Hans Charles Johannes Beck -
ledede det fremstød fra Ålborg der ved hans ukendskab til praktisk militær ledelse og bagladegeværets overlegenhed førte til nederlaget ved Lundby 3.7.1864.
(uddrag af: Jens Kristian Boll – Da krigen mistede sin poetiske glorie, Dansk MilitærhistoriskSelskab – Chakoten, december 2009, 64. årgang no. 4)
”Vi kan vel være det bekendt, at vi med første regiment stod fast ved Oversø og lærte fjenden lidt respekt”
Hans Charles Johannes Beck, der anførte de danske tropper ved Lundby, blev født i 1817 af gammel officersfamilie. Han var uddannet som landkadet, sekondløjtnant i 1838 for dernæst at blive uddannet til Generalstaben. Han deltog i 1. slesvigske Krig som adjudant og siden stabschef under general Rye og forblev i tjeneste efter krigen som stabschef og officer ved generalstaben. Beck fik også tid til at pleje en politisk karriere som folketingsmand fra 1858-63 og modtog samme år fortjenstmedaljen i guld for sin afhandling om Ryes tilbagetog i Jylland. Han havde vist selv ansøgt om medaljen. Da krigsfaren voksede i 1863, opdagede de danske politikere, der havde sparet på forsvarsbudgetterne, at hæren manglede officerer og befalingsmænd i uhyggelig grad 1).
De seneste storkriges kampteknik krævede mange officerer, der kunne lede, var synlige i front og formåede at råbe soldaterne op. Da udsigten til krig rykkede nærmere, måtte den danske hær genindkalde selv meget gamle officerer, uddanne nye folk alt for hurtigt og plyndre stabene for stabsofficerer. Selv med disse udskrivninger manglede hæren befalingsmænd, og mange blev udnævnt til poster, som de slet ikke havde den rette erfaring til. Flere gode kompagnichefer, der blev forfremmet til regimentschefer, brigade- og divisionsførere, mistede overblikket under kampen og faldt tilbage i rollen som den tapre kompagnichef, hvorved den overordnede ledelse af slaget gik tabt. Beck befandt sig derfor i 1863 som oberstløjtnant og regimentschef for 1. Københavnske Regiment, hvor han afløste den karismatiske Max Müller. Beck var sig bevidst, at hans karriere gjorde ham til en god stabsofficer, men i praktisk troppeføring var han en nybegynder, ligesom han ikke var robust. Forfremmelsen var dermed i høj grad mod hans ønske. Regimentet var muligvis heller ikke det letteste at overtage. Det skal have haft sin mere end rigelige andel af stillingsmænd af svingende kvalitet. Becks adjudant Abrahams hævdede siden, at regimentet var blevet til en bande, og Beck måtte i februar 1864 genindføre krumslutning som disciplinærstraf.2)
Disse forhold lod dog ikke til at hæmme regimentets kampindsats. Regimentet fik sin ilddåb ved Dannevirke i kampen mod østrigerne om Kongshøj 3. februar. Dele af regimentet var på forpost, da østrigerne satte et massivt angreb ind. Slaget blev præget af, at 11. regiments chef major Rist med militærhistorikeren oberst N.P. Jensens ord "gik bersærkergang". Han overtog ledelsen af slaget, og i stedet for at følge den overordnede plan og falde tilbage, samle tropperne og få forstærkning, sendte Rist de spredte kompagnier ud i bajonetangreb mod østrigerne. Det var danskernes held, at østrigerne også svor til bajonetangrebet som slagmarkens dronning, og man oplevede en regulær bajonetkamp, der bragte begge sider uforholdsmæssigt store tab, inden den talmæssige overmagt tvang danskerne tilbage bag Dannevirke.3) Kompagnierne fra 1. Regiment fik deres del af æren og tabene. Becks rolle er ukendt, men såfremt han havde været til stede, ville det have været hans opgave i kraft af sin højere rang at tage ledelsen af slaget. Så hvis Rist havde svigtet i begejstring, havde Beck svigtet ved passivitet.
En ubehagelig rolle blev Beck til del få dage senere. Ved Sankelmark skulle 1. og 11. Regiment dække hærens tilbagetog. General Steinmann havde udvalgt stedet, fordi det med søen og sine højdedrag egnede sig til en forsvarskamp. Men Max Møller valgte i stedet at føre en angrebskamp på bajonetten, hvor 1. Regiment gik frem, mens 11. Regiment stod i reserve. Det var Max Møllers held, at han stod over for østrigerne, der også denne gang holdt fast ved, at rigtig kamp afgøres på bajonetten. Igen fulgte et voldsomt nærkampsslag, hvor begge parter indlagde sig berømmelse og uforholdsmæssigt store tab.4) Østrigerne sendte først husarer frem for at tvinge danskerne ind i karreer, der kunne beskydes med kanoner, indtil de østrigske angrebskolonner kunne gå frem i bajonetangreb. Under rytterangrebet søgte Beck tilflugt i en af 11. Regiments karreer og var således afskåret fra sit regiment, der gik til angreb uden overordnet ledelse. Så snart der blev mere ro, skyndte Beck sig. Ikke med at ile frem til sit regiment i kamp, men at bringe sin letsårede adjudant til forbindingspladsen bag fronten ved Bilskov. Her mødte han general Steinmann, der også var såret, men beordrede Beck tilbage til kampen med det vuns. Fraværet af ledelse blev katastrofal. Bataljonskommandøren kaptajn J.O. Hansen, der forte i Becks fravær, var faldet. Uden overordnet ledelse opløstes modangrebet til enkeltkompagniers angreb. De blev isolerede, to kompagnier blev omringet og måtte overgive sig, de andre trængt tilbage, men undsat af 11. Regiment. Situationen stabiliseredes nok til, at danskerne kunne falde tilbage til Bilskov. Major Rist, der anførte 11. regiment, mistede igen overblikket, da han troede, at østrigerne var ved at omringe danskerne og forsøgte en farlig frontforandring. Begge parter trak sig tilbage, og danskerne kunne fortsætte tilbagetoget. Kampen aftvang respekt fra østrigerne, men den kostede os 763 mand, deraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne, mens østrigerne mistede 95 dræbte, 311 sårede og 27 savnede. Efter kampen var Beck så "eksalteret", at Max Møller opgav at lade ham samle regimentet igen, men overlod det til mere koldblodige officerer. Det blev dog Beck, der skrev hovedrapporten om slaget og sit regiments indsats ved Sankelmark og sendte den til krigsministeriet, hvor den synes at være "forsvundet sporløst" (Skalk 22). Beck har muligvis også forsynet Berlingske Tidende og skillingsvise-producenten Julius Strandberg med materiale.
Hvordan undgik Beck og Rist en militær undersøgelsesdomstol?
Andre officerer blev dømt for mindre. Måske var de ganske enkelt heldige? En militærret mod Beck og Rist ville virke som en almindelig heksejagt mod officerskorpset set i lyset af krigsminister Lundbys fremfærd mod de Meza. Man havde næppe råd til flere skandaler. Rist var desuden blevet såret og ikke længere tjenestedygtig.
Beck havde fået hjælp fra kongen i massekommunikation, skillingsviseforfatter og producent Julius Strandberg, der prompte udsendte en skillingsvise "Sang om oberstløjtnant Beck, første regiments brave kommandant, der leverede tyskerne en forglemmigej ved Oversø" der var blevet så stor en succes, at Strandberg lod den følge af visen "Ellevte Regiment ved Oversø", hvoraf det fremgik, at jyderne med største koldblodighed sigtede, skød og avancerede, mens de passiarede om deres landbrug og slog en tyvedobbelt østrigsk overmagt tilbage.
Takket være massekommunikationen og folkestemningen stod Beck som krigshelt!
Hvor er danskerne/preusserne blevet af?
Efter tilbagetoget fra Dannevirke blev 1. Regiment overført til Hegermann-Lindencrones Fjerde Division, der fra Nørrejylland skulle forurolige preusserne og østrigerne, der nu havde vendt deres opmærksomhed mod de danske flankestillinger Dybbøl og Fredericia. Hvorvidt Fjerde Division kunne have spillet en mere aktiv rolle i krigen, hvis krigsminister Lundby ikke havde blandet sig i de militære dispositioner, skal være usagt. Men preusserne, der havde som overordnet mål at vinde krigen ved at nedkæmpe den danske hær så hurtigt som muligt, var frustrerede over, at Hegermann-Lindencrone nægtede at lade sig fange og nedkæmpe. Og under indrykningen i Jylland frygtede de at løbe ind i en gentagelse af felttoget mod general Rye. Især da Lundby opgraderede divisionen til Det Nørrejydske Armekorps og sendte forstærkninger, muligvis fordi han havde ledige tropper, da han havde ladet Fredericia tømme uden kamp og anså besiddelsen af Als for mindre betydningsfuld? Da preussernes erobring af Als havde vist den danske regering, at vand ikke nødvendigvis holdt preusserne borte, og at Fyn og Sjælland nu var i farezonen, blev Nørrejydske Armekorps evakueret til Fyn. Oberstløjtnant Beck befandt sig 1. juli i den situation, at han var øverstkommanderende for de danske styrker nord for Limfjorden, hvor hans regiment og enkelte andre afdelinger udgjorde resten af korpset. Beck havde ordre om at "forsvare overgangsstæderne til Limfjorden, så længe hans retræte til udskibningsstedet i Frederikshavn ikke var truet". Det indebærer en linje langs hele Limfjorden fra Vesterhavet til Kattegat, hvad der antyder, at Krigsministeriets tillid til hærens evne til at gennemføre tilbagetrækning under ekstremt vanskelige forhold var usvækket. Dog ville man ikke berøve korpset mulighed for virkelyst, så han fik tilladelse til at foretage "offensiv fremrykning, hvis det kunne gøres uden uforholdsmæssig risiko". (Nielsen 332).
Preusserne havde observeret transportflåden, der evakuerede Hegermann-Lindencrone, men opfattet det som en transportflåde, der var undervejs med forstærkninger, så Nørrejydske Armekorps kunne bryde ned over Limfjorden. Preusserne og østrigerne omfattede Hegermann-Lindencrone med betydelig respekt, maske fordi han handlede taktisk fornuftigt. Kommandanten over Jylland, general Vogel von Falckenstein, koncentrerede derfor sine tropper i en førstelinje mellem Randers og Hobro og en anden linje mellem Aarhus og Skanderborg, indtil man vidste, hvor angrebet nordfra ville komme.
Den første juli udsendte Vogel von Falckenstein tre forstærkede opklaringsenheder fra Hobro, hver på to kompagnier og en eskadron. Den første under kaptajn Schor skulle rekognoscere mod Løgstør, den anden under kaptajn von Dübern fulgte vejen direkte mod Aalborg, mens den tredje under major Krug von Ridda skulle afsøge Østhimmerland i en halvcirkelbevægelse frem mod Aalborg og sikre, at der ikke lurede danske tropper, der kunne falde en tysk fremrykning i flanken. Krug von Riddas afdeling bestod af 1. og 2. kompagni af 50. Nederschlesiske Regiment under kommando af von Schlutterbach og von Wülknitz, mens eskadronen blev anført af ritmester von Eglofstein.
Krug von Ridda nåede Store Brøndum om aftenen og fortsatte 2. juli over Lindenborg Å. Her blev von Wülknitz efterladt med en del af andet kompagni, i alt 72 infanterister og seks husarer, for at sikre overgangsstedet i tilfælde af en hurtig tilbagemarch. Den 3. juli brød den preussiske kolonne op kl. 2.30 og marcherede mod Lundby. Her delte von Ridda igen sin styrke, så von Schlutterbach med sit kompagni på 124 mand blev i byen, mens Krug von Ridda med von Eglofsteins 90 husarer og de 20 resterende mand fra 2. kompagni foretog en hurtig rekognoscering frem mod Nørre-Tranders. De 20 mand var i rekommanderede vogne som kørende infanteri anført af løjtnant von Klinkowstrøm. Rygtet om preussernes aktivitet havde krydset Limfjorden, hvorfor Beck udsendte en opklaringsenhed under løjtnant Christensen med 27 dragoner og en snes infanterister i vogne, som skulle rekognoscere øst for vejen mod Aalborg. I mellemtiden var kaptajn von Düberns midterkolonne nået frem til Ellidshøj, hvor den 2. juli udvekslede skud med en fremskudt dansk patrulje, der skyndsomst fortrak og bragte Beck melding om, at der var preussere i farvandet. Von Dübern mente, at der uden tvivl var en stor dansk styrke parat til at kaste sig over hans afdeling, så han trak sig tilbage til Gravlev og bad om forstærkning. I stedet modtog han fra Hobro besked om at marchere til Aars og forene sig med von Schors Løgstør-patrulje, mens et kompagni ilede fra Hobro for at undsætte Krug von Ridda, inden danskerne fandt ham.
Fra Nørresundby gik vi ud i nattens dybe ro
Hovedkilderne til træfningen ved Lundby er dels den preussiske beretning i Theodor Fontane: Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864, der beskriver begivenhederne fra et preussisk synspunkt, dels Julius Strandbergs skillingsvise "Det er første Regiments det femte Compagni" angiveligt forfattet af "en gemytlig fyr ved kompagniet". Skillingsvisen, der skildrer træfningen som en moralsk sejr for dansk mod, er ledsaget af en tekstdel, der beskriver kampen indgående. Desværre fremgår det ikke, hvem hjemmelsmanden er, ud over at han slutter visen som såret krigsfange i Hobro. Han kaldes blot "en deltager i kampen", og man kunne jo næppe forlange, han også skulle have været "en gemytlig fyr ved kompagniet".
Beck besluttede, at tiden var inde til et natligt angreb mod patruljen ved Ellidshøj, alarmemde Femte Kompagni under kommando af kaptajn Hammerich, den svenske frivillige løjtnant Betzholz og sekundløjtnant Grave, på i alt 160 mand forstærket med 16 dragoner som opklaringsenhed. Ordren var at sætte over Limfjorden, gå mod Ellidshøj og overraske den preussiske fortrop ved et natangreb. Beck valgte at følge med styrken sammen med sin adjudant Abrahams, der siden beskrev Beck den morgen som "en underlig vildt begejstret, letsindig. men legemligt affældig mand". Da Beck var født i 1817 og således næppe nogen olding, kunne noget tyde på, at felttogets fysiske og psykiske pres gjorde sig gældende. Abrahams beskrivelse antyder, at Beck var på randen af et mentalt sammenbrud og det virker, som om han desperat søger efter en sejr. Psykologisk kan man sammenligne ham med Custer ved Little Big Horn: Begge var malet op i et hjørne, hvor deres fortsatte karriere var afhængig af en iøjnefaldende sejr inden krigen sluttede. I 1876 havde Custer bragt sig på randen af en afskedigelse efter sin kritik af præsident Grants administration eller mangel på samme af reservaterne. Kun på Shermans og Sheridans kraftige opfordring havde han faet sin kommando over 7. regiment igen. Og kun en sejr, der gav ham titlen som USA's førende indianerbekæmper, kunne redde hats karriere. På samme måde vidste Beck, at hans stilling også var usikker. Ganske vist havde han fået en ufortjent heltestatus efter Sankelmark. Men når krigen sluttede, kunne han så regne med, at Max Müller, Steinmann for slet ikke at tale om hans egne soldater ville tie stille? Kom det til et politisk opgør, ville Beck som højremand og soldat med en ufortjent helteglorie og tjenesteforsømmelse være et ideelt offer for de nationalliberale og for pressen, der lige så hurtigt kunne nedgøre ham. Ja, kunne mangelen på heltedåd fra "sejrherren fra Sankelmark" ligefrem blive brugt som anklage mod ham? I begge tilfalde fik det psykologiske pres Custer og Beck til at sætte alt på et kort i et angreb, der i det mindste skulle sikre dem militær navnkundighed, dog næppe på den måde de havde håbet.
Skillingsvisens prosadel hævder, at en eller flere soldater blev sendt ud for at hindre, at hundene i gårdene omkring Ellidshøj gøede (mangen stakkels bondemand måtte ud i den kolde nat i den bare skjorte og bringe hunden ind i sin seng), men da man nåede Ellidshøj 23.30, konstaterede Beck. at fuglene var fløjet til Gravlev. Dog var der rygter om, at der stod en anden preussisk afdeling i Gunderup. Beck besluttede at angribe den i stedet frem for at vende tilbage til Aalborg uden kamp og med udsigt tit kritik og latterliggørelse. I stedet tog han det løfte af soldaterne, at de ville gå løs på fjenden i kolonne med bajonet. Og kl. 1 brød man op mod Gunderup. Det har vakt undren, at Beck valgte at følge med på den natlige ekspedition, da han var øverstbefalende, og han dermed effektivt (igen) fjernede sig fra hovedkvarteret, hvis der var tale om mere end et preussisk korps og om et natligt stormangreb. Becks styrke kunne måske have været tilstrækkelig, hvis man skulle gennemføre et kommandoraid mod von Döberns patrulje. overmande enkelte vagtposter og uskadeliggøre von Döberns styrke, inden den kunne sætte sig til modværge. Men da fuglene var om ikke fløjet så afmarcheret mod Aars, var der tale om chancespil, da Beck så i stedet ville indhente og overraske Krug von Ridda. Imidlertid var Krug von Ridda ogsa morgenmand, så hans styrke var gået nordpå mod Lundby allerede kl. 2.30. Så Beck, der var kommet mellem den preussiske sikringsstyrke ved Lindenborg Å, fandt igen reden tom, men kunne se, at preusserne var pa vej nordpå. hvorfor han optog forfølgelsen. Teknisk set havde danskerne afskåret preusserne fra deres tilbagetogslinje til Hobro, mens preusserne stod mellem danskerne og Limfjorden.
Vore skud jog danskerne tilbage under husarernes sabler
Metts von Schlutterbach gjorde klar til at bryde op fra Lundby, var Krug von Ridda nået frem til Sønder-Tranders, hvor han bemærkede danske infanterister ved en bondegård. Han havde fundet løjtnant Christensens patrulje fra Aalborg. Krug von Ridda lod sine husarer gå løs på patruljen, der trak sig tilbage til en høj, men husarerne satte efter dem og forhindrede dem i at undslippe i terrænet. Danskerne holdt sig i samlet trop. der hindrede husarerne i at ride dem ned, men de preussiskc infanterister anført of løjtnant Klinkowstrøm åbnede ild, og efter en kort kamp, der kostede Christensens patrulje 7 faldne, matte løjtnant C.W. Christensen og hans folk overgive sig. Umiddelbart herefter ankom en kurer fra Schlutterbach i Lundby, at han havde fundet danskerne. eller de havde snarere fundet ham, for en stor dansk styrke var dukket op lige syd for byen og ville angribe! Krug von Ridda har formentlig troet, en dansk fælde var ved at lukke sig om hans korps. Fangerne blev læsset på vognene, og det gik nu sydover mod Lundby så hurtigt som muligt.
Buser i lige på, bliver I skudt ned, hver en kæft
Beck havde nået gravhøjen Kongehøj lige syd for Lundby. Herfra kunne han og hans dragoner se preusserne i færd med at marchere nordpå efter et hvil i byen, men så var det tydeligt, preusserne havde set Beck og hans folk, for under ledelse af en bereden officer ilede preusserne tilbage gennem byen og dannede en skyttekæde i læ bag et stengærde i byens sydkant. Tre lokale beboere, forpagteren Peder Johansen, veteranen Peter Nielsen og smeden Henrik Larsen skal have advaret Beck mod at angribe ned ad bakken mod Lundby, ja tilbudt at være vejvisere, da en dalslugt til højre om byen ville gøre det muligt at bryde ind og tage preussernes midlertidige stilling i flanken. Beck skal brysk have svaret, at regimentet ikke gik krogveje, og at det ikke skulle føres af en bonde. Selv da den gamle soldat Nielsen svarede: "Buser I på bliver I skudt ned, også hver en kæft"(Skalk s.24). Hammerich opfordrede også flere gange Beck til at gøre brug af tilbuddet om vejvisere og tage et flankeangreb. Beck afbrød kort Hammerich: "Hr. kaptajn, vil De uopholdeligt udføre et rask og determineret bajonetangreb.", og da Hammerich, Betzholz og Grave ville bringe kompagniet i angrebsformation, afbrød han dem med: "Blot fremad. Resolut og dristigt!", beordrede hornblæserne til at blæse til angreb, så kompagniet angreb nu i sluttet flok blot med enkelte skytter spredt ud på siderne, mens Beck fra Kongehøj iagttog angrebet. Beck satte nu alt på et kort, da han ignorerede militærets egne regler, som forbød et sådant masseangreb. Var der tale om et psykisk sammenbrud, eller er der logiske forklaringer? Til Becks forsvar skal siges. at man endnu ikke havde oplevet bagladegeværets fulde virkning, om end teoretikere hævdede, at det kunne standse ethvert angreb i åbent land. Traditionelt tænkende officerer og lede anså stadig bajonetangrebet for uovervindeligt, og selv nok så mange nederlag (herunder den katastrofe der fulgte de næste minutter) syntes ikke at kunne overbevise dem. Endelig kan Beck have håbet, at et pludseligt stormløb ville sætte preusserne i panik og resultere i en forvirret alt for tidlig skydning, der ville give hans kompagni en chance for nærkamp. Muligvis har han også frygtet, at andre preussiske delinger kunne nå frem og blande sig. (Havde man forsøgt det foreslåede flankeangreb, er det ikke usandsynligt, at Krug von Riddas husarer kunne være nået frem og have tippet den talmæssige balance tilbage i preussernes fordel.)
Betragter man de preussiske beretninger out kampen, antydes den mulighed, at angrebet var tæt på at lykkes i kraft af psykologisk bluff. To preussiske soldater, der senere på året var indkvarteret på egnen, hævdede, at von Schlutterbach og hans befalingsmænd overvejede at strække våben, da de så den overlegne danske styrke dukke op sydfra, altså mellem dem og deres base i Hobro, men at man besluttede sig for modstand for at undgå en senere krigsret for forsagthed! (Skalk s.25). Det er dog muligt, at denne beretning blev givet til ære for kvarterværterne. Mere gods er der i Fontanes beretning, der antyder, at det lige så meget var von Schlutterbachs koldblodighed som tændnålsgeværet, der sikrede Becks herostratiske berømmelse!
250, Standvizir, nun in Gottes Namen feuer
Von Schluttetbach havde posteret 64 mænd bag stengærdet, mens en reserve pa 48 mand gik i ly bag en bygning for at være rede, hvis danskerne søgte at omgå stillingen. Von Schlutterbach selv forblev synlig til hest. Preusserne så nu danskerne stille op i 600 skridts afstand i en kolonne tolv mand bred og tyve mand dyb med enkelte skytter på flankerne, og kolonnen marcherede taktfast ned mod Lundby og nåede en afstand på 400 skridt. Flere af von Schlutterbachs soldater ville skyde nu, men kaptajnen beroligede: "Lad dem blot komme tættere på. vent til jeg giver signal." De danske flankeskytter begyndte nu at skyde mod Lundby, og kolonnen opløftede et hurra og satte i et kort løb indtil 300 skridt fra byen. Her standsede danskerne. øjensynligt forvirrede over preussernes passivitet og stilhed. Hammerich eller Grave skal bagefter have forklaret, at danskerne havde tabt pusten og blev bragt ud af fatning over fjendens stilhed. Det antyder, at Becks folk også havde ventet, at et iøjnefaldende og iørefaldende angreb ville udløse en for tidlig skydning. Nervøsiteten var ikke mindre på preussisk side, hvor flere direkte spurgte, om de ikke skulle skyde nu? "Ikke endnu, børn, vent", svarede von Schlutterbach. Anede de danske soldater, at alt ikke gik so planlagt, lod de sig ikke mærke, men satte igen i gang mod Lundby. Da de var 250 skridt fra landsbyen, gav von Schlutterbach lyd fra sig "250! Standvizir. In Gottes Namen Feuer." (Fontanc 347). De første danske rækker faldt, med dem to officerer, men kolonnen fortsatte, den ene officer kom dog pa benene igen og vaklede videre frem. Fra Lundby hørtes lyden af patronkamre, der åbnedes og lukkedes, og på lidt over 200 skridts afstand kom den næste salve, der slog store huller i kolonnen. Danskerne stormede videre som en horde, tilsyneladende uden ledelse, da den tredje salve slog ind på 150 skridts afstand. Kolonnen opløstes, men danskerne gav ikke op. I stedet forsøgte soldaterne at etablere en skyttekæde, og preusserne mente, at en gruppe faktisk samlede sig til et flankeangreb. Von Schlutterbach lod derfor en del af sin reserve sikre sin flanke. Under skyttekampen opdagede danskerne for sent, at mens de skulle stå op og lade, kunne preusserne dukke sig bag gærdet og først komme op, når de skød. De danskere, der endnu var på benene, søgte nu tilbage mod Kongshøj. Beck og Abrahams søgte væk med dragonerne og en del af fodfolket. Formentlig var det Abrahams fortjeneste, at de nåede Aalborg, hvor Beck brød sammen. og Abrahams siden skrev:"Jeg red tilbage med en sammensunken olding."
Ej mange kuglen skåned, men vi skreg: Tak for lånet, og skød med frejdigt mod
Von Schlutterbach overvejede at optage forfølgelsen, men så blev der meldt en større styrke nordfra. Det viste sig at være Krug von Ridda med husarer og fanger. Krug von Ridda, von Schlutterbach, Eglofstein og Klinkowström blev enige om, at de skulle tilbage mod Lindenborg efter at have opsamlet sårede og indfanget omstrejfende danskere. Preusserne havde 3 sårede deraf to alvorligt, mens der lå 22 faldne danskere og 66 sårede, blandt dem alle tre officerer. Flere var ramt af 3-4 skttd. Løjtnant Betzholt, der var den officer. der såret kom op igen og ledede det sidste angreb, døde af sine sår på lazarettet i Hobro. Krug von Ridda vendte med fanger og sårede tilbage til Lindenborg og den undsætning, der var vej fra Hobro. I sikkerhed i Aalborg afsendte Beck følgende rapport: ”Jeg har i nat søgt fjenden syd for Aalborg og kl. 4 morgen haft en hård fægtning ved Lundby en mil nord for Lindenborg. Kaptajn Hammerich. premierløjtnant Betzholt og sekondløjtnant Grave hårdt sårede. Af underklassen 8 døde og 30 sårede foreløbig angivelse. Alle gik med mod og dødsforagt mod fjendens fordelagtige stilling, hvilket forklarer det store tab. En preussisk infanterist fanget.” (Nielsen s.334).
Muligvis gik der også brev til Julius Strandberg, der kunne udsende visen Det første Regiments femte Compagni. Becks indsats kom til at påvirke krigens gang. Preusserne var begejstrede over sejren, der videnskabeligt beviste, hvad Dreyses tændnålsgevær og god troppeforing kunne udrette, men de var forundrede over Becks opførsel. Den høfligste formulering var ”freventlichem Leichtsinn" og en teori Om, at visse danske officerer åbenbart troede på, at "en dansker kan bank syv tyske".
Vogel von Falckenstein fortolkede det voldsomme angreb sådan, at danskerne måtte have store styrker stående, og at de i hvert fald ikke havde tabt modet. Så da invasionen kom, marcherede østrigerne mod Holstebro og Skive for at lægge vejen over Mors, mens preusserne gik mod selve Aalborg. Angriberne tog ingen chancer. I landsbyen Fiskbæk trængte østrigske soldater ind i husene og gennemborede dynerne for at sikre sig, danskerne ikke lå i baghold. Vogel von Falckenstein krydsede Limfjorden 10.-12. juli, mens østrigerne stod over 13.-14. juli. Beck havde allerede den 10. juli udskibet sig og sine tropper til Fyn fa Frederikshavn. Den 14. juli kunne Vogel von Falckenstein plante den preussiske fane på Kap Skagen og rapportere, at "nu kunne sælhunde og hvalrosser glæde sig over tonerne af de preussiske krigssange." Becks rapport og Julius Strandbergs vise 5) gjorde ham til helt. I en tid, hvor den netop afgåede krigsminister Lundby havde opfordret hæren til dristighed og halsbrækkende foretagender, kunne man denne gang i det mindste ikke bebrejde Beck passivitet. Han blev forfremmet til kommandør over 3. brigade, dekoreret og blev siden bataljonskommandør. 1873 tog han sin afsked grundet svagt helbred.
Noter:
1 Ifølge militærhistorikeren Victor Davis Hanson: The Western Way of War har man i Europa, siden man begyndte at studere sine militærhistoriske klassikere Ira det gamle Grækenland, ment, at krig burde bestå i, at to styrker stormede ind på hinanden, til den stærkeste tromlede den svageste ned, og at enhver form for taktik vidnede om fejhed.
2 Krumslutning var en militær straf, hvor den dømte fik halsjern og fodjern lænket sammen, så han sad i en sammenkrummet stilling. Her skulle han så sidde den tid, han var blevet idømt. Også til offentlig beskuelse.
3 Drevne troppeførere sikrede sig mod soldaternes trang til ildkamp ved at kommandere dem til angreb med bajonetter og tomme geværer.
4 Det må have ærgret Max Müller, at navel den østrigske general Gablenz som Julius Strandberg komplimenterede danskerne for den fine skydning og ikke for bajonetangrebene
5 Julius Strandberg henviser til Becks ædelmodige ros af 11. regiment i sin prosatekst.
Kilder:
Fontane, Theodor: Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864, Rockstuhl Verlag 2007, (Fontane)
Garavaglia, Louis & Charles, G. Worman: Arms and the man, North & South vol 4 no 6, 2001 (North & South)
Jensen, N.P. Den anden Slesvigske Krig, Det nordiske Forlag 1900 (Jensen) Lindeberg, Lars: De så det ske. Krigen 1864, Forlaget Union 1964
Mogensen, Aage: Soldaten og den tabte Krig, Fremad 1964
Nielsen, John: 1864, da Europa gik af lave. Odense Universitetsforlag 1987 (Nielsen) Smith, David: Shermans March to the Sea 1864, Osprey Campaign Series 2007
Stolz, Gerd: Mit des Kaisers Armee and Marine 1864, Husum 2009 (Stolz) Strandberg, Julius: skillingsviserne findes på http://viser.bib.sdu.dk/tekster/oub599t.htm
Sørensen, Carl Harding og Anne-Lise Lykke Andersen: Lundby-afæren, Skalk no. 3, 1997 (Skalk), www.skalk.dk.
Becks ”rapport” til til armeens overkommando
