DR World - herfra min verden går

Der var en gang ... 

DR World

·         Hør kanal

·         Gå til Playliste

DR World tilbyder som eneste danske radiokanal verdensmusik døgnet rundt. Her kan du høre det nyeste fra 'World Music Charts Europe' krydret med klassikerne fra alle verdensdele - det velkendte og det ukendte.

DR World afspejler storbykulturen og tager udgangspunkt i moderne fortolkning af traditionel musik fra hele kloden, inklusive den danske verdensmusikscene. Hovedparten af musikken, du hører her, er udgivet indenfor de seneste 10 år.

DR World er med dig - døgnet rundt - verden rundt.

DR World var indtil for nylig en web-radio-kanal (ikke til DAB!), hvor man spillede uafbrudt musik fra hele verden – svarende til beskrivelsen ovenfor. Jeg var en ivrig lytter, men ked af, at man aldrig i selve radioen fik at vide hvad der blev spillet, og at der intet var, som lignede live – hverken speak eller musik.

Hvis man i dag går ind på kanalen på nettet for at lytte, så bliver man mødt af banal popmusik – til gengæld udelukkende på dansk.

Det nummer som jeg blev mødt af, da jeg for første gang mødte den reformerede DR World var ”Rullestoleræs” af Flemming Bamse Jørgensen

 (http://www.youtube.com/watch?v=DGaZH1ska6g )

Jeg vil i denne anledning foreslå at omdøbe kanalen til ”Radio Pia ”

Og mottoet kunne – i stedet for sådan en lang tekst som ovenfor - være: Herfra min verden går

Måste en anständig medborgare uppskatta Ikea?

Inferno

oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

trykt i Information d. 15-04-2011

af Gyrôir Eliasson

Vi var netop flyttet ind i en lejlighed i et forstadskvarter. Der havde været en hel del besvær med at hente og bringe ting og lave adskilligt, som man slet ikke gad, men som regnedes for nødvendigt efter samfundets målestok. Det var den syvende dag, efter at vi flyttede, at min kone sagde, at nu blev vi nødt til at tage i Ikea og købe en lænestol, der passede bedre til sofaen end den, vi havde i forvejen.

Jeg mente lige præcis ikke, at der var noget i vejen med stolen, vi havde, men sagde ikke noget til det.

»Du husker nok den stol, jeg viste dig?«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

»Den, der var ikataloget«,

sagde hun.

»Nej,« sagde jeg.

»Du husker aldrig noget som helst.«

»Det er sikkert rigtigt.«

sagde jeg.

Tiden gik med at hænge billeder op og stille bøger på plads i reoler, og det var tid til eftermiddagskaffe, da vi omsider drog ud pa stoleindkøbet.

Det var akkurat ved at blive efterår, bladene begyndt at falde af træerne, og de matte skygger af deres stammer faldt på græsplænerne i eftermiddagssolen.

Trafikken var rædsom her sidst på dagen, sådan som den faktisk altid er i denne lille by, der forsøger at være så stor. Jeg havde tændt for radioen. Bob Dylan sang et nummer fra pladen Street Legal. Jeg lyttede - og kiggede frem for mig gennem solbrillerne.

»Du er altid ligesom ved siden af dig selv, når du kører.«

sagde hun og skruede ned for radioen.

»Er jeg?«

sagde jeg.

»Ja, altid."«

Firehjulstrækkerne suste forbi os, den ene efter den anden.

Det gamle tuberkulosehospital på Vifilsstadir dukkede op omgivet af det gulnende græs og den spredte trævækst, mindede om en aflagt herregård, muligvis svensk, i hvert fald meldte Margit Søderholm sig altid i tankerne, når jeg kørte forbi det sted. Bag huset var der aflange, kratbevoksede bakker, brunlige nu i efterårslyset. Et stykke borte nærmede Ikea-bygningen sig. Der er ingen, der fatter, hvordan man fik lov til at bygge sådan, lige op ad de vidunderligt smukke vandrestier i Heidmörk. Men nu lå kolossen der, og det blev der ikke lavet om på.

»Grimt hus«,

sagde jeg.

»Hvad for et hus?«

spurgte hun og kiggede på mig.

»Ikea«,

sagde jeg.

»Det synes jeg ikke.«

sagde hun. Så tilføjede hun:

»Stil bilen helt henne ved huset.«

En matblå skygge fra huset lagde sig over bilen, da jeg parkerede den, og vi steg ud. Vi gik ind ad svingdørene. Der er ikke noget sjov ved svingdøre længere, de er alle sammen computerstyrede, og selv Chaplin ville ikke kunne få noget morsomt ud af dem. Indenfor var der en hel del mennesker, som strømmede hen til rulletrappen, lod sig føre opefter og kiggede ud i luften. Det var ikke til at sige, om der i blikket var et håb om en lys fremtid med hjælp fra svensk design, eller kun en tomhed, uden håb.

Vi stod på hver sit trin af rulletrappen og kiggede i forskellige retninger.

I stueafdelingen drev vi omkring mellem stole og sofaer, men fandt ikke den stol, min kone ledte efter. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke huske, hvordan den så ud, men lod mig ikke mærke med noget og kiggede rundt, som om jeg spejdede efter den. En ung mand i gul skjorte kom gående forbi, og min kone kaldte på ham.

»Det var den her stol,«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

sagde ekspedienten.

»Den her,«

sagde hun, trak kataloget op af sin håndtaske og bladrede i det, pegede på stolen.

»Ja, den er udsolgt.«

»Udsolgt?«

»Desværre.«

»Alting er altid udsolgt hos jer.«

   »Ikke helt altid,«

sagde jeg og prøvede at bløde det op en smule.

»Jo, altid,«

sagde hun med fasthed.

»Jeg villige undersøge sagen bedre,«

sagde ekspedienten.

Han gik sin vej, så sig tilbage over skulderen i retning af os, stødte ind i hjørnet af en sofa og ømmede sig, fortsatte så.

Et kvarter gik, men han kom ikke tilbage.

Der kom ikke nogen, der så ud til at ekspedere, og der var i det hele taget kun enkelte, der kom glidende der i sofaafdelingen, det var næsten som om den slet ikke lå på alfarvej ind gennem butikken. Et øjeblik havde jeg det, som om jeg befandt mig i en børnebog af Jens Sigsgaard.

Jeg sad i en brun lædersofa, temmelig komfortabel, men min kone blev hele tiden stående og kiggede med et falkeblik ud over lokalet.

»De er rene idioter her,«

sagde hun.

»Er du nu helt sikker?«

sagde jeg.

»Helt«. Til sidst opgav vi at vente og gik ad de afmærkede stier videre gennem butikken, lod pilene tænke for os. Vi kiggede ikke på andet på vejen.

Da vi nåede frem til cafeteriet, fyldtes næse­borene af en duft af stegte svenske kødboller, og jeg mærkede, at jeg var ved at blive sulten. Der var ikke særlig mange, men der sad dog nogle ved bordene. Andre stod henne ved skranken og ventede på, at der blev skovlet kødboller og kartofler med sovs og tyttebær­syltetøj op på tallerkenerne.

Efterårssolen skinnede ind ad vinduet, og jeg kom til at stirre på en mand, der sad lidt for sig selv ved et af bordene henne ved vinduet. Han sad foroverbøjet, var rødhåret og havde tjavset skæg, i en sort frakke med opsmøget krave, et bælte i samme farve hang ned på gulvet. Han havde en øl stående foran sig og stirrede ned i glasset, som om han ikke så andet, eller glasset var et spejl, hvori man kunne se hele verden.

  Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.

Det var August Strindberg.

Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han, der havde skrevet i sin dagbog:

»Den, der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.«

»Se der,«

sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.

»Hvor?«

»Der, henne ved vinduet.«

»Hvem er det?«

»Det er August Strindberg.«

  »Er det direktøren?«

sagde hun uinteresseret, så kom der lidt liv i hendes ansigtsudtryk, og hun tilføjede:

»I grunden burde jeg fortælle ham, hvordan den her butik er gået hen og blevet.«

»Nej, han er forfatter,«

sagde jeg og korrigerede så mig selv.

»Eller var.«

»Mener du ham den gamle?«

»Ja.«

Hun kiggede hurtigt på mig.

»Vil du mene, at du er begyndt at se spøgelser?«

»Tja, jeg så da Spøgelsessonaten engang.«

»Hvad mener du, mand?«

»Det er altså ham,«

sagde jeg.

  Hun greb fat i mit jakkeærme og nærmest trak mig videre, hen imod svingdørene.

Skyggen på parkeringspladsen var blevet dybere, og det var blevet mere køligt. Vi satte os ind i bilen, og jeg kørte langsomt derfra. Jeg tænkte på at skrue ned for radioen, men lod være med det.

»Der tager jeg aldrig hen igen,«

sagde hun og spændte med et ryk sikkerhedsbæltet.

»Aldrig sige aldrig,«

var jeg lige ved at sige.

Jeg kom til at tænke på Strindberg, hvordan han havde siddet, frarøvet alt håb om forløsning, med det sorte bælte fra frakken, der havde hængt ned på gulvet ligesom en lænke. De store frakkeopslag ikke ulig finnerne på en djævlerokke.

  De lave bakker oven for vejen så fortryllende ud i det milde skær, utallige vandrestier førte gennem hele krattet. Der ville jeg gerne have gået en tur med Strindberg, have ført ham ud af dette nutidshelvede. Jeg ville have sagt til ham, at jeg engang havde været i Lund, og at han var galt afmarcheret, hvad den by angik.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kom der aldrig igen.

Renlighedens forbandelser

Idealet

At være rent, være uden fejl, uden synd og uden baktusser, ”jomfru” (i USA og den muslimske verden uden anførselstegn) med børstede tænder, barberet de rigtige steder, bange for svedlugt, dårlig ånde, fremmede toiletsæder, tobaksrøg, nullermænd og det uforudsete.

Dette stakkels fiktive kønsløse idealvæsen og dets tilbedere, som har en livskvalitet som falder proportionalt med tilnærmelsen til idealet har en rigtig god chance for at blive gammel med et tilbageblik på et renskuret tomrum ved vejens ende.

Hvert et gæstebud skal forberedes ved hjælp af væsentlig mere skurecreme end sauce bourgogne. Tandbørster som viser tegn af brug skal gemmes af vejen og først når den sidste gæst – forhåbentligt ikke alt for sent – har forladt huset må toilettet opsøges til dets egentlige formål. Hvis Freud har bare lidt ret, så er disse renlighedens engle for det meste udstyret med en forstoppelse, som gør overholdelsen af toiletforbuddet nemt. Traveturen i naturen sammen med venner bliver til en udholdenhedsprøve ikke alene for bentøjet og en testkørsel af de mest poreklukkende antiperspiranter.

Doseringsvejledninger for vaskepulver, gulvrens og Lysterine m.m. bliver nøje læst for derefter at blive overbudt 1:2 - for en sikkerheds skyld. At tale om en glad forbruger, ville være løgn, men at formode en bang, livsangst forbruger, må ligge lige for.

Get a life

In eigener Abschreibe – halbseitiger Weltschmerz / Hjemmelavet fest(af)skrift – Weltschmerz på den ene halvdel

In eigener Abschreibe – halbseitiger Weltschmerz Warum ich unbedingt an meinem 60 Geburtstag (wieder einmal) die Treppe runterfallen muss? Muss?  Müsste ja nicht sein, wenn der Gummi der Pyjamahose nicht so schlabbrig wäre, dass ich mir mit den eigenen Fersen in die Hosenbeine trete. Na ja, das Wichtigste zum Schluss – der banale Weg zur Erkenntnis wird dann nachgereicht. Warum ich die ganze Zeit im Facebook rumhänge? Dann dazu noch einen Blog schreibe, und dabei das Leben und meine noch anwesende Familie übersehe, so wie auch die Staubknöllchen unter dem Küchentisch? War ja richtig stolz von Kindesbeinen an, viel zu wissen. Das kam nicht von ungefähr sondern zuerst mal von Papa und Mama (wohl in der genannten Reihenfolge) – und so ab sieben von den Büchern. Die konnte ich mir wahllos reinziehen und da blieb jede Menge hängen, vieles unverdaut einiges nicht verstanden aber vieles auch kapiert:  vom Linz-Donauwitz Stahlverfahren bis zum weichen[1] und harten[2] Schanker (Ersteres aus  der Selbstberäucherungsliteratur  der verstaatlichten Industrie bei Papas Büchern – hat er wohl selber kaum gelesen aber geschenkt bekommen und rauf ins Regal – Letzteres aus der Hebammenliteratur der Oma, die diese sicherlich ganz genau gelesen hatte). Wie auch immer, die Selbstachtung wuchs und die Anerkennung zu Hause und auch in der Schule auch. Mit der Fachliteratur war dann irgendwann am Anfang der Pubertät Sense, aber um der Unterhaltung willen blieb ich der Schönliteratur weiterhin treu. Wir bekamen unseren Fernseher recht spät – erst als sich der Papa hatte scheiden lassen und ausgezogen war. Und da hatte ich mir das Lesen zum Vergnügen schon so angewöhnt dass mir das blieb. Man kann dabei auch ganz viel lernen, besonders wenn man Vieles auch als Zeitdokument versteht – nicht unbedingt was die Handlungsabläufe und Daten angeht – aber die Denkweisen und Interessengebiete, was man so im Alltag machte, was man trank uns aß, was man anzog, was man hatte oder nicht… Irgendwie hab ich das kapiert und dann Vieles raus gepiekt und auf die rechten Gedächtnisregale geschuppst. Zeitunglesen war sowieso immer angesagt, dazu kam dann das Fernsehen aus staatlicher Hand, wo es immer um halb acht ganz gründlich Nachrichten gab - sowohl in Österreich als auch in Dänemark. Und diese Nachrichten waren/ sind tatsächlich immer noch so eine Art Pflichtvergnügen des geistigen Horizontupdates. Wahrscheinich haben die irgendwann kapiert, dass ich und die meisten anderen vieles nicht kapieren – und das Niveau dann darauf ausgerichtet – dafür gibt’s dann aber zwei Sprecher – immer einen Mann und eine Frau oder umgekehrt – die können dann auch ein bisschen schäkern ..damit wir hängen bleiben – was heißt wir?? Ich schweife ab,  ich weiß  – Nach den Unfällen mit Gedächtnisverlust, war mir vieles von diesem Wust an gehorteten Informationen abhanden gekommen  - aber das Bewusstsein, dass ich einmal da oder dort etwas gelesen hätte  - zu diesem oder jenem Thema nicht. Ja und dann war zu diesem Zeitpunkt ja das Internet schon längst erfunden und Lexika auf CD und,  und.. So war ich scheinbar weiterhin immer noch gut drauf, was Wissen anbelangt, wenn mein Computer – oder nur irgendeiner mit Netzverbindung  greifbar war. Darüber hab ich schon in meiner Abschiedsrede für die Schulde geschrieben – meine ich jeden falls[3]. Aber dann ging’s ab in die Pension, als ich dann meinen Unterricht nicht mehr auf die Reihe bringen konnte. Und jetzt? So im Alltag, wo ich so auch ganz gerne mit Wissen angegeben hätte, läuft’s nicht richtig – jedenfalls nicht im Gespräch so Angesicht zu Angesicht – „Ich glaub ich hab da mal was gelesen – fällt mir aber nicht ein“ – geht auf die Dauer nicht – so hält man dann lieber das Maul und hört zu – und merkt sich auch nicht, was die Anderen sagen , weil sich die ja auch nicht so gerne wiederholen. Und: „ Was war das, was du da vorhin gesagt hast“ .. geht nur ein paar Mal in so einem Gespräch mit mehreren Teilnehmern. So online chatten ist so ungefähr das selbe , da warten die Partner nicht so lange – da wird abgeschaltet oder umgeschaltet . ABER Facebook oder Blog – da kann man sich schon so ein paar Minuten oder Stunden zum Recherchieren Zeit nehmen – uns das „Da war doch irgendeiner der einmal gesagt/geschrieben hat“ ..  wird dann zu „Der oder die hat da und dort..“   Toll – was der alles weiß! Mag sein, dass das vielen Facebookfreunden ganz egal ist – mir aber nicht. So bin ich dann mächtig stolz, dass ich noch so mitreden kann.. so virtuell! So ein Scheiß, das werd ich aber kräftig reduzieren müssen, sonst vertrockne ich hier vor dem Bildschirm – oder gewöhne mir saufen und naschen zum Schreiben an, dann werd ich eine Superqualle, die sich überhaupt nicht mehr unter Menschen wagt – irgendwo bin ich ja immer noch eitel. Glücklicherweise – denn diese Eitelkeit und natürlich auch der Wunsch, länger als programmiert leben zu können, treiben mich weiter - hin zu meiner Fitnessmaschine. Und das macht’s, dass ich auch meinen heutigen Geburtstagstreppensturz ganz gut überlebt habe:  ein abgeschabter Knöchel, die rechte Arschbacke tut sauweh – und der Kopf ein wenig. Aber sonst ? – geht doch.. Dann hatte ich gestern auch noch Bente (meiner Frau) mal so einen richtigen hysterischen Anfall vorgespielt – wie der aussehen könnte, wenn ich wirklich in Saft gehe. Ich war es leid, bei Gezänk in Geldangelegenheiten  zu hören zu bekommen ich wäre hysterisch, und dann so als Retourkutsche mit dem Körperteil verglichen zu werden, der mir gerade richtig weh tut - nicht in aller Ruhe sondern im Schreiton der Überzeugung. Wie auch immer – ich wird jetzt kräftig nachlassen mit der Angeberei in der Onlinewelt und sehen, ob ich mich so von face to face (und dann noch auf Dänisch, mit dem ich mich jetzt wieder etwas schwer tue) ins wirkliche Leben integrieren kann. Wird sich ja herausstellen. Glücklicherweise sind meine Blechtrottel so alt, dass sich ein Verkauf nicht auszahlt. Außerdem kommt man ganz ohne so „Internet mit allem Drumherum“ nicht aus – da gibt’s dann weder online kaufen noch Mails – das wäre dann schon auch wieder ein- und mühsam. So ein bisschen tschüss baba meinerseits ist das hier schon.  Bin ja jetzt auch 60 und da kennt man sich mit den Dingern sowieso nicht so richtig aus (so war‘s jedenfalls vor 10 Jahren). Wie war das jetzt mit dem Treppen Sturz heute Nacht? Also wenn ich nix sehe, dann hab ich auch keine Balance und deshalb bleibe ich lieber im Stock, wenn ich mal raus muss in der Nacht. Früher ging’s immer runter über die Treppe, weil unten im Bad Fußbodenheizung an ist. Naja  dann bin ich schon früher in der Finsternis die Treppe runter gedonnert – und so  - als Geburtstagspräsent (?) - hab so im Halbschlaf wieder einmal die Treppe genommen, das Licht nicht angemacht aber dann auch die Hose nicht hochzogen – mir selber ins Hosenbein getreten – auf der lackierten Holztreppe – karabum. Irgendwie hat sich der Schlag in die Birne verpflanzt und da scheinbar einige Erkenntnisse aus den Tiefen des Nichtverstehens hochgerissen – und um 03.30 denk ich sowieso immer noch einigermaßen:  – angesagt ist im neuen Lebensjahrzehnt:  mehr raus aus dem Netz, mehr rein in die Welt vor meiner Nase.

Hjemmelavet fest(af)skrift – Weltschmerz på den ene halvdel Hvorfor skal jeg absolut på min 60-årsfødslesdag (atter en gang) falde ned ad trappen? Skal? Det ville jo ikke være sket, hvis bare elastikken i pyjamasbukserne ikke var så slap, at jeg med hælen træder på buksebenene indefra. Nå ja, det vigtigste i dette skriveri – den banale vej til erkendelsen – kommer først helt til sidst i denne tekst. Hvorfor hænger jeg ud på Facebook, skriver en blog og overser min endnu tilstedeværende familie ligesom nullermændene under køkkenbordet? Fra barnsben af, var jeg jo mægtig stolt af at vide meget. Det kom ikke sådan af sig selv men først fra far og mor (velsagtens i nævnte rækkefølge) – og så fra syvårsalderen fra bøgerne. Dem kunne jeg sluge råt og hurtigt, og masser af det slugte blev hængende, meget ufordøjet, en del uforstået men en også en god del kaperet: lige fra LD-stålfremstillingsmetoden til ulcus og syfilis. (Førstnævnte fænomen fra den østrigske stålindustris selvrosende udgivelser som stod på farmands boghylder – han har næppe læst dem nogensinde, men fået dem som gave og straks parkeret dem på reolen; sygdommene til gengæld fra farmors samling af faglitteratur for jordmødre - som hun utvivlsomt havde læst nøje.) Lige meget hvor min viden måtte stamme fra eller hvad den handlede om – min selvagtelse voksende og anerkendelsen derhjemme ligesom i skolen i samme takt. Hvad faglitteraturen angår, så holdt jeg op med at læse den uden egentligt formål, da jeg kom i puberteten, men for underholdningens skyld blev jeg ved med at konsumere skønlitteratur. Vi fik vores fjernsyn ret sent – først da far havde ladet sig skille fra mor og var flyttet. På det tidspunkt var læsning blevet til en ren fornøjelse som hang ved. Man kan også lære en masse af romaner, især hvis man læser dem som dokumenter fra deres samtid – ikke når det gælder handlingen eller data – men tænkemåder, menneskers interesser, hvad man lavede i hverdagen, spiste og drak, hvilket tøj man havde, alt det man (allerede) havde eller endnu ikke kendte til …  På et eller andet tidspunkt gik dette op for mig og jeg opsamlede megen viden i skønlitteraturen, som jeg derfra ret systematisk anbragte på de rette hylder i hukommelsen. Avislæsning var dengang en selvfølgelighed, dertil kom det statslige fjernsyn, hvor der hver dag var nyheder kl. 19.30 – såvel i Østrig som i Danmark. Og Tv-avisen var/er faktisk stadigvæk en slags pligtfornøjelse til personlig opdatering. På et tidspunkt må dem som producerer Tv-aviserne have forstået, at jeg og mange andre publikummer ikke forstår en god del af stoffet og indrettede så niveauet derefter – til gengæld er der nu altid to speakere – altid en mand og en kvinde – eller omvendt – og de kan så flirte lidt hen igennem udsendelsen … så vi ikke skifter kanal – hvad mener jeg egentlig her med ”vi”??? Jeg bliver afsporet, jeg ved det godt – Efter mine uheld med delvist hukommelsestab m.m.til følge var meget af min hamstrede viden gået tabt – men bevidstheden om, at jeg her og der havde læst noget om det ene eller andre emne var der stadigvæk. Og så var internettet jo for længst opfundet og opslagsværker på CD og, og … Med disse hjælpemidler var jeg stadigvæk ovenpå, hvis bare min computer – eller bare en eller anden med opkobling var til rådighed. Det har jeg vistnok allerede skrevet om i min afskedstale (på skrift) til lærerværelset på skolen.[4) Så gik jeg jo sidenhen på pension, da jeg havde problemer med af få undervisningen til at hænge sammen (for mig selv). Og nu? I hverdagen, hvor jeg tidligere kunne lide at blære mig med viden, kører det ikke rigtig for mig – i hvert fald ikke i samtaler – ”jeg tror jeg har læst noget om det her – jeg kan bare ikke huske det” – holder ikke i længden. Så vil man hellere holde mund og lytte – og kan alligevel ikke huske, hvad de andre siger, fordi folk jo heller ikke så gerne gentager sig selv på opfordring. ”Hvad var det nu, du sagde lige før”.. kan kun gå an et par gange i løbet af en samtale med flere deltagere. Hvis jeg nu skulle chatte online, så er situationen den samme; da venter samskrivepartnerne ikke længe – melder sig ud af chatten, skifter væk. MEN med Facebook eller i en blog kan man sagtens få lov til at bruge nogle minutter eller timer til research – og således bliver ”da var da en eller anden som har sagt/skrevet”… til ”Ham/hende har i sin…skrevet/sagt, at…” Utroligt, hvad denne mand ved! Det kan meget vel være, at mange af minde facebookvenner er helt ligeglad med det – men jeg er det ikke. Så er jeg stolt og glad, at jeg stadigvæk kan snakke med …virtuelt! Sikke noget lort! Det må jeg skrue kraftigt ned for. Ellers tørrer jeg ind foran skærmen – eller begynder at pimpe og spise slik til skriveriet og bliver til en kæmpe gople som ikke vover sig udenfor – jeg er jo stadigvæk forfængelig. Heldigvis – forfængeligheden og ønsket om at måtte leve længere end programmeret, skubber mig videre – hen til fitnessmaskinen. Og det bringer med sig, at jeg også har overlevet dagens fødselsdagstrappefald uden større men: en skrabet ankel, højre røvballe gør meget ondt – og hovedet lidt. Men ellers? – det går.. Så var der også lige det, at jeg for Bente (min kone) spillede et alvorligt hysterisk anfald, for at give et indtryk af, hvordan det ville være, hvis jeg for alvor gig amok. Jeg var led og ked af det, ved kævlerier om pengesager at måtte høre, at jeg var hysterisk og ved samme lejlighed blive sammenlignet med den del af kroppen, som jeg lige nu har temmelig ondt i – ikke sagt i al gemytlighed men med overbevisningens maksimale stemmekraft. Uanset hvad – nu skal jeg skrue kraftigt ned for det pral i onlineverdenen og se, om jeg kan - sådan face to face - deltage noget mere i de virkelige liv (og endda på dansk som jeg nu igen har fået lidt svært ved). Det vil jo vise sig. Heldigvis er mine computere så gamle, at de ikke ville indbringe noget ved salg. Jeg kan alligevel ikke klare mig helt uden ”Internet med det hele” – så ville der jo hverken være mails eller nethandel – igen en møjsommelig form for ensomhed. Men en slags ”farvel og tak” er det her nok alligevel. Jeg er 60 nu, og i den alder kan man alligevel ikke rigtig finde ud af det med computeren (sådan var det i hvert fald for 10 år siden). Hvordan var det nu med trappefaldet i nat? Altså – hvis jeg ikke kan se noget, har jeg ikke nogen balancefornemmelse. Derfor plejer jeg også at forblive oppe på første sal, når jeg skal ud af sengen om natten. Tidligere brugte jeg altid badeværelset i stuen, hvor der er gulvvarme. Nå ja – jeg har allerede en gang før prøvet at rumle ned ad trappen i mørket – men (som fødselsdagsgave?) tog jeg halvvejs sovende trappen, lod være med at tænde lyset, trak ikke op i bukselinningen – trådte med hælen ned i det ene bukseben – på den lakerede trætrappe – karabum. På en måde har losset i røven forplantet sig til hovedet og der revet en erkendelse fra underbevidstheden til det klare (åndelige) morgenlys – kl. 03.30 er trods alt det tidspunkt i døgnet hvor mit hoved endnu fungerer nogenlunde: Ud af (Inter)nettet, mere ind i verdenen som ligger lige foran min næsetip.

[1] Ulcus molle (Weicher Schanker, “Dritte Geschlechtskrankheit”)

2 Syphilis

[3] ”Aber da ich mich nicht mehr wirklich erinnern konnte, konnte ich meine Lehrerrolle nicht und wurde an den Katheder gebunden, wo ich mich an mein Laptop klammerte - hatte so keine Möglichkeit mehr, mich im Klassenzimmer zu bewegen und mich mehr oder weniger persönlich an die Schüler zu wenden. In persönlichen Gesprächen konnte und kann ich nicht immer intellektuell folgen. Es ist ja gut zu wissen  -  ja, es gibt viele Studenten und Kollegen, die schlauer oder schneller in der Wahrnehmung sind als du  - aber es ist nicht gerade erhebend für das Selbstbewusstsein. Der Grad des Gefühls der Herabwürdigung kann recht unterschiedlich sein, aber ich bin nicht geneigt zu akzeptieren, dass ich so peinlich bin, dass ich mich verstecken müsste.“

[4] Men da jeg så ikke længere kunne huske rollen ordentligt og var bundet til katederet, hvor jeg klamrede mig til papirerne og den elektroniske støttepædagog, var det jo slut med at bevæge mig rundt og tale (mere eller mindre personligt) til publikum.  I personlige samtaler kunne og kan jeg heller ikke altid intellektuelt følge med mere. Det er jo - set udefra - fint, at der er mange elever og kollegaer som er klogere eller hurtigere i opfattelsen end man selv er – men det er ikke ligefrem opløftende for en selv, at måtte konstatere dette.

Graden af nederlagsfornemmelse kan dog variere kraftigt, og jeg er ikke til sinds at føle mig så pinlig, at jeg bliver nødt til at gemme mig.

---

Wenn die Gefühle übernehmen

...zum anstehenden 60er ins eigene Tagebuch

Irgendwer hat einmal gesagt, dass bei denen, die in der Jugend nicht Sozialisten sind – und beim Altern nicht konservativ werden, irgendetwas nicht stimme. Das mag schon für die meisten stimmen. Die meinen sie würden mit dem Alter wohl gescheiter – so hat man jedenfalls geredet, als ich noch ein Kind war.

Leider bin ich nicht gescheiter, sondern dümmer geworden. Das hat aber nicht nur Böses mit sich gebracht: Mein früheres Leben, das ich im Großen und Ganzen ganz anständig geführt habe, war geprägt von einer Vernunftsmoral, die mir vieles verbat, nicht weil es mir widerstrebte, sondern weil die Konsequenzen für mich und/oder meine Mitmenschen unüberschaubar oder absehbar negativ erschienen. Das bedeutete aber auch, dass mir das Leid anderer zwar widerstrebte, mir aber nichts zu Leide tat.

Ganz konkret: Als Lehrer begegnet man sehr vielen jungen Menschen in einem professionellen Rahmen, wo man öfter registriert, dass es dem einen oder anderen gar nicht gut geht, und oft ist es mit ein wenig Ermunterung nicht getan, da die Probleme außerhalb des eigenen Unterrichts oder sogar außerhalb der Schule liegen. Dann habe ich mir gesagt, da kannst du nichts machen und mich nicht mehr darum gekümmert.

Als dann vor mehreren Jahren meine geistige Kapazität durch meinen „Dachschaden“ recht in Mitleidenschaft gezogen wurde, war es nicht mehr so einfach, diese Probleme anderer abzuschütteln. Es kam nie dazu, dass ich mit diesen Problemen unterging, aber ich habe doch versucht, in einigen Fällen mehr oder weniger privat oder auch offensiv gegenüber anderen einzugreifen. Das war manchmal erfolgreich, hat oft nichts gebracht, aber - soweit mir bewusst - auch nie geschadet. Dabei ist dieses „Gutmenschverhalten“ nicht von Nächstenliebe getragen, sondern von dem Schmerz, der angesichts des Leidens anderer bei mir ausgelöst wird.

Banal: Früher konnte ich mir ohne weiteres auch die brutalsten Filme ansehen, und der Gedanke, dass das eben nur Dramatik und nicht Realität war, reichte völlig aus, um mir die dargestellten Martyrien gleichgültig sein zu lassen – oder sie als Spannungselemente zu „genießen“.

Heute wechsle ich den Kanal oder schalte ab, weil ich so etwas einfach nicht mehr aushalte, und der Gedanke an das Artifizielle kann die Gefühle nicht aufhalten, vielleicht deshalb, weil es mir eben schwer fällt, jedweglichen Gedanken festzuhalten und gleichzeitig einer Handlung zu folgen.

Für mein Verhältnis zu Umwelt oder Gesellschaft bedeutet das, dass ich jetzt viel häufiger gefühlsmäßig engagiert werde, wenn ich Sachen sehe, höre oder Dinge erlebe, die ungerecht, unbedacht oder sogar mit Absicht Leid verursachen.

Auch im Verhältnis zum Verhalten anderer, fällt es mir nun viel schwerer, nicht gefühlsmäßig zu urteilen und zu reagieren, wenn mir jemand oder etwas gegen den Strich geht.

Das mag einerseits dazu führen, dass ich mich absolut dazu berufen fühle, meinem Unmut mehr oder weniger öffentlich Luft zu machen – aber auch dazu, dass ich mich lieber bei mir vernünftig und gut erscheinenden Aktivitäten engagiere, auch wenn sie weder großartig noch besonders erfolgversprechend erscheinen, weil mir das Erlebnis, es zumindest versuch zu haben , wichtig geworden ist, wo ich früher mit dem Ausblick auf keinen oder sehr mageren Erfolg mir selber abgewinkt habe.

Der Schluss daraus: mag sein, dass ich in vielen Fällen nicht mehr zu gebrauchen bin – aber sei's drum – ich glaube (und brauche nun nicht zu wissen), dass ich trotz einer gewissen Trägheit und Verwirrung immer noch was ausrichten kann, was anderen und mir selber Freude machen kann und wird.

Wenn es mir um Politik geht, kann ich daher mit dem derzeit hoch gepriesenen extremen, egoistischen Liberalismus nichts anfangen, und mit dem irrationalen faschistoiden Nationalismus schon gar nicht. Und bis zur eventuellen religiösen Umnachtung müssen noch einige Gehirnzellen mehr dran glauben.

Ned med kulturen – den giver underskud

Indrømmet - jeg er som reservenordjyde ikke kunde (for at dreje jargonen) i det Kongelige Teater. Alligevel bliver jeg ramt af det forslag som teatrets bestyrelse kommer med: lukke teatret på Kongens Nytorv (Radioavisen 05. april 2011). Nu er det vel tænkt som en slags provokation for at få åbnet for regeringens lommer men samtidigt et udspring af den tanke, at al offentlig virksomhed, som ikke giver økonomisk overskud er af det onde – og skulle noget af den mod forventning give overskud, så er en tilskyndelse til at privatisere den:  

Luk det, som giver underskud – privatiser det, som giver overskud.

Europas nationalstater har siden en gang i 1800-tallet de fleste steder påtaget sig, at holde de kulturelle faner højt – mest i nationalismens tegn men alligevel til gavn for en kulturel mangfoldighed, som gør Europa til et ganske usandsynligt verdenshjørne, hvad kulturproduktion angår. Uanset om det gælder musik (performance men især komposition), litteratur, teater, maleri, skulptur … men endda de grænseoverskridende performanceformer - hvis man lægger bare det der foregår på dette felt i Nord- og Mellemeuropa sammen  –  og sammenligner det med det Nordamerikanske Kontinent eller endda det enorme Asien, så er det nemt at se, hvor ”kulturen” (endnu) trives bedst. Indlysende nok var udspringet for den kulturelle ”luksus” og mangfoldighed historisk set Europas udbytning af resten af verden. Men at kulturlivet siden Anden Verdenskrig igen fik sit centrum i Europa viser, at det ikke kun er et spørgsmål om økonomisk formåen men også tradition, viljen og troen på, at kulturlivet har en selvstændig værdi som ikke kan aflæses på markedet. Man har dog i de sidste par årtier argumenteret mere og mere for, at investering i kultur er en investition i turisme – det kan der selvfølgeligt være noget om.  Hvordan den slags kultur så kommer til at se ud i sin mest konsekvente udformning, skal man nok til Las Vegas for at opleve.

Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for, at al kultur automatisk skal udløse støtte fra det offentlige – men at vurdere dens værdi ud fra en økonomisk input-output model er tegn på en fattigdom som rammer vores glæde, fantasi og livskvalitet.

Der skæl være en grænse

Jeg er ganske enig - og grænsen skal gå et godt stykke til venstre for Dansk Folkeparti.

rosa – en øm farve

rosa  –  en øm farve

Stillet overfor den pink-bølge som skvulper i alle børneværelser og butikker, har jeg efterhånden udviklet en så allergisk-hysterisk reaktion, at jeg var nødt til at sætte emnet lidt i perspektiv – mest for min egen skyld.

rosa = sød, kærlig, naiv

Ingen andre farver polariserer som pink.  Enten elsker du den - eller du finder den frastødende.

Legetøjsgiganten Mattel har gjort det med Barbie – at producere den bedst sælgende dukke i verden og at skabe en dejlig kitschet pink verden omkring den. Småpiger elsker denne farve og så er det ikke overraskende, at Barbie og BabyBorn tager børns hjerter i en pink storm.

rosa = symbolet for homoseksualitet

Nazisterne mærkede de homofile med en lyserød trekant – for siden at sende dem til Kz-lejrene, og hos det tyske politi fandtes dengang de såkaldte »rosa lister« for at kunne opspore dem.

fra svaghed til styrke

I dag bliver rosa brugt af homoseksuelle som offensiv deklaration af deres seksualitet. (http://de.wikipedia.org/wiki/Rosa_von_Praunheim) 

I filmen Alfie blev der allerede i 1966 sagt, at ”en rigtig mand skal ikke være bange for pink” og i dette tilfælde blev der ikke hentydet til kvinder. (http://www.imdb.com/title/tt0060086/ )

lyserøde skyer

Er det ikke en rar følelse at være nyforelsket og svæve på lyserøde skyer og se hele verden gennem rosa briller?
Hvis hele verden er imod os allerede, hvorfor ikke male livet i lyserødt og håbe på bedre tider?
Måske hjælper også Pink Panther hen over et psykisk lavpunkt?
Man siger om farven pink, at den hjælper at dæmpe tvister og en at den fremmer næstekærligheden.

stikord: pink, baby tøj, naiv, bøsse, følsomhed, optimisme, kitsch, kærlig, omsorgsfuld, mildhed, behov for beskyttelse, romantiske følelser, sentimentalitet

p.s. Jeg håber alligevel, at (pige)børn i en nærmere fremtid igen får lov til at udvikle deres egen farvesmag, uden på forhånd at blive tvangsindlagt (ja netop det – i vuggen og barnevognen) til én farve.