Men
ud over varernes frie marked findes endnu
et indre marked. Et nyt indre marked. Tilmed et indre marked, der
har sine egne motorveje, sine egne grænseovergange og endda sin
egen børs.
Det er EU’s indre marked for strøm, som sandsynligvis er ved at
blive lige så vigtigt som det indre marked for varer og
arbejdskraft: Hvor EU’s oprindelige indre marked har skabt fred og
bidraget til økonomisk vækst i Europa, så skal det indre marked
for strøm sikre, at EU overhovedet har en fremtid.
Hvis
EU skal nå målet, at EU skal være klimaneutralt i år 2050, så
er en af de få konkrete idéer, der både har vist sig politisk
gangbar og ser ud til at kunne gøre en forskel lige nu og her,
ideen om at forbinde alle Europas energikilder og lade energien
flyde frit på kryds og tværs i Europa via enorme kabler og
højtragende master uden hensyntagen til nationale grænser og
interesser.
Et
af de mest vidtgående lovkomplekser, der nogensinde er kommet ud af
EU er allerede ved at få konsekvenser for Europa og for klimaet.
Det matches slet ikke af den begrænsede opmærksomhed,
ENERGIUNIONEN har fået.
Både
den konservative EU-politiker (og tidligere partiformand) Bendt
Bendtsen og den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen
indtog vigtige roller i forhandlingerne om Energiunionen og de
rangerer Energiunionen som det formentlig største aftryk, de har
sat i deres tid i politik. Morten Helveg Petersen siger:
“Det
er formentlig det største politiske resultat, jeg har lavet, for
det her betyder, at den grønne strøm fra Nordsøen kan fortrænge
kul og komme ud over Europa, og det er et helt konkret resultatet i
klimakampen og et stort skridt i en grøn retning for Europa.”
Energinet.dk
Energinet
er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejes af Energi-,
Forsynings- og Klimaministeriet. Virksomheden blev etableret i 2005
på baggrund af en fusion mellem Eltra, Elkraft System, Elkraft
Transmission og Gastra.
Energinet
er en såkaldt Transmission System Operator (TSO), dvs. at Energinet
har ansvaret for at drive de overordnede transmissionssystemer i
Danmark inden for el og gas, på elsiden drejer det sig om 132 kV,
150 kV, 220 kV samt 400 kV systemerne. I 2014 var 25% af
højspændingsledningerne kabler i jorden.
Energinet
beskæftiger ca. 1250 medarbejdere og har hovedsæde i Erritsø ved
Fredericia. Gasdivisionen er beliggende i Ballerup. Den 14.
september 2017 besluttede Energi-, forsynings- og klimaminister Lars
Christian Lilleholt efter indstilling fra Energinet.dk’s
bestyrelse, at selskabets navn fremover skal være Energinet.
Da
man (endnu?) ikke kan lagre el økonomisk eller økologisk
forsvarligt i større omfang skal energinet sørge for følgende: Så
snart der er vind ved Horns Rev, så skal den der producerede strøm
transporteres hen til nogen, der vil forbruge den. Det gælder her i
Danmark, men også i naboområderne. Det kræver nogle rammer og
regler, der gør, at den fysiske del hænger sammen med at få sendt
strømmen ud til dem, der har brug for strøm – og er villige
til at betale mest for den.
Højspændingsmaster
og nogle store kabler, der ligger på havets bund forbinder Danmark
med Sverige, Norge og Tyskland, og et nyt kabel med Holland.
Når
Europas el-leverandørerne har beregnet, hvor meget strøm vi
forbrugere kommer til at forbruge det kommende døgn, så ved
producenterne, hvor meget de skal producere, time for time. En af
parterne i de her forhandlinger er så Energinet, der er en såkaldt
TSO, og de findes i alle EU-lande. TSO’ernes store master og
kabler er en slags motorveje i infrastrukturen, som el-producenterne
og el-leverandørerne kan koble sig på som indfaldsveje. De har så
lokalt deres eget lille vejsystem med små master eller ”tyndere”
kabler. TSO’ernes opgave er at sikre og bekræfte, at der er plads
i kablerne til den strøm, producenterne og forbrugerne har aftalt.
Der er jo en fysisk grænse for, hvor meget strøm der kan være i
kablerne.
I
Danmark fungerer det nærmest upåklageligt. Utroligt nok.
Med
Energiunionen skal der skabes et netværk der nu skal virke som ét
stort net over hele EU.
Idéen
om at dele strøm på tværs af nationale grænser er ikke ny.
Allerede i 1915 rullede Danmark og Sverige et 5,4 kilometer langt
kabel ud på havbunden mellem Helsingør og Helsingborg, der blandt
andet var med til at holde Sjælland gående med strøm under Første
Verdenskrig.
En
sammenhængende europæisk energiforsyning blev dog aldrig for alvor
en del af hverken Kul- og Stålunionen efter Anden Verdenskrig eller
EF-samarbejdet eller i de første versioner af Den Europæiske
Union, selvom man i en del år har forsøgt at koordinere
energipolitikken i EU.
Energiforsyningen forblev
i realiteten - indtil for ganske nylig - et nationalt
anliggende.
Og
det har fungeret dårligt både ud fra et økonomisk, et
klimamæssigt og et sikkerhedsmæssigt synspunkt.
EU
har i mange år været verdens største importør af olie og gas og
desuden en stor aftager af uran, der bruges til atomkraft. Hvor vi i
1990 producerede cirka 60 procent af energien til vores eget
energiforbrug, så ramte vi i 2017 et lavpunkt på 45 procent. Vi
importerede altså hovedparten af vores energi fra andre dele af
verden – først og fremmest Rusland og Mellemøsten.
Det
var netop afhængigheden af ikke mindst Rusland, der i 2014 fik den
daværende polske statsminister, Donald Tusk – der i dag er
præsident for EU’s ministerråd – til for første gang at
lancere tanken om en energiunion. Men da idéen i februar 2015 blev
til et konkret udspil fra Juncker-kommissionen, var det også,
fordi EU i mellemtiden havde pålagt sig selv at omstille mindst 27
procent af sit energiforbrug til energi fra vedvarende energikilder
som sol og vind og
at reducere CO2-udslippet i EU med 40 procent … alt sammen inden
år 2030.
I
december 2015 lagde den såkaldte Paris-aftale mellem de 196 lande,
der er tiltrådt FN’s klimakonvention yderligere pres på EU.
Europa-Kommissionen
indledte i november 2016 efter flere års forberedelser
forhandlinger med Ministerrådet og Europa-Parlamentet om den
såkaldte Vinterpakke, der var en konkretisering af de værktøjer,
der skulle udgøre Energiunionen.
Fra
Danmarks side har vi haft stor indflydelse, for Morten Helveg
Petersen fik ansvaret for at få energien til at flyde frit rundt i
Europa og fjerne de nationale blokeringer ved grænserne.
Morten
Helveg Petersen er leder af De Radikales gruppe i
Europa-Parlamentet, der hører til den liberale gruppe ALDE.
Morten
Helveg Petersen hævder:
“Det
er måske det største stykke lovgivning, der er kommet ud af
Bruxelles i nyere tid. Det var i bogstavelig forstand flere tusind
sider kompleks lovgivning, og der er ingen andre kontinenter eller
lande, der har noget, der minder om Energiunionen.”
“Et
regelsæt for bygninger, for energigeffektiviseringer, for
investeringer i vedvarende energikilder, for elektricitetsmarkeder,
for, hvordan vi skal integrere vedvarende energi, samtidig med nogle
regler for, hvordan vi skal styre det hele. Det er det mest
omfattende regelsæt på kloden i forhold til at favne den grønne
omstilling. Det var en hård omgang i det grønne maskinrum.”
Strøm
er i dag så essentiel en del af infrastrukturen i et hvilket som
helst land, at det også er et oplagt mål for en potentiel fjende.
Vil man i dag for alvor skabe kaos i et fremmed land, så er det
langt mere effektivt at angribe elnettet end at bombe en bro, eller
hvad man nu end gjorde i gamle dage.
I
2015 blev store områder i Ukraine mørklagt, da en hackergruppe fra
russiske ip-adresser angreb it-systemerne i flere elkraftværker,
hvilket blandt andet fik den danske regering til at kræve
sikkerheden omkring energiforsyningen i Danmark opgraderet.
Hos
elnet i Danmark kan man se i realtid, hvor meget strøm der
eksporteres og importeres hele tiden. Det er store mængder.
Tidligere var Vestdanmark og Østdanmark ikke forbundet, for det var
ikke nødvendigt. Man havde sin lokale krafværksproduktion i
Jylland og på øerne, og så kørte det. Men nu, hvor de fossile
kraftværker er på vej ud, og vedvarende energi er på vej ind, så
vurderede man, at man havde brug for et kabel til at flytte
vindenergi fra Jylland til Sjælland, fordi potentialet for
vindenergi ikke er det samme på Sjælland.
Det
er – basalt set – også hele idéen med et fælles net
for hele Europa. Når det eksempelvis blæser meget i Danmark, og vi
har mere strøm, end vi kan bruge, så giver det – mener
politikerne i EU – ikke mening, at man samtidig fyrer kul i
kedlerne på et kraftværk i Polen, der både er langt dyrere (fordi
kul i modsætning til vind koster penge) og forurener langt mere.
Eller endnu værre – at man køber sin beskidte energi i
eksempelvis Rusland.
Et
af målene med Energiunionen er, at alle lande til næste år skal
have kapacitet til at udveksle mindst ti procent af deres energi med
andre EU-lande i stedet for at købe den i udlandet (altså uden for
EU), og derfra skal det så gerne vokse og vokse, til der en dag
ikke er nogen barrierer, og strømmen kan flyde frit på kryds og
tværs af Europa. Det kræver bare i hele Europa mange steder
udbygninger af nettet af kabler og master.
Særligt
i Østeuropa er der stadig mange kulkraftværker, og i lande som
Frankrig, Tyskland og Sverige udgør atomkraft stadig en af de
største energiressourcer, og det er ikke alle steder, at man er
lige villig til at lade den lokale energiproduktion blive
udkonkurreret af eksempelvis overskydende dansk vindenergi, selv om
den er grøn og billig.
Det
var også en af de store bremseklodser under forhandlingerne om
Energiunionen, fortæller Morten Helveg Petersen:
“Hvordan
sikrer vi også, at den grønne energi, der pisker ind fra Nordsøen,
kommer ud til hele Europa, uden at lande lukker grænsebomme for at
beskytte sig selv?
Når
Morten Helveg Petersen siger beskytte sig selv, mener han, at hvert
enkelt land kan være fristet til at forsvare den energiproduktion,
man selv har, fordi det selvfølgelig vil koste arbejdspladser
at – eksempelvis – lukke kulkraftværker.
Også
den konservative Bendt Bendtsen, der stod i spidsen for
forhandlingerne om energieffektiviseringerne af bygningsmassen i
Europa, oplevede de store nationale interesser, der var på spil.
“Vi
havde det problem, at hvis du anser den dansk-tyske grænse som en
ottesporet motorvej, så var der kun to vognbaner åbne, og de var
lukket 85 procent af tiden.”
Bendt
Bendtsen mener dog, at selv om interesserne til tider var
modstridende, så var der også sammenfaldende interesser. Hvis ikke
hos politikerne, så i industrien og i befolkningerne.
“Det
er klart, at østlandene ikke kan lide, at vi går over til
vedvarende energi, men virksomheder i Polen og Tjekkiet har jo set
lyset. Polakker og tjekker ser jo en fordel i, ikke at være
afhængige af Rusland, og steder i Østeuropa, hvor man ikke kan
varme hjemmene op, der er man altså ligeglad med, om energien
kommer fra vind eller kul, bare der er varme på, og den er
billigere.”
Hvor
langt kommer vores strøm?
Der
er altid strøm i ledningerne. Så hvis et kraftværk i Danmark vil
sende noget strøm ned til Spanien, så er det ikke den elektron,
der kommer ud af kraftværket i Danmark, der ender hos forbrugeren i
Spanien. Men
der ER en kabelforbindelse helt ned til Spanien.
Hele
Europa hænger
sammen allerede nu, men der er mange flaskehalse. Et fuldtud
sammenhængende europæisk el-net vil kræve en udbygning af en
størrelsesorden, vi ikke kender til. Men man er i gang med at
minimere flaskehalsene, så vi får mere vedvarende energi, og alle
får en lavere elpris.
MEN
strømmen der f.eks. kommer ind fra Sverige kan stamme atomkraft.
Den kan også stamme fra vandkraft.
Der
er ingen måler på mit hus, der fortæller, hvad det er for en
strøm.
Fra det fælleseuropæiske marked skulle vi
gerne hente energien fra de steder, hvor vinden blæser eller solen
skinner. Da planen er, at den danske stat i 2030 skal have 100
procent energi fra vedvarende energi, så må man kunne stole på
naboerne.
Selvfølgelig
giver det mening, at det giver mindre CO2-udslip, hvis energien fra
vindkraften i de danske vindmøller eller de spanske solceller kan
spredes ud over Europa, når vi har rigeligt med vind og sol. Hvem
bestemmer så, om det skal være atomkraft eller kulkraft eller vind
eller sol?
Spørgsmålet
om, hvor grøn vores strøm er, afgøres af rå markedskræfter.
Det
indre marked for strøm er nemlig ikke kun reguleret og begrænset
af de fysiske rammer, men også af en børs … for strøm … hvor
der hver evig eneste dag købes og sælges energi, nogenlunde som
man kender det fra aktiemarkedet.
Det
er også årsagen til, at Energinet har ansat et væld af økonomer.
Ved
siden af selve den fysiske infrastruktur har man bygget en struktur
for selve handlen, der foregår på en elbørs. Elbørsen samler
information fra Energinet med ledninger og kapacitet, og så samler
de købsbud og salgsbud, og så matcher den de tre aktører. Det
foregår på samme børs i hele Europa.
Mere
præcist foregår det sådan, at man på børsen hver dag laver en
priskurve. Man ved, hvor meget strøm man skal bruge, og så liner
man producenternes tilbud op – de billigste først og så dem,
der er lidt dyrere og lidt dyrere, og når man har det forventede
strømforbrug dækket, så siger man til resten, at de ikke skal
levere strøm de kommende 24 timer. Og alle producenter, der er
blevet udvalgt til at producere, får den pris, som den sidste
aktør, der er blevet udvalgt, kunne producere til. Det lyder som
markedsøkonomi i sin ekstreme form.
“Tidligere
har man haft planløsninger, hvor alle kraftværker har fået lov
til at køre med samme speed, så der var nok til at dække
forbruget, men nu har man altså sagt, at der skal noget konkurrence
ind,” siger Linette Linnemann Pedersen fra energinet.dk.
Kraftværkerne
fik altså tidligere lov til at producere lige meget, uanset om
strømmen var grøn eller kulsort. Og så herskede der alligevel en
ineffektiv form for markedsøkonomi, når det gjaldt forbruget,
fortæller Linette Linnemann Pedersen:
“Det
var bytte-bytte-købmand. Et produktionsselskab i Danmark havde en
forbruger i Tyskland, og så ringede de til en TSO og sørgede for,
at der var plads i ledningerne. Og så kørte det. Men det betød
jo, at kapaciteten ikke blev brugt særlig godt. Folk lavede
kontrakter med hinanden, og der var ingen transparens om priserne
eller flowet. Og der har politikerne så sagt, at vi skal udnytte
infrastrukturen bedre og skabe transparens og have et frit marked,
hvor alle lægger deres bud åbent ud, og hvor efterspørgslen og
udbud matches åbent, og hvor kapaciteten bliver tildelt efter, hvor
det skaber mest samfundsmæssig værdi.”
Det
nye system er – i hvert fald fra en økonoms
synsvinkel – win-win:
De,
der kan producere billigst strøm, de får lov til at producere
først, så vi alle får billigere strøm i vores kontakter.
Men
lad os sige, at kulkraften bliver vildt effektiviseret, eller der
kommer noget nyt og meget grimt eller beskidt eller farligt, som
altid er billigere end vind, har vi så ikke et problem?
Jo,
det problem har vi allerede: Atomkraften er jo et eksempel på en
energiform, der har lave marginalomkostninger, og som tit vil vinde
udbud i Tyskland og Frankrig. Den er ikke så billig som vind, men
når vinden ikke blæser, så kører de, fordi de er billige.
Man
kan dog samtidigt se, at der er en stigende andel af forbruget, der
bliver dækket af vedvarende energi, og det er både, fordi man har
udbygget, og fordi vi er blevet bedre til at dele.
Der
er faktisk også en væsentlig detalje, der gør, at det alligevel
ikke helt er de rå markedskræfter, der styrer el-produktionen og
forbruget. Producenterne af eksempelvis vindenergi i Danmark bliver
nemlig subsidieret af staten – det vil sige, at de får et
tilskud for hver eneste kilowatt energi, de producerer. Og eftersom
vindenergien i princippet er gratis på de yderste marginaler, når
først møllen snurrer, så kan vindproducenterne nogle gange
tilbyde strømmen gratis for at være sikre på at komme af med al
deres strøm.
Der
er endda eksempler på, at de har betalt for at komme af med
strømmen, når det har blæst meget – og alligevel tjent
penge på vinden på grund af de statslige subsidier.
I
foråret gjorde EU den fjerde status over Energiunionen, og den
slovakiske vicepræsident for Energiunionen, Maros Šefčovič,
sparede ikke på superlativerne.
Han
erklærede Energiunionen for en realitet og annoncerede et
gennembrud i stil med den industrielle revolution, intet mindre:
EU
har også de seneste år brugt 4,5 milliarder euro på at udbygge
det indre marked for strøm 30 forskellige steder, og yderligere 75
udbygningsprojekter er undervejs, og Šefčovič kunne prale af, at
EU siden 1990 har øget energiforbruget med 58 procent – men
reduceret CO2-udslippet med 22 procent.
Omstillingen
til vedvarende energi går også (en smule) hurtigere end forudsat.
Knap 18 procent af energien i EU kom i 2017 fra vedvarende
energikilder, og politikerne har valgt at øge tempoet for den
grønne omstilling med nye mål om, at 32 procent af energien skal
komme fra vedvarende kilder allerede i 2030, ligesom energiforbruget
samme år skal være reduceret med 32 procent.
Den
nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har
desuden lovet at præsentere en ny Green Deal, der forventes at
sætte endnu mere skub i sagerne, for EU inden jul. I den
konservative EU-parlamentariker Bendt Bendtsens øjne er
Energiunionen allerede en succes:
“Det
her skulle jo betyde, at vi får en bedre forsyningssikkerhed, et
bedre klima, billigere energi til forbrugerne, mindre
energifattigdom og sundere bygninger.”
Helt
så rosenrødt er det måske dog ikke. Da EU præsenterede sin
fjerde rapport om Energiunionen, var der mange, der var kritiske
over for EU’s egen brug af ordet “gennembrud”.
EU
importerede stadig i 2017 godt 53 procent af sin energi udefra, og
når det eksempelvis gælder EU’s eget relativt beskedne mål for
det indre marked for strøm om, at alle lande skal have kapacitet
til at transportere mindst 10 procent af strømforbruget over
landegrænser, er det kun 17 lande, der lever op til målet.
Selv
om EU kan prale af at have reduceret CO2-udledningen med 22 procent
siden 1990, så gik det faktisk også den forkerte vej i både 2016
og 2017 med små stigninger i udslippet.
Bendt
Bendtsen anerkender også, at det er et langt sejt træk, og at ikke
alle lande har været lige hurtige til at sætte gang i de
forandringer, der var aftalt i den såkaldte Vinterpakke. Men han
tror på, at bevægelsen er i gang, og at presset er så stort fra
både EU og befolkningerne, at tingene for alvor vil begynde at
rykke de kommende år, og henviser blandt andet til de grønne
partiers fremgang over hele Europa. Som han siger:
“Den
politiker, der ikke tager klimadebatten alvorligt, han er ikke
rigtig klog.”
Den
radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen er ikke helt så
fortrøstningsfuld som Bendt Bendtsen, når det gælder tempoet:
“Jeg
tror, vi kommer til at skylde noget. Vi er nu i en fase, hvor
medlemslande skal melde ud, hvordan de vil leve op til lovgivningen,
og der vil det vise sig – og det gælder også Danmark – at
landene ikke lever op til, hvad de har skrevet under på, og jeg
tror, vi de næste år får et kæmpe slagsmål. Og hvis ikke de gør
det, så taber vi kampen mod klimaforandringerne. Noget af det, vi
bakser med i Bruxelles nu, er den overordnede målsætning om et
klimaneutralt EU i 2050, og når vi har det mål på plads, begynder
man at kunne regne baglæns. Hvor skal vi være i 2040 og 2030. Og
det vil vise sig, at vi har mere travlt end antaget. Så vi har
lavet masser af gode og vigtige ting med Energiunionen, men tempoet
er nødt til at være højere.”
Uanset
hvad, så er det indre marked for strøm nok kommet for at blive.
