systemets
økonomiske rammer - pragmatisme - angst
”Min generation har angst” skrev gymnasieelev Olivia Dam Junget til Politikens debatside søndag d. 24 november. Hun fik så næsten en hel side til at beskrive en skolehverdag præget af stress fremprovokeret af usikkerhed overfor kammerater, præstationsangst og karakterræs, hvorefter hun 'konkluderer':
"For
at mindske gymnasiepresset ville det dog være oplagt med mere samtale
mellem elev og lærer, så læreren ved, hvor eleven står, og ved,
hvordan eleven skal vejledes for at føle sig tilpas i
undervisningen. På den anden side er det lige så vigtigt, at ikke
socialt anlagte unge får de nødvendige værktøjer, hvis de føler
behov for det. Der er umuligt at fjerne præstationsangst helt, som
stresser os. Så vi må vel bare acceptere hinandens finurligheder og
vores angst. Eller hvad?”
I
en tid hvor man ikke tror på sine egne problemløsningsforslag
er det svært at give sig selv lov til at tænke på andet end småjusteringer
i nærmiljøet. 'Drømmene' går på at etablere tryghedsbobler omkring
sig – måtte det være i familien, på skolen eller i Danmark.
Tryghed
i en nedgangstid kræver selvdisciplinering – så al utilfredsheds
med tingenes tilstand koges ned til acceptable småjusteringer – og
en vilje til at se bort fra dem som ryger ud af boblen så snart de
på arbejdsmarkedet bliver frasorteret.
Det
veluddannede unge menneske må se i øjnene, at man skal justere sine
forventninger til et minimumsniveau og pakke sine forventninger om en
fortsættelse af forældrenes livsstil på et højere niveau af
forbrug og nydelse langt væk.
Man
skal ikke have hørt på ret mange af de ikke længere unge men nu
yngre karriererytteres opskrift for deres førkrise-success, for at
forstå, at der er ingen hjælp at hente der: De er i trediverne og
fyrrerne, har bidt sig fast på Strandvejen og hylder
konkurrencestaten i et forsvar af deres lunser - så længe de ikke
foran en dommer bliver indhentet af deres synder.
De
taler raskvæk for en slags rockerkultur i jakkesæt – Joakim B.
Olsen, Bjarne Riis, CEPOS, ...
Her
møder vi også en 'ny' politikerklasse som i tide – gerne med
med forældrenes navn som adgangskort - har sat sig i spidsen af den
politiske klasse hvor de knap nok prøver et bevise at man af egen
kraft er nået så langt så hurtigt.
Mere
eller mindre pænt indpakket er deres bud til dagens ungdom:
Ta'
dig nu sammen, lad være med at klynke, hold din kæft og gør det
lortearbejde som jeg aldrig kom i nærheden af – til en lorteløn
som jeg synes er passende for undersåtter.
Det
varer måske ikke så længe, før denne nærheds-boble eksploderer, som endnu holder en angst ungdom bort fra at erkende sin generations interesse i
at se bort fra de ældre generationers luksusbehov og tåbelige
opskrifter.
Men
uden selv at have tænkt og drømt i alternative baner på
samfundsplan er der risiko for at denne eksplosion ender i en tragisk
nedtur som kan føre til fascisme eller anarki. Mellemøsten og
Østeuropa viser for tiden, hvad der er på spil.
Ragnarok
har mange jo fablet eller drømt om i årevis, enten som god
underholdning i sorte fremtidsscenarier til de store lærreder –
eller i eventyr-camps med skydeøvelser til mor, far og børn i Guds
eget land.
http://politiken.dk/magasinet/ECE2148773/prepperne-tror-at-alting-bryder-sammen-lige-om-lidt/
http://politiken.dk/magasinet/ECE2148773/prepperne-tror-at-alting-bryder-sammen-lige-om-lidt/
Der
skal helst ikke ultimative katastrofer til for at komme over disse
fremtidsscenarier: Hvad var det egentlig som førte til hele TO
verdenskrige i det tyvende århundrede??
Der
skal nytænkning til og en omlægning af vores levevis på mange
niveauer: det kulturelle, det miljømæssige, det politisk-
økonomiske.
Vores
regeringer lige fra Danmark til USA har det meget som eleven Olivia –
de tør/vil ikke tænke i andre baner. De tanker som trods alt
stikker lidt udenfor de slagne veje bliver hurtigt pakket sammen
overfor 'realiteterne' dvs. pengeinteressers kortsigtede
snusfornuft i forholdt til egne lommer.
”Vi
ved hvad vi vil og kan” siger vores ledere.
”Eller
hvad TÆNKER de egentlig når de ikke lige skal sælge sig selv?”
tænker
vel ikke kun undertegnede