Falling apart –

- The end of capitalism?
Empires and economic structures have been developing and descending throughout the history of mankind – but never the less we like to convince ourselves, that we are in charge of development since most of the elites more or less stopped to believe in supernatural powers and divinities.
  Mankind as such could even be much more in charge of its own destiny in this time and some centuries to come.
  Luckily we are not ants obeying a common instinct – but – at least partly – constructing our own perception of ourselves and our society.
  But, we as a species, appear not to be united by reason.
On that ground - we try to do the right thing – not what’s right, but just what’s right for me as an individual. Here and now.
  Within the last thirty years most westerners have accepted the idea of being almost completely independent individuals – capable to take care of ourselves - as long as we have got the financial means to do so. This virtual independence gives individuals the possibility to act without regarding traditions, family-rules, religion and even our beloved ones.
  On the other hand the nuclear family, on the basis of mutual attraction, has gained first rank as  t h e compensation for the demolition of "tribal" empathy by liberalisms construction of independence.
  Hippies and libertines of various political believes in their time denied the nuclear family as the stronghold of our emotional demands. But obviously sexuality and its emotional connotations within and around family life are today commonly regarded as the last resort of positive feelings without ratio in the phase of nest-building. As soon as the nuclear family is an established one - devotion is regarded as unusual and out of fashion. 
  The rest – that means all the other aspects of life – are ruled by the “logic” of earning and consuming in growing emotional and practical isolation.
  Changing employer/employees as a rational routine makes comradeship and friendship in working life almost impossible. Cutting down on personal, professional meetings and making them virtual also contributes to isolation in the name of cost benefit as well as using subcontractors instead of own staff. As all that might keep profits and personal earning up for some (though rather limited) time, it seems the only route to follow. Obviously it’s absurd to point out China, India or Brazil as examples to follow, when you regard living conditions for the poor in those countries – nevertheless many of our leaders do so, to explain the necessity of “stealing” from the poor and giving to the billionaires as an attempt to keep the system going.
  Besides all that agony we can see and take part in a popular motion towards collective responsibility in opposition to the established rule of capitalism.
  But without an established big scale alternative those efforts for the time being are aimless in front of of the disastrous increase of social injustice. 
  Our unorganized opposition has yet no alternative to offer. Not to pay taxes as to punish the system may very well end up with a collapse of Greece – but where to go from that point?

The end of growth

Whatever we might try as a species –  the resources of our earth are limited – but our greed is not (yet).
  We can still make a lot of sensible and encouraging efforts to save mankind as such for some millenniums to come by redistributing wealth and reorganizing our way of life.
But to believe in a system, where ecologic stability and zero-growth mean crisis - instead solution - is sick:
A collective deadly mental disease.  (PB 08-12-2011)

Die Körperfeindlichkeit des Begehrens

Redigierter Auszug (PB) aus Holger A. Pausch: Beobachtungen zur Genealogie der Körperfeindlichkeit als Erbmangel und Notwendigkeit im kulturellen Gedächtnis der Aufklärung.

 Die Auffassung des Körpers als Schlachtfeld, auf dem rücksichtslos ein komplexes Kräftespiel politischer, ästhetischer und moralischer Ideologien, medizinischer Hoffnungen, erotischer Wunschvorstellungen und vor allem des Konsums mit seinen Fiktionen des Begehrens und Genießens plakativ ausgetragen wird, spielt in der gegenwärtigen Kultur eine zentrale Rolle. In diesem Kontext wird der Körper als Medium kultureller Inskriptionen durch performative Vorgänge erfasst, die zwar gesellschaftliche Kohärenz erzeugen, doch dabei auch versuchen, das Zufällige, Konstruierte, Herbeigeholte der jeweils produzierten Gestaltung des Körpers zu verdecken, um den Eindruck eines universalen, natürlichen Ursprungs zu vermitteln.

  Grundsätzlich bezeichnet das angesprochene Phänomen die geistige, emotionale oder auch unbewusste Feindlichkeit gegenüber der Zeichenqualität des eigenen Körpers, eine Feindlichkeit, die immer dann ausgelöst werden kann, wenn das dem Blick der Öffentlichkeit ausgelieferte eigene Körperbild, der so genannte "öffentliche" Körper, mit den makellosen Gestalten und ihren reinen identitätsbegründeten Handlungsformen in den Medien verglichen und als mangelhaft oder unzureichend empfunden wird, also mit dem Maßstab attraktiver Körperutopien und perfekter Zielbilder, die in der medial-fiktiven Industrie als erstrebenswert, erreichbar und vorteilhaft vorgezaubert werden. Körperfeindlichkeit bezeichnet demnach eine gegen den eigenen Körper gerichtete, durch Unzufriedenheit, Unlust, Widerwillen oder Missfallen motivierte und nicht selten mit katastrophalen Konsequenzen verbundene Abneigung, und zwar als Reaktion auf ideale und daher nicht erreichbare Standards und Normen, die in den Bereichen der Gesellschaft, verglichen und als mangelhaft oder unzureichend empfunden wird, also mit dem Maßstab attraktiver Körperutopien und perfekter Zielbilder, die in der medial-fiktiven Industrie als erstrebenswert, erreichbar und vorteilhaft vorgezaubert werden.

  Dabei geht es um den kuriosen Versuch, den eigenen Körper, der im Vergleich mit ästhetischen Normen und mustergültigen Dimensionen des makellosen Körpers in der Werbung, im Konsum, in den Bildsphären der Unterhaltungsindustrie und der phantasierten Erotik als minderwertig eingestuft wird, gegen den allgemein begehrten umzutauschen.

  Infolgedessen steht, vereinfacht gesehen, im Zentrum der Körperfeindlichkeit das Motiv des Begehrens.

Europas desintegration – eller tiltrængt fælles nedtur?

I lyset af 2 verdenskrige med udspring i Europa var europæisk integration ikke alene en politisk nødvendighed men også et humanistisk projekt, uanset at danske EU-modstandere (med rette) har bebrejdet fortalerne for EU at være i lommen på de store koncerner og fortalere for en liberalistisk økonomisk politik.

I et nordisk skær af socialdemokratisk præget social ansvarlighed og studenteroprørets antikapitalistiske vestredrejede nationalisme[1] blev Europa som ægte geopolitisk alternativ til fortidens vanvid aldrig rodfæstet i vores venstrefløj – og for det borgerlige Danmark blev EU kun en ramme for ”better business” – så længe det varede.

For tiden kan man iagttage en bred tendens – og nu især hos de borgerlige – at tiden nu er inde til at hyppe de egne kartofler og at lade fattigrøvene syd for alperne sejle deres egen sø.

Amerikanske rating-argenturer er chokeret (og vel i virkeligheden glad for) at det står så skidt til i Europa – og især mht. den indre europæiske solidaritet, at det er det syge Europa man skriver og snakker om – mens det økonomisk lige så syge USA således kommer ud af skudlinjen, så længe dem som flygter fra Euroen til dels - i mangel af bedre - flygter til Dollaren.

I sidste ende ville det nok være sundt, hvis bankerne smækkede kassen i - i forhold til Europas regeringer.  Således vil man være tvunget til at lade euro-trykkerierne køre – med inflation til følge. Vi ville blive fattigere alle sammen (også Danskerne vil blive trukket med ned) – men bankerne ville gå glip af de til dels helt urealistisk høje renter og ville blive spist af med inflationsramte Euro. Dens slags rammer uden tvivl også min pension – men med lidt ansvarlighed kan min generation da ikke forvente, at vi alle sammen låner til vores nuværende leveniveau, og efterlader gælden (til bankernes højtforrentede glæde)til dagens ungdom.

Inden for en europæisk helhed kan denne kontinents befolkning overleve (nogenlunde) autark så længe ingen rundt om gider tro på vores penge. Men så er det også slut med tøj, elektronik og endda underlødige frosne grøntsager til kinesisk/indiske dumpingpriser. At vækstraterne i disse lande så vil falde, er synd for dem som indtil videre kun kunne drømme om at få del i velstanden. Men hvis f.eks. Kinas voksende velstand skal baseres på europæisk-amerikansk uansvarlighed og plyndring af Afrikas ressourcer frembringer en evt. kinesisk røvtur – i forlængelse af vores egen - hos mig kun krokodilletårer.

Alt det jeg skriver her bevæger sig desværre indenfor mere eller mindre markedsøkonomiske rammer – ikke pga. manglende fantasi fra min side, men ud fra en stor mangel på tiltro til storstilet, frivillig solidaritet i vores endnu varende tilstand af forkælelse.

---

[1] Da jeg startede på Aalborg Universitetscenter (sådan hed AAU dengang) protesterede de nyfangede studerende imod at skulle læse engelsksprogede bøger – de krævede danske (som de anså for ideologisk mere tilforladelige)!

Transcendental Økonomi

Finanskrisen og de frie markedskræfter

Kort før regeringsskiftet meldte Venstre henholdsvis Liberal Alliance ud med følgende:

Venstre: Vi griber ind, hvis behovet opstår
Finansminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre mener, at der endnu ikke er behov for at gribe ind, men hvis behovet opstår, så er Danmark rustet til at gribe ind, siger han:

Med tilbagetrækningreformen og især efterlønsændringerne har vi skabt os et økonomisk råderum, så vi har økonomisk handlefrihed, hvis der sker noget meget dramatisk i verdensøkonomien, siger Claus Hjort Frederiksen.

Liberal Alliance: Lavere skat
Hos Liberal Alliance mener man ikke, der er tid til at vente. Lavere skat skal være vejen til vækst, mener partileder Anders Samuelsen, der foreslår en marginalskat på 40% og en halvering af selskabsskatten.

Anders Samuelsen oplyser, at partiet på sit sommergruppemøde i morgen vil komme med en økonomisk plan, der viser hvordan økonomien sagtens kan hænge sammen trods de store skattelettelser.

(DR – politik - 08. aug. 2011 14.14 Politik)

Hvis man går ud fra, at krisen skal løses ved at tage fat ved årsagen så er sagen jo ligetil:

I henhold til ”liberalisterne” fejler markedskræfter aldrig – og krisen kommer af?? for høje skatter!!

Det offentlige (statsmagten/kommunerne) kan jo ikke finde ud af at bruge pengene fornuftigt – men det kan de private investorer.

Så er der lige følgende historiske kendsgerninger, som man skal se bort fra:

Denne her verdenskrise startede med en boligboble af dimensioner, som allerede for fire år siden fik den amerikanske finanssektor med tilknytning til boligfinansieringen til at gå i sort  –  siden oplever vi at middelhavslandene  –  og landene omkring dem som stod bag investeringerne i disse lande - står for fald.

I medierne snakkes der mest om pensionssnyd og tomme statskasser pga. den offentlige administrations uduelighed. Alt imens kan man langs middelhavets kyster beundre millioner af fejlslagne byggeprojekter som satsede på huse og boliger og shoppingmalls  - finansieret af banker med hensyn til store afkast .

De milliarder som forsvandt og forsvinder der, snakker man ikke om. Bankerne er flade – bl.a. derfor – og har siden lånt penge af deres stater – det snakker man heller ikke om mere.

Hvordan nedsat skat til velhaverne skal rette op på denne suppedas vil liberalister som Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll nok forklare – ved hjælp af  ”Voodoo-economy[1]”. Det er jo i disse krisetider lagt op til mere transcendens[2] fra denne kant. 

p.s.
Nu fik liberalisterne i partiet Venstre på Landsmødet Lars Løkke Rasmussen med på at skærpe den liberale profil – med skattelettelser!

Venstre, som før valget ikke ville love skattelettelser synes nu, som oppositionsparti, at tiden er inde til at udvide de sociale skæl endnu hurtigere for at motivere de almindelige arbejdstagere til at arbejde mere. Hvorfor dog ikke gøre det i stor stil? Lad milliardærerne (også officielt) gå fri for skattebetaling, så vil millionærerne nok rubbe neglene og så vil vi alle blive velhavere.

---

[1] Voodoo economics is a derogatory term used to describe the economic process known as supply-side economics. The term was used by then-presidential candidate George Herbert Walker Bush, in his fight against Ronald Reagan for the Republican nomination in 1980. Voodoo economics is a complicated system that uses tax cuts as incentives to saving and increasing labor. Supply-side economics focus on increasing the supply of goods and services. According to some economists, by increasing supply, you will increase demand. (…) Voodoo economics largely revolved around the lowering of taxes to encourage a higher rate of supply. In theory, higher taxes discourage work, as they reduce the amount of take-home pay after taxes. They also reduce savings, as the after-tax amount in a savings account is lower. Lowering taxes on labor will lead to more take-home pay, and also means that employers can set wages lower because workers will be satisfied by the higher percentage of money they take home after taxes. Lowering taxes on savings, such as capital gains and interest taxes, will make saving more attractive, as your money will earn more. Theoretically, voodoo economics should lead to an increase in labor, employment, and savings.
http://www.wisegeek.com/what-is-voodoo-economics.htm

[2] Begrebet transcendent betegner det, som ligger udenfor enhver erfaring. For eksempel bliver Gud ofte beskrevet som transcendent, da Gud ifølge mange tænkere ikke kan erkendes af den menneskelige erfaring. Det er med andre ord noget, som hverken kan erkendes ved bevidstheden, sanserne eller erfaringen.

Asocial renlighed

Oldemødrene og deres puritanske mænd satte en gang for længe siden lighedstegn mellem renlighed og anstændighed. Vi kender endnu til de ”beskidte tanker”.

Hjemmet som renhedens/renlighedens eksercerplads står mestendels stadigvæk under kvindernes kommando. Desværre betyder det så, at de fortravlede, fuldtids beskæftigede enten skal pudse i en betydelig del af deres beskedne fritid – eller ser sig tvunget til at lukke hjemmet for utidige besøg af selv de allerkæreste venner. Slap af og drop det renlighedsvanvid – for din, din families og dine venners skyld.

kickstarte økonomien ved fornuftige projekter - hvad med elektrificering af jernbanerne?

Kære trafikpolitiker

- vær forvisset om, at den rolle som IC4-problemer udgør, kommer til at spille ind i udsigterne til elektrificering selvom trafikministeriet ikke taler højt om det. Med IC4 leveret og ombygget til en formue

http://www.youtube.com/watch?v=8vnXOLdSUvU

 – vel at mærke stadig til dieselbrug – bliver der først plads til elektrificering, når IC4 skal udfases igen - en gang - i 203?.
I N G E N  har talt om, at man kunne komme udenom kontraktproblemerne med Ansaldo Breda ved at lade IC4 elektrificere - i hvert fald hen ad vejen, som banestrækningerne bliver elektrificeret. De dieselmotorer som sidder i disse tog er jo ikke af den type, som holder togsættenes levetid ud - og togsættene kunne ved havarier og slid passende oprustes til eldrift, hvis man vel at mærke forbereder det i forvejen. Ombygningen skulle ikke foregå i ét hug men efterhånden togsæt for togsæt – i passende takt med en fremadskridende elektrificering af banerne. Ombygningen ville kunne foretages i Danmark uden en kapacitetsmæssigt uhensigtsmæssig stor kapacitetsudvidelse på værkstederne. Samtidig kunne der oparbejdes en dansk ekspertise, som ville blive en ”eksportvare” – i de kommende årtier – hvor pengene bliver små – oliepriserne fortsat stiger – og miljøkravene ligeså. Man vil i kriseår vende blikket bort fra TGV-lignende projekter og i stedet for satse på energirigtige transportløsninger til forholdsvis små penge. Togene behøver såmænd ikke højere topfart men bare bedre accelerationsevne – så kan de betjene mindre stationer og trinbrætter igen – på den måde erstatte busdrift mange steder – ug det uden at transporttiden stiger for dem som skal køre længere. Miljørigtige jetfly er der lange udsigter til. Togene skal stå sig i konkurrencen ved at være bedst for miljøet, mest pålidelige og billigst – ikke ved at være hurtigst!
Det er derfor jeg vil promovere elektrificeringen af IC4, fordi vi ellers får at vide - nu har vi altså købt de IC4 togsæt - og derfor er det hul i hovedet at elektrificere nu - det kan først komme på tale når IC4 står til udfasning - og der er så.....et godt stykke efter denne regering er gået af - selvom den skulle blive genvalgt et par gange.
med venlig hilsen


Philipp Blau

p.s.

Jeg tror ikke, at IC4 bliver de bedste tog, når de kommer på el – men de står ikke længere i vejen for elektrificeringen og de sviner mindre.
p.p.s.
Jeg ved godt at I har travlt i disse dage - og pengene er små - men ...når der nu skal kickstartes noget fornuftigt, kunne det jo være togdriften bl.a. Jeg indrømmer dog gerne, ikke at have set en elmotor med kickstarter.

Læg også mærke til, at IC4 forurener mere end det gamle IC3:
http://ing.dk/artikel/90196-ic4-forurener-mere-end-det-gamle-ic3

Langtrukken Slagtning

Lige siden Anden Verdenskrig har de danske regeringer haft et tvetydigt forhold til jernbanerne.

Ganske vist var der en generation ved magten, som havde oplevet jernbanen som det transportmiddel, som holdt sammen på Danmark – på trods af Bælterne. På den anden side, syntes skinnebåren trafik at være forældet, uanset om det gjaldt sporvogne i forhold til busserne eller eksprestogene i forhold til flyvemaskinen. Fremtiden lå tilsyneladende på vejene og i luften. Godstrafikken kunne klares af skibene og lastbilerne, mens persontrafikken kunne klares af den voksende private bilpark og SAS. Togene var det transportmiddel, hvor skolebørnene og pensionisterne kunne trilles rundt i landet. Ganske vist havde man helt tilbage fra trediverne en lyntogstradition, som indenfor DSB var markeringen af, at skinnerne skam også var med, når det gjaldt teknologisk udvikling. Men ligesom i USA (som for Danmark udgjorde strømpilen for al udvikling) undlod man at satse på elektrificering og holdt sig i stedet for  til de ineffektive diesellokomotiver med dårlig acceleration og svineri som deres hovedkendetegn.[1]

Så skilte man skinnelegemet fra banedriften og overlod skinnerne til Bane Danmark og en del af togdriften på hovedstrækningerne til DSB, mens andet blev udliciteret til bl.a. engelske ARRIVA.

Da der i det nye årtusinde ikke kunne købes seriøse eksprestog til dieseldrift nogen steder (man havde for længst solgt Scandia Randers til canadiske Bombardier som skar togfabrikken ned til et reparaturværksted) skulle italienske Ansaldo Breda få opgaven til at opfinde sådan nogle til lejligheden. Det blev så til IC4….

Med baggrund et denne småtskårne, indeklemte bedrøvelighed fik ”fremtidsorienterede” DSB-direktører i deres moderigtige, internationale ånd den idé, at DSB’s koncept (hvis man kan tale om sådan en) skulle eksporteres over sundet til Sverige. Rammen blev DSB First som nu blev sømmet på ligkisten til Statsbanerne.

Konsekvent nok kræver partiet Venstre nu en privatisering af DSB. Jeg kan forsikre evt. læsere, at det vil blive udenlandske virksomheder, som kommer til at stå for togkørslen i Danmark så længe den måtte vare ved.

Ironisk nok, er ”letbanerne” (moderne sporvogne) kommet på alles læber som fremtiden for bytrafikken i Danmarks mellemstore byer. Alt i mens vil diesel-, kerosen- og benzinpriserne stige og gøre dieseltogene, flyvemaskinerne og privatbilen dyrere i brug – men det gør vel ikke noget, så længe man som ”professionel” rejser for andres penge.

opdatering med lidt korrespondence:

Kære Jesper Damm Olsen 

(og trafikpolitisk ordfører for Socialdemokratiet Magnus Heunicke til orientering/inspiration)

Tak for den hurtige tilbagemelding med den officielle holdning
- jeg er dog ret sikkert på, at den rolle som IC4-problemer udgør, kommer til at spille ind i udsigterne til elektrificering - og det står der intet om i det nedenstående - men en del om i de nyere meldinger om elektrificering nu - eller en gang - i 20??.
I N G E N har talt om, at man kunne komme udenom kontraktproblemerne med Ansaldo Breda ved at lade IC4 elektrificere - i hvert fald hen ad vejen, som banestrækningerne bliver elektrificeret. De dieselmotorer som sidder i disse tog er jo ikke af den type, som holder togsættenes levetid ud - og kan så ved havarier og slid passende erstattes af elmotorer, hvis man vel at mærke forbereder det i forvejen -
Det er d e n idé jeg vil promovere, fordi vi ellers få at vide - nu har vi altså købt de IC4 togsæt - og derfor er det hul i hovedet at elektrificere nu - det kan først komme på tale når IC4 står til udfasning - og der er så.....et godt stykke efter denne regering er gået af - selvom den skulle blive genvalgt et par gange.
med venlig hilsen

Philipp Blau
p.s.
Jeg ved godt at I har travlt i disse dage - og pengene er små - men ...når der nu skal kickstartes noget fornuftigt, kunne det jo være togdriften bl.a. Jeg indrømmer dog gerne, ikke at have set en elmotor med kickstarter.

Læg også mærke til, at IC4 forurener mere end det gamle IC3:
http://ing.dk/artikel/90196-ic4-forurener-mere-end-det-gamle-ic3

---

Subject: SV: kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??
Date: Wed, 2 Nov 2011 12:54:27 +0100
From: JDO@TRM.dk
To: ph.blau@hotmail.com

Tak for mail Philipp, her er ministerens udmelding om elektrificering:

T.o.:

Minister vil have strøm på togene EL-TOG: På længere sigt skal danske tog køre på el i stedet for diesel, mener transportministeren. Men det er uvist, hvornår der bliver råd til det. af Lars Fahrendorff lfa@jv.dk
En elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov kan blive en del af de offentlige investeringer, som regeringen vil rykke frem som led i sin vækstpakke til 17 milliarder kroner. El-tog eller skinnebusser mellem Lunderskov og Esbjerg kan bidrage til at løse nogle af de materielproblemer, som DSB slås med i kølvandet på IC4-skandalen og et støt stigende antal passagerer. Og strækningen Kolding-Lunderskov er allerede elektrificeret. Transportminister Henrik Dam Kristensen ( S) mener, at et elektrificeret skinnenet i Danmark er vejen frem. - Problemet er, at det er rasende dyrt. Men både strækningen fra Fredericia til Aalborg og mellem Lunderskov og Esbjerg bør elektrificeres. Og Esbjerg-Lunderskov er den nemmeste at gå til, fordi en del af arbejdet allerede er gjort her, siger Henrik Dam Kristensen ( S). Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Henning Hyllested lover at kæmpe for beslutningen. Han henviser til et valgløfte fra finansministeren: - Hvis ikke finansministeren husker sit løfte, skal vi nok hjælpe ham med det, siger Henning Hyllested. JydskeVestkysten har uden held forsøgt at få et svar fra finansministeren på, om strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg indgår i finanslovsforslaget.

Venlig hilsen
Jesper Damm Olsen
Pressechef
Transportministeriet
Ministry of Transport
Ministersekretariatet
Frederiksholms Kanal 27 F
DK-1220 København K
Telefon +45 33924302 mobil +45 40859388
JDO@TRM.dk
www.trm.dk

---

Fra: Philipp Blau [mailto:ph.blau@hotmail.com]
Sendt: 2. november 2011 12:10
Til: TRM Jesper Damm Olsen
Emne: FW: kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??

kickstarte Danmark med offentlige anlægsarbejder - hvad med elektrificeringen??
Kære Jesper Damm Olsen
(som skal læse mailene og forhåbentlig videreformidler dem)
Nu er der lagt op til at der skal bruges milliarder til at kickstarte økonomien - ved bl.a. anlægsarbejde. Samtidigt har man tilsyneladende skrinlagt den elektrificering af banerne som man har talt så meget om. Jeg ved godt, at der er problemer med at komme ud af kontrakten med Ansaldo Breda - men man fandt i sin tid jo også på at lave elektriske IC3-tog (med udgangspunkt i de dieseldrevene) - og elektriske tog har Ansaldo Breda vel mere forstand på (se f. eks Metroen i Kbh.) - Så hvad med at få IC4 elektrificeret/ombygget i en fart - og banestrækningerne ligeledes. Ellers er det på sigt slut med fornuftig banedrift her i landet - til skade for miljøet og økonomien på langt sigt.
se også her:
http://alterpolitik.blogspot.com/2011/10/langtrukken-slagtning.html

med venlig hilsen
Philipp Blau

---

[1] De fleste af dem er dieselelektriske, således at de slæber rundt på store dieselmotorer som driver store generatorer som så leverer strøm til flere små elektromotorer som så driver hjulene. Såvel dieselmotorerne som generatorerne kunne ”smides ud”, hvis man havde strøm fra en køreledning. Eneste redning blev for et stykke tid, at man fandt på at sætte lastbilmotorer med dertil hørende gearkasser i lette ”skinnebusser” som kunne kobles sammen via overdimensionerede gummipølser – ikke kønne men ganske brugbare, udtænkt og produceret af Scandia Randers – kendt som IC3.

Ingen "lyst" til biotek

Biotek var ”Danmarks niche”, som en gang skulle booste udviklingen i hightech-delen af Danmarks kemiske og farmakologiske industri – samt den nye energisektor baseret på biomasse m.m.

Ideen syntes at være god, og investorerne var der også – før finanskrisen.

Selvom der ikke er tvivl om, at arbejdet med biotek stadigvæk er vigtig for fremtiden – og også økonomisk og miljømæssig den eneste gangbare vej, så er der (næsten) ingen som vil investere.

Kursstigningerne på biotek-området er pist borte, og hvis der ikke er udsigt til et indbringende produkt indenfor en meget kort tidsramme, tør aktionærer (amatører og professionelle) slet ikke bruge penge på dette felt.

Sådan forspildes fremtiden i rammerne af den kapitalistiske logik, at alt skal kunne betale sig – her og nu - og at markedet er bedst til at dirigere investeringerne de rigtige steder hen.

Så længe man ikke tør føre en offentlig, offensiv industripolitik mht. særlige indsatsområder – gerne på nationalt og europæisk plan - mens man tror at forkælelsen af millionærerne vil redde os ud af suppedasen ser det sort ud for en bæredygtig udvikling af dansk biotek (og dansk produktion som sådan).

Klassekamp oppefra

 

Som det fremgår af nedenstående, er der ingen tvivl hos borgerlige ”videnskabsmænd”, hvordan Danmark skal takle krisen.

Hvor må det være hårdt at forringe andres forhold imens man selv skal leve med kæmpe indtægtsstigninger. 


Fremtiden sikres med løntørke
Hvis dansk erhvervsliv skal kunne vende den nedadgående kurve, er der én benhård kur: løntilbageholdenhed. Det skriver business.dk.
Fremtrædende økonomer kommer  i Berlingskes tillæg Business med et markant opråb:

Danske lønstigninger skal ligge mindst ét procentpoint under den tyske lønudvikling hvert år i ti år, hvis de danske lønninger igen skal komme ned på nabolandenes niveau.
Ellers er der ikke en kinamands chance for, at danske virksomheders konkurrenceevne kan øges:

- Enten skal vi holde et lavere lønniveau, eller også skal vores produktivitet stige med en procent mere end udlandets. Men det er usandsynligt, fordi produktiviteten har været faldende. Så vi bliver nødt til at indstille os på en langt lavere lønudvikling, end vi har været vant til, siger Torben M. Andersen, tidligere overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet.
(...)
Undersøgelse: Danske toplederes løn stiger markant
Ifølge Center for Ledelses nye cheflønstatistik oplever de danske topledere for 10. år i træk den største lønstigning. I årets undersøgelse, som omfatter 242 medlemsvirksomheder med 7.946 topledere, er de adm. direktørers løn således steget med 5,1 pct., fagdirektørernes løn er steget med 4,6 pct., mens fagchefernes løn er steget med 3,8 pct. Dette vækker bekymring hos lektor Jørgen Stamhus fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. ”Samfundsøkonomisk kan man godt blive bekymret, hvis lønmodtagerne får alt for godt øje på de her lønstigningstakter blandt lederne”, siger han. (…)

En dag der ændrede Verden

et uddrag af Uffe Ellemann-Jensens forord til bogen 11. september - Verdens tilstand ti år efter, som udkom d. 9.september på Aarhus Universitetsforlag.

I dag, ti år efter 11. september, må vi konstatere, at der er sket »tektoniske skift« i den globale magtbalance – for at citere direktøren for Verdensbanken, Bob Zoellick. Tektoniske skift er de bevægelser i jordskorpen, som får kontinenterne til at flytte sig, og som kan udløse jordskælv og tsunamier – så det er et dramatisk billede af, hvad der sker: Magten flytter bort fra USA og Europa og over til de lande, der nu oplever voldsom økonomisk (og politisk) vækst, især Kina og Indien – og vi har allerede set de første konkrete forandringer, denne situation medfører i de internationale institutioner. I de kommende år vil vi se mange flere.

11. september førte til »krigen mod terror«. Det er et udtryk, jeg altid har haft det vanskeligt med. For bekæmpelse af terror er ikke så meget en militær opgave, som det er en opgave for politi og sikkerhedstjenester. Og hvis der endelig er behov for en militær indsats – som i Afghanistan, hvor det var nødvendigt at fratage terroristerne deres hjemmebase – så kan denne indsats ikke stå alene. Den må suppleres med en civil bistandsindsats – uden illusioner om, at det kan lade sig gøre at indføre et vestligt demokratisk system. Med krigen mod Irak – som især USA mente var nødvendig som led i »krigen mod terror« – ændredes den situation, der var skabt umiddelbart efter 9/11. Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

USA og dets allierede var nu viklet ind i to vanskelige og ekstremt kostbare krige – i Afghanistan og i Irak – og forløbet kom til at berøve USA placeringen på ’the moral high ground’. Guantanamo-fangelejren, forhørsmetoderne, anvendelsen af tortur hos dubiøse allierede – alt dette bidrog til at svække respekten for og tilliden til den eneste tilbageværende supermagt. Hertil kom, at de kostbare krige svækkede den amerikanske økonomi, som allerede i en årrække havde levet med stærkt stigende offentlige underskud og en hurtigt voksende gældsbyrde. Det vakte bekymring – men så heller ikke mere. For USA levede højt på sin kreditværdighed og på dollarens uantastede position som international reservevaluta. Den globale finanskrise i 2008 ændrede dette billede dramatisk. Det var et regulært sammenbrud i det amerikanske banksystem, som førte til krisen, der bredte sig over hele verden – og som lammede den økonomiske vækst. Men mens man i Asien og Latinamerika (og til dels også Afrika) hurtigt fik gang i væksten igen, bed krisen sig fast i USA og Europa. Mest dramatisk blev krisen i Europa, hvor flere lande var på randen af statsbankerot som følge af alt for store offentlige udgifter og offentlig gæld – men også i USA blev gælden et voksende problem, om er begyndt at true den amerikanske kreditværdighed. Og omkring ti-årsdagen for 11. september må de amerikanske politiske ledere se i øjnene, at kostbare krige og svigtende konkurrenceevne har undermineret USAs økonomi.

Ændrede økonomiske magtbalancer er i fuld gang med at ændre de globale politiske spilleregler. Mest dramatisk viser det sig ved, at Kina i dag er verdens næststørste økonomi – og USAs største kreditor. Endnu har vi kun set begyndelsen på det, der er ved at ske: Det første vigtige skridt var etableringen af G20 som det afgørende forum for internationalt økonomisk samarbejde – og sideløbende har vi set magtbalancerne i de gamle globale institutioner forskyde sig: Verdensbanken, IMF, WTO osv. Det er også et spørgsmål om tid, hvornår man må ændre den arkaiske indretning af FNs sikkerhedsråd, hvor de gamle vestlige magter har alt for stort et ord at skulle have sagt, sammenholdt med dagens politiske virkelighed. Og det bliver en brutal opvågnen for især europæerne, at den globale magtbalance er ved at skifte.

11. september kom til at spille en afgørende rolle for denne udvikling. Begivenhederne den dag dræbte den optimisme, der havde præget årene efter Den Kolde Krigs fredelige afslutning – og pressede Vesten ind i et forløb, hvis kulmination vi endnu ikke kender. Det store spørgsmål er, hvordan vores vestlige civilisation og de ’vestlige værdier’ klarer sig i den omvæltning, der er sat i gang. Og her kommer vi ikke uden om, at begivenhederne den 11. september 2001 kom til at undergrave de værdier, som terroristerne ønskede at ødelægge – og som vi selv har ønsket at forsvare. Der ligger måske den vigtigste udfordring i den kommende tid.

 Philipps efterskrift:

Jeg var og er ikke en stor fan af Uffe Ellemann Jensen – og slet ikke af hans politiske grundholdninger, men må anerkende, at han – i modsætning til de partifæller som endnu sidder ved magten – erkender, hvad der er ved at ske i verdenen. Fred være med det at han skriver ovenfor: ”Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.”
Jeg kan ikke tro, at Ellemann Jensen virkelig var så naiv at tro på Bush og hans slæng i den sag, når stemmer i Danmarks hemmelige tjenester og FN-våbeninspektorer allerede dengang fortalte, at disse hersens masseødelæggelsesvåben ikke var der (mere?)

Liberalismens fallit

22 år efter sovjetkommunismens fallit oplever vi nu den økonomiske liberalismes fallit – dog uden at det politiske liv tør tage notits af det. Opskrifter i stil med dem fra Liberal Alliance – som selv lever af pengegaver fra de rigeste – er stadig dem, som også de socialliberale i grund og bund ser som den eneste vej ud af krisen, samtidig med, at ingen er i stand til at se, at vækst som grundidé – altså vækst uden retning eller mening ikke alene økonomisk men også økologisk er en umulighed på vores klode med begrænsede ressourcer.
Bankerne lever med og af statsstøtte mens deres ejere til stadighed kræver mindre stat og flere penge til sig selv.
Politiske partier som de Konservative og de Radikale mener formodentligt, at deres idé med samarbejde hen over midten må være vejen frem. Men begge partier står 100 % på et liberalistisk grundlag når det gælder den økonomiske politik.
Så længe vores politik skal have det grundparadigme, at pengene ”lever deres eget liv” og omtanke og styring af, hvad der skal fremmes og hvad der skal hæmmes i fremtiden (med anden bagtanke end pengeafkast) anses for ”kommunisme”, overlader vi os og vores fremtid til den globale, frie konkurrence om at være hurtigst voksende og mest produktiv – uden hensyn til, hvor produkterne i sidste ende skal købes eller om de overhovedet er gavnlige – og fuldstændig uden hensyn til, hvor ressourcerne (”råvarerne”) til dette kapløb skal komme fra.
Verden er i krise – vejen ind i den var uhæmmet liberalisme og tiltagende social uretfærdighed. Vejen ud af den fører  i k k e  ad samme spor!

skatteminister Peter Christensen vs. realiteten

 "Det er for tidligt at sige, om det her (finanskrise 2, PB) er et bump på vejen eller et økonomisk tilbageslag. Vi skal have is i maven og se tiden an." siger skatteminister Peter Christensen til Berlingske Tidene d. 11-08-2011. De fleste økonomer kan erkende en økonomisk katastrofe når den e r indtruffet - det gælder dog ikke vores skatteminister!

Pandoras æske

Update:
Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger er Finanstilsynet i gang med en større kulegravning af forløbet omkring den skandaleombruste Pandora-emission.
Meget tyder på, at Finanstilsynets politianmeldelse af Nordea for i aktieanalyser ikke at have oplyst fyldestgørende om bankens indirekte ejerandel i Pandora - og dermed en oplagt interessekonflikt - kun er toppen af isbjerget i en større anlagt undersøgelse af hele Pandora-emissionen.
Blandt andet om hvorvidt prospektets regnskabsoplysninger var retvisende, og om Pandora-ledelsens viden om salgsudviklingen fra opjustering af årsforventningen den 18. april 2011, bekræftelse i halvårsregnskabet af årsforventningen den 19. maj 2011 til nedjusteringen den 2. august 2011.
Spørgsmålet er naturligvis om nedjusteringen kom i tide, og om ledelsens viden ved opjusteringen.
Pandora, (af pan-, se pan(to)-, og gr. doron 'gave'), i græsk mytologi g.m. Epimetheus. For at straffe menneskene (dvs. mændene), der hidtil havde levet uden sorger og bekymringer, lod Zeus guderne skabe den første kvinde, et dårende dejligt væsen, som Hermes "indgød løgne, forførende ord og tyvagtige vaner". Hun fik navnet Pandora, fordi gaven kom fra alle guder, og med sig fik hun en krukke, ofte kaldet Pandoras æske, som under ingen omstændigheder måtte åbnes. Hun blev gift med den godtroende Epimetheus. Da hun trodsede forbuddet og åbnede krukken, fløj alverdens ulykker ud i verden, og kun håbet blev tilbage i krukken. Myten er fortalt hos digteren Hesiod.

læs mere her: http://www.suite101.com/content/the-myth-of-pandoras-box-a91577

Pandora-direktør blev forgyldt. (Berlingske Business  10-08-11 side 9/Ritzau)

Mens investorerne spejder efter de milliarder af kroner, der forsvandt på Pandoras Børsderoute i sidste uge, kan den 45-årige fyrede direktør Mikkel Vendelin Olesen se frem til en god og tryg pension. I sind knap treårige karriere som topchef i smykkekoncernen nåede han således at score omkring 100 millioner kroner, viser JyllandsPostens gennemgang af Pandoras børsmeddelelser.

Vanvid på udtrådt sti

Norske Anders B.B. kan chokere hele verden med sin ugerning, fordi han er sådan en ”pæn dreng” – blond og med blå øjne, efter eget udsagn kristen og nordmand. Havde en mørklødet muslim og begået noget lignende på havde det været ”forventet”.

Ikke uden grund betragter han sig selv som (ny)nazist – om end tilsyneladende ikke hele hans tankesæt er i overensstemmelse med Hitlers ”Mein Kampf”.

At betragte han som en ”ensom ulv” holder jo kun for så vidt, som manden ikke mødtes med ligesindede i en forening eller på skydebanen. Hans ”dagbogsmanifest” viser dog, at han tydeligvis orienterer sig iblandt holdningsfæller på nettet og således placerer sig i forlængelsen af andre politisk-racistisk motiverede massemordere.

At hele nationer (også/især af den lyshårede og blåøjede slags) for ikke alt for længe siden kunne følge lignende tanker og tusindvis af pæne unge og yngre mænd (og endda nogle kvinder) kunne deltage i massemord med en overbevisning om at gøre det rigtige, viser at en Anders B.Bs. gerninger desværre ikke er så langt fra potentielt ”menneskeligt” adfærd, som vi ville ønske os.

Flexicurity til udvortes brug

Mens security demonteres herhjemme og flexibility bruges til jobeksport  tillader DANSK INDUSTRI sig at prale med Danmarks fortid som flexicurity-landet.

Der kan ligge en vis trøst i det forhold, at Erik Kjærdsgaard aldrig kom til at sige nedenstående, fordi hans

 "Presentation (was) prepared but not delivered due to unforeseen circumstances."

Det kan jo være, at de uforudsete omstændigheder var, at det gik op for ham, at nedenstående ikke længere passer i forhold i den danske regerings politik.

DANSK INDUSTRI – ERIK KJAERGAARD, Head, Social Affairs

On 16 March 2011, the ninth European Forum for Manufacturing Roundtable Discussion: ‘Employment, Health, Safety & Manufacturing’ was held in the European Parliament.

First of all, I would like to thank the EFM for inviting us here today and for giving us the opportunity to meet and discuss such important issues as flexicurity and the future for manufacturing companies.

The Confederation of Danish Industry [DI] represents 10,000 businesses and works to create the best possible conditions for the business community. My presentation will focus on flexicurity which is so important to Danish manufacturing companies.

Danish Model

In Denmark, flexicurity consists of three pillars:

1. Flexibility:

– External flexibility (i.e. easy to hire and fire):

- internal flexibility (i.e. working hours, overtime, part-time)

- wage flexibility (i.e. performance or result-based).

2. Security:

– the low degree of employment protection means that security in the Danish labour market does not appear as job security, but rather through income security and employment security

– income security means that we have a high compensation rate for low income groups: 90% for 2 years

– employment security means that the many annual job openings enable the unemployed to get a new job quickly.

3. Active Labour Market Policies:

– requirements – people must be available and actively job-seeking

– instruments – activation schemes and skills upgrading.

The Impact of the Economic Crisis

The global economic decline also reached Denmark, where companies found themselves suddenly with empty order books. The economic crisis meant that some companies had to let people go, while other companies made use of short-term working schemes.

Unemployment rates have now stabilised and we see positive growth rates. We also now know that a lot of the people who lost their jobs during the crisis, found new employment relatively quickly.

Let me give you a few examples:

• during the crisis, more than 30% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the metal sector more than 60% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the construction sector more than 40% of the people who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

There is, therefore, no doubt that the Danish flexicurity system made it easier to recover from the crisis for companies, employees and the unemployed.

So flexicurity is important to Danish companies, because it provides companies with the flexibility that is needed to cope with international competition – especially in a time of economic crisis – while at the same time creating job openings, which enable the unemployed to get new jobs quickly.

However, while learning lessons from the crisis is important, I find that the ‘Agenda for New Skills and Jobs’ puts too much emphasis on this particular – and exceptional – period.

We need a policy that takes into account the full dynamics of a business cycle to cope with the challenges of an ageing and declining workforce, new market conditions, new technologies and international competition – challenges, which all require flexible labour markets.

While Dansk Industri therefore welcomes the Commission’s focus on strengthening flexicurity policies, we very much regret that the Commission seems to be promoting a single form of open-ended contract. I cannot stress enough that an important part of securing flexible labour markets is to secure a diversity of contractual arrangement.

A diversity of contractual arrangements is a pre-condition for companies to stay competitive and to adapt to new challenges.

We further believe that reducing the diversity of work contracts will not contribute to job creation. I therefore would like to warn against shifting the focus from ‘employment-security’ to ‘job-security’. One of reasons that flexicurity works as a very successful model in Denmark, is that we focus on employment-security!

Flexicurity is important – and specifically during a crisis – because it provides better possibilities for maintaining competitiveness in companies and thus for promoting:

• low structural unemployment

• high employment rate

• many job openings

• people finding new jobs quickly

To conclude, the future debate on flexicurity should focus on how best to support companies and workers in adapting to changes. And the best way to do that is to secure flexibility for companies and employment security for workers.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Aalborg Westend - nostalgi og ”sociologi”

I anledning af en indkøbstur til Aalborg midtby lagde jeg vejen hjem forbi Vestbyen – velsagtens inspireret af en ”naboblog” som blandt andet handlede om at flytte til Vestbyen i Aalborg.

I 1975, da jeg kom til Danmark og bosatte mig i Vestbyen, var området allerede et krydsningspunkt mellem almindelig arbejderklasse og Overdanmark, da Vestbyen ligger omklamret af Hasseris på den ene side og Bådehavnen på den anden.

Da den sidste industri, cementfabrikken Norden, De Smithskes Jernstøberier, Bera Stilladser & Galvanisering ligesom Limfjordsværftet forsvandt i løbet af 1970ernje og 1980ere kunne man have forventet, at hele området med dens nærhed til de fine folk i Hasseris og de rekreative områder mod vest ville blive shinet op og udstykket til ejerlejligheder. Men det her er Danmark – og Aalborg, og takket været det faktum, at den teglstensrøde boligmasse i Vestbyen er i hænderne på boligforeninger, som ikke går ind for at sælge sig selv som ejerlejligheder eller luksusandele, så er tilsyneladende alt ved det gamle.

Der boede jeg i 1970erne (fra 1975) på Henning Smiths vej. I dag kan man genfinde det gamle Smithske støberi med det runde tag som en integreret bestanddel af et alderdomshjem, og da man kan gå ind, så fik jeg syn for sagen, hvordan man engang i 1800-tallet kunne finde på at lade bærende træbjælker til tagkonstruktionen ende i skorstenen til smelteovnen. At taget ikke futtede af, dengang det hele var i drift, er et rent mirakel. For øvrigt var det i dette alderdomshjem, min svigermor tilbragte sine sidste dage for mere end 10 år siden. Hun skulle kun flytte nogle få hundrede meter over fra Kastetvej, hvor mine svigerforældre havde boet fra midten af 1950erne, og hvor min kone gik i skole på Vesterkær. På Kastetvej er Brugsen blevet skiftet ud men en (Spar?) da FDB droppede de mindre brugser til fordel for Superbrugs og Fakta, men ellers ligner også Kastetvej sig selv.

De ret beskedne lejligheder på Henning Smiths Vej lige overfor alderdomshjemmet  er ikke blevet sammenlagt og boligblokkene ligner sig selv. Kun de bredrammede plastvinduer som vi fik dengang i 1970erne er heldigvis blevet udskiftet med mere passende todelte, som ligner de oprindelige fra 1940erne og 50erne. Dørtelefoner har man dog fået – og hermed også den mulighed at studere beboernes navne uden at gå ind i opgangen.

Det ser meget tilforladelig ud – danske efternavne næsten hele bundtet – og ibland de cirka 100 – 150 navne jeg så, var der én som entydigt henviste til det ”farlige” mellemøsten og islam: SAID.

Det mest eksotiske var dog PICASSO, (Günther!!). Det må være nyfascisten fra C.V. Jørgensen-sangen Costa del Sol, som er flyttet tilbage til Danmark efter en social deroute (”Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto.”) Undskyld Günther Picasso – jeg kender dig jo slet ikke, og i modsætning til den fiktive ”litterære” person findes du jo i virkeligheden.

En tilsvarende vandring i Østbyen afslører hurtigt, at det er her, indvandrene har fået foden indenfor. Her fortæller allerede bilerne på gaden med de mange baltiske nummerplader, at det er i øst man kommer ind, hvis man er ny i ….. i en by på denne jord .... så hører du hjemme i Eastend.

Nu vil jeg jo ikke bebrejde dem, som uddeler lejlighederne i boligforeningerne i Vestbyen for racisme – og det kan sagtens være, at folk med anden etnisk baggrund bliver guidet af interne kanaler de steder hen, hvor fællerne befinder sigt i forvejen.

Bilernes standard i Vestbyen er i hvert fald en god tand over dem i Østbyen – ikke gejlet op – men nyere mellemklasse – og ingen rust. Med en vis tilfredsstillelse så jeg dog en ”klassisk” Renault 5 i afbleget tomatrød – men køreklar og synet.

Hvorom det så går til med nydanskernes og indvandrernes bosætning, så finder integrationen ikke sted via boligen (hvis overhovedet). Ghettoerne dannes/skabes - uanset boligforeningerne - som om det hele gik rent privatkapitalistisk til, og de danskere, som holder sig til boligforeningerne og tilhører arbejderklassen (eller noget derhen ad i servicesektoren og de mere jordnære sektorer indenfor administrationen) holder sig tilsyneladende væk fra deres etniske kollegaer fra arbejdspladsen, når det gælder boligen.

”Ha! Hvordan er du så med din baggrund (som dengang østriger) kommet ti at bo i Vestbyen??”

Tja, jeg var/er dansk gift og min kone havde været medlem af Boligforeningen Himmerland siden en gang i barndommen, hvor hendes forældre havde meldt hende ind – sådan!

Hvis ikke Østrig siden var blevet en del af EU, kunne jeg i dag slet ikke komme til at leve i Danmark (dansk gift eller ej). Ok – der ville så være en brokrøv mindre i dette eventyr-land med et nyt "grænsehegn" under udvikling.

Fra dansk ”højreradikalisme” til europæisk højreradikalisme for yuppiernes skyld?

Young Urban Professionels er nok den målgruppe, De Radikale har udset sig som deres reelle vælgerbasis. Ud fra denne betragtning er bevægelsen væk fra det mindre karriereorienterede publikum som går ind for  et samarbejde med S og SF kun en konsekvens af, at der nok andre end lige Ammitzbøll som har bevæget sig fra De Radikale til Liberal Alliance.

Det er ganske vist ikke noget smukt syn, at opleve de Radikale pegende på Helle Thorning som deres statsministerkandidat samtidig med at de med deres seneste manøvre for alvor arbejder på at få skovlen under Helle Thorning (og Villy Søvndal). Hvis der findes socialliberale af den gamle støbning, så kan de alligevel udmærket finde sig tilrette i SF, hvor den direkte socialistiske målsætning er pakket så langt væk, at den ikke er til at få øje på, men hvor ønsket om at tøjle kapitalismen er i behold.

Det kan så ende med, at ”systemskiftet” ikke bliver til noget i denne omgang, med den konsekvens at Pia Kjærsgaard forbliver ved roret af dansk politik.

Udlændingeforskrækket og europaangst vil Danmark forsøge at manøvrere sig gennem ”finans”krisen.  Bankpakken skal nok blive forlænget mens pensionsalderen bliver sat op og dagpengeperioden ned. På sin isolationistiske facon vil Danmark være ganske trendy i Europa, hvor man kan slå følge med Ungarn, Italien, Polen … og adskillige andre højredrejede systemer, hvor populistisk xenofobi går hånd i hånd med afviklingen af socialstaten.

Lars von Tier er måske bare på forkanten i stedet for på afveje?

Det behøver ikke at gå så galt, hvis vi vælgere bare gør os bevidst om, hvem der er ansvarlig for den suppedas, verden befinder sig i: Magthaverne rundt om den store konservative rorgænger George Bush og hans yndlinge i politik og erhverv, som ikke alene fik økonomien afsporet men også gjorde asocial adfærd til borgerpligt.  

Jeg håber meget, at S og SF formår at opretholde deres parløb og forviser de Radikale derhen hvor de hører hjemme i denne tid: På bænken sammen med lille Lars og Pia.

Fucking ”i FORM”

Fucking ”i FORM”

Kendte ikke dette firma/website før i går, men kendsgerningen er i hvert fald, at ”i FORM” benyttede 1. maj i 2011 til at lancere et stort anlagt fitness-arrangement for kvinder – med masser af gratis merchandise til alle deltagerinder. Man synes åbenbart, at det er lige meget, at folk så ikke deltager i 1.maj-møderne – eller at det ligefrem er helt fint.

Da jeg på vejen til Kildeparken i Aalborg tog vejen forbi Østre Anlæg, kunne jeg se en del kvinder på vej – også i min alder eller deromkring, altså nogen som ved, hvad 1. maj er for noget. Kan være, at de alle var af borgerlig observans elle politisk uinteresserede, men mon ikke en del af dem havde været til maj-mødet ellers?

Ikke at jeg tror, at deltagelse i et 1. maj-møde betyder alverden for landets politiske fremtid, men det betyder noget for den enkelte at prioritere sin egen kadavers tilstand frem for forholdene på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt – på netop den dag i året, hvor der – nostalgisk eller ej – tales om de arbejdendes solidaritet med hinanden.

Rodløsheden skal indlæres i tide

”Vejle Kommune vil bruge udfordringsretten og søge om at blive fritaget for dele af folkeskoleloven, hvis det et nødvendigt for at lave en ny og bedre skole.

Hvis skolen ikke fandtes, hvad ville vi så opfinde?
Hvilke kompetencer vil fremtidens samfund efterspørge, og hvordan lever skolen op til dem?
Det er de spørgsmål, elever, forældre, lærere, pædagoger og andre aktører i Vejle Kommune med brændende interesse for undervisning kaster sig over på en række såkaldte camps.

Her glemmer de alt om skolen, som den ser ud i dag. De har fokus på fremtidens skole. Hvordan skal skolen se ud i et videns- og netværkssamfund præget af innovation, digitalisering og globalisering. Allerede i invitationen bliver deltagerne bedt om at tage en genstand med, som symboliserer fremtidens skole. Efter få dage med spændende, kreative, provokerende og forstyrrende øvelser når de frem til nye prototyper på en helt anderledes form for skole.(…)”

http://www.vejle.dk/page43478.aspx

Her den 2. maj 2011 er det så åbenbart på tide at præsentere nogle forslag som udspringer Vejle Kommunes anstrengelser for at reformere/effektivisere/billiggøre Folkeskolen.

Kongstanken er, stort set at afskaffe skoleklasserne som socialt fællesskab for børnene da ”de hører industrisamfundet til.” (Skolechef Vejle Kommune Anette Jensen; Radioavisen P1 kl. 07.00 02-05-2011)

Folkeskolebørnene skal altså tilbringe det meste af deres skoletid i skiftende grupper indrettet efter deres faglige evner (og lyst??) på forskellige områder.

At skoleklassen som socialt fællesskab betyder rigtig meget (desværre nogen gange også i negativ forstand) for etableringen at vores rødder, erkender vi alle, når vi ser på, hvor store anstrengelser mange gør sig, for at genetablere bekendtskaber og fællesskaber omkring skoleklasserne senere hen i voksenlivet, i en søgen efter egne rødder.

Der er jo en vis konsekvens i, allerede i barndommen at etablere den rodløshed og utryghed, som det moderne arbejdsmarkedet byder på, som et ”livets grundvilkår”.

Illusionsnummeret, at vi som mennesker ikke behøver andre - fordi vi kan nøjes med de andres produkter uden at nogensinde stifte bekendtskab med dem – skal blive til en ”psykisk realitet” for fremtidens danskere, så de klarer sig optimalt i konkurrencesamfundet.

At asocial adfærd som normalitet er en katastrofe for hele vores art og også det enkelte individs psykiske velvære, er åbenbart ikke noget som spiller nogen rolle i kampen om produktivitetsstigning, hvor mennesket udelukkende vurderes i en simpel input-output- model.

meget mere om emnet + et udblik ud over den danske andedam når det gælder vurderingen af vort samfund og dets udvikling kan ses her: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=964

DR World - herfra min verden går

Der var en gang ... 

DR World

·         Hør kanal

·         Gå til Playliste

DR World tilbyder som eneste danske radiokanal verdensmusik døgnet rundt. Her kan du høre det nyeste fra 'World Music Charts Europe' krydret med klassikerne fra alle verdensdele - det velkendte og det ukendte.

DR World afspejler storbykulturen og tager udgangspunkt i moderne fortolkning af traditionel musik fra hele kloden, inklusive den danske verdensmusikscene. Hovedparten af musikken, du hører her, er udgivet indenfor de seneste 10 år.

DR World er med dig - døgnet rundt - verden rundt.

DR World var indtil for nylig en web-radio-kanal (ikke til DAB!), hvor man spillede uafbrudt musik fra hele verden – svarende til beskrivelsen ovenfor. Jeg var en ivrig lytter, men ked af, at man aldrig i selve radioen fik at vide hvad der blev spillet, og at der intet var, som lignede live – hverken speak eller musik.

Hvis man i dag går ind på kanalen på nettet for at lytte, så bliver man mødt af banal popmusik – til gengæld udelukkende på dansk.

Det nummer som jeg blev mødt af, da jeg for første gang mødte den reformerede DR World var ”Rullestoleræs” af Flemming Bamse Jørgensen

 (http://www.youtube.com/watch?v=DGaZH1ska6g )

Jeg vil i denne anledning foreslå at omdøbe kanalen til ”Radio Pia ”

Og mottoet kunne – i stedet for sådan en lang tekst som ovenfor - være: Herfra min verden går