farewell to a legend

Obituary
If Caroline Wozniacki, Michael Laudrup and Tom Kristensen are big sports names in modern Denmark and known in all Danish places around the world - not least because of the TV medias great power - it was Inge Sorensen from Skovshoved, Denmark's Little Lovely Inge, who, back in the 1930’s and 1940's, long before television overtook the entertainment of the entire population, was Denmark’s darling.
She died Wednesday march 9 2011 at home in New Jersey in the U.S. at the age of 86.

It was the contemporary sports voice in Danish Radio, Gunnar 'Nu' Hansen - and at that time there were no other stations - who called the swimming schoolgirl Inge Sorensen both small and lovely. And the description followed Inge Sorensen, later Inge Tabur through her marriage with engineer and swimming companion Janus Tabur throughout life.
Even today many people know the phrase "Little Lovely Inge" , .. without really knowing who's hiding behind the words.
Now she is dead The Girl from Skovshoved, who in summer of 1936 almost had to ask her parents to be allowed to participate in the Olympic swimming tournament in Berlin - Inge Sorensen was just a 12 year old schoolgirl when she was selected to represent Denmark. And when she came into the finals in the 200 meter breaststroke and was to win a medal, the words "lille, bedårende Inge" flew out of Gunnar 'Nu' Hansen’s mouth in the direct radio-transmission to the Danish living rooms.

And since she won the bronze medal, the enthusiastic radio reporter, by calling her "The Little Lovely", in fact created a myth.
Inge Sorensen’s performance - to become the youngest Olympic medallist through time - made ​​her of course The Years Finding in Danish Sport in 1936, chosen by the newspaper Politikens sport magazine. And when I (RB) on behalf of Politiken many years later persuaded her to fly from the U.S., where she had lived for more than 50 years, and return to Copenhagen to be the guest of honour at a further The Years Finding in Danish Sport feast, I had to promise her, that we should drive straight from the airport to Østerbro Stadium. "I want to see Gunnar’s bust, he had me a dear friend”, explained the little adorable old dame, when I picked her up at Copenhagen Airport.

The Girl from Skovshoved got her actual breakthrough just 11 years old in a sports world that looked very different than it does today.
"I practiced an hour a week in the swimming arena in Østerbro - the rest was in the harbour or on the beach in Skovshoved - where I was playing in the water with my mates and swam out to what I called my father's stone. And when made an extra effort, I could tell that “I made ​​the stone two times”. I was a kind of talent by nature, living on the strength in my legs and barely noticing the water resistance, because I was so skinny. I had not the others' strength. Ooh, that sounds like bragging, who can stand to hear it. "

That’s what she told me when I returned in December 2006 to visit Inge and her husband in their house in New Jersey, a wooden house in a small forest in Mount Laurel. Here they lived their lives with Danish homemade rolled sausage and homemade rye bread, in The Garden State of New Jersey. In a house filled with Danish furniture and paintings of beech trees, the Danish beaches and fishermen’s lodgings.
However Inge preferred to sit in a Norwegian leather chair - the only “strange element“ in their self-built house. And when she was younger and fresher, she told me, it was the perfect place to say thanks for a good day in the company of a gin and tonic. “Ooh, that's my drink”, she exclaimed with a smile that witnessed on happy memories.

But the house was also shadowed by the elderly couple’s great grief - namely the loss of their son, Allan, who had worked for the U.S. Coast Guard, and who had been aboard the family sailboat "Kristina" named after his daughter, when together they crossed the Atlantic to visit the Old Denmark, which they did three times. But suddenly one morning Allan did not wake up in his apartment.
One day, when I went for a walk with Inge in the garden, she grabbed my arm and stopped at the plant named “bleeding heart” - there were her son's ashes spread.

AND THERE also half of the ashes of Little Lovely Inge will be spread. The rest is going to be sent to Denmark to the common grave on Ordrup Cemetery, where Inge Tabur's parents are buried.
The only thing to be left will be will be the memory of a little big figure in Danish sport. A tough woman, who until a few years ago did her gymnastics every day despite a fragile heart - and a woman who paid tribute to amateur sports, and as a protest against the increasing commercialization of sport sat her TV in the basement many years ago. She preferred the ravishing version.

RASMUS BECH

(translated PB)

Little Lovely Inge. Gunnar 'Now' Hansen's spontaneous remark has entered the Danish sports history. Here we see the protagonist during the Olympics in Berlin in 1936. Photo: Tage Christensen

Uncomfortable. Inge Sorensen looks somewhat depressed during victory ceremony at the Olympic Stadium in Berlin. Behind her bowing Japanese gold winner Hideko Maehata and German silver medalist Martha Genenger who is raising her arm, like most other Germans. Photo: Tage Christensen

Sangen om Jorden. Ikke at miste modet ansigt til ansigt med katastrofen, magter kun de få. Men her er et eksempel.

Im Angesicht der Katastrophe den Mut nicht zu verlieren, ist nur wenigen gegeben. Hier ist aber ein Beispiel. Lese den ganzen Text, dann erfährst Du am Ende, worum gerade dieses Lied.. Das Lied von der Erde  (Kometen-Song ) Denn nahe, viel näher, als ihr es begreift, Hab ich die Erde gesehn. Ich sah sie von goldenen Saaten umreift, Vom Schatten des Bombenflugzeugs gestreift Und erfüllt von Maschinengedröhn. Ich sah sie von Radiosendern bespickt; Die warfen Wellen von Lüge und Haß. Ich sah sie verlaust, verarmt – und beglückt Mit Reichtum ohne Maß. Voll Hunger und voll Brot ist diese Erde, Voll Leben und voll Tod ist diese Erde, In Armut und in Reichtum grenzenlos. Gesegnet und verdammt ist diese Erde, Von Schönheit hell umflammt ist diese Erde, Und ihre Zukunft ist herrlich und groß. Denn nahe, viel näher als ihr es begreift, Steht diese Zukunft bevor. Ich sah, wie sie zwischen den Saaten schon reift, Die Schatten vom Antlitz der Erde schon streift Und greift zu den Sternen empor. Ich weiß, daß von Sender zu Sender bald fliegt Die Nachricht vom Tag, da die Erde genas. Dann schwelgt diese Erde, erlöst und beglückt, In Reichtum ohne Maß. Voll Hunger und voll Brot ist diese Erde, Voll Leben und voll Tod ist diese Erde, In Armut und in Reichtum grenzenlos. Gesegnet und verdammt ist diese Erde, Von Schönheit hell umflammt ist diese Erde, Und ihre Zukunft ist herrlich und groß! Jura Soyfer (1936) Das Lied von der Erde  (Kometen-Song – hier gesungen von den „Schmetterlingen“ ) Aus seinem ersten Werk „Der Weltuntergang“ oder „Die Welt steht auf kein Fall mehr lang“, 1936 urauf-geführt in Wien. Jura Soyfer, 1912 in Charkow geboren, kam 1923 mit seiner Familie nach Wien. Schloss sich 1927 nach dem Justizpalastbrand den „Sozialistischen Mittel-schülern“ an. 1929 begann er für das „Politische Kabarett“ zu schreiben, ab 1930 publizierte er in der „Arbeiter-Zeitung“. Später schloss er sich der KP-Österreich an und wurde aktiver Teil des Widerstands gegen den Faschismus, was auch Verhaftungen nach sich zog. Am 13. März 1938, einen Tag nachdem auch über den Österreichern die Hakenkreuzfahne wehte, wurde Jura Soyfer erneut verhaftet und ins KZ Dachau gebracht. Dort entstand von ihm u.a. das berühmte „Dachau-Lied“. Im September wurde er ins KZ Buchenwald transportiert, wo er am 16. Februar 1939, nicht mal 27-jährig an Typhus verstarb.

Ikke at miste modet ansigt til ansigt med katastrofen, magter kun de få. Men her er et eksempel. Læs hele teksten, så lærer du i sidste ende, hvorfor denne sang .. Sangen om Jorden (Kometernes Sang) Tæt, meget tættere på, end du tror, Har jeg set Jorden. Jeg så hendes gyldne marker Strejfet af bombeflyenes skygger Og fyldt med motorernes brøl. Jeg så hendes sendemaster; De kastede bølger af løgne og had. Jeg så hende elendig, forarmet - og glad Med rigdom umådeligt stor. Fuld af sult - fuld af brød, denne jord, Fuld af liv - fuld af død, denne jord, I grænseløs armod og rigdom. Velsignet og forbandet denne jord, En brændende, lysende skønhed denne jord, Og hendes fremtid er herlig og stor. Snart, meget snarere, end du tror, Vil hun møde sin fremtid. Jeg så den modnes mellem frøene Fremtidens skygger strejfede Jordens ansigt Og rækker ud efter stjernerne. Jeg ved, snart flyver fra sender til sender Et budskab om dagen, da Jorden kom sig igen. Jorden svælgende, frelst og glad, I rigdom umådeligt stor. Fuld af sult - fuld af brød, denne jord, Fuld af liv - fuld af død, denne jord, I grænseløs armod og rigdom. Velsignet og forbandet denne jord, En brændende, lysende skønhed denne jord, Og hendes fremtid er herlig og stor. Soyfer, Jura (1936) Sangen om Jorden (Kometernes Sang) her ved "Die Schmetterlinge" Fra hans første værk, "Verdens Ende" eller "Verden står under ingen omstændigheder ret meget længere ", som havde premiere i 1936 i Wien. Jura Soyfer, født 1912 i Kharkov, kom til Wien i 1923 med sin familie. Sluttede sig i 1927 efter "Justizpalastbrand" (socialt og politisk betingede optøjer i Wien, slået ned af politiet) til de "socialistiske gymnasieelever". 1929 begyndte Soyfer at skrive for "Politisches Cabaret". Fra 1930 skrev han for "Arbeiter-Zeitung". Han sluttede sig senere til det østrigske kommunistparti og var en aktiv del af modstanden mod fascismen, hvilket også bragte ham i fængsel flere gange. Den 13. marts 1938, dagen efter hagekors- flaget vajede over Østrig, blev Jura Soyfer anholdt igen og kørt til Dachau koncentrationslejr. Der skrev han blandt andre sange den berømte "Dachau Song". I september blev han transporteret til Buchenwald, hvor han døde af tyfus. den 16. februar 1939, ikke engang 27 år gammel.

Not to loose courage in the face of disaster, few is given. But here is an example. Read the whole text, then you learn in the end, why this song .. The Song of the Earth   (Comets-Song) So close, much closer than you realize, Have I seen the Earth Saw her ripening seeds in the sun, Touched by an enemy bombers shade, Threatened by engines roar. I saw her spiked with transmission towers Throwing waves of hatred and lies. I saw her lousy, impoverished - and happy With wealth beyond measure. Full of hunger - full of bread, this earth, Full of life - full of death, this earth, In boundless poverty and wealth. Blessed and damned this earth, A burning, shining beauty this earth, And her future is glorious and great. Soon, much sooner than you realize, Her future she’ll meet. I saw it maturing between the seeds, Its shadows already brushing her face, And reaching out for the stars. I know that soon from station to station flies The news of the day when Earth regained health. This earth revelling, redeemed and relieved, In wealth beyond measure. Full of hunger - full of bread, this earth, Full of life - full of death, this earth, In boundless poverty and wealth. Blessed and damned this earth, A burning, shining beauty this earth, And her future is glorious and great. Soyfer , Jura (1936) The Song of the Earth (Comet Song - here sung by  "Die Schmetterlinge") http://www.youtube.com/watch?v=s5Nqot0StE8 From his first work, "The End Of The World” or "The World In No Case Stands On Much Longer", premiered in 1936 in Vienna. Jura Soyfer, born 1912 in Kharkov, came to Vienna in 1923 with his family. Joined in 1927 after “Justizpalastbrand” (socio-political  riots in Vienna smashed by police) the “Socialist High School Students "at. 1929 Soyfer started writing for the "Political Cabaret".  From 1930 he published in the "Arbeiter-Zeitung”. He later joined the Communist Party of Austria and was an active part of the resistance against fascism, which also brought him to jail several times. German to English translation On March 13 1938, the day after the swastika flag waved over Austria, Jura Soyfer was arrested again and taken to the Dachau concentration camp. There he wrote amongst other songs the famous "Dachau Song”. In September, he was transported to Buchenwald, where he died from typhus on February 16 1939, not even 27years old.

afslutningen af den neoliberale æra – og demokratiet??

Følgende er et brev, som jeg skrev den 6. oktober 2008
– hvad har egentlig ændret sig siden?

 ….tja
– se selv i slutningen af denne ”genudsendelse" …

Kære …

Endnu imens verdenspressen, låntagerne og de almindelige erhvervsdrivende ser på, men regeringerne forsøger at skrue hjælpepakker sammen, som skal forhindre den helt store kollaps, vil stemningen og kravet om mere kontrol og tryghed drive mange i armene på fascismen eller noget der ligner. Socialismen som alternativ har med sin indbyggede vækstideologi hverken i en stalinistisk eller i en klassisk socialdemokratisk aftapning nogen holdbare opskrifter for at helbrede verdensøkonomien - nu hvor ressourcerne ikke længere er til ubegrænset vækst og dramatiske klimaforandringer ligefrem skriger efter ”skrump”.

Løsningerne har fascismen for den sags skyld heller ikke – men i modsætning til såvel liberalisme som socialisme forsøger den slet ikke tale til fornuften (ja uspringer slet ikke af den) men appellerer til instinkterne: Er du i knibe og bange, skal du have tryghed - den får du hos stærke ledere, ved at holde op med at bekymre dig selv, holde op med at bebrejde dig selv (men andre i stedet for) – og holde op med at tænke selvstændigt. 

Vi har oplevet den religiøse version af fascismen i et godt stykke tid – ikke kun i islamistisk udformning men hos fundamentalister alle vegne: Vi har GUD – og hans bog (bøger) – og dermed alle svar.

I Europa er nok kun et ret begrænset mindretal parat til at følge denne tankegang. Men vi har personer af kød og blod med løfter om hensynsløs indgriben overfor al dårligdom og evnen til at udpege skyldige til miseren: udlændinge, jøderne (i den amerikanske finansverden), venstreorienterede samfundsundergravere osv. osv. Dem der udpeger ”de rigtige” syndebukke (dem som folk i forvejen ikke kan lide) får troende, medløbere og desperate ”trods alt endnu formuende” til at bære sig frem til magten.

Afgjort vil Danmark og danskerne ikke stå i første række – men landene i det nye og gamle Mellemeuropa, i Syd- og Sydøsteuropa?

Med alt skepsis over for EU som ramme for en god europæisk fremtid i behold er jeg alligevel glad for alle de begrænsninger som den i denne situation lægger på selvstændig national politik: Det ligger trods alle ulykker ikke lige for, at f.eks. Tyskland og Frankrig kommer i krig med hinanden for at ”løse” deres problemer.

Personligt håber jeg på en øko-social løsning (som ganske vist ikke passer til min nuværende livsstil – lige bortset fra min cyklen til og fra arbejde): Men vores klode? - den kan ikke kapere den vækst som såvel liberalister som traditionelle socialister ser som løsning for alle problemer. – og  fascisterne? de vil med øget oprustning og endnu flere krige skyde den helt i sænk.

Lige her og nu virker udsigten til mindre til os nok ikke forjættende – og alligevel – hvor meget ville du ikke gerne undvære for at du og din mand havde virkelig tid til at ”leve” - ikke på jobbet men som familie? Det kunne jo være den hel store chance for os mennesker - men fremstår – sådan som vi har organiseret vores samfund og verdenen - som en katastrofe.

Med kærlig hilsen

Philipp

…siden 2008 har man ikke overvundet krisen - men fundet ud af, at vi skal sætte arbejdstiden op og skrue lønnen ned for at konkurrere med kineserne og inderne. Det skal nok hjælpe fedt – ikke mindst på verdens samlede ressourcer.
Her viser udviklingen i Grønland tydeligt, hvor vi er på vej hen:

Den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa stiller nu som et krav for at igangsætte en stor aluminiumproduktion ved Maniitsoq, at billig arbejdskraft fra Kina kan importeres til Grønland.

"Ellers investerer vi ikke i opførelse af et aluminiumssmelteværk, to store vandkraftværker og transmissionsledninger til en samlet byggepris på 20 milliarder kroner", lyder det fra Alcoa i en besked til Kuupik Kleist. Alcoa mener, at aluminiumsprojektet bliver urentabelt, hvis selskabet skal beskæftige arbejdere til grønlandske lønninger. (Sermitsiaq nr. 10, 14-03-2011)

.. og så et blik på nogle nationers vej mod højre

I Frankrig stod Marine Le Pen fra Front National til at vinde præsidentvalget, hvis det skulle afholdes nu. I USA svækkes præsident Obama af fremgangen for højrerepublikanere af ofte kristen-fundamentalistisk observans med et en islamfjendsk dagsorden. I Rusland hersker Putin, og bakker som ministerpræsindent eller som præsident op om Gaddafi. I Ungarn ekselerer højreregeringen med neofascistisk præget politik i forhold til pressefrihed og etniske minoriteter. I Østrig er den postnazistiske højrefløj efter Jörg Haiders død blevet samlet og styrket i FPÖ. I ...

postmodernistisk "new deal" - omfordeling

Kun hver 4. virksomhed betaler selskabsskat i Danmark (Politiken 03-03-2011)

Det kan jeg godt forstå, da de sagtens kan bruge pengene til noget andet end til staten, som stadigvæk kan finde på at bruge penge til arbejdsløshedsunderstøttelse, offentlige sygehuse og flere andre ting, som en fremmelig leder aldrig vil få brug for.

På den baggrund er det så at:

Topchefer holder lønfest (Fyens Stiftstidende 03-03-2011) 

På få år er lønnen til topcheferne i de 16 største børsnoterede selskaber siden kriseåret 2008 steget med 23 procent - fra 358 millioner kroner til 440 millioner kroner i 2010, viser beregninger baseret på årsregnskaber

Således er cheflønningerne nu endnu højere end før den økonomiske krise. Den tilbageholdenhed, som lønmodtagerne har vist under de seneste overenskomstforhandlinger, modsvares tydeligvis ikke på direktionsgangene.

Nu kunne man jo forestille sig, at alle de forgyldte ledere havde tjent de høje lønninger hjem ved deres formidable indsats.

Men man kan som direktør sagtens være med til lønfest, selvom ens egen virksomhed går ad h til:

Således har de krakkede banker, der blev overtaget af staten, stadig nogle af landets højeste direktørlønninger.

Roskilde Bank, EBH Bank og Nova Bank( tidl. Fionia Bank), som krakkede under finanskrisen og nu ejes af det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, giver stadig nogle af landets højeste lønninger til deres direktører.

Den statsejede Roskilde Bank har i 2009 brugt 15,3 millioner kroner på at aflønne den nuværende og den afgåede direktør, og Nova Bank Fyn har på blot ni måneder brugt 13,6 millioner kroner på to direktører.

Bankerne oplyser dog ikke i regnskaberne, hvordan pengene er brugt, om det er til gyldne håndtryk til tidligere direktører, eller om det er til den nuværende ledelse. (B.T. 17-01-2011)

De er synd for disse herrer, at de nu omhyggeligt skal sørge for, at offentligheden ikke skal kende til deres gode lønninger – bare fordi deres virksomhed som fallitbo er havnet hos skatteborgerne (det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet )

lidt historie:

I kølvandet på finanskrisen krakkede siden 2008 flere danske banker. Der blev lavet bankpakker for at redde de andre banker, og de krakkede banker blev overtaget af det statslige selskab Finansiel Stabilitet.

Socialdemokraterne foreslog et lønloft på 2,5 millioner kroner (Børsen 14-01-2009) for direktørerne i de banker, der ville låne statskroner gennem bankpakkerne.

Forslaget blev dog ikke vedtaget, da regeringen var imod. At regeringen har et venskabligt forhold til bankdirektørene og derfor uden videre afviste sossernes  i befolkningen meget populære forslag om regulering, kan ikke overraske, når man ved, at bankernes forening - Finansrådet - er blandt de allerstørste ydere af støtte til Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale. (politiken.dk; 8. aug. 2010 ) 

En sjofel ældre dame

Det er ikke beskåret alle, at ældes med anstand og værdighed. Det kan jeg selv snakke med om. Men at gå af til tide er særlig vigtigt, hvis man er en offentlig person.  
Det gælder Ben Ali, Mubarak og Gaddafi - men også Birthe Rønn Hornbech.
Hun er født i 1943 og kunne derfor for længst have trukket sig tilbage – og have gjort det på et tidspunkt, hvor der stod respekt omkring hende, fordi hun som embedsmand/vicepolitimester var helt sin egen og havde sine meningers mod i en grad, der vakte respekt hos mange – også politiske modstandere.
Sidste gang hun talte Roma lige imod var in en kronik i dagbladet Politiken den 14. maj 2008. Dommertørklædet og de to regimenter  harmonerede ikke med regeringens (og især Dansk Folkepartis) synspunkter angående brug af tørklæder blandt dommere.
Men samme år i november blev hun sat eftertrykkeligt på plads i den såkaldte tuneser-sag af Anders Fogh Rasmussen. Hun havde udtalt, at hun følte sig utilpas ved tuneserens administrative udvisning.
Det var nok dengang hun skulle have taget sit gode tøj og sagt farvel og tak. Men som den terrier hun er, har hun bidt sig fast i sin ministertaburet - sikkert for at vise, at hun ikke er til at slå af pinden.
Men af personlig stolthed at blive siddende på Dansk Folkepartis nåde - og gøre ting som må stride imod ens inderste fornemmelse for ret og vrang - er uværdig og sjofel.

Nu har Birthe Rønn Hornbech ifølge anonyme embedsmænd igennem halvandet år ignoreret klare henstillinger fra sit ministerium om at stoppe ulovlige afslag ved ansøgning om dansk statsborgerskab fra statsløse (palæstinensere). Statsløse udlændinges retskrav er blevet sjoflet. Folketinget blev misinformeret.
Integrationsministeren indrømmer i interview, at hun gik 17 måneder uden at skride ind over for ulovlighederne i hendes ministerium.

Det kan være, at Birthe Rønn Hornbech kan snakke sig væk fra en ufrivillig afgang som minister, med et flertal i ryggen, som med et valg i sigte ikke tåler flere ministerafgange i utide. Ifølge hende selv (Radioavisen d. 01-03-2011) har det hele trukket ud så længe, fordi man nøje ville undersøge, hvad de andre nordiske lande gjorde i forhold til FN’s flygtningekonvention.
En jammerlig undskyldning før en jammerlig afgang.
Uanset der igen måtte komme en borgerlig regering efter et snarligt valg, så vil Birthe Rønn Hornbech ikke være med: hun bliver pensioneret i utide - 3 år for sent!

p.s.
Jeg skriver i bloggen, at Birthe Rønn Hornbeck er en terrier, men ved nærmere eftersyn er hun vel en bulldog. Men døm selv:

p.p.s.
I dag (den 8. marts!) blev Birthe Rønn Hornbeck så fyret fra sin ministerpost. At Tina Nedergaard har valgt at gå på samme tidspunkt havde jeg ikke ventet. At der "renses ud" iblandt regeringens kvindelige ministre netop på kvindernes internationale kampdag er nok en tilfældighed, men viser, at statsministeren (og hans spinndoktorer) ikke tillægger kvindesagen nævneværdig betydning.