en situation, hvor hårdtarbejdende højesteretssagførere og bestyrelsesmedlemmer hænger på med neglene langt oppe i halvfjerdserne. Den sentimentale, tilsyneladende evnesvækkede tilstand af lediggang, som gjorde bedsteforældre til velegnede reservepædagoger med stort tække hos poderne er så ”out” som noget kan være.
I stedet for at rende rundt i
zoologisk have eller kolonihaven skulle de nemlig helst bidrage til
bruttonationalproduktet. At være erhvervsaktiv holder mennesket
i den tilstand af spændstighed som skal til for at klare sig i
kampen om arbejdet – og mod dem udenfor i arbejdsløshedskøen.
Hensyn til egne og andres fysiske og
mentale skavanker er ikke velanbragt i arbejdslivet – med mindre
man er professionel terapeut.
De seje gamle med gang i kondiskoene og
post65-karrieren er dejlige at vise frem i et nedskæringslystent
politisk miljø – og de har det sandsynligvis godt med sig selv.
At tale/skrive om, at deres plads i
dårlige tider med fordel kunne udfyldes af andre og yngre så der i
den anden ende af karrierekøen kunne rykke unge, færdiguddannede
ind på arbejdsmarkedet - som nu står udenfor - er i hvert fald IKKE
GOD TONE – og derfor gør jeg det meget gerne her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar